Blomsterklar dag. //Zean//

Dato : 4 December
Årstid : Vinter
Dag : Lørdag
Vejr : Sol, og en smule sne., Med en skyfri himmel
Sted : Den lykkelige eng
Tid : 17:05
Omgivelser : Engen er tom for mennesker

Solen stegede de blade der gang oppe i træerne. Catherina gik ind i enganens yndige territorium. Hun smilede, hendes mobil gik i gang med en fin Violin. Catherina dansede rundt i engen i takt med musiken. Hun stoppede op henne ved et par lyse blomster. Catherina stoppede en op i håret. Hendes hår sad fladt på hende ryk "I wish i cut fly miles awat, To my own little perfect.. I living there rigth now, so why i need wings?" Sang hun. Når hun var i engen følte hun sig som en fri fugl, musiken klamrede sig til hendes ører. Catherina faldt på grund hun blev svimmel efter at have valset rundt i engen. Hun smilede, Hun vidste hun var alene. Stadig ikke, hun følte sig et med Naturens omgivelser. Hun plukkede nogle blomster. Først nogle anemoner, Patunier, og nogle for-glem-mig-ej'er. Hun samlede dem sammen. Catherina satte blomsterne fra sig og begyndte at samle lange græsstrå fra grunden op. Catherina flettede en fin ''hat''. Catherina nynnede mens hun flettede. At flette havde hun lært af sin mormor. "I wish i cut see my old friends, and family" Nynnede hun. Catherina mærkede at der ej var mange hernede, Hun vrikkede med kroppen i takt til musiken. Catherinas mobil ringede, det dejlige øjeblik lukkede "Hallo?" Spurgte hun. Intet svarede, hun kigged epå skærmen "Hemmeligt Nr." Mumlede hun. Hun satte mobilen i lommen og lagde sig ned i blomsterne. Hun kiggede på den skryfrie himmel. Alle blomsterne stikkede op trods den utrolig lave sne-

Zean gik roligt på en grusvej mellem to stykker land med ren eng.
Engen tiltrak ham ikke særligt, den var...kedelig, det samme over det hele! og så...stille og alene.
På havde han en varm vinterjakke, nogle jeans og vinterstøvler, det hele sort.
Hans mørkebrune hår hang lidt, men hans pandehår strittede lidt som altid.
Hans mørke øjne så sig ligegyldigt omkring.
Hans hænder var godt begravet i lommerne på jakken, luften var kold og der lå et fint lag sne over det hele.
Og overraskende nok var der stadig forårs og sommerblomster! der var vist et eller andet galt med denne her eng..hvorfor kunne ingen ting dog være normale?! han sukkede og stirrede op i den alt for lyse himmel...på denne tid plejede det da at være mørkt om vinteren.
Det var det i hvert fald inde i byen.
Han brød sig mindre og mindre om stedet og besluttede sig for at se ned på stien og bare skynde sig hjem igen.
Hjem til den...julede by, jajada...og Dawn.
Han smilte ved tanken.

Catherina sad stille nede i sneen. Det hele var mærkeligt i egen. Sommer blomster på vinteren. Hun sad og nynnede. Fuglene kom frem og pippede. Hun kiggede op, da det var det var vinter faldt mørket utrolig hurtigt på. Catherina lagde sig ned i sneen, hendes røde hue, det grønne halstørklæde, med den sorte jakke, var varm nok til at holde på hende. "Man dør kun én gang" Mindede hun sig selv om, Selvom Catherinas helbred var sundt & raskt ku' alt ske. Hun kunne få Catch, Forskelige formor for kræft. En dødsends farlig Ifluenza. Alt kunne ske, Især i La Sunisha. Fredeligt var det, men sygdoms frit var ikke ordet.

selv havde han aldrig skænket sygdomme en tanke, kun da han var mindre og endnu ikke havde vidst hvad han var.
Men han var dæmon og dermed udødelig, altså lige endtil en dusørjæger kom med noget magi og et pentagram...Men det så han for meget usandsynligt.
Mørket begyndte at sænke sig roligt over stedet og fuglene sang endnu blidt...fuglesang.
Han sukkede og strakte sig mens han gik da han fik øje på noget ude i sneen.
Et menneske? Nok ikke, de var altid bange for at begive sig i et mørkt og koldt vejr.
Så måtte det være et væsen...men hvilket et? vampyr? en anden dæmon? varulv? eller en af de andre racer? farlig, ikke farlig?
Han ved blev at se mod personen...en ung kvinde? måske lidt mere ung end kvinde...en anelse.
Omkring de 18-19 år ville han gætte på.
Han begravede igen hænderne i lommerne og gik væk fra stien og igennem blandingen af sne og gult, højt græs.
Han ville vide hvad hun var...

Catherina lyttede opmærksomt, Hun hørte fodtrin. Hun kiggede sig omrking. Hvad eller hvem var det. "Hallo?!" Halvråbte hun, Over halvdelen af de mennesker hun havde set tude ej vove sig ind i engen om aftenen. Hun kiggede omkring, hun skimtede en skikkelse. Hun turde ikke spørge, uanset hvad håbede hun af hele sit hjerte at dte ikke var en dusørjægere. Hun stirrede i et kort sekund "Hej..." Halvhviskede Catherina. For hendes skyld hvis ham var en vampyr og prøvede at æde hende ville den spytte hende ud igen. Catherina fjernede håret fra hendes ansigt. Sneen dalede ned, Det var utroligt stille. Catherina satte hænderne i lommen og vippede lidt.

Han så gennem det hurtigt sænkende mørke, på personen, helt klart en kvinde stemme, først ubekymret men bagefter forsigtig.
han nærmede sig endnu lidt men stoppede op lidt fra hende og studerede hendes skikkelse, selv om hun sad ned.
"hvad er du?" spurgte han, man kunne ikke høre på stemmen hvad han ville, hverken rar eller ondt, varm eller kold.
Hans mørke, hemmelighedsfulde, dybe øjne var rettet mod hende.
Noget sagde ham at hun nok ikke var en der sprang lige i hoved på folk, for hun havde endnu ikke rejst sig og vis hun havde villet angribe ham havde hun nok rejst sig og vendt sig mod ham, klar på det værste.
Så han kunne tage det roligt.

Catherina smilede, Der som regel aldrig nogle der spurgte hvad jeg var. Nogle mennesker var overtroiske, andre ikke. "Ehm, Jeg er en engel" Svarede hun kort. Hun følte sig en smule akavet. Hun kløede sig i håret. Hendes ben sad krydsede. Hun overvejede om hun skulle sit navn. "Mit navn er Catherina" Sagde hun venligt. Hvis hun ikke sagde noget ville der 100% opstå en akavet samtale.
Han lignede ikke en der ville angribe en på stedte, ellers havde han sikkert gjort det før eller siden.

"Almindelig eller...?" spurgte han, ikke fordi det gjorde særlig megen forskel.
Han rettede sig roligt op og så mod hende.
"Zean" svarede han så som sit navn

//undskyld det korte svar...//

Catherina trak på skulderen "Så almindelig som man nu ka' være" Sukkede hun. Hendes søster var en skytsengel. Catherina var...Normal. Hun kunne bare lige heale et eller andet. Alt fra død til levende. Det var lidt akavet. "Og ehm...Hvad er du?" Spurgte Catherina nysgerrigt. Hun skulle jo ikke kun afsløre sig selv, folk skal jo give gengæld som man nogle gange sagde

"Sjæledæmon" svarede han og lagde armene over kors.
"sååå...du hænger bare ud sådan et kedeligt sted som her?" sagde han så, da han var rimelig sikker på det ikke rigtig ville ske mere.

Hun vippede lidt "Her er nu ikke ligefrem kedeligt, og hellere ikke spænde. Men her gemmer jeg mig tit når jeg ser dusørjægere. De tror at væsner er for onde til at være i et sødt sted som her. Men når der er nogle dusørjægere der rent faktisk har en hjerne, kommer de herud" Hun nikkede. Hun stoppede med at vippe. Sneen stoppede langsomt med at dale, Solen forsvandt langsomt ned.

"aha" svarede han og så sig kort omkring, der var ingen.
"Bor i byen og har aldrig nogensinde stødt på en dusørjæger..." sagde han med et stref af kedsommelighed i stemmen, faktisk ærgrede det ham, det kunne være sjovt at blive jagtet af nogen der faktisk vidste hvad han var.
Og ikke bare dumme politimænd der ikke vidste en skid...

"Det er fordi du ikke er uheldig!" Grinede hun, Han var ikke uheldig. Tilgengæld var catherina vist den mest uheldige pige i verden, Hun skulle være heldig hvis hun levede et par år endnu.

Han så på hende
"Såå...hvad ved du om mig?" svarede han
"hvad ved du om mig som kan overbevise dig om jeg er ikke er uheldig?" han vidste godt hun bare mente med hensyn til dusørjægere...well, måske var han heldig, men tilgengæld kede han sig også til hverdag.