For meget fritid (Lyonaro)

Dato: 7. jan 2011.
Sted: Austins lejlighed.
Vejr: Blæsende, køligt, men tørt.
tid: 00:00 Ca.
Dag: Fredag.

Austin lå i sin seng også selvom han ikke sov. Han lå der fordi han ikke ville udenfor, for han ville ikke risikere at han angreb nogen. Han var tørstig, tørstig efter blod. Men han tvang sig selv til at blive, her i den tomme lejlighed. Hans liv var endeligt blevet godt igen indtil han havde mødt Morgan. Han ville ikke være vampyr, kun hvis det var for at være ved Ethans side. Men Ethan var forlængst forsvundet. Han havde øjnene lukkede og tænkte sit liv igennem. Han var begyndt at tænke mere efter at han havde så meget tid. For nu behøvede han ikke søvn og havde fireogtyve timers fritid. Han havde alt lyset slukket inde i lejligheden og et vindue åbent for at få frisk luft ind i soveværelset.

Lyonaro var på flugt. Han havde selvfølgelig prøvet at få en tilfældig mands opmærksomhed ved at bruge sin evne på ham, men fandt derefter ud af, at han havde at gøre med en dusørjæger. Det var ikke altid man kunne se det på dem, og så endte det som regelt sådan. Lyonaro var heller ikke kommet sig særlig meget efter da han var blevet tappet for blod af Kaito, og havde endnu ikke fået drukket særlig meget blod. Han så sig om mens han løb og kunne høre mandens skridt efter sig. Hurtigt hoppede han op i et åbent vindue og væltede potteplante og lignende ned fra gulvet. Pludselig befandt han sig i et mørktlagt køkken. Han så sig diskret omkring sig.

Austin satte sig op med et sæt og lyttede. Han steg ud af sin seng og åbnede døren ind til stuen og kunne se ud i køkkenet gennem den åbne dør. Han kneb øjnene svagt sammen og kunne derefter snert fornemme vampyr i luften. Han veg en anelse tilbage ved tanken om vampyr, men huskede sig selv på at han ikke var et let offer længere, Eller han var i hvertfald ikke nær så eftertragtet. Selvom noget af hans blod vel stadig var i hans åre. Han stod kort og var meget forvirret over hvorfor vampyren var væltet sådan ind hvis han var på jagt?

Lyonaro lyttede til fodtrinnene udenfor vinduet som fortsatte videre. "Pff..." Lo han lavt for sig selv og børstede sig af fra det jord, der var kommet ud af potteplanten. Udover at hans tøj var blevet lidt revnet nogle steder og var blevet beskidt, så havde det ellers været et pænt sæt tøj. Han havde ikke taget sig tid til at se efter om der var andre væsner i hans nærvær, da der så så tomt ud i køkkenet. Han lagde hænderne i lommerne og gik ud af køkkenet. Han stoppede brat op da Austin stod foran ham.

Austin så på ham "Hvis du er på jagt burde du så ikke prøve at snige dig ind på dit bytte?" spurgte han så og blev overasket over den flabede tone hans stemme bar. Austin var somregl aldrig flabet. Han var nok også blevet lidt sur over at han var brudt ind i hans lejlighed, især fordi at han nu var vampyr og ikke ville jagtes. Det var det eneste der havde været godt ved at han var blevet forvandlet. Så blev han ikke jagtet nær så meget som den gang han var Menneske og han blev stensikkert ikke voldtaget. Men Austin var bare ikke skabt til at skulle være vampyr, tanken om at slå folk ihjel og forvolde dem samme smerte som han havde prøvet. Tiltrak ham ikke.

Lyonaro skiftede hurtigt udtryk i ansigtet fra forbløffet til sur. "Der er krig derude din idiot" Vrissede han og gik ind i værelset, hvor han smed sig ned at sidde på stolen i et vrissende suk. Han krydsede benene og vippede lidt med den ene fod, mens han kiggede rundt på værelset. Han tillod sig ikke at være venlig overfor andre vmpyrer der var flabede, og slet ikke Austins typer. Han kiggede lidt på ham og smallede sine øjne.
"Hør... Du virker mig bekendt..." Mumlede han lavt og næsten for sig selv.

Austin så irriteret på ham og synes han var ret uhøflig bare at kunne tillade sig at tro han bare kunne hænge ud i hans lejlighed. Hans øjne lyste svagt rødt i den mørke lejlighed "Krig? .." spurgte han og følte sig dum. Austin anede intet om krigen, han havde haft travlt med sin egen forvandling og sine egne små problemer. Han studerede Lyonaro lidt og kunne ikke selv helt genkende ham, selvom han godt nok synes der var noget ved ham. Han lagde armene over kors og så bare på ham. Austin tænkte heldighvis på noget andet end blod lige nu.

"Ja.." Svarede han og sad bare afslappet og gloede på ham. Han følte sig slet ikke skræmt af Austin. Han var en nyere vampyr kunne han mærke, se og tænke sig til. Han brød sig ikke om at Austin ikke svarede ham, når han sagde noget, men bare stod der med krydsede arme og gloede på ham. Han smilte bittert, men ja, det var et smil
Han adskilte sine ben lidt og klappede sig på inderlåret. "Er du frisk?" Han smilte til ham med onde mørke øjne.

Austins ansigt blev ekstremt skeptisk "Smut med dig" sagde han bare surt. Austin hadet vampyrer blot han selv var en. Han var ret muggen over for dem og havde kun oplevet én god ting ved dem og det var Ethan og Hayley. Selvom Vampyrer var ekstremt sexede og Ethan i hvert fald havde kunne tænde ham på et split sekund. Han rystede tanken væk selvom det var fristende, Han følte ikke længere at sex og sådan var så lukket som det en gang havde været for ham. Vampyrer kneppede jo fra højre til venstre. Men Austin ville stadig ikke, Han havde pierce, selvom de jo godt nok ikke var kærester og han var menneske og i den her tilstand kunne han bestemt ikke komme så tæt på Pierce.

Lyonaro lod sit smil glide ned og blive sur igen. Denne vampyr var ikke som andre vampyre kunne han mærke, han virkede mere som et menneske med en meget sur og alvorlig... kedelig... personlighed. Han slog hænderne i håndlænene og rejste sig op og gik hen til ham. "Kom nu, du skal ikke være genert, vel?" Sagde han uden at sige det på nogen flirtende eller tillokkende måde. Og han gad ikke til at bruge sin evne, for et eller andet sted, ødelagde det alt det sjove i 'livet'.

Austin veg en smule da han kom tæt på og satte en hånd mod hans bryst "Ik' tættere på" sagde han så og havde erfaringer med vampyrer og deres små tricks. Austin synes kun han minded om alle de andre vampyrer. Der ville have sex og blod og brugte de samme dumme tricks. Han så ham i øjnene og var ikke genert, bare skeptisk og havde haft alt for mange dårlige oplevelser med vampyrer. Austin tændte jo på bid så det var ikke fordi han ikke synes det var tiltrækkende, han ville bare ikke lade Lyonaro få sin vilje.

Lyonaro kiggede på ham og gik bare imod ham ogslog ham op mod en væg. Han blev måske tændt lidt af hans kolde ydre, og måske lidt af at blive irriteret. Det med at han lige var blevet forfulgt, tænkte han slet ikke på mere.
Han smilte til ham og tog fat i hans hånd, hvor tvang den til at glide ned ad ham og ned ved hans buksekant. "Kom nu, du vil jo inderst inde gerne" Smilte han og lod en lille bekvemt latter komme ud.

Austin blev en anelse overasket over det her træk og bed tænderne sammen. Han så køligt ind i hans øjne med et strejf af noget andet. Han tog fat i hans buksekant og trak ham helt tæt på sig "Drop det" sagde han så og skubbede ham roligt væk, han vred sin hånd ud af hans greb og tog sig kort til hovedet. Austin stod lidt på vippen til at lege med, men hans menneskelighed fortalte ham at det var bedst at lade være. Austin havde rent faktisk ikke haft frivilligt sex, men det var ikke noget han tænkte over. Austin fjernede sig fra ham og rystede svagt på sit hoved "Du kan ikke tillade dig at komme brasende og tro jeg vil dyrke sex med dig " sagde han så og så på ham.

"Hvorfor ikke?" Spurgte Lyonaro, uden at blive sur over afslaget, og lod sig bare kaste tilbage i Austins seng, og satte sig meget som en, der var totalt klar til sex, med hænderne bag hovedet, og med trøjen uordnet. Han smilte til ham, og kunne ikke lade være med at grine lidt. "Det vil alle... rigtige... vampyrer. Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro du var jomfru". Han smilte til ham ganske flabet. Han vidste det dog ikke på forhånd, men det var ærlig talt den første tanke der slog ham.

Austin så lidt væk og blev kun irriteret over det han sagde. Han prøvede at virke lige glad med det han sagde, men kunne tydeligt mærke på sig selv at han blev endnu mere muggen over det. Der var et eller andet der irriterede ham mere end normalt. Austin havde en ufattelig trang til blod, det var næsten sygeligt. Han vendte sig om, Lyonaro var fristende. Han bed sig kort i læben og gik hen til sengen, kravlede ind over ham og sad på alle fire med et ben på hver side af ham, han gled sine hænder op af hans arme og tog fat om hans håndled. Han havde i tankerne at prøve for en gang skyld af narre sit bytte lidt. Da det ligsom var noget andet med en vampyr "Lad legen begynde" hviskede han så og kyssede ham vådt på halsen.

"Haah" Lød fra ham da Austin bare gik på ham. Han undrede sig slet ikke over, hvorfor Austin bare gik på ham efter sådan en gnaven attitude, men tænkte, at det nok var fordi at han ikke ville lade ham tro, at han var jomfru. Ha, hvor han dog elskede nye vampyrer til tider. De var så nemme!
Han Tog fat omkring ham og kørte hænderne ned på han røv og klemte lidt til. Han kunne mærke hvordan lysten på ingen tid havde steget i ham. Austin var jo en lækker fyr, uanset hvilken rolle i sex han så end måtte have.

Austin lukkede sine øjne og gjorde kyssende på hans hals mere intense. Han strammede lidt mere om hans håndled og lod så sine tænder glide ind i Lyonaros hals. Han bed hård til og begyndte at drikke hans blod. Selvom det var blandet blod, så gjorde det ham intet, han kunne ikke smage så meget forskelligt på blod endnu. Han nød at hans tørst blev stillet og at det faktisk bare var af en anden vampyr. Han lod ikke en eneste dråbe rende udenfor.

Lyonaro måtte slippe taget i hans røv, da Austin greb strammere fat. Han sukkede i nydelse da kyssene blev mere intense og nød at han bare kunne få al nydelsen uden at gøre noget. Det var en sjældenhed folk ville gøre den slags for en. Han lagde slet ikke mærke til at et par tænder havde trykket sig ind i sin hals, før han kunne mærke en underlig fornemmelse med sit blod inde i årerne. Han gispede halvkvalt og begyndte at spjætte med benene og blive vred. "Stop!" Hvæste han, men kunne ikke få Austin af sig. Hvordan kunne han være så stærk!?

Austin drak til hans hungrende tørst var væk, han lod sine tænder glide langsomt ud af hans hals, han slikkede blodet væk fra bide hullerne og havde sit ansigt ved hans hals i kort tid før han langsomt slap hans håndled og ville fjerne sig. Han havde ikke drænet ham for meget blod, Men nok til at han lige kunne holde trængen ud. Han kendte ikke Lyonaro særligt godt og var ikke sikker på hvordan han ville reagere, om han ville blive sur eller? Han satten sine hænder mod madrassen for at fjerne sig fra ham.

Lyonaro så virkelig chokkeret på ham og blev stille. Han sagde ingenting med kiggede på ham. Heldigvis havde han ikke mistet nogen betydelig mængde blod, men alligevel. Hvorfor? De var jo vampyrer begge to. En slags familie, hvis man så det på den måde.
"Mhh... Austin..." Lød det lavt fra ham,da han af en eller anden grund kunne sætte navn på ham. Han kunne ikke huske hvor han havde fået navnet fra. Af en eller anden grund virkede han bare som en ung dreng han havde mødt engang. Men... var det ham? Var hans lille menneske blevet til en voksen og til en vampyr?

Austin stoppede i det han skulle til at rejse sig og sad oven på ham. Han så chokkeret på ham, hvor kendte han hans navn fra ".. Hvor kender du mit navn fra?" kom det så fra ham, han sank og blev pludseligt forvirret, hvem var han, hvordan kendte han hans navn?! Han bladrede mødet igennem med de forskellige vampyrer, indtil det gik op for ham hvem det var, det var Lyonaro? Lyonaro som ville være hans ven? Det havde været i den periode hvor han havde været helt nede "L .. Lyonaro?" sagde han så så på hans ansigt.

Lyonaro stirrede bare på ham med det helt døde blik vampyrer kunne få, når de ikke forsøgte at virke levende. Han kiggede på ham. Hvor havde de mødtes? Var de venner eller fjender? Og hvorfor var han blevet en vampyr?
Hans blik blev mget surt og han greb hårdt fat i hans trøje og så nærmere på ham. "Hvor kender vi hinanden fra!?" Spurgte han nærmest truende, som om at det var Austins skyld. Men i virkeligheden var han bare blevet arrig over, at han ikke kunne huske det selv.

Austin blinkede forskrækket med øjnene og blev pludseligt lidt den gamle Austin, som stammede og var usikker "D.. Det var nede på det offentlige toilet .. Du .. tog mig med op på hotelværelset .." sagde han så og håbede at han ville huske det. Han så ham i øjnene med et usikkert blik blot hans øjne var dyb røde og skulle forestille rovdyrs øjne. Han kunne selv kun huske at han ville være venner med ham, men Austin havde prøvet at flygte. Han kan ikke helt huske alle sine tanker, for han var ret psykisk ødelagt den gang.

Lyonaro kunne pludselig genkende ham, og det var ikke fordi Austin fortalte dengang de mødtes, men fordi at Austin blev den samme nervøse dreng, som han var dengang. Han slap ham hurtigt og satte sig op, med et stadigt surt blik. "Hvorfor bed du mig!?" Vrissede han vredt og knugede hånden i lagenet parat til at slå ham, hvis Austin selv skulle blive sur. Han syntes det var et fejt greb, når han jo troede de skulle have sex sammen.

Austin tog sig til hovedet "Je .. Jeg havde brug for blod?! Du var selv uden om det ved at træde ind i min lejlighed!" sagde han så og bed sine tænder sammen "Troede godt man måtte? .." sagde han så og blev forvirret, han havde aldrig fået lov til at få ordentlige facts omkring vampyrer så han vidste intet om det var nogle regler "Jeg ved jo intet!" sagde han frustreret og var ved at blive sindsyg af at være så uviden omkring hvad han selv var og omkring hvad der skete med hans krop. Det var ikke til at holde ud!