Skjult af skovens træer. (Dementri)

Han grinede nu hående af hende.
"Tror jeg vil drikke en vampyrs blod" sagde han
med overlegenthed, hvis han nogensinde gjorder det
var det enden pågrund af han var på dødensrand eller
for at ydmygge den anden vampyr.
Han slikkede sig kort over tændernde, da han så hendes
hals, ikke af at han synes det så lækker og god ud.
Men fordi han hviste at det var ham der havde gjort
hende til det hun nu var.

Hun smilte en smule angstrengt, hvad var det så han ville hvis ikke det var hendes blod. Han forvirrede hende. vendte sit blik imod ham, hun havde forvirret udtryk ansigtet hun anede ikke hvad han så ville. Hun tog sig ikke synderligt af grin. Hun sukkede svagt men lod ike sit hår dække hendes hals som stadig var synlig.

"Du lige som alle andre Amber" sagde han og vendte sig om og
gik ud af værelset, hvorefter han var ude i stuen men gik også
ud derfra og derved ud i skoven.
Lige foran hendes hytte.

Amber kom op på benene fulgte efter " hvad mener du?" spurgte hun imens kiggede på ham sukkede før hun fik taget sig sammen" ja jeg ked af hvis jeg skuffet dig men jeg er godt tilpas med lige som andre" sagde hun selvom hun ikke vidste helt hvad han mente. Hun lagde armene over kors før hun vendte sig om for at går men noget stoppede hende og stod med ryggen til ham " Det der med at være vampyr skræmmer mig" sagde hun for hun kunne lige så godt gå bekendelse, hun ville hjertens gerne lære blive god vampyr, men alt føltes så svært for hende.

Han tog alt imens hun snakkede en smøg frem og tændte den
med en lighter der gav en stor flamme.
Han tog et sug og sagde så, "HVordan kan det være svært
bare lad være med at føle, du jo død Amber" sagde han og pustede
så ud. HAN VAR så ligeglad om hun blev såret, hun skulle nok lære
det en dag. Det havde han jo også selv, og se han var meget en af de mægtigeste
vampyrer i denne verden.

Nikkede svagt idet han sagde, hun blev ikke ked af det han sagde faktisk gav det mening på en måde hun ville bare ønske t det lød så nemt som sagde det. trak vejret tungt ør hun atter vendte sig om imod ham. Hun stirrede på hans smøg men lod godt tid efter blikket hvile på hans ansigt. Hun ville ikke skuffe ham, det lovede hun sig selv indevendig. bed svagt læben imens hun stirrede på ham, * ikke føle noget* tænkte og idet tænkt tanken færdig lyste hende blågrå øjne op i lys farve. Hun var blevet sulten og det var også stykke tid siden hun fået noget blod og nu var kommet tanke om hvor sulten hun var.

Han tog et sug og kiggede så over på hende da hun blev stille.
Hendes øjne lyste meget svagt, kunne han se.
Han et lille smil men det forsvandt hurtigt.
Han kiggede nu ud i mørket igen som ikke var så særlig mørkt for
ham, men for en nyer vampyr som Amber kunne det var delvist svært.

hun vendte sig om imod ham idet den brændende fornemmelse spredte sig og blev større " Jeg sulten" sagde hun og gik til bekendeslse, selvom hendes øjne nok allerede havde gjort hun bed svagt læben før hun atter vendte sig om for gå. Men denne stildte hun kursen imod byen. Hun ville ikke skuffe ham hun ville bevise over for ham at hun nok kunne blive til god vampyr.

Han blev stående og stirrede bare på hendes ryg.
Hun havde vil tænkt sig at forlade ham for at få
noget af spise. Han rystede på hoved.

Amber var forvirret hun vidste ikke om skulle blive, hun sank en klump vendte sig om imod hun havde vidst spurgt ham før, hvorfor havde han forvandlet hende. hun gik tættere på ham " hvorfor fovandlede du mig?" spurgte hun og gik endnu tættere på. Hun engede sig ikke til det, men hun ville bevise over for Dementri at ´godt kunne glemme at være mennske selvom det var svært. Hun lod nervøst en hånd glide igemmen håret.

"Fordi Amber, du var og er special" sagde han og
kiggede på hende som var en naturlig ting at sige
til hende/ en kvinde/en pige.
Denne gang var der intet smil men heller ingen sur mine.

Hun forsatte tættere på, men stoppe et par meter fra ham. Hun betragtede ham kort før hun kneb øjnene svagt sammen, hun følte sig ikke særlig speciel, nærmest elendig til det hele, men tænkte svagt på det han havde sagt før. Havde han virkelig også haft svært ved vænne sig til det. Det gav hende håb om at også nok skulle lykkedes for hende. Hun knyttede svagt sine hænder og smilede for første gange et rigtigt stor smil. Dementri syntes hun var speciel, men hvad med de andre havde han mon også sagt det til de andre han havde forvandlet? Ellere mente han virkelig hun var speciel. " mener du det?" spurgte hun en smule tøvende.

Han kiggede bare på hende med et stirrende blik,
han ville ikke gentage sig selv endnu engang.
Hans metalliske grå øjne stirrede bare ind i ambers håbefulde blik.
"Er du dårlig til at høre" sagde han nu lidt halv irreteret
Han øjne var nu ikke dyster men mere skarpe og direkte.

Hun forsatte med at gå, men stoppede da hun hørte hans tone, hun betragtede ham forsigtigt. det var ikke mennigen at gøre ham vred. Men det måtte han været blevet, men sådan var dementri og amber kunne ikke finde ud af ham. Han var så svær at finde ud af. men han var okay selvskab.

Han fnøs af hende...
Men i det samme forandrede hans agtigtyde...
"Jeg må gå" sagde ham med et nu undrende blik,
Han kiggede kort rundt sig og forvandlede sig til
en nattergal og fløj videre ind i mørket...
måske var det en underlig fugl at forvandle sig til men
Demetri var ret så lige glad han skulle bare væk..


//out//