Zean- Mob Zean XD!!

Dag:irl
DAto:irl
Omgivelser:skoven som omgiver søen.
Vejr:den er aftensol
Tid:22.23
Årstid:Sommer!!!
Humør: roligt
Sted_silent river.



Ribanalon så ud over det sumpede vand, man kunne ane mudret under det helt klare
vand, men hvis man trædte i det ville vandet forvandle sig til uklart mudre som man
ville sunke ned i, hun smilte. Det var så lang tid siden hun havde smilet over noget
eller af noget. Hun følte sig lykkelig, hun havde enlig fundet sit livs kærlighed i denne
verden, hun elskede ham og han elskede hende. Hendes '.' Liv'.' kunne ikke blive bedre,
der var en fryd og glæde i hende som var større end normalt, kærligheden havde sejret
for hende......Endelig sejret!!!

En ung mand trådte væk fra byens mylder og gik ned mellem træer langs en lille sti der første en til Silent river.
Allerede inden han rigtig nåede der til kunne han lugte stedet, for ham havde det altid lugtet lidt af...affald, mudder og klamt vand. Han havde engang sloges med en vampyr heromkring, men det var også det eneste minde han havde fra dette sted. Han kom her ikke så tit.
Men alligevel førte hans gåtur ham herned.
På havde han nogle mørkeblå jeans og en sort skjorte som var åben op ved halsen.
Han have nogle tilfældige sko på og hans mørkebrune hår lå endelig rimelig roligt om hans hoved, kun pandehåret insisterede på at stritte lidt.
Hans mørke øjne, som både indeholdt lige dele kulde, varme, ungdommelig livlighed og alligevel en fornemmelse af at han havde levet længe og samlet sig en del viden og erfaringer, gled rundt p træerne der stod.
Vejret var lunt, typisk sommervejr, og solen var på vej ned, igen typisk sommer.
Dagen havde været dejlig fredfyldt, en hygge dag med den kvinde det havde givet ham et nyt syn på livet, og nu ville han igen slappe af, spise en sjæl på et tidspunkt, for at vende hjem og sove.
Han nåede silent river og fornemmede straks en anden lugt, en lugt af vampyr. Han så o og så sig lidt omkring til han fik øje på hende. hun stod lidt længere henne af den lille flod, men hun så heldigvis, lige nu, ikke ud til at ville slås. Men hun havde måske heller ikke opdaget ham endnu?

Hele hendes aura lyste af glæde, men hun havde allerede vendt
sine tanker væk og taget interresse for væsnet bag hende, hendes
konsentration var på væsen, hun behøvede ikke engang at se på
ham, for at vide hvad der var bag hende, hun vendte sig om og
smilede, var ligeglad at hendes tænder blotttede sig og virkede
svagt truende, men det var kun godt da det stadig var en advarsel
til at hun ikek ville finde sig i alt, hun så ikke i denne Dæmons øjne
fra lang afstand af, han ville kunen mærkes hendes øjne,
de ville føles som ild på hans hud få sekundter.
Hendes øjne var metalliske grå og hendes hår sort, hvis man ikke
hviste bedre var hun en sand Klusisska.

Han sukkede svagt. Selvfølgelig, hun virkede som en der intet havde imod en lille slåskamp. Bare hendes øjne nærmest brændte sig ind gennem hans hud.
Han drejede hovedet og kiggede ud over vandet, han ville ikke gå, for han havde også lov at være her, men han ville heller ikke lægge op til kamp og viste hende derfor at han ikke var interesseret ved at kigge væk.
Desuden...Han kunne selvfølgelig ikke vide det og han vidste heller ikke hvor stærk hun var, men de fleste havde det med at undervurdere ham. Han skubbede en lille sten ud i vandet og så ringene der bredte sig over vandet.
Han kendte ikke familien Klusisska, aldrig hørt om den, og havde derfor hverken fordomme eller andre tanker om den. Men han havde også for længst stoppet med at dømme folk for deres familie, det havde de sidste par årtier lært ham.

Hun så stadig på han, mest af alt havde hun lyst til
at fare hen til ham og fortælle at hun var lykkelig
men det ville virkelig ret skummelt, hendes var bare
så glad, denne ring der var på hendes fingerbetød for
hende ægte kærlighed, Hun smilte over mod Dæmonen
og Få sekundter efter han kiggede væk fra hende
stod hun ved hans side, han så kort på ham, "Hej"
sagde hun roligt og kiggede på den sten han skubbede.

Han sukkede. Denne vampyr virkede... som en ny der lige var blevet forvandlet og derfor stadig havde livets lykke over sig. Vis det var sandt skulle sandheden nok gå op for hende på eller andet tidspunkt. At være en ældre vampyr og stadig være lykkelig...Det var i hans hoved ikke muligt.
I det hele taget ikke for alle der levede længe.
"Dit hej lyder alt for friskt" svarede han kort og så på hende uden at gengælde hendes...tilsyneladenede åbenhed og glæde. Der var noget underlig ved hende, den måde hun så på stenen der nu lå i vandet.

Hendes smil blev større i det han snakkede, "Jeg er genfødt"
hun kunne ikke sige mere end det, hun havde for første gang
i følt kærlighed, det eneste der var trist ved dette var at
hun først havde følt det i sit vampyr liv, hun lagde hoved på
skrå og stirrede få sekundter ud i luften, "Måske kender du
ikke følelsen, fordi du følte den engang du var ung eller levede,
men jeg har først følt det i dette væsen, så for mig er kærlighed
stadig ægte"

Han så lidt på hende. Sjovt som alle lige for tiden gjorde sig kloge på ham.
Han oplevede, for en gangs skyld, også det såkaldte kærlighed, men han følte langt fra at han var genfødt. Desuden havde han aldrig levet et tidligere liv, men blev født som dæmon.
Det var 2 gang i hans liv.
"Lucky you..." mumlede han og begyndte at gå tilbage af mod byen, hendes glæde var lidt for meget til han rigtig kunne holde det ud.

Hun trak på skuldernde og så væk fra ham,
han var begyndte at gå men hun tog sig ikke
af det. Hun tænkte kort et øjeblik og vendte
sig så mod ham, "HVordan forgår et bryllup i
den her tid?" sagde hun og sidste det faktisk
ikke, hun var aldrig blevet inviteret da hun
ikke var den der gjorder sig særlig gode venner
med nogen.

Han stoppede undrende op, vente sig om og så undrende på hende.
"Et bryllup?" sagde han som om han først troede hun tog gas på ham. Han trak svagt på skuldrene.
"Aner det ikke, det er ikke et emne jeg føler interesse i" nu hvor hun mindede ham om det havde han faktisk aldrig spekuleret på hvordan et bryllup var.
"Faktisk tror jeg ikke der er mange der ved det, derfor er der ingen bryllupper der ligner hinanden...Der er vist kun nogle få traditioner man skal overholde...." sagde han

Hun så undrende på ham som han havde gjort med
hende, dog var det da han prøvede at forklare sig,
hun så et sekundt tænkende ud, "Men....." hun viste
ikke hvad hun skulle sige, hun havde så mange sprøgsmål
men når denne dæmon ikke hviste var det jo svært at
få svar på. Måske Janus viste mere om det, tænkte hun.
Det ville være pinligt hvis en mand hviste det bedre end
hende, dog havde hun jo alligevel sprugt denne dæmon
som hun ikke engang kendte om han viste noget, så
hvor pinlig var det enlig.

Han så lidt på hende og endte med at smågrinte lidt.
"Jeg aner intet om bryllupper, jeg gætter kun" han trak lidt på skuldrene og lænede sig op af det nærmeste træ. Han så lidt på hende, det var åbenbart et emne der ooptog hende en del.
"Hvorfor finder du ikke en bog om det eller læser på internettet?" spurgte han

Hun sukkede og kiggede væk, hendes glæde
var ved at aftage lidt efter lidt nu, "Jeg har
ikke noget computer" sagde hun og gad ikke
svare på det med bøgerne men det kom tilsidst
"Og hvad bøger skulle jeg læse i?" sagde hun
og så lidt halv spørgernde.

Han himlede øjne, en vampyr der skulle giftes i den moderne verden...Ude at kende noget til verdenen åbenbart.
"Bøger? Jeg kender ikke nogen, men der er sikkert skrevet om bryllupper et eller andet sted....Prøv at gå på biblioteket eller noget" sagde han halvtræt, det her virkede underligt. De fleste væsner han mødte havde sat sig ind i det nye årti, årtusind eller hvor gamle de nu var.

HUn lavede et skævt smil som mest vendte ned af.
Hvorfor var Dæmonen så vred, så narcisistisk.
Hun sukkede en enkelt gang inden hun sagde noget,
"Hvad er gået galt i dit liv?" hendes stemme lod
et dullet eller provokerende, den var spøgernde,
de fleste væsner i denne verden, var altid så overlegne
eller troede de viste alt, men ham her, han næmrest
ikke gad og snakke, det var på en måde rart og samtidig
underligt.

Han så kort på hende.
"Ikke mere end hvad jeg selv er skyld i" svarede han så, det var lidt utroligt, de fleste han mødte lige for tiden spurgte på et eller andet tidspunkt ind til ham, hvad var der blevet af den ligegyldighed der plejede at præge verdenen? Han savnede den lidt...Alt dette her...Han sukkede svagt, det var lidt for meget når man mest var van til bare at være sig selv. Passe sig selv.

"Tja...det vel ikke alt du selv har bestemt" sagde hun og trak på
skuldernde, hendes glæde var nu forsvundet ind i hende selv som
en dråbe siver ind i et stykke tøj eller stof. hun klakkede en gang
med tændernde som et slags punktum på hendes sætning, hun skar
ikke tænder denne gang da hun syntes at denne samtale var en af
de mest normale hun havde haft længe.

Han så lidt på hende
"Det hele bliver styret af de valg jeg tager gennem livet....Eller du tror måske på noget mere...himmelsk?" spurgte han, selv troede han ikke på noget. Intet som helst. Hvad havde styret hele hans liv ud over hans egne valg? Alt udsprang nærmest af hans handlinger. Så handling...Så konsekvens. Det havde han lært for længe siden. Selv om menneskerne holdt krige om det...Så fandtes der ingen guder.

Hun kiggede ned i jorden skulle man tro, men ivirkeligheden
kiggede hun på sin ring, den beviste at modsatte af hvad Zean
havde stået og sagt, denne ring var et af de mange tegn der var
på kærlighed, før havde hun ikke troet på nogen eller noget, guder
havde hun endda tvivlet på selv dengang hun havde en puls, men
hendes eksistens havde forandret sig i det hun havde mødt sin kære
Janus, han havde vist at ikke guder fandtes men at de var guderne.
Hun kiggede igen op på Zean, "Jeg blev opdraget til at tro på en gud
om jeg ville det eller ej, men jeg har aldrig troet, jeg har senere fundet
ud af at vi er gudere, vi er andre menneskers guder derfra styre vi andres liv
om vi vil det eller eg"

Han så lidt på det mens han overvejede hendes svar. Selv troede han ikke på andet mellem himmel og jord...Der kunne umuligt findes en gud, eller flere for den sags skyld.
Men at de selv skulle være guderne? Den tanke fandt han...indbydende, men også humoristisk.
Så skulle jorden være fuld af guder? Forstil dig et menneske...og forstil dig så 5 guder for hvert menneske. For væsnerne måtte da fylde mere end menneskerne, med alle de forskellige der var.
Han rystede på hovedet.
"Beklager du..." sagde han
":..Men det virker også lidt for urealistisk, selv om selve tanken om den magt man ville have, er tiltrækkende"

Grinte svagt, "Jamen vi har jo magt til at dræbe og faktisk gører det vi vil"
den eneste grund til vi ikke kan er at mennesker, ikke må opdage denne
anden verden. Hun begyndte at skærer tænder igen, meget lidt iværtigfald,
imens hun så på Zean, Mennesker var det væsen som ikke selv kunne herske
så derfor var det sådan at engle og var ulve osvv.....beskyttede dem,
mmens dusørjæger havde set et blik ned i mørket og op i lyset.
Noget de ikke skulle have set, noget gudeligt. Hun trak på skuldernde,
Hvis Zean ikke troede hende, hvorfor måtte mennesker så ikke se
væsner og kende til deres hemmeligheder.

Han trak på skuldrene.
"Ja, og den bruger de fleste af os også...Men hvem siger det gør os guddommelige? Se bare hvor mange væsner vi er! Mange flere end der er mennesker...Det er jo en umulig tanke" han rystede på hovedet.
Han havde ikke snakket med så mange mennesker, faktisk kun dem der genkendte en som et væsen...Og dem var der alligevel et par stykker af. Men han mente ikke selv det var på den måde.
Som han forstillede det sig blev de alle skabt inden for...det samme tidsrum, hvor stort det så end var, og livet har altid modsætninger. DE stærke og de svage...De såkaldte onde og de såkaldte gode...Så det var helt naturligt at de stærke jagede de svage og at de såkaldte gode prøvede at beskytte de svage. DEt havde intet med guddommelighed at gøre.

Et smil kom på hendes læber, denne dæmon var næste som Demetri
(hendes bror) forskellen var bare at Demetri var meget værre og
blev vred i stedet for, denne dæmon kunne i det mindste holde sig lidt
i ro, hun havde desværre ikke snakket med ham i snart et halvt år.
Hun lyttede ikke så meget til hans ord hendes tanker om ham og Demetri
var åbvenbart vigtigere....

Han så lidt på hende. envejskommunikation. Han følte sig pludselig åndssvag, dette var jo næsten som at tale til en sten.
"Nå, men, tillykke til dig så" han vinkede kort som om han ville vifte en flue væk.
"Men hvorfor blive gift under en guds velsignelse, når du mener du selv er en gud?" spurgte han og så på hende

Hun trak på skulderne, "Jeg føler ikke at kirker i dag er et helligt sted"
hun grinte lidt, "Vampyrer kunne ikke bare gå ind i kirker i middelaldern,
der var der en så stærk tro at man kunne mærke gudsfrygten" hun kiggede
ned i jorden og så på Zean igen, "Jeg tror det fordi jeg kan, trodse det der
engang var at jeg vil giftes i en kirke" hun skar kort tænder.