Skovens træer - Crystal

Dato: 7. oktober
Årstid: Efterår.
Vejr: En smule fugtigt i luften, men det regner ikke. Det blæser let, og er en smule koldt, men alligevel varmt nok til at man kan gå uden jakke.
Sted: Skoven.
Tid: 11.20
Omgivelser: På en tom, meget gammel overbegroet sti. Træerne vokser nogle steder ind over stien, og der ligger grene og andet på stien og gør det svært at bevæge sig frem.

Crystal strejfede blidt en gren, mens hun langsomt fortsatte fremad, skridt for skridt. Hendes skridt gav genlyd i den tomme skov. Hun ignorerede bevidst de puslende lyde omkring hende, men hun kunne ikke lade være med at gennemsøge skoven grundigt for hvert skridt hun tog.
En brise fangede hendes hår, og filtrede det sammen om hendes hoved. Hun prøvede forgæves at filtre det ud igen, men gav op og lod det sidde som det var. Det var alligevel ligemeget. Hun pressede hænderne imod sit bryst, som prøvede hun stædigt at holde de rasende følelser inde i sin krop. Hun kunne ikke klare dem alle, ikke nu. Ikke så mange. Hun lod pludseligt hænderne falde slapt ned på siderne af hende, og hun stoppede op.
Hun rakte uendelig langsomt hånden ud, og lagde den på det sidste blad på et træ. Hendes øjne stirrede hypnotiseret på bladet, som var det noget meget vigtigt, hun ikke kunne slippe. Som gjaldt det livet. Hendes ansigt forandredes brat, og hendes mund fortrak sig i en vred grimasse. Hun flåede den hurtigt over, og smed den med et hvæs på jorden. Hun snurrede rundt, og begyndte at løbe. Hendes fødder fløj over jorden uden grund. Hun lod torne og grene rive hende overalt på kroppen, uden hun stoppede. Det gjorde ikke noget.
En forræderisk gren lå på vejen foran hende, men hun nåede ikke opdage den før hendes fod sad fastklemt under den. Med et skrig styrtede hun mod jorden. Adrenalinen susede i hendes krop, og et kort øjeblik så hun verden klarere. Så ramte hun jorden, og hendes håndled begyndte at brænde. Hun rejste sig op på armene, og gned hastigt sit håndled med den anden hånds spredte fingre. Panikken aftog langsomt, og hun begyndte at undredes.
Hvorfor havde hun løbet? Hvad var der sket? Hun pressede øjnene sammen, og lod den tvivlende, forvirrede følelse forsvinde dybt ind i brystet. Hun undertrykte nervøst følelsen, som hun undertrykte alle følelser. Hun ville ikke føle noget. Hun greb fat i en sort, glat sten der lå på den fugtige jord under hende, og kylede den fremad, som for at kyle sine følelser væk. Følelserne var for meget i hendes spinkle krop, og det hjalp ikke at der hele tiden kom flere.
Hvorfor kunne de ikke bare lade hende i fred?

Mellem de nøgne træers kolde stammer, klatrende over grene kommer Colt besværet gående i sit løbetøj.
*Måske var det ikke så god en ide at komme denne vej alligevel* tænkte hun let irriteret. Det var ellers ikke noget, der lå til Colt at blive irriteret over sådan noget, men nu havde hun sat sig for at begynde at løbe, og så endte hun sådan et sted som her? Det der var mest irriterende var næsten, hun ikke havde mere end et par timer, før hun skulle på arbejde, og hun orkede næsten ikke at sidde bag skranken og smile til alle de sure kunder, der spurgte om det ene og det andet, mens hendes hænder blev snavset tila f alle de penge, hun rørte ved i dagens løb. Det var temmelig ulækkert, synes hun, men jobbet gav bedre end at sidde i kassen i en forretning, og da hun ikke havde det store uddannelse, måtte hun tage hvad, der kom. Ikke at hun var bakteriefreak, men alle de penge og folkd er havde rørt ved dem og trådt på dem og tabt dem i gudmåttevidehvad.
Et tungt suk undslap hende, mens hun kralede over en specielt stor gren og næsten faldt hen over den.
Hun fik øje på kvinden længere fremme, da hun faldt, og et lille gisp undslap hende, men heldigvis så hun ud tila t være okay. Colt satte farten op hen mod hende.
"Hey, er du okay?" råbte hun bekymret.

Crystal blinkede overrasket, og hævede blikket op på en kvinde der kom farende imod hende. Hun satte et smil op for at berolige hende, og rystede lidt jord ud af håret.
"Ja tak, jeg er okay. Jeg faldt bare da jeg var ude at løbe." Hun hev sig op på benene men et støn, og strakte sig som en kat. Overraskende nok værkede hendes muskler en smule. Hun så igen op på kvinden, og nikkede let igen, dog mere for at svare sig selv denne gang. Hun var okay.
"Jeg hedder Crystal." Hun rakte hånden frem til hilsen, og lagde hovedet en smule på skrå. Hendes creméfarvede cardigan blafrede om hendes talje, og fik hendes tanktop til at se stiv ud, da den ikke bevægede sig det mindste. Ubevidst greb hun fat med tommel- og pegefinger om et lille stykke af stoffet, og gned det langsomt imellem fingrene. Stoffets bløde konsistens gav hende en beroligende følelse, og straks følte hun sig bedre tilpas. Omkring hende tog vinden en smule til, men ikke nok til at man ville lægge mærke til det ved normale omstændigheder, men her på det sidste havde hun været helt utroligt opmærksom på vejret.
Endnu en følelse prøvede at presse sig ind på hende, men hun skubbede den koldt væk. Især nu, hvor hun havde en samtale, kunne hun ikke tillade sig at bryde sammen. Uden set om hun begyndte at græde, le, eller skrige, så var det ikke det rigtige tidspunkt. Hun pressede øjnene sammen et kvart sekund, blot for at kunne koncentrere sig, inden hun slog øjnene op igen, og smilede varmt. Hun kunne godt gennemføre en samtale uden at virke sindssyg.

Hun tænkte sig ikke rigtigt om, da hun satte i løb, og var selv ved at snuble et par gange, da hun sprang over et par grene i farten. Hun så ned over Crystal, da hun nåede hende, og smilede lettet.
"Godt, det så lidt voldsomt ud nemlig," forklarede hun sin indblanden. "Det er et farligt sted at løbe!" lo hun så let og betragtede den anden.
"Jeg er Colt." Hun rakte selv hånden frem og trykkede den anden kvindes med et varmt smil. Colts eget løbetøj er mørkegrønt og består ligeledes af en cardigan, der dog er lukket, og som sidder løst om hendes mave og smalle talje, mens bukserne sidder spændt over hendes bagdel og øverste del af lårene. Hun bemærkede slet ikke den lille ubevidste handling, men smilede blot og mødte Crystals øjne, stadig smilende, som hun gjorde det meste af tiden.
Colt, der var meget kuldskær, mærkede godt vinden tage til, men valgte at ignorere den, selvom hendes tænder truede med at klapre let. Pokkers til frossenpind!
Hun så den korte sammentrækning af øjnene og tænkte, hun måske ikke var helt okay alligevel, men valgte ikke at kommentere det, da hun ingen ret havde til at blande sig. Selv har hun ikke meget i hovedet andet end besværet med løbeturen og chokket over at se den anden falde.

Crystal trykkede Colts hånd, og slap den så hurtigt igen. Hun lod blikket glide over alle de krogede, ødelagte og gamle træer omkring dem. De tomme grene svajede frem og tilbage, og ramte hinanden med ubehagelige lyde, som fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende.
"Hvad laver du så her? Løber du? Jeg har hørt det er farligt heromkring." Et ægte smil flakkede over hendes ansigt, men der gik ikke et brøkdel af et sekund inden det kom tilbage, dog ikke helt så ægte som det første havde været.
Hun begyndte endnu engang at filtre håret ud, og en kvist rev meget af hendes hår med ud. Hun trak ansigtet sammen i en smertefuld grimasse, inden hun med afsky smed pinden på jorden. Hun sendte endnu engang Colt et spil, for ikke at få hende tro at hun altid var sådan. At hun altid havde været sådan. Imens hun ventede på svaret begyndte hun at pille jord ud fra under hendes lange negle. Hun havde aldrig neglelak på, og det forbandede hun sig selv for nu. Hun kunne ikke fordrage når folk havde skidt under neglene, og det gjorde det helt sikkert ikke bedre at hun selv havde det nu. Eller hendes fordom mere klog, hvis hun selv rendte rundt med det.
Hun hævede igen blikket, og så venligt på Colt. Det var trods alt ikke hendes skyld at hendes krop i dette øjeblik var et følelseshelvede, som hun ikke kunne få ud. Hun rystede umærkeligt på hovedet, og bed hul på læben. Da det gik op for hende hvad hun lavede, lod hun en tunge glide over læben, så blodet forsvandt.
Den metalliske smag brændte i hendes mund, og hun kunne ikke lade være med at smile. Sådan var det med blod. Det var så... forvirrende.

Colt lod selv hånden flade ned langs siden igen og lod vægten ligge på højre ben alene, mens hun betragtede Crystal med et muntert smil. De ubehagelige lyde er helt tabt på Colt, der lige nu har mere øje for Crystal, men havde hun bemærket dem, som hun gjorde tidligere, havde hun nok igen tænkt på at vende om.
"Eh, jeg prøver på det," sagde hun roligt og lo så let. "Ja, det så sådan ud ... Jeg har kun hørt, der skulle være temmelig forladt, men der går så mange rygter om den her skov, og jeg tror ikke halvdelen af dem efterhånden. JEg plejer at dreje ned ad en anden sti, men besluttede mig for at se hvad, der var herude. Det var måske ikke det smarteste at gøre, for det er ikke til at få løbet i det her rod ... Staten burde faktisk få det ryddet - stierne altså.
Da Crystal trak en masse hår ud, skar også Colt en smertende grimasse på kvindens vegne, og mumlede et lille "av." Så fulgte hun kvindens blik mod neglene og smilede let.
"Pæn neglelak," kommenterede hun med et smil. Hendes egne negle havde en tynd, naturligt hvid kant, og hun holdt den en smule firkantede, fordi det fik hendes meget tynde fingre til at se lidt bredere ud, hvad hun godt kunne lide. Colt hadede selv at få noget under dem, hvilket ofte skete, når hun arbejdede i værkstedet, og hun kunne bruge timer på at rense dem. Hurtigt gik hun i sin lomme og præsenterede en lille neglefil.
"Her, den gør det lidt nemmere," sagde hun venligt og rakte den frem mod hende, "Så du får det hele med."
Colt bemærkede godt hvordan, hun myrdede sin læbe, og havde lyst til at bede hende lade være, men det ankom ikke hende, sådan rigtigt, og først da hun ser en dråbe blod, kan hun ikke holde en kommentar tilbage.
"Du lader til at have meget i tankerne?" Det var et skud i tågen, men noget måtte der være galt. Måske var hun bare nervøs ved fremmede, selvom det ikke så sådan ud før.

Crystal vågnede op af sin trance ved lyden af Colts stemme. Hun blinkede et par gange, som for at vågne helt op, inden hun smilede præsentabelt. Hun lod langsomt neglefilen glide ud mellem Colts fingre, imens hun lo sammen med hende.
"Tak, jeg er enig. Den passer godt til cardiganen." Hun begyndte med lethed at pille skidtet ud, og ikke mange sekunder efter så hun tilfreds op. Der var stadig små jordpletter, men hun ville ikke slide andre folks ting ned. Det var blevet meget bedre, og når hun kom hjem kunne hun altid slide sin egen neglefil ned.
Hun løftede hovedet da Colts anden kommentar trængte ind i huden på hende, og hun skyndte sig med et smil. Hun trak let på skuldrene, som var det ikke noget at tale om, inden hun undvigende løftede blikket.
"Naah, det er bare hverdagsproblemer du ved. Dårlig løn, irriterende kunder... Det er der såmænd intet underligt ved." Så snart ordene var ude af munden på hende fortrød hun. Ikke sætningen i sig selv, den var egentlig ikke så underlig, men ordet 'såmænd' var nok det værste ord hun kunne finde på at sige. Hun skar ansigt, men smilede så hvad-kan-man-gøre-smilet til Colt, og trak endnu engang på skuldrene, som for at afslutte sætningen. Hun havde efterhånden fået rettet sit flammende røde hår ud, og nu legede vinden med det uden hun lagde mærke til det.
Hendes blik lagde sig igen på Colt, men fløj efter få sekunder ud mod et træ som havde givet et knæk. Med en irriteret ordre til sig selv, rettede hun blikket imod Colt endnu engang, og prøvede at fastholde blikket. Hun ville bare virke skræmt hvis hendes blik konstant flakkede rundt mellem træernes grålige silhuetter, som var hun bange for alle de hvinende lyde blæsten lavede.
Og Crystal havde aldrig været bange for skove, og hun havde aldrig nogensinde troet hun ville blive det. Hun var heller ikke blevet det, men hun havde en mistanke om at hun måske snart gjorde sig selv paranoid, hvis hun fortsatte på den måde, med at tro hun legede gemmeleg med folk, uden hun vidste hvem der var med. Og om hun var fangeren?
Hun blinkede igen, og prøvede at holde sine tanker rettet imod virkeligheden. Hun legede ikke gemmeleg. Hun havde en normal samtale med Colt. Nemlig.

Colt kan se, hendes tanker er et helt andet sted og smiler overbærende.
"Det gør den i hvert fald," lo hun mmildt og så igen på hendes negle, mens hun ordnede dem.
"Kender det godt," sukkede hun, "Har selv lidt af et skodjob som det du snakker om; dårlig løn, træls kolleger og irriterende kunder. Så nej, det er der vel ikke. Nogen af os løber lige så meget for at få styr på tankerne som for at motionere." Hun skar en grimasse og lo så lidt og troede åbenlyst på, hvad hun sagde, selvom den sidste hele sætning, havde virket lidt underlig på hende. Som om hun forsøgte at forsikre hende om, det ikke var underligt. HVorfor føltes det så lidt underligt?
Crystals ildrøde hår er ikke det eneste, vinden leger med, for selvom colt har sit trukket tilbage i en hestehale, trækker vinden også i det og blæser pandehåret ind foran hendes øjne.
Da Crystal ser mod træet, kan hun ikke lade være med at lade sit blik følge det, og hun ser en gren, der falder ned og lander med et bump på stien.
"Det her er faktisk ikke et særligt rart sted at være," kommenterede hun så. "Det er rimelig risikabelt; vi kunne få en af de grene i hovedet!" Hun smilede til Crystal og forsøgte at distrahere hende, da hun tydeligvis var utilpas. "Skal vi ikke gå tilbage mod de lidt raere stier og løbe lidt sammen?" spurgte hun venligt og håbede, det var det, der skulle til for at få hende til at slappe lidt mere af.

Crystal blinkede et par gange, og prøvede forgæves at komme i tanke om et svar. Hun trak let på smilebåndet, og kørte hånden gennem sit ildrøde hår. Hun åbnede munden, og lukkede den så som en guldfisk, da det gik op for hende at svaret ville lyde dumt. Hun åbnede den så igen, og prøve at sige noget intelligent:
"Vi lider, os offentligt ansatte." Hendes latter klingede mellem træerne, og hendes ægte smil holdt ved denne gang. "Vi kunne også gå ud af skoven? Jeg... Har noget med skove... Det er bare ubehagelige du ved?"
En pludselig trang til at skære ansigt ved de dumme ord krøb frem i hendes krop. De ord kunne give anledning til spørgsmål, og spørgsmål var noget hun for alt i verden ville undgå. Pludseligt ændredes hendes smil en smule, da hun forgæves prøvede at opretholde den ægte facade. Hun tøvede let, og begyndte endnu engang at pille ved sin cardigan.
"Altså, jeg er ikke bange... Haha bange for en skov, hvor sjovt... Nå, skal vi gå et andet sted hen? Vi kunne gå ned i byen? Eller et andet sted hen?" Denne gang klingede hendes latter falsk, og hun vidste hvor tydeligt det var at hun prøvede at dække over noget. Men hun ville ikke indrømme noget om sin fortid til den fremmede. Hun vidste ikke om Colt var et menneske, eller om hun var overnaturlig som hende selv.
Og udenset om hun var overnaturlig eller ej, så skulle hun ikke kende hendes fortid.

Colt så til mens hun lavede fiskemund og lo indvendigt, selvom hun udadtil ikke ændrede ansigtsudtryk.
"Tja, er nu ikke offentligt ansat, men ja, det gør man," lo hun muntert. Havde noget med skove? Nå ja, hvorfor ikke, hun havde noget med fremmede mænd.
"Selvfølgelig, vi kan tage ned i byen, hvis du er frisk på det? Skal vi løbe derned og så tage en kop kaffe eller te for at komme til at slappe lidt af - oven på løbeturen altså?" Hun forsøgte så taktfuldt som muligt at undgå emnet om at være bange for skoven, hvad kvinden tydeligvis var, men hendes nysgerrighed brændte i hende. Hvis hun var bange for den, hvorfor så være der? Hun havde spørgsmålet lige på tungen, men slugte det og smilede bare.

Crystal nikkede taknemmeligt, og trak skuldrene op om ørene. Hun frøs ikke, da hun ikke kunne føle det, men hvis det virkede som om hun frøs ville hun virke mere menneskelig. Hun regnede med at Colt ville følge med, så hun begyndte bare langsomt at traske ned af stien. Hun havde ingen anelse om hun gik den rigtige vej, men satsede på at Colt ville stoppe hende hvis det var forkert.
Et eller andet i hendes krop blev varmt. Var Colt nu hendes ven? Eller havde hun bare en latterlig grund til at tro at hun nu ikke var helt alene om tingene nu? Kunne hun slappe af og være sig selv?
Svaret var lige for næsen af hende, men hun nægtede at acceptere et nej. Det virkede bare så trist, i betragtning af at hun netop nu faktisk virkede helt normal. Eller så normal som hun nu kunne virke... Når hun nu var som hun var. En trang til at skære tænder kom krybende, men hun tvang den dybt ned i brystet. Det ville blot virke sært, og sær var lige netop sådan hun ikke skulle virke nu.
Hun kunne ikke fatte at hun måske havde en ven.
Eller var godt på vej til at få en. Håbede hun.

Crystal gik skam den rigtige vej, og Colt fulgte hende med et roligt smil. Der var noget usædvanligt ved pigen, men Colt havde så mange mærkværdige veninder, så en fra eller til. Hun var altid klar på at udvide sin vennekreds og Crystal skulle være velkommen. Havde hun vidst hvor meget Crystal ønskede sig en ven, havde hun straks forsikret hende om, de nok skulle blive fine venner, men som det var, var alt hun kunne gøre at gå smilende ved hendes side og træde hen over de løse grene, som de kommer til dem.
"Kommer du tit herud, når du løber?" spurgte hun venligt og så opmærksomt på Crystal. Det ville være lidt mærkeligt, hvis hun var bange for skoven, men også lidt sejt, hvis hun forsøgte at overvinde sig selv.

Crystal smilede en smule da Colt sagde noget til hende. Hun valgte bevidst at ignorere kaosset der rasede i hendes indre, og istedet snoede hun sig uden om grenene på stien. Hun kørte hånden gennem håret, og sprang elegant over en kroget gren.
"Naah, det er faktisk første gang jeg er herude... Jeg havde bare brug for lidt luft, du ved? Væk fra larmen og byen." Hendes stemme klingede hult mellem træerne, men hun prøvede bevidst at få et smil til at vare ved. Hun vidste ikke hvad der skete dybt i hendes bryst, men hun ville virkelig prøve at finde ud af det.
"Hvad med dig?" Hun skråede med lethed over en stor gren, og fortsatte i et hurtitg tempo mens hun ventede på svaret.

Colt kan sagtens fornemme, Crystal tumler med en hel del, og hun er heller ikke selv helt ubekymret, men hun vælger at skubbe sine tanker væk og koncentrere sig om nuet - noget hun er blevet bedre til med årene.
"Kender det godt, alt for godt." Hun kunne se, det var svært for Crystal at smile og beundrede hende for forsøget.
"Jeg kommer ikke så tit i denne del af skoven, men jeg løber andre steder herinde hver dag - også for at komme lidt væk fra byen. Det er bare rarere at løbe herude." Hun smilede oprigtigt og sprang over endnu en gren med langt mindre elegance end Crystal udviste. Men det var godt nok til Colt, og hun generedes ikke af det.

Crystal lo en smule falsk, men godt nok til at det løsnede noget inde i hende. Hun kunne svagt skimte lys uden for skoven, og automatisk satte hun farten en smule op. Ikke mange minutter senere var hun ude af skoven, og hun stoppede op.
Det var ikke med vilje den lettede latteren slap ud mellem hendes spredte læber, men den kom bare. Hun kunne ikke lade være da lettelsen over at være ude af skoven, uden nogle kom til skade meldte sig i hendes krop.
Hun snurrede rundt, og smilede ægte til Colt. Hun kunne ikke lade være med være glad nu hvor lykken boblede i hendes mave, og solen skinnede på hendes smilende ansigt.
"Så, kender du et godt sted? Jeg er ikke god til at finde sådanne steder!" Hendes ægte latter overraskede hende selv, men hun valgte at ignorere overraskelsen og blot smile.

Hun måtte virkelig være bange for skoven, tænkte Colt overrasket over den mere ægte latter, da de kom ud, og hun stoppede op ved siden af hende og smilede bredt.
"Ja, der ligger en cafe oppe i gågaden, hvor jeg plejer at komme. Skal vi løbe derop, eller foretrækker du at gå?" Hun var selv klar på begge dele, men nok i grunden mest på at løbe, da hun nok ellers ville ende med at springe i dag over, og det kunne hun ikke så godt tillade sig. Hun trængte til motionen. Ikke at hun trængte til at komme i bedre form eller tabe sig, gud nej, men hun trængte til at bevæge sine muskler og holde sig i gang.
En million spørgsmål lå på Colts tunge, men hun ville ikke stille dem nu. Måske nede på cafeen, når Crystal slappede lidt mere af, men lige nu kunne det gøre mere skade end gavn at bombardere hende med spørgsmål.

Crystal nikkede, og smilede tilbage. Hun strakte sig som en kat der havde sovet for længe, og rystede hovedet en smule for at få håret væk fra øjnene.
"Lad os løbe." Hun kunne se på Colt at hun havde brug for at løbe, så uden at vente på at hun begyndte at starte, satte hun musklerne igang og begyndte langsomt at løbe. Hendes muskler værkede lidt i starten, da hun ikke var den bedste form. Hendes åndedræt kom ikke op i fart, og hun vidste at den heller ikke ville gøre det da hun var en dæmon.
Med vilje begyndte hun at puste, for at få det til at lyde som om hun var et menneske. Hendes latter ødelagde illusionen, men efter kun en enkelt latter trak hun den i sig selv, og gjorde ilussionen komplet.

Colt joggede hurtigt op på siden af hende og klarede selv tempoet med kun et let forhøjet åndedræt. Hun var vant til at løbe hver dag, så det gjorde hende ikke så meget længere, og hun fulgte blot med i det tempo Crystal satte, der nogenlunde svarede til hendes eget. Hun ledte an ned mod gågaden og cafeen, men der var et stykke vej endnu.
Hendes latter brød godt nok illusionen, og Colt fik den ide, at hun gjorde sig i dårligere form end hun var. Men hvorfor? Det faldt hende ikke ind, Crystal kunne være noget overnaturligt, da hun indtil videre kun har haft et par enkelte møder med den slags.
"Bor du her i nærheden af?" spurgte hun en lille smule forpustet, da de var nået godt en fjerdedel af vejen, og hun ikke længere kunne styre sin nysgerrighed.

Crystal så op med et smil, og efterlignede Colts åndedræt. Det vuggende tempo fik verden til at hoppe, men hun ignorerede det og så op på Colt. Hun sørgede for at få det lyde vældigt forpustet da hun svarede:
"Jaah, jeg bor lidt uden for Werclare. Lille bitte lejlighed, du ved." Hun lo, og trak på skuldrene, men satte så den forpustede illusion op igen.
"Hvad med dig? Hvor bor du henne?" Hendes forpustede stemme virkede godt mente hun, og landskabet som susede forbi dem. De måtte da snart være der?

"Inde midt i byen i et lidt skodkvarter, også en lille bitte lejlighed, desværre." Hun lo sammen med Crystal og fandt denne gang ikke så meget mærkværdigt i hendes stemme og forpustelse. Men hun kunne ikke lade være med alligevel at tænke, hun bare havde indrettet sig efter Colts egen åndedræt, hvilket var mærkeligt. Havde hun så lidt selvrespekt, hun bare efterlignede andre for at blive accepteret eller hvad? Colt var nødt til at komme til at prikke lidt mere for at finde ud af denne skabning, der hed Crystal. Der var noget besynderligt ved hende!

Crystal trak håret om i en stram hestehale samtidig med at hun var i et vuggende trav. Hendes falske, forpustede åndedræt havde også fået en regelmæssigt tempo, og hendes illusion gik egentlig vældig fint. Hun svingede armene ved siderne i sit løb, og hendes cardigan blafrede bag hende.
"Hvor skal vi hen?" Hun var ved at fortsætte sætningen med 'Er vi der snart', men det lød bare så barnligt. Det eneste hun ikke kunne illusionere var sveden der burde pible frem, og hjertet der burde banke i hendes bryst.
"Og er vi der ikke snart?" Hun kunne i lade være. Hun var simpelthen tvunget til at sige de latterligt barnlige ord. Hun begyndte efterhånden at lægge mærke til at hun løb. Hun kunne stadig ikke mærke smerten ved at have løbet så langt som hun nu havde, men hun begyndte at kunne mærke det en meget lille smule. Hun trak mundvigene op, og hævede et øjenbryn mens hun ventede op svaret.

Colt smilede ved hendes utålmodighed. Så det var fordi hun ikke var i god form? Eller lod hun bare som om? Var hendes skuespil ved at fejle for hende? Colt vidste det ikke, men var fandens nysgerrig efter at vide det.
"Ja, vi er der lige om et par minutter." De svingede ind i gågaden, og hun pegede op for enden af den lange gade. "Deroppe for enden, Cafe Arthur." Hun smilede til hende og lo så let.
"Træt?" Sveden var ikke kommet frem for Colt endnu, da hun var i god form, men hun kunne godt mærke det i sine ben.

Crystal lo let pustende, og satte farten op det sidste stykke. Hendes fødder smældede imod jorden inden hun brat stoppede op, foran skiltet der stolt reklamerede med at Cafe Arthur havde tilholdsted her.
"Hyggeligt sted Colt. Kommer du her tit?" Hun vendte sig imod Colt, og sendte hende et venligt smil. Hun havde allerede skubbet, at hun skulle være forpustet, ud af hovedet. Hun trak elastikken ud af håret, og puffede lidt til det så det blev løst endnu engang. Hun rettede endnu engang blikket imod Cafe Arthur. Det så lidt slidt ud, men som hun lige havde sagt, så havde det en hyggelig atmosfære.
Et trygt sted.

Colt satte farten op sammen med hende, deres fødder larmende i takt, indtil hun selv satte farten ned og stoppede knapt så brat som Crystal.
"Her er vildt hyggeligt," sagde hun med et bredt smil, "og ja, jeg kommer her rimelig tit. De har den bedste myntethe i hele byen!" Hun lo let og åbnede døren for sig selv og Crystal, mens hun selv trak sin egen elastik ud og fulgte Crystals eksempel med at puffe håret lidt. Hendes krøller væltede ned og fandt snart deres vante folder i et puf om hendes lille hoved. Utroligt at så tykt et hår kunne strammes tilbage i så stram en hestehale.
Indenfor var der træpaneler på den nederste halvdel af væggene som i en café fra halvtredserne, og der hang flere af den tids malerier på væggene. Der lugtede af mad derinde, og var ellers fint og rent. Tjenere i sort og med forklæde rendte rundt, og en hyggelig summen af stemmer gav en hyggelig og let hjemlig atmosfære. Hun gik hen mod sit sædvanlige bord, mens en af tjenerne havde retning mod det samme, mens han smilede til hende.
"Hey Colt, det sædvanlige?"
"Hej Thomas, jeps, bare en muntethe til mig... Crystal, vil du se menukortet først?" hun så sig smilende over skulderen mod den anden.

Crystal fulgte trippende efter Colt ind i den lille café, og kunne ikke lade være med at smile let da hun så de smukke krøller der bølgede om Colts ansigt. Hun faldt langsomt i trance, imens hun betragtede caféens hyggelige udseende.
Hun blinkede overrasket da Colts stemme nåede hendes hjerne, og hun rettede med et smil blikket imod Colt og en mand der smilede forventningsfuldt til hende. Hun skulle tydeligvis svare på et eller andet, så hun kunne ikke andet et at gætte på spørgsmålet.
"Jeg tager bare det samme som dig." Hun smilede venligt, i håb om at hun spurgte hvad hun ville have. Hun krydsede lange- og pegefinger bag ryggen imens hun lagde hovedet let på skrå, med et smil venligt lagt i ansigtet.
Hun lod blikket glide endnu engang over det smukke sted, inden hun rettede det imod Colt, og afventede den pinlige tavshed der ville komme når hun fortalte at hendes svar overhovedet ikke gav mening, i forhold til det spørgsmål der var blevet stillet.