A friend of a friend? [Procella]

Tid: ca kl. 23.35, d. 26. februar.
Sted: Silent River
vejr: Køligt, stjerneklart og let blæsende.
Omgivelser: Få gadelamper, øde industriveje med bygninger der er tomme pga. det sene tidspunkt.
Beklædning: Flade langskaftede støvler i mørkt ruskind, stramme jeans i mørkegrøn, en langærmet trøje, en kort uldjakke i sort og et halstørklæde i bordeaux. Håret er sat op i en sløset knude og flere totter hænger løst. Ingen make-up.



Lyset fra bilens forlygter flød ud over den lille grusvej der gik højre om søen. Under dækkene knasede gruset og det høje græs i midtersporet måtte bukke sig for bilens bug.

Narcissa havde været rasende, hun havde været på kanten af at smadre ting omkring sig. Allermest havde hun haft lyst til at opspore englen og flå hals rygrad ud med de bare næver. Men hun vidste at chancen for at hun kunne opstøve ham sikkert var forsvindende lille. Desuden var hun langt fra sikker på, at hun kunne vinde over ham - jojo, lyset havde da skadet ham og skræmt ham væk, men mon ikke han ville være forberedt næste gang?

I en glidende bevægelse greb hun om den aflange trækasse, åbnede døren og steg ud. Smældet da hun lukkede kastede døren i, forsvandt ud over søens stillestående vand og druknede i mørket. Narcissa snusede ind - drak af mørket og freden. Det gav hende en lille ro, men lige siden englens blik var faldet på hende var det som om noget havde arbejdet sig igennem hendes indre. Noget hun aldrig havde følt før - var det frygten for pludselig ikke at eksistere længere?

Where is she?

Dæmonen bevægede sig over imod den lille stribe græs der udgjorde søens bred. Hun havde stået her før under helt andre omstændigheder. Samtalen med Procella havde været kort, et eller andet fortalte hende at jægeren godt havde forstået at noget var galt. Narcissas hals var stadig hæs efter skrigene og det var som om at intet hun gjorde fjernede resterne af frygten i hende.

De kæmpe pupiller, det døde blik og evigheden bag dem brændte sig stadig ind hende.

Narcissa vendte sig ikke om at hun hørte en bil parkere ved siden af sin egen. Først da hun hørte bildøren smække trak hun vejret ind og talte.

"I have met yet another of your friends. A not so pleasant acquaintance..."

Endnu engang var stemmen hæs og let fremmed. Hun vendte sig om imod Procella. Der var et glimt i de sorte øjne jægeren ikke havde set før, det mindede om frygt, men var alligevel så meget mere rodfæstet. Som en dråbe i et stort kar der langsomt farver resten - krævende og roligt.

"I am the bringer of fear and darkness. I am an angel of death, voice of the damned."

Stemmen var hendes egen, men betoning ville for jægeren være ganske velkendt. Narcissa tiltede hovedet og studerede Procellas reaktion.

Procella skuttede sig da hun steg ud af bilen. Hun havde kort fanget chauførens blik i spejlet. Efter bidet var hun mere jumpy, mere irritabel, mere forsigtig. De seneste hændelser havde ikke ændret på det. På færgen var hun ikke steget ud og havde bevæget sig rundt. I stedet havde hun siddet i egne tanker i bugen på metalfælden og ventet.

Vinden fangede det lange halstørklæde og fik det til at danse bag hende da hun skridtede mod den ensomme skikkelse der stod tydeligt mod vandet.

"Narcissa. This is becoming a habit of yours. Could you try not to do a highs school yearbook so late? It´s getting difficult leaving at all hours. You are family, but there have to be some limits for my travelling"

Hendes stemme var ikke direkte bebrejdende, men der var en lille snert af irettesættelse over den alligevel. Der kom en lille rynke i hendes bryn da hun fangede det sære glimt i Narcissas øjne. Hun havde set frygt i dæmonens ansigt før. Hun havde faktisk selv været grund til at frygt havde været ridset i de kolde træk...men hvad var nu det her?

Procella vendte sig helt mod Narcissa og lagde armene over kors. Da Narcissa begyndte at tale igen flammede hendes øjne op i rasende rovdyrgul. Da hun blev ved skjulte Procella ansigtet i sine hænder. Længe stod hun bare med bortgemt ansigt og lod stilheden strække sig mellem dem. Hendes krop begyndte at skælve i natten.

Procella fjernede den ene hånd og lagde den på Narcissa arm. Den anden dækkede hendes underansigt. De store rovdyrøjne flød over af tåre der strømmede ned over hendes kinder imens hun skælvede som et espeløv i nattemørket

Dæmonens sorte øjne stirrede på Procella og vurderede hver eneste af hendes bevægelser. Hun svare ikke på jægerens skarpe ord, men lod blot blikket hvile i de rovdyrgule øjne.

Hun blinkede, en bevægelse der virkede fremmed på hendes stenhårde ansigt, og en skygge gled forbi bag det sorte blik som en slange der glider igennem en pøl af tjære. Hun havde forventet at jægeren ville blive vred, være kold eller håne hende. Hun havde bestemt ikke forventet at Procella ville græde.

Tårene der lød ned over kinderne var så stor en kontrast til de rovdyrgule øjne. For Narcissa var den gule farve lig med raseri eller kampgejst - enddog direkte følelsesforladthed, som i kælderen med den afvingede engel. Men at se dem være baggrund for de salte dråber undredede hende mere end noget andet.

"So... I figured."

Hun forklarede ikke, men lagde blot en unaturligt varm hånd over Procellas. Den underlige glød i hendes mørke øjne forstærkedes kort for så at ligge sig i sin passiv agressive dvale bag nethinden.

Narcissa lod sine arme glide omkring Procellas krop og trak hende ind i et fast knus. Dog var knuset ikke som de tidligere havde været, der var en underlig distance imellem de to kvinder. I Narcisss ene hånd var stadig den lange og slanke trækasse. Hendes hæse stemme lød ud i natten bag Procellas skulder.

"Who is he?"

Spørgsmålet var så koldt at det næsten skar sig igennem luften. Procella havde tidligere oplevet Narcissas had, men denne vrede var fremprovokeret af noget andet. Den var ikke begrundet i at dæmonen var blevet snydt eller truet. Den bundede slet og ret i dén frygt englen havde formået at skubbe ind i hendes sind, frygten der som en istap borede sig længere og længere ind i hendes essens.

Procella lod dæmonen holder om sig og gispede efter luft. Hun vinkede lidt formålsløst ud i luften med hånden og skubbede dæmonen bort. Ikke brutalt, men blot nok til at de ikke var tæt omslygende.

Procellas læber skælvede voldsomt da hun fjernede den anden hånd og strøg begge gennem håret. Tårene løb hende ned af kinderne imens hun så op i nattehimlen.

"I...I'm sorry!"

Lød det halvkvalt fra hende, hvorefter hun udstødte nogle lange gryntende lyde. Der gik faktisk et par sekunder før det gik op for Narcissa at Procella gjorde sit bedste for ikke at brøle af grin ud over det mørke vand.

"He...wait...just a..."

Hun tørrede sine kinder og hun trak vejret dybt ned i maven. Derpå spidsede hun læberne for at få en smule muskelkontrol over sin kæbe igen.

"did he...really...again? With the drama?"

Hun begyndte at fnise ukontrolleret igen

"Damn...that guy really can't handle a break up. I almost feel sorry for the guy. Poor bastard...you kicked his ass right?"

Procella snøftede af grin og rystede det lange hår ud af de tårevædede øjne. Sikke dog en idiot altså. Det var ved at blive pinligt for ham.

Den slanke trækasse hvilede vandret i dæmonens hånd idet hun trådte et skridt tilbage og lod Procella komme fri.

Hendes skarpe ansigt var opmærksomt rettet imod Procella, men som erkendelsen gik op for hende, brød de hårde linjer op og sylespidse tænder blev afslørret i en lav knurren. Narcissa begyndte langsomt at bakke væk fra Procella. Det løse mørke hår blafrede omkring hendes ansigt og lignede mest af alt en kats pels der rejste sig lige inden et angreb.

Hun måtte væk, ikke kun fordi hun lige nu ikke var sikker på, hun overhovedet kunne stoppe sig selv i at flyve lige i synet på kvinden, men også fordi hun var nødt til at afreagere. Ikke nok med at Narcissa følte hun havde fejlet og indædt hadede sig selv for at lade en engel sætte så dybe spor i hende... nu stod Procella også der og brækkede sig af grin, som om det hele var en leg?

"Bloody hell...try harder Nari...if you wanner flee then do...fucking coward..."

Ordene, der var Procellas, gav genklang i hende og hun stoppede brat op. Øjnene der før havde været flakkende i deres vrede låste sig fast i jægerens blik. Hun rettede sig op og stod som en statue imod vinden.

"You know nothing of me."

Dæmonens stemme var stadig hæs og om muligt endnu mere hadefuld end den havde været for så sekunder siden, da hun talte om englen hen over Procellas skulder.

"I hate you... this. Everything you say and do!"

Vinden gled omkring hende og rev i hår og tøj og hun var næsten skjult af mørket der omgav søen. Det var ikke nødvendigt for hende at fremkalde skygger for at føle sig tilpas i det ensomme mørke.

"I try so hard for you, and this is what I get? You have nothing but laughter left for me?"

Hvis afmagt kunne måles i vægt, ville Narcissas krop i dette øjeblik ikke være andet end en udsplattet klat på jorden ved søens bred.

"What? There was something you forgot to tell me?"

Smålo hun og duppede sine kinder med halstørklædet. Procella hævede et øjenbryn over den pludselige vrede og hun så undrende på Narcissa.

"You hate me? and everything I do? Why did you call me in the middle of the night, proclaiming we needed to talk, getting my ass all the way from Sunisha to Sheria, and now you tell me you hate me? Are you having you period or something?"

Der var ingen hån i Procellas stemme, bare dyb forundring og nysgerrighed. Hun forstod ikke hvad pokker der lige var gået galt for Narcissa, men hun var ved at blive lidt irriteret over det.

"You asked me here, so I came. I'm starting to doubt the cleverness in that. What did you try? and if I need to know you, then maybe you should try to share? I'm not a mindreader. Anyway. What did he want? Or should I just leave because you hate me, and actually don't want to talk to me?"

Procella sukkede og så mod bilen. Fed ide at tage hjemmefra.

"Seriously...what's wrong with you? Are you having a demonic flu? Are you starving? When did you eat last?"

Det var lidt svært at finde ud af hende. Procella overvejede kort om det var alt besværet værd.

Narcissa stod længe og stirrede på Procella, sekunderne strakte sig langsommeligt imellem dem og tilbage var kun vinden, som bevis for, at tiden stadig gik sin vante gang.

Da hun endelig talte var stemmen lavmælt, men skar sig igennem natten til dens mål - Procella.

"I am a demon. I am not created for the purpose of feelings like love, joy or friendship. Through the last three months though, all of these feelings have taken a hold in me, some of them quite without my accept. Some of them have withered and disapeared. Some of them have taken residence in my true self."

Hun greb om den slanke trææske med begge hænder og holdt den foran sig, som for at have et fast holdepunkt.

"It is against my nature to be overwhelmed like this. You Procella... you have seen almost each feeling I am ranging between, and that too is against my nature. I am a demon - humans, or whatever you are, should not see the tears, or hear the cry of a creature as I. Selfglorifying you might think. Perhaps... but none the less it is my nature. Everytime I am with you... I fight my own nature!"

Narcissas stemme blev mørkere jo mere hun talte. Ordene var stive og det var tydeligt at denne tale ikke var nem for hende.

"I know that you do too, and I am trying so hard not to compromise your hard work. So please... do not mock me, do not laugh at me, do not patronize me. I... I have accepted that I actually... like you. I appreciate your company. But I can not have you laughing at my face like this."

Narcissa trådte et skridt frem.

"You know him... I do believe you know of... his gaze? As I said... there are some emotions a demon are not created to have. And he... I am still trying to cope with what he started in the deeps of my essence. So do forgive me for... for not being in the mood for laughs."

Der var intet bittert eller bidende over hendes ord, blikket der hvilede på Procella vidnede kun om hvilken overvidenlse det overhovedet have været for dæmonen at ytre ordene.

Procella blev fyldt af en irriteret medlidenhed.

You are one fucked up little demon-bitch aren't you? It's almost sad...

Procellas ansigt viste ikke den lidt nedladende medlidenhed hun havde med hundæmonen og den patetiske skikkelse hun udgjorde i jægerens øjne.

"Narcissa. Do you even know what your nature are? You are always claiming you know nothing of the world and creatures in it, and all the sudden you know everything about yourself, your nature, and who you are supposed to be? Do you know what a friendship is? Friendship is work. Hard work. Life is hard work. You want to talk about fighting nature?"

Der var intet angrebslystent over hendes stemme, der var bare neutralitet. Procella rakte frem og strøg let Narcissa over armen.

"Fighting nature is being a mate to a demon. It is being a mother of something you don't know what is, and knowing deep down, that if you should honour you nature, your way of life, you should kill the children you carried under your heart. This is my life. Your life. Suck it up Narcissa. We cant keep crying about it"

Et lille skævt humorløst smil strakte sig kort over hendes læber

"Well...actually we can, but the song would get really old, really fast. You need to listen. I was laughing...at HIM. Not you. He gave me that crap many years ago, and still thinks I should fear him. Freaking angels..."

Hun lod hånden glide ned af Narcissas arm med en vred undertone i sin mumlen.

"Yes yes. I know the freaky eyes. He did it to you? He actually made him fear you?"

Procella så for første gang virkelig ud som om Narcissa havde revet gulvtæppet væk under hendes fødder. Hun rynkede sine bryn eftertænksomt. Det krævede lidt betænkning det her. Wick havde ikke været synderligt påvirket ved kapellet. Men Narcissa...? Hvorfor?

"What did he want?"

Procellas stemme var lavmælt nu. Humoren var som blæst bort i vintermørket.

En forunderlig ro lagde sig over dæmonen ved Procellas ord.

"Some of your words are true... indeed. But I know when things inside me are wrong. And this is very wrong!"

Narcissa sænkede blikket ned til hendes hænder og et næsten umærkeligt gisp gik igennem hende ved Procellas berøring.

"I know how you fight, I can not claim that I know how your life is, but I can see how you struggle. All I ask for is... no laughing, please. Not now."

Hun havde jo et eller andet sted godt vist at jægeren havde leet af Helias, men latteren, dét hun faktisk havde troet at Procella græd og havde været påvirket af situationen...

Det blik Narcissa nu gav Procella var i sig selv svar nok.

"I do not fear him... I fear what he can do!"

Narcissa trak sig lidt væk fra Procella og vendte sig atter imod den mørke sø.

"He fled... he is mad. He... somehow he had followed me. He knows things, I don't know how. Procella... we need to take him down!"

Endnu engang ændrede hendes betoning sig til den af englen og ordene flød ud i nattemørket. Hun sendte Procella et sigende blik over skulderen.

" You will help me deliver word to them.. I vowed to bring them despair.. You will be the first to bring the chill to their blood."

Hun fnøs og vendte sig imod jægeren.

"And then he tried to kill me..."

Procella sukkede igen

"Fine, fine. I'm not laughing right now. See? This is my serious-face. What he can do? Yes I fear that too. I bet he did not share his latest run-in with myself? The..frames...Despair...fuck him"

Procella spyttede ud i vandet af foragt.

"I swore to kill him. I will not let him lay a hand on me ever again. ever. the thought of him doing so is the only thing chilling my blood. Not his freaking empty threats"

Der var en bitter undertone i jægerens stemme. Det var tydeligt at hvad end det her handlede om så havde det karakter af et personligt opgør mellem englen og jægeren.

"Really? He tried to kill you? Glad to see he failed at that. If that counts for anything?"

Narcissas blik fulgte Procellas spytklat med en fraværende mine.

"Well... apparantly you two are not alone is this anymore. I know you, therefore I must die."

Hun fnøs og foldede armene omkring sig selv og den slanke trææske.

"He hates light. Or well, he fled when I threw some light in his face. I found traces of his blood afterwards."

Dæmonen tøvede og henfaldt kort i tanker før hun fortsatte.

"What are those hands of his? Bandages and... metal?"

Hun huskede tydeligt den tunge følelse af hans metaliske hånd imod sin skulder og imod sin kind. Billedet af hans ansigt, tåren der gled ned af hans kind idet hans pupiller udvidede sig.

"Procella, he wants to hurt you. And nothing could hurt you more than harming the girls. How strong is he? Could he possibly get in?"

Procella småknurrede og blottede tænderne af irritation. Den engel var ved at blive mere end irriterende i hendes univers.

"He is just a sore looser. Damn fool. Of course he hates light. Nothing like being burned from what shunned you. Jackass. Poetic justice."

Procella rystede lidt forvirret på det mørke hår.

"Uhm? Hands? Was he wearing...uhm...this is going to sound really stupid. Was he wearing...gloves?"

Procella sendte Narcissa et halvt undskyldende og halvt stædigt blik, så hun kunne se at hun ikke prøvede at være sjov, men faktisk mente det.

"I know he wants to hurt me, but you don't know the story. He is weak because of me. That could be in our favour. If you will help me? I won't say he can't get in, that's karma waiting to happen. But he will have a difficult time doing so, and even if he does, the girls have their own magic. You know that. What's with the box anyway?"

Procella rakte ud og knipsede let til den med en finger

Hun kunne ikke lade være med at fnyse en smule skadefro.

"And light from a demon even.. ha!"

Hun nikkede tøvende da Procella spurgte ind til englens hænder.

"It might be gloves yes. But probably more like gauntlets of metal of some sort. They seemed heavy. He was wearing badages on top of them, I did not get to see them."

Narcissa rystede på hovedet.

"Damn I hate angels and their aura!"

Skyggen af et smil anedes kort i hendes mundvig.

"Of course I want to help you, he probably knows where I live. Hell he might even be here somewhere."

Hun sendte et kort sigende blik opad, der var dog ikke nogen paranoia over det, udelukkende konstatering.

"I can not go home. I'm not gonna trust Azuriels trpas to keep him out."

Et par fingre gled kærtegnende langs æsken.

"My sword. I had a couple of things stored, this was one of them."

Faktisk havde hun aldrig haft intentioner om at efterlade det på herregården da hun flygtede, men i panikken fik hun det ikke med og hun var allerede over tre landegrænser da hun opdagede det.

"Can i stay at your cabbin for the night? I need to find some place new. I'vebeen talking about moving for some time. Guess that bloody angel kicked me over the edge. By the way... How much does he knows of Uncle?"

Procella stønnede dybt i halsen. Perfekt. Ham og hans latterlige handsker. Lige hvad der manglede! Procella lavede en bevægelse som kastede hun et eller andet langt ud over det mørke vand.

"Enough! He knows enough! BLOODY BASTARD!"

Procellas arrige stemme gjaldende ud over søens nattemørke.

"I will not rest, until I have his head on a pole, roasting on a slowburning fire!"

Procella snerrede arrigt og hendes øjne flammede i natten. Nu var hun færdig med at lege. Hun havde stillet sig tilfreds med at han var stukket af. Men man skulle ikke prikke til en slumrende løvinde, slet ikke når hun havde unger.

"Fine! You move into the cabin! For now. And we kill him! We hunt him, and we kill him! No more! No more sick twisted fucked up games! He is not...I am not going to let him be the thing that...not now! Not after all this! I will turn every stone!"

What if we did it together?

En del af Procellas sind skreg af jubel over tanken om at stå side ved side med Wick og slå alt tilbage der vovede at se i deres retning. En anden del af hende holdt vejret og tøvede. Det ville være ødelæggelse af propotioner hun ikke kunne begribe sig lige nu. Det var lokkende og samtidig forbudt.

Maybe I should just...keep this little thought to myself...not healthy...

Tænkte hun, med blot en anelse af fortrydelse...et sted...dybt inde...

Jægerens stemme lød underligt malplaceret, her i det nattemørket omkring den ensomme sø. Et kort øjeblik slog instinkterne imod hende og Narcissa fik et voldsomt behov for at trække væk fra Procella, væk fra søen - hvem kunne vide hvilke hvilke ører i mørket der havde hørt hende, hvilke væsner i søens sorte dyb hun havde vækket.

I stedet stod hun helt stille og lod de sorte øjne glide vagtsomt ud over søens ujævne overflade.

"We will get him!"

Ordene var stort set kun en hvisken, alligevel var der en selvsikkerhed i den. Narcissa ønskede virkelig at aflive dén engel. Ikke kun fordi han havde fulgt efter hende og truet hende på livet. Nej, ikke nok med det, han havde truet hendes nærmeste på livet. Procella og Wicked og de fire små piger. Hendes gudfader... han havde truet hendes gudfader og hans afkom på livet.
Ud over dét havde han faktisk formået at plante i frygt i Narcissa. En dyb frygt hun aldrig før havde følt magen til.

"What is your story?"

Gruset under hendes flade støvler knaste sagte idet hun vendte sig imod Procella. Narcissa havde for længst droppet at forsøge at tæmme det lange hår og det mørke og ganske alvorlige blik mødte Procellas bag en flagrende manke.

Det var tydeligt at hun opfordrede Procella til at tale, fortælle. Ikke kun om deres kærlighedsforhold, men om deres mødes, om hans styrker og svagheder, om handskerne, om deres sidste møde og om hvorfor han endte med så sygt et sind.

"There is no story. Only and unwritten ending. How much crap do you have at Azuriels?"

Procella skiftede brat emne.

"And no, I don't want to talk more about Helias. To summarise it, he was trying to get between Wick and me. I have killed for a lot less in my life...uhm...just a minute"

Procella vendte ryggen til Narcissa og gik nogle skridt bort. Hun hev mobilen op af lommen og tastede hurtigt noget ind, et øjeblik holdt hun den op i luften som for at fange signalet bedre. Så vibrerede den let i hendes hånd. Hun sukkede og fjernede det vindblæste hår fra sine øjne. Hendes fingre tastede igen - længere denne gang. Denne gang kom svaret prompte og hun havde næsten ikke læst svaret før endnu en besked tikkede ind. Jægeren smilede en smule sammenbidt.

Hun drejede rundt og så på Narcissa. Overvejende. Uden at slippe dæmonen med blikket tastede hun igen. Hun så først ned da svaret tikkede ind. Af en eller anden grund fik svaret hende til at sende først mobilen og derpå dæmonen et langt uudgrundeligt blik. Nærmest svidende. Så fnøs hun for sig selv og puttede mobilen i lommen igen.

"Come on. We are going...home...we can move your shit some other time. Also...you didn't give me an answer. When did you eat last?"

Procella så mod deres biler og derpå mod Narcissa igen. Hun kunne lave sin opringning når hun sad i bilen. Det andet ville blive irriterende at skulle have lyttere på til.

"Fine..."

Hun sendte Procella et langt mørkt blik og nikkede langsomt af jægeren ord.

"What are you doing?"

Narcissa kendte nok til mobiltelefoner til at regne ud at jægeren højst sandsynligt førte en samtale pr. sms. Men med hvem? Og om hvad? Og hvorfor så jægeren sådan på hende? Det prikkede til hendes irritation, at jægeren - endnu engang - handlede som om Narcissa bare var et lille barn, en tilskuer der kun blev indviet i "det sjove" når Procella lystede det.

"Is it Wicked?"

Hun sukkede og lod sine arme slippe hinandens greb foran sit bryst og glide ned langs hendes sider. I en rolig rytme tappede hun fraværende med æsken imod sit lår.

"I got a bag with clothes in the trunk. I'm gonna need my computer and some stuff from the appartment, but no rush."

Hun så jægerens skævende blik og satte i et roligt tempo i bevægelse imod sin egen bil. Hen over sin skulder sagde hun

"I do trust you to tell me whatever is necessary for me to know about that guy. Tranquility?"

Hun stoppede op ved bilens dør og lod en hånd hvile imod håndtaget. Lige nu var der ikke noget hun lystede allermest end at flå vinger, hoved og hjerte af englen. Ingen skulle true dem der stod hende nærmest... ingen rørte Wicked, børnene eller Procella!

"HEY!"

Procellas stemme var skarp

"We are not going anywhere until you answer me young lady"

På en eller anden finurlig måde lykkedes det faktisk Procella at tale til Narcissa som til et opsætsigt barn, men fanden heller om hun ville lade en potentielt sulten dæmon under sit tag. Hun havde nok problemer som tingene spidsede til i øjeblikket.

"Yes of course it was Wick. Who did you expect? Santa? Besides there is nothing important to know about Helias. He is an angel, therefore he can be killed just like a human. This time it's just a bit more personal"

De blege læber blev strukket i et skælsmk smil og hun sendte Procella et langt og roligt blik.

"Today..."

Ganske langsomt åbnede hun munden og lod en tunge glide over hendes læber. Den slanke hånd trak ud i bildørens håndtag og åbnede den. Hun smed den aflange æske ind over passagersædet, rettede sig op og så over imod Procella.

Hun hævede hånden i en farvel gestus og slyngede sig smidigt ind i bilen. Døren smækkede med et brag og motorens larm brød stilheden omkring søen. Bilens lys fejede over Procellas ensomme skikkelse idet hun drejede bilen ud imod den store vej.

The bringer of fear and darkness... Bah!

Alligevel havde hun svært ved at ryste den iskolde følelse af frygt af sig.


((Out))