På jagt (Lyonaro)

Dato: 29. Dec.
Tid: 23:00 ca.
Vejr: Køligt, Men ingen blæst og tørt, dog er der sne over det hele.
Omgivelser: Meget få mennesker.


Kaito gik ned gennem det ret så forladte gader, han ledte efter væsner, specielt vampyrer. Han gik helt normal, men dog med et søgende blik. Kaitos lugt duftede heldighvis mere af engel en varulv og det var en fordel når man var på udkig efter vampyrer. Han var helt bestemt varulv men hans blod og hans duft var mere over i engel, samt hans udseende, da han var ret lille og spinkel i udseendet. Men det gjorde ham skam intet, så kunne han lettere snyde sine fjender. Dog blev han ikke en særligt stor ulv. Men det gjorde intet, da han var lynhurtig.

Lyonaro smed den unge pige ned på jorden, efter at have tømt hende for blod. Eller ikke tømt hende helt, for han brød sig ikke om at være alt for overmæt, men nu var hun i hvert fald død. Koldt tørrede han blodet væk fra sine læber, med et væmmelses udtryk i ansigtet. Han brød sig ikke om at få det i ansigtet, men det skete nu alligevel hele tiden, eftersom at han var en nyfødt vampyr.
Han stoppede hænderne i lommerne og begyndte at gå ud fra den gyde han havde gemt sig ved, og fortsatte ud på gaden. Han var ikke bange for andre væsner, da han jo selv var vampyr. Som vampyr følte han sig uoverdådig og ikke mindst stærk. Stærkere end alle andre væsner.

Kaito stoppede lidt op da han fik øje på en skikkelse længere fremme. Han kunne tydeligt fornemme at denne person ikke var menneske. Han gik lidt hurtigere hen imod personen og duften af vampyr ramte ham og et meget lille smil kom frem i hans mundvig. Han stoppede op en meter fra vampyren "Vil du hjælpe mig?" spurgte han så og så på vampyren. Han var ikke helt sikker på sin plan, men håbede da at vampyren var til at forhandle med.

Kaitos lugt strejfede ham hurtigt inden han overhoved fik øje på ham. Han stoppede op og så forundret på varulven, eftersom at han bare smilte dumt. Hvem smilte dog til en vampyr, når de godt kunne lugte faren langt væk, og så spurgte han endda til hjælp.
Han smallede sine øjne og blev hurtigt mistænksom. "Hjælpe dig? Undskyld, men jeg er en vampyr. Det eneste jeg kan hjælpe dig med, er at afslutte dit liv" Svarede han tørt "Men du er kommet for sent. Jeg er alt for mæt og doven lige nu til at løfte en finger. Hygge hejsa!"
Med de ord unfgik han ham og gik videre. Han var ikke interesseret i at høre, hvad denne person havde brug for hjælp til.

Kaito tog hurtigt fat i vampyrens arm "Vent .. " sagde han så og holdte godt fast "Din hjælp skal nok blive belønnet" sagde han så og smilede ikke længere, men var helt alvorlig. For Kaito mente det her seriøst, da det var seriøst arbejde "Vi kan aftale din belønning sammen" sagde han så. Kaito håbede lidt på at denne vampyr var en anelse fattig eller dum, Så han bare ville have penge og ikke blod eller ligende.

Lyonaro lyttede kun med det døve øre, da han blev holdt fast i, i armen. Han trak armen til sig og så spydigt på ham. "Hvad kan en som dig, tilbyde mig?" Spurgte han, og følte sig ikke spor fristet til at hjælpe. Og hjælpe ham med hvad? Det vidste han ikke endnu. Han ville sikkert have hjælp til at finde vej tilbage til galeanstalten eller lignende. Ha... Nej, men nå det kom til at socialere sig, så var Lyonaro ikke meget for den slags. Han klarede sig fint alene, og behøvede i hvert fald ikke nogen belønning. Han var jo ikke nogen hund, der skulle have hundekiks.

Kaito var villig til at bruge hårdere midler hvis det blev nødvendigt "Jeg har mere at byde på end du tror .." sagde han så og selvom der måske hørte et smil til den her sætningen, Smilede han slet ikke "Du skal hjælpe mig med en lille bitte ting" Sagde han så og så ham i øjnene "Det vil ikke tage mere end et par minutter" sagde han og så ned af gaden. Kaito boede ikke mange gader herfra, heldighvis. Han håbede inderligt at vampyren ville samarbejde lidt.

Lyonaro sukkede irriteret og kørte begge hænder igennem sit sorte, blanke hår. "Jeg har ikke tid" Løj han uden lige "Lad mig være". Han lukkede øjnene og kom hænderne i lommerne igen, og fortsatte ligeud. Egentlig var han hverken træt eller havde travlt, men noget sagde ham, at denne her person ikke var rigtig rask, og den slags personer var han godt og grundigt trætte af. De mindede ham allesammen om hans tidligere elsker og skaber, Daisuke.

Kaito tog fat i hans arm endnu en gang og han begyndte at mærke at han blev desperat da han slet ikke var samarbejd villig. Han holdte stramt fast "Please?" sagde han så og brugte så sin evne "Du skal bare gøre mig en tjeneste?" sagde han så. Hans evne virkede sådan at han ville begynde at få det dårligt med sig selv, men han vil samtidigt stadig tænke logisk, som kom der en ekstra person inde i hans hoved som fortalte ham hvor dårlig han var. Kaito kunne selv styre styrken, han havde kun givet den lidt styrke for at se om det hjalp på ham.

Lyonaro skulle til at slå ham fra sig, men følte sig hurtigt utilpas og svag, idet han så ham i øjnene. Der var en ubehagelig, men velkendt følelse indeni ham, som han for længst havde lagt bag sig. "Mmh" Klagede han og så modvilligt og samtidigt mistænksomt på ham "Hvad er det så for en tjeneste du snakker om?". Han trak sin arm til sig, men fjernede sig ikke denne gang, for det kunne jo være at han kunne slippe nemmere af med ham på den måde. Og så var der også noget med en belønning?
"Men du skal bare vide, at jeg vil forlange dit livsblod, når vi er færdige..." Tilføjede han.

Kaito sagde ikke noget til det han sagde "Følg med" sagde han så, han ville helst ikke gå med til at han skulle tage hans liv og det var vel meget forståeligt. Han begyndte at gå ned af gaden "Der er ikke ret langt .. " sagde han så og smilede svagt. Han kiggede sig over skuldern for at at tjekke at vampyren var med "Hvad er dit navn?" spurgte han så, da det altid var meget godt at vide. Han håbede lidt at vampyren kom på andre tanker omkring det med at tage hans liv, Da det var noget af det eneste han ikke gik med til. Der var meget han kunne tillade men hans liv, så ville det hele jo alligevel være spild.

Lyonaro gik et par skridt bag ham så han nemt kunne betragte ham. Han brød sig ikke om at være alt for tæt på andre, og heller ikke når han havde den slags nedtrygte følelser indeni. "Mit navn er Lyo" Svarede han. Det fulde navn var vel heller ikke nødvendigt, eftersom at de nok ikke ville mødes igen efter dette.
"Fortæl mig hvad det er du skal bruge min hjælp til" Sagde han gnavent bag ham.

Kaito så om på ham "Det er ikke noget specielt .. Kan forklare det når vi kommer indedøre" sagde han så. Kaito kunne allerede se sit hus længere nede af gaden. Kvast sammen mellem to høje bygninger. Huset var ret gammelt, men var enormt flot alligevel. Kaito havde en del penge pga. sin fars arv. Han åbnede kort tid efter lågen ind til hans hus og gik op til hoved døren. Han trak et nøglebundt frem og låste de tre låse op. Han åbnede døren og gik ind, smed sine sko og hang sin jakke op på knagen "Bare stil dine sko" sagde han så.

Lyonaro fulgte med ham indenfor og så sig omkring. Han blev lidt sur over at Kaito ikke fortalte sit navn, men sagde intet til det, da han faktisk kunne være ligeglad. Hvilket Kaito også burde have været. Han stillede ikke sine sko, men fortsatte bare ind og studerede væggene og det hele, for at bedømme, om huset egentlig tiltrak ham eller ej. Umiddelbart var det okay, men han havde ikke lyst til at overnatte der. Hans blik gled tilbage på Kaito, mens han tænkte på, hvad han ville have ham til.

Kaito låste døren igen, alle låsene. Han så om på ham "Jeg skal bare tage nogle prøver på dig" sagde han så og vidste at han nok ikke kunne få ham frivilligt med på den her plan. Men så måtte han bedøve ham, Han havde altid en nål med bedøvelse i lommen "Er du med på at samarbejde?" spurgte han så "Det vil ikke vare med en 10 min" sagde han og så ham i øjnene. Kaito havde sin hånd i lommen og holdte et fast greb om sprøjten, så han var parat. Nu var Lyo kommet hjem til ham og nu gav han altså ikke op. For han havde ikke tålmodighed til at skulle finde en anden nu.

Lyonaro fik et skeptisk blik i sine øjne, og vreden kom frem i ham. "Prøver!?" Hvæsede han hadefuldt. Uanset hvad disse prøver var for nogen, ville han ikke have noget med dem at gøre, og heller ikke når alle dørene skulle låses på den måde. Det kunne kun betyde noget slemt. "Det kan du godt glemme alt om. Luk op, eller jeg knækker halsen på dig!" Hvæsede han igen, med en meget kommanderende tone. Følelsen indeni ham var svundet hen, og nu var han kun vred. Vred og parat til at slå ham ihjel. Han vidste dog ikke, hvad Kaito pønsede på, og han kunne heller ikke se, at han var forberedt med en sprøjte.

Kaito blev overasket over den pludselige vrede og havde ikke set det komme, for det meste var folk afvisende, men lige frem vred havde de ikke været da han havde fortalt dem det, han gik en smule i panik og stak hurtigt nålen i hans arm og pressede bedøvelsen ind i ham. Han så på ham "Godnat" sagde han så og trak nålen ud af hans arm igen da alt bedøvelsen havde blandet sig ind i Lyos blod. Nu ville han sove sødt i en times tid, Det ville være nok tid til at han kunne nå flere prøver end hvad han havde regnet med. Men det var kun godt for Kaito.

Lyonaro nåede ikke at rykke sig væk, fordi han var styret af den pludselige vrede. Han tog sig til armen, og så forbavset op på Kaito. "H-hvad ialverden..?" Mumlede han utydeligt og kunne pludselig se, at alting blev sløret omkring ham. I et split sekund vaklede han tilbage og faldt. Han slog hovedet, men mærkede ikke smerten, efersom at bedøvelsen hurtigt tog over ham.

Kaito nåede netop at gribe ham inden han ramte gulvet, det var faktisk første gang han havde bedøvet nogen uden deres tilladelse. Han trak ham med ned i kælderen. Slap ham stille og tastede koden og satte sin finger mod fingeraftryk koden sådan at den store jerndør gik op. Han tog fat i ham igen og trak ham med ind i laboratoriet. Han hørte metal døren lukke bag ham igen og automatisk låse. Han fik ham med meget besvær op på en briks. Han pustede ud og så på den bedøvede lyo. Han fandt sine matrialer frem og tog en blodprøve, noget DNA. Hans puls og meget meget mere. Det tog ca. en halvtime for ham at komme igennem det hele.

Kaito havde slæbt ham med oven på igen og lagt ham på den bløde sofa. Han regnede med rimlig meget ballade når han vågnede. Han gik lidt og tænkte over hvad han skulle gøre. Han var et for venligt menneske til at bare smide ham ude på gaden. Kaito satte sig ved et klaver og begyndte spille gamle viser fra hans barndom. Han ville snart vågne.

Lyonaro kunne høre klaveret allerede før han vågnede. Han kunne mærke en dulmende hovedpine, fra da han havde slået sig på gulvet, og kunne også mærkeat han ikke var helt sig selv. Han havde jo trods alt stadig lidt af bedøvelsen i kroppen.
"Hvem..." Mumlede han og sætte sig op. Han lagde hovedet i hænderne for at vågne. Han sov aldrig, så det var helt usædvanligt for ham at vågne op på denne her måde, og det føltes alt andet end godt.

Kaito hørte Lyo og stoppede sin spillen, han så hen på ham "Godmorgen" sagde han så stille og rejste sig op. Han gik stille hen til ham, men holdte sig på afstand, hvis nu der skulle komme et raseri anfald. Kaito håbede et eller andet sted han intet kunne huske, men det var nu ikke så sandsynligt. Han betragtede Lyo som han lå der, lidt små bedøvet. Kaito ventede bare på at Lyo kom til sig selv. Måske ville han endda bare gå uden at skulle have noget. Man kunne vel have lov at håbe.

Lyonaro var alt for svimmel til at blive vred nu, men han kunne sagtens sende Kaito et spydigt blik. Han havde ikke glemt at han var blevet låst inde, men han kunne ikke huske, hvordan han overhoved var endt i denne tilstand.
"Du..." Han rejste sig op og så stift på ham "Dit svin, du låste mig inde og bedøvede mig!" Han tog sig hurtigt til hovedet og faldt halvt ned på knæ, da han ikke kunne holde til at blive vred.

Kaito gik et skridt væk "Jeg gjorde det fordi du ikke ville samarbejde!" sagde han så og så ned på ham "Det er din egen skyld" sagde han så og synes selv at det var hans skyld. Især når han selv var gået med hjem til ham. Han kiggede hen på et lille bord med en skuffe. I skuffen lå der endnu en bedøvelses sprøjte, til hvis han gik grassat. Han gik lidt tættere hen imod skuffen. Godt nok havde lyo for ondt i hovedet til at flippe, men hovedpinen varede jo ikke evigt "Skal nok lukke dig ud .. Hvis det er?" sagde han så og sank.

Lyonaro gjorde sine øjne store og stadig stirrende, som om han var ved at gå sindsyg ´på stedet. "Hvad har du gjort...!?" Hvislede han, parat til at gå hele amok "Jeg slår dig ihjel!". Hans fingre dirrede og han havde en vanvittig stor trang til at kvæle ham nu. Dog var han stadig mæt fra i går, men i dette tilfælde ville han ikke have noget imod at slå ihjel.

Kaito glippede lidt uskyldigt med øjnene og så på ham "Je-Jeg har ikke gjort noget?!" sagde han så og gik helt hen til komoden. Åbnede den og tog hånden ned i skuffen, ledende efter sprøjten. Kaito frygtede ikke døden, men så den nu bare upraktisk nu da han var kommet så langt i sit projekt. Han troede nemlig på at man genopstod i en anden krop "Du .. skal nok for din belønning .. Hvad vil du have?!" spurgte han så og kunne mærke sprøjtens kolde spids.