Hei du der 'ja dig' - Zean.

Tid: 19:45
Dato: Irl.
Vejr: Irl.
sted: Den fredfyldte skov.
Påklædning: Det som de fleste går med :3


Rikkie kom gående i den fredfyldte skov, hende's skridt var små, men alligevel ikke så små.
Hun var vågen og kiggede sig godt omkring, krigen var jo stadigvæk igang. Indtil vidre havde hun ikke slået eller forvandlet nogle.
Hun var altså også glad for det... Neej leg er meget sjovere.
Denne tøs gik rundt og hyggede sig med sig selv, men hun var da stolt af at hun var alene nu.

Zean gik alene rundt på de små stier i skoven, sneen var væk og rundt omkring begyndte tingene så småt at vågne fra søvnen...Eller det havde han i hvert fald på fornemmelsen, der var jo ikke længe til foråret.
Han havde nogle mørke bukser på, en sort vinterjakke og nogle kondisko.
Han lod en hånd glide gennem sit sorte hår hvilket fik det til at stritte lidt mere.
Hans hemmelighedsfulde øjne gled rundt på træerne, nogen med og nogen uden blade, nogen af dem havde endnu ikke smidt de døde blade fra om efteråret.
Mørket var sænket over dem og man kunne svagt se himlen mellem grene.
Han fortsatte roligt med at gå.

Rikkie kiggede op på den mørke himlen, men's hun kort lukkede øjnene.
Hun åbnede dem igen da vinden susede igennem, det var som om den hviskede noget til hende.
Hun var stoppet op, nogle få stjerner havde fundet sig hen på den smukke himmel.
Månen var også så småt begyndt at komme.

Han opfangede pludselig lugten af blodsuger. Hvor dejligt, så var freden ødelagt! Han sukkede irriteret. Nogen gange blev man drevet til vanvid af manglende...fred?
Han ignorere lugten og fortsatte med at gå da han stødte på...vampyren fra silent river! Han stoppede overrasket op og så på hende.

Rikkie kunne genkende en lugt, lugten af en dæmon, som hun havde mødt før.
Hun vendte sig overrasket om, hvad lavede han dog her?.
Hun kiggede bare koldt på ham, denne gang smilede hun ikke, men stirrede bare på ham.

Han stod stille lidt og så på hende. Hvad var det lige skæbnen prøvede at fortælle ham her? var det virkelig meningen de skulle prøve at slå hinanden ihjel? eller prøvede skæbnens gudinde at lære ham vampyrerne bedre at kende? Så han kunne stoppe krigen? Umuligt.
normalt troede han ikke på skæbnen, det var bare det ord han brugte når noget næppe kunne være tilfældighed.
"Så...Mødes vi igen" sagde han endelig, men blev fortsat stående stille hvor han var.

Hun stod helt stille et øjeblik og kiggede bare op på ham. Hvad havde fået ham her ud? Og hvorfor var det lige nu igen de skulle møde's? Hun sukkede, men fik så et smil på sine læber.
" Ja.. det... gør vi.... Hvad har fået dig her ud?" Hun tørrede smilet af og kiggede så på ham igen.

Han bemærkede det og følte sig mere irriteret.
"Jeg kan ikke se hvorfor mine anliggender skulle interessere dig, men jeg kan forsikre dig om at jeg ikke havde regnet med at møde dig, nuvel, hvorfor er du her?" svarede han og lagde armene over kors.

HUn kiggede lidt på ham, men tog så blikket væk fra ham.
" Altså, jeg tænkte bare på en gå tur, men du skal da også vide jeg ikke havde forventet at møde dig " Hun hævede ikke stemmen, mem den var mere rolig.

"Selvfølgelig ikke" han overvejede stadig hvad han skulle, bare vende om og gå? Han vidste at hans tanker ville drive ham til vanvid: hvorfor mødtes de igen? Var det virkelig bare tilfældighed...Det var ting man kom til at tænke på når man havde levet længe.
Derfor blev han stående, men gik dog ikke til angreb. Endnu.

Hun kiggede på ham, men rettede sig så op så hun stod lidt pænere. Hun vidste ikke havd hun skulle sige. Sidst havde han jo gemt sig også sprang han på hende bagefter.
Og nu var han bare gået tæt på hende for at snakke.

Gået op til hende for at snakke? Han stod stadig et godt stykke fra hende og det ikke fordi han ville snakke men fordi han tilfældigvis var stødt på hende.
"Så hvad nu? Det er næppe en tilfældighed vi støder på hinanden..." sagde han

Hun kiggede lidt på ham, og hang lidt med hovedet.
Hun sukkede kort, men tilfældigheder kommer jo tit, men på denne måde.... Neej, det var da nærmest underligt at stå her og kigge lidt ind på den Dæmon hun mødte for.. Ja hvor lang tid siden?.
" Ja hvad nu?" Sagde hun og kiggede lidt hen på ham.

Han sukkede og slog ud med armene, vendte så ryggen til hende og begyndte at gå tilbage fra hvor han var kommet.
Han følte sig ikke lige klar til at kæmpe lige nu, følte sig faktisk bare mest doven, og gad ikke mundhugges med et bloddyr.

Hun kiggede lidt hen på ham doven... Ahh var han dog endnu mere end det.
Hun sukkede sikke en svag Dæmon... * Arghh er han dog altid sådan?* Tænkte hun og kiggede lidt hen på ham.

Han knurrede svagt for sig selv.
Svag? Ville hun virkelig bare gerne dø?Sidste gang havde hun jo klaret det fordi han valgte at lege med hende, det var ikke sikkert han gjorde det igen.
Han vendte sig om og så vredt på hende, ikke fordi han hørte hendes tanker, det kunne han ikke, men fordi han følte sig vred, han hade jo vampyrer! Han huskede han ikke havde sluppet hendes hoved sidste gang og at der sikkert stadig sad nogle af hans `tråde` der inde, men han gad ikke prøve efter, men begav sig hurtigt over mod hende mens han pludselig bare eksploderede i ukendt raseri, hvorfor reagerede han dog pludselig sådan? Han voksede op, blev højere og mere muskuløs i det, en hale voksede ud og snoede sig om hans ene ben, to store vinger bredte sig ud til siden, hans øjne blev helt sorte.
Hun stod nu over for en forvandlet dæmon.
Han langede ud efter hende og ville vælte hende med den ene arm...

Hun kiggede hen på ham, han så ud til at have ændret humør, hun sukkede da han nu stod foran hende. Hale, Vinger, musker og størrelser. Dæmon!.. Arghh hun kiggede på ham, hvordan kunne han have ændret sig så hurtigt, hun havde ikke engang haft en chance til at forberede sig. Skræmt var hun blevet, men det var jo næsten det samme som sidst. Bange... Nej... Skræmt og bange er to helt forskellige ord, så hun kiggede skræmt på ham.

Han blev vred over den manglende reaktion, hvad var der galt med hende? Hun prøvede ikke engang at bukke sig for den arm der kom flyvende. Den ramte hende og hun fløj mod et træ?
Han snerrede vredt og greb fat i hende for at klemme livet ud af hende, ikke fordi han ualmindeligt stor, han var lidt større end at almindeligt menneske, men han greb alligevel fat om hendes hals og klemte.

Hun fløj ind i træet, et hårdt slag, hun var fuldkommen ude af sig. Hun faldt ned på knæ, hun stod på fire. Før hun nåede at kiggede op stod han allerede foran hende. Ualmindelig størrelse gjorde hende bare lille, han havde fået fast i hende's hals. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, men hun forsøgte at få han's greb væk, men han var alt for stærk.

Da han snakkede var hans stemme forvrænget, dybere.
"hvad kan du lide, bloddyr? Vil du overgive dig eller dø?" han havde noget i tankerne, men ville vente til hun havde svaret.

HUn kiggede hen på ham. Overgive sig eller dø...
Død var hun og hun havde valgt hun ikke ville overgive sig, men det her var sikkert en undtagelse " Jeg ved det ikke " Sagde hun.

"Wrong answer!" knurrede han og klemte til, han ville blive ved til hun var død, igen, eller også måtte hun overgive sig.

Hun førte hånden på han's der var igang med at klemme hende " Jeg gir op!" Sagde hun og kunne ikke tænkte på det hun lige havde sagt.

Han smilte
"Sikker? Ikke ude på at snyde mig?" spurgte han og ventede lidt med at slippe hende til han var sikker på at hun måtte være sikker.
Han slap hende og lod hende falde til jorden.

Hun kiggede hen på ham. " Ja jeg er sikker " Sagde hun og blev ved med at kigge på ham.
Dedt var også på tide han slap hende. Argh hun mærkede hvordan smerten havde overtaget hende's krop. Smerte var det eneste hun tænkte på. Hun lå på jorden og havde ingen idé o, hvad hun skulle gøre nu.