Weird to be here- Rail

Rail holdte bare tæt om hende, om så hun bare havde hængt løst i hans arme var hun ikke faldet ned, det sørgede han for.
Han begyndte stille og roligt at flyve i den retningn hun havde peget.
"Tjah jeg er engel..." Sagde han og smilede lidt, næsten forlegent. Han nød bare at hun holdte så fast om ham. Det var dejligt at mærke hendes krop så tæt på hans. Og hun havde meget pæne ben lagde han mærke til. Han smilte lidt for sig selv.
"Du behøves ikke at klemme livet ud af mig, du falder ikke ned, jeg har dig" Grinede han så da han mærkede hvor fast hun egentlig holdte.

// Svarer lige om et stykke tid da jeg lige skal hjem xD

// Bare i orden ^^

Destiny smilede let, ”Engle Rail” mumlede hun, og smilede let for sig selv. Hun kiggede kort ned, men det gjorde kun at hun strammede grebet om ham. Det så ret så uhyggeligt ud. ”Undskyld, men jeg er altså vildt bange” mumlede hun og løsnede hendes greb en lille smule. Hun gemte igen hendes hoved ind imod hans skulder. Hun ønskede inderligt at de snart var der. Hun hadede simpelthen at flyve lige nu. Hun lukkede øjnene helt, i så hun over hovedet ikke ville kunne se noget. Hun løsnede hendes greb en lille smule igen. Hun glædede sig til at komme ned og stå på jorden igen. Hvis ikke hun var nød til at trække vejret, havde hun bestemt ikke gjort det. ”Hvordan døde du?” mumlede hun. Det røg nærmest bare ud af hendes mund. Angående hans død var hun enormt nysgerrig.

Da de stod på jorden igen, havde Rail egentlig ikke lyst til at slippe hende, men gjorde det alligevel modstræbende. De var landet et ret afsidesliggende sted, så der ikke var nogen der så dem lande. Han så overrasket på hende, da hun stillede det uventede spørgsmål "Vi blir' født sådan, det er skam ikke noget man skal dø for" smilede han så.
Han kyssede hende på kinde, tog hendes hånd og begyndte så at trække hende hend mod de oplyste gader.

Destiny lo let, ”Undskyld, jeg troede man skulle dø for at blive en engel” sagde hun med et blidt smil. Hun mærkede hans læber imod hendes let bløde kind. Hun vidste ikke lige hvad det skulle til for, men fair nok. Det føltes jo rart. Hun var ved at skrumle da han trak hende af sted over imod de oplyste gader. Hun småløb lidt bag ham da han gik temmelig hurtigt. Hun slap let hans hånd, meget forsigtigt. Hun strøg let en hånd gennem hendes hår, og trippede så op ved siden af ham. Hun smilede blidt til ham. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige. ”Tak for flyveturen” sagde hun med et svagt smil, og kiggede over imod lejligheds bygningerne. Hun smilede let. ”Vil du med op eller skal du videre?” spurte hun og stoppede op.

"Det varda så lidt" smilede han og fulgte efter hende.
"Jeg har ikke andet at lave, men hvis du gerne vil ha' jeg går, så er det det jeg gør" sagde han stille og så ned i jorden, med triste blå øjne. Han ville helst ikke gå, for han syntes hun var sød. Et af hans snørrebånd var gået op, opdagede han, og han stod og sparkede lidt til det, stadig med øjnene rettet mod jorden.
Så så han op på hende igen "Men det er helt op til dig hvad du gerne vil ha'" Sagde han så og så intenst på hende.

Destiny kiggede let på ham. ”Jeg vil da hellere end gerne have dig med” sagde hun med et blidt smil. Hun rakte ham let en hånd. Hun gav let tegn til at han skulle følge med hende hvis ikke han nu ikke tog hendes hånd. Hun smilede blidt til ham, ” Kom så din nuttede engel” sagde hun med et smil, og en let latter bag efter. Hun syntes at det var utroligt at man kunne være født som en engel.
Men os vidunderligt på sin egen måde. Hun smilede let igen, men da hun syntes at han var for langsom tog hun let hans hånd, og hev ham med hen imod bygningen. Hun fik ham let med ind i opgangen. Der var ikke sådan ligefremt pænt. Sådan normalt. Hun smilede let, og kiggede hen på ham. ”Trapper eller elevator” spurte hun let og smilede.

Rail stod bare og smilede fjoged og drenget. Men da hun trak i ham, vågnede han, og lod hans hånd glide ind i hendes varme, lidt mindre, hånd.
"Du må bestemme, det er ligegyldigt for mig" Sagde han så, og stoppede op ved siden af hende. Selv i det tidlige mørke, i den kolde opgang, var hun smuk, og det brune hår faldt blødt ned omkring hendes ansigt. Han løsrev sit blik fra hende og så ned.
*Ej for pokker* Hans snørrebånd var gået op og han bøjede sig for at binde det igen.
Han kom hurtigt op igen, og kørte en hånd gennem det pjuskede hår, mens han havde et lettere disorienteret blik i øjnene. Han tog hendes hånd igen. Deres hænder føltes som om de passede sammen, og han stod bare og så ned på dem, og nød føelsen.

Destiny smilede blidt til ham, da hun kunne se at han var lidt i sin egen verden. ”Jamen, okay da” sagde hun med melodiske stemme. Hun smilede blidt, til ham mens hun let hev ham med op af trapperne. Hun hadede elevatorer, hun blev altså så ”køresyg” af det. Hun vente let hendes blik ned mod ham. Hendes brune hår faldt let ned over hendes blege kinder, som havde et let rødligt skær over sig. Det brune hår skinnede altid, når stjernernes lys ramte det. Der var bare noget over denne menneske pige, som ikke burde være speciel. Ikke lige som, de overnaturlige smukke, og tiltrækkende vampyrer. Vampyrer var bare vidunderlig smukke, de havde nærmest en tiltræknings kraft der var svær at stå imod over for. Ikke at Destiny kendte den slags væsner. Hun var stadig forbløffet over at Rail, var engel. Rail var da bedårende. Han var lidt speciel, på den måde hans pjuskede hår dækkede hans øjne en smule. Det gjorde bare at han så endnu mere bedårende ud. Hun smilede blidt til ham, og fik ham med op af den sidste trappe inden hun let gik ud på en af de gange, som førte hen til de mange døre. Hun smilede let, og stoppede op foran en dør, som var en smule slidt. Men det var alle tingene udendørs jo os. I hvert fald sådan nogle steder der hvor hun boede. Hun åbnede let døren. Den var næsten aldrig låst. Det var faktisk ikke så godt at hun ikke låste den. Men hun havde det bare med at gøre nøglen væk eller sådan noget. Så derfor var den aldrig låst.

Rail fulgte bare efter op af de slidte trapper, han kunne i virkeligheden også bedst lide trapperne. Elevatore havde sådan en... indelukked stemning. Hvade det været klogt at vise hende at han var engel? Det var det nok ikke, men nu var det sket og det så ikke ud til at være et problem. Pludselig glimtede det i udkanten af hans synsfældt og han drejede hovedt let. *Wauw!* Tænkte han, mens han så stjernerne genspejle deres smukke glød, i hendes bløde brune hår. Hendes hår faldt på en naturlig måde og det fik ham til at ville røre ved det, men han tog sig i det og lod være. Gad vide hvad hun tænkte. De kom op for enden af trappen. Væggene var gulligbrune og tapetet skallede af, men det gjorde ikke så meget, han havde selv boed sådan et sted. Han bemærkede godt at døren ikke var låst og det undrede ham lidt, men han lod vær med at kommentere det, men fulgte bare efter hende.

Destiny lo let og smilede så blidt til ham. ”Undre du dig over noget” spurte hun med et smil. Det lignede nemlig at der var et eller andet som der undrede ham. Gad vide hvad det mon kunne være? Jaeh, det fandt hun i hvert fald ikke ud af før hun fik et svar fra ham. Hun puffede døren op, og smilede så blidt. ”Dig ind først” sagde hun, og gjorde let tegn til at han bare skulle gå ind. Når man gik ind mødte man et blik, af et lille køkken, som der så temmelig hyggeligt ud. Sådan med træmøbler, lidt gammeldags, men stadig også nyt. Men stuen var slået sammen med køknet, men dog var der en lille ”forgang” eller rettere hjørne hvor der stod en stumtjener. Hun elskede sådan nogle gamle lidt anderledes ting. I stuen var der en sofa som der bare var sort, med røde knapper. Hun havde en lidt underlig stil hvad der angik møbler. Der hang nogle enkle ting rundt omkring, såsom drømmefangere, og andre små ældre indianer ting. Hun smilede let og gik let ind selv efter ham. Hun smed let hendes sko, ved siden af stumtjeneren. ”Du smider bare din jakke og sko” sagde hun med et blidt smil, og trippede let ind i stuen, så hun ikke stod i vejen for ham. Hun smilede blidt til ham.