Up in the air ( Zean )

T. Omkring kl. 16
V. Lunt efterårsvejr.
Sted.Dreins Mountans.
O. Løvfald i de smukkeste brændte kulører.

Camille havde taget en dag fri.
Fri for hendes nye forpligtelser som leder og fri fra tjansen på skadestuen og såmen også fri for mændene i hendes liv.
Ikke at hun klagede, hun var kun venner med de ypperste af slagsen, men ballade havde det med at følge i kølvandet på hendes bekendtskaber, for dét kunne jo ikke være i hendes, vel ?
Hun sukkede sagte, den friske luft gjore både sind og krop godt, og bjergene satte lige som en fri, når man hang ud her.
Camille var hoppet i nogle sorte gamacher, en lang gråmeleret strik kjole, en sort sweater med knapper og de fedeste sorte støvler med nogle cool sygninger og lynlås i siden.
Hun havde sin heckler spændt om låret, hendes rygsæk over skulderen og i armene en stor sort affaldssæk fyldt med kulørte plastik bolde.
Hun gjore holdt et godt stykke oppe i bjergene, fandens ....hun var lost-igen !blev hun aldrig klogere ?
Men hun havde været SÅ sikker på dét var her hun havde trænet med Zean, men.hvor var så skydeskiverne ?
Et irriteret suk, blev afsendt af hendes mund .

Han sukkede svagt da han stoppede op og så sig omkring. Træer der var ved at miste sine blade, det grønne græs der efterhånden blev mere og mere gult...Jo, han holdt af vinteren...Men bjergene var nu bedst om sommeren.
Han strakte sig lidt hvor han stod.
På havde han nogle tilfældige kondisko, mørke jeans og en sort T-shirt. Hans mørkebrune hår strittede en anelse. Hans mørke øjen gled rundt på omgivelserne med samme opmærksomhed som han normalt brugte.
Især når han ikke var byen...man vidste aldrig hvornår en fjende eller modstander dukkede op. Han stod godt her. Der var ikke langt til skydeskiverne, han havde udsyn over de nærmeste omgivelser...
Vinden bragte en lugt af menneske og...fe. med sig. Camille. Hun var den eneste med den lugt. Han drejde hovedet lidt og opdagede hende et stykke derfra. Og mest af alt lignede hun en der var...faret vild. Det var ikke til at vide hvad hun ledte efter, men faret vild var hun vist.
Han blev stående og smilte lidt, så bare på hende mens hun var der...
Siden de sidste havde været sammen, havde alt forekommet ham...underligt.

Hun satte den sorte affaldssæk fra sig og lod hendes rygsæk dumpe ned på først hendes arm og derfra videre ned på jorden.
Hun kunne ligeså godt stoppe med at vandre rundt, når hun.ingen idé havde om hvor hun befandt sig og derfor heller ikke i hvilken retning hun burde fortsætte.
Hun fiskede sin mobil op a lommen og ville lige sende en sms til Samuel der var hjemme i hendes lejlighed, hvis alt andet kiksede fælt, kunne han muligvis overtales til at opspore hende , hvis hun var heldig.
Hun holdte den lille HTC mobil frem for sig, men måtte med ærgelse i sindet finde sig i den afmagt der indtraf , da der på displayet tydeligt viste symbolet på manglende forbindelse.* shit...now what?*
tænkte hun og .bukkede sig lidt åndsfraværende ned og tog en plastik bold i hver hånd.
Camille ville se om hun kunne styre flere ting telekinesisk på samme tid.
Hun kastede de to bolde op i lugten, den ene svævede smukt rundt, styret og dirigeret af hende, den anden faldt straks til jorden og hun.reagerede ved at sparke til en sten, i irritation.

han smilte lidt. det var ikke sjældent at se hende irriteret...men dejligt det for en gangs skyld ikke var på ham.
Han satte sig i bevægelse. På vej ned mod hende. Det var godt hun øvede sig på sin evne...og det med at koncentrere sig om flere ting på en gang, var en god ting. helt klart nyttigt.
Han nærmede sig hende hurtigt.

"Hej" smilte han da han nåede ind for høre vidde.
Han samlede den lille plastiskbold op og gik over til hende med den.
"Godt du øver dig...selv om jeg sikkert skulle være den sidste til at snakke om det, så nytter det ikke noget at blive irriteret...Man kan ikke mestre noget med det samme...Men man må bare blive ved" han så smilende på hende og håbede hun ikke blev mere irriteret over det han sagde...

Stenen røg et langt stykke væk og hendes blik blev for et øjeblik stjålet af dét sceneri der omgav hende.
Bjergene rummede en elegance og en råhed ,som Camille fandt dragende.
To så forskellige træk , på en og samme tid, gotta love that.
Hun drejede med hurtige reflekser omkring da en velkendt stemme signalerede at hun ikke længere befandt sig alene mere .
"Zean ! ....hvor er jeg glad for at se dig " sang hun næsten på en glad melodi.
Udover dét altid var dejligt at møde ham, var dét så en stor lettelse lige nu da hun antog at havde fundet sin 'redningsmand ' og vej ud af bjergene igen.
Hun modtog bolden han gav hende, og havde en fin kulør i kinderne.
Sidst hun havde set ham ....og taget afsked , havde hun et lille sekund befundet sig i hans favn, og dét havde været....anderledes.
Han så som altid, vildt godt ud og dét lidt strittende hår klædte ham.
Hun skubbede 'minderne' til side og svarede " Ja....jeg lytter skam når du taler....når du indimellem siger noget klogt" hun havde et glimt i øjet da hun talte og pegede på den sorte sæk...." Jeg har masser af ammu' med , tænkte at med dem.kunne jeg øve uden at forvolde den store skade " smilede hun stort.

Han nikkede en anelse.
"Så gætter jeg på..." han lod kort blikket glide ned over hende ike for at bedømme hende, men bare for at få øje på pistolen om hendes ben. Og smilte så igen.
"...At du prøvede at finde skydeskiverne? Du er gået for meget til højre..." sagde han. Det var ikke til at vide hvor han havde sin gode retningssans fra. Han var sjældent faret vild...Nogen sagde det bare var en evne mænd havde, at de var bedre til at finde vej, andre at det var dæmoniske i ham...men han var også ligeglad. Han havde altid været opmærksom på det, da flere års erfaring havde lært ham at det kunne koste liv eller død.

Aha...så hun var altsår tæt på skydeskiverne ? Dét var da altid noget, så havde hun ikke taget helt fejl af retningen , kun en lille smule.
"Ja...skydeskiverne....de var hele målet for turen ser du, men enten har de rykket sig siden sidst...ellers har bjergene " små lo hun.stille.
" Wanna join me ? Slå lidt tid ihjel med din lille protege ? " spurgte hun høfligt, og håbede klart han ikke havde bedre og mere vigtige ting at skulle netop nu.
Hun samlede sin rygsæk op og fik den bakset om på ryggen og tog dernæst sækken mellem sine arme.
"Vil du vise vej ? " forsøgte hun , så hun ikke ville gøre sig mere til grin ved igen at gå en forkert retning.

Han smilte. Selvfølgelig havde han tid...Nogen ville nok sige han havde for meget fritid.
"Jo da..." han viste vej gennem græsset, forbi nogle træer til de nærmede sig en lille klynge træer. Inde mellem dem var skydeskiverne.
"Hvor god er du blevet til at skyde, efterhånden?" spurgte han og så lidt på hende.
Selv havde han øvet sig lidt hverdag, i butikken. Han glædede sig til at komme i militæret...han havde fået et brev tilbage. Selvfølgelig skulle han lige til optagelsesprøve først. Men det bekymrede ham ikke...Hvis de af en eller anden grund ikke skulle finde ham god nok, kunne han altid snyde lidt og gå ind i hovederne på dem. Tanken om faktisk at styre hele militæret fandt han humoristisk...men det var ikk noget han ville. Desuden ville det kræve for meget energi.
Han afbrød sin tankestrøm og så på Camille. Det var rart at gå her med hende...

Great....hun var heldig og at syntes ydermere at være en fint humør, en herlig lille bonus.
Hun fulgte hans anvisninger imens hun tænkte lidt.
At kalde hende god til at skyde , var klart en godt pyntet sandhed, men hun var i stand til at ramme nu, mente hun ihvertfald selv. Så en forbedring var der da sket .Da hun ikke ville klynke svarede hun "glimrende...jeg er blevet god...bedre " fik hun dog rettet dét til.Han ville garaneret bede hende om at skyde, så han ville alligevel se dét med egne øjne.Desuden kendte han ende for godt efterhånden, han ville vide hun svarede lidt for optimistisk.
"Og hjemme....hvordan er tingene der ?" spurgte hun stille.
Dét var ikke deres favorit emne, men dét virkede...forkert...ikke at spørge ind til en så væsenlig del af hans liv, 'kone' og barn.

Han nikkede lidt.
"Glæder jeg mig til at se..." de var snart mellem træerne og ved skydeskiverne.
"åhh....det går" svarede han lidt undvigende...
"DEr er nogle...småproblemer vi endnu ikke har fået diskuteret færdige...men det håber eg snart vi gør" han strakte sig lidt og så lidt på hende.
Ja...Dawn og han var stadig uenige om visse ting...måske var det foholdsfis ikke ham. Han viste det ikke helt. Men han håbede snart at finde ud af det. Det tærede efterhånden en god del af hans kræfter og han brugte mindre og mindre tid hjemme.
Og når han var hjemme, var han mest sammen med Elyas...SOm voksede hurtigt og lærte hurtigt.

Right...selvfølgelig bille han se, så måtte hun håbe hun var god i dag, så hendes mentor ville blive stolt eller o det mindste bare tilfreds.
"Jeg kan skyde en myg nu...næsten " grinede hun til ham...hvad pokker, alle vidste jo hun på ingen måde besad talent for dét der skyderi, men hun var stædig og flittig, og somme tider blev dét belønnet.
Hun så i smug på ham, stadig lige undvigende når dét kom til hans familie liv...ærgeligt...hun kunne egentlig godt tænke sig at se Elyas igen, hun havde jo set ham i barnevognen en.enkelt gang.
Hun kunne godt tænke sig at se del del af Zean ...far delen.
"Okay...håber det falder på plads " sagde hun stille.
Så dukkede skydeskiverne op og hun jublede .
"Zean du den menneskelige GPS....eller hvad dét nu hedder " og så klappede hun ham på skulderen og blinkede.

Han grinte lidt.
"Det er ikke så svært...pejlemærker og så at kende forskel på nord, syd øst og vest, gør det hele" smilte han og så sig lid tomkring, for så at se på hende.
"Nå...Skal vi komme i gang? Jeg glæder mig til at se dig skyde...igen" smilte han. Han havde nogle meget små ar på sine fødder efter den gang de skaffede våbene...hvilket havde været godt i den anden ende, for mens den butik var lukket kom folk til deres.

De nåede helt frem, og igen lod Camille hendes taske dumpe ned i græsset og satte også posen fra sig.
" Jamen....når nord og syd skifter plads..."opgav hun hendes umulige retursvar, sandheden var at hendes stedsans måtte være krympet i tørretumbleren , allerede dengang hun var barn.
Hun vendte sig lidt diskret væk, for at kunne hæfte heckleren af sit lår, uden at skulle blotte sig al for meget.
Dét var faktisk kun til selvforsvar hun i dag havde den med, tanken havde været at fyre boldene afsted til måls, men nu til ære for mr.Mcgivens ville hun da forsøge skyde med den også.
Hun 'hev lidt i forskellige ting ' for at tømme trumlen, da den var ladet med pentagram patroner fra Tristans job, og nu skulle der alminde i , hvilke der også kom.
Denne gang beholdte hun sine støvler på, hun behøvede ikke længere bare fødder....dét var jo en lille fremgang.
Hun holdte den ud i strakt arm , tog sigte og forberedte sig på det kedelige tilbageslag hun ikke var venner med.
Og så affyrrede hun...

Han så på hende...Hun var hurtigt til at stille sig i position til at skyde og så skyde.
Men det gik nok...Han ville bare gerne se nærmere på en vis ting...
"DE patroner der...med pentagrammerne, må jeg se dem? Kun for nysgerrigheden..." han smilte lidt til hende. De interesserede ham faktisk rigtig meget...For de var i stand til at slå dæmoner ihjel. almindelige patroner kunne ikke...men det at selv Camille havde dem med pentagrammerne...noget sagde ham de var mere opmærksomme på hvad der slog dæmoner ihjel nu, end de havde været før. Hvis man så bort fra de gamle magiker i gamle dage.
Han tog et hurtigt kig for at se hvordan hun ramte...

De tre skud der var sendt afsted , var alle at se på skydeskiven , men desværre et pænt stykke fra midten stadig.
Camille var overordenlig glad og små jublede.
Men dét sluttede da Zean ville se dem, patronerne med pentagram på.
Hendes hånd lå beskyttende på lommen og hun kiggede ind i hans øjne.
"Du må se dem ja.....men du er HELT på dét rene med at det er MIT liv der står på spil Zean, hvis du fortæller nogen som helst at jeg har dem.....forstår du dét ?.....og jeg er så glad for det liv " afsluttede hun.
Camille dykkede ned i lommen og fiskede et par stykker op, i en lukket hånd holdte hun dem frem mod ham, og åbnede så den knyttede næve så de lå tilgængelige på hendes flade hånd.
Hun håbede han forstod hvor meget tillid hun nu gav ham, og hun bad til han aldrig ville give hende grund til at fortryde.

Han så lettere overrasket på hende. det virkede som om...hun nærmest havde knyttet sig personligt til de kugler. Hvad havde hun regnet med?
"Har jeg nogensinde giver dig grund til ikke at stole på mig?" svarede han lidt fornærmet...Han så kort på kuglerne...han var interesseret ja...men følte sig for..irriteret lige nu til at gide se på dem.
"Ved du hvad?" hun havde jo næsten hugget hovedet af ham...billedligt.
"Glem det...det er lige meget..." han så kort på skydeskiven for at se hvor godt hun havde skudt. bedre end før...hun ramte meget bedre. Men det ville han ikke ulejlige hende med at fortælle hende.
"Hvis de betyder så meget for dig, skal du endelig ikke risikere noget ved at vise dem til mig...Men du ved godt de skal bruges på et tidspunkt ikke? så det nytter ikke at knytte sig sådan til dem..." hun var sur nu. Det viste han bare...hvis han først blev irriteret, blev Camille altid enden irriteret eller sur.
Men så kunne hun jo have sagt det på en lidt mere afslappet måde...

Hun trådte automatisk et skridt tilbage.
". Hey ...Zean, easy..." Mumlede hun lidt 'taken by surprise' over hans reaktion.
Så kunne hun mærke temperementet røre lidt på sig.
Altsår...hun ville jo bare sikre sig han ikke snakkede om dét nogle for hende uhensigtsmæssige steder.
Hun gav ham dog en sidste chance til at køle ned da hun roligt svarede ham ". Slap nu a Zean....og se dog på dem, ik.....og til din orientering håber jeg dét faktisk aldrig vil blive nødvendigt at bruge dem, hvis du forstår."glemt var glæden over hendes skud , erstattet af en blandet mikstur af følelser .....overfor Zean.
Hun gik mod ham, med patronerne på den åbne hånd , som indikation på hendes tillid.
"Og nej , du har aldrig givet mig grund til at tvivle på dig " sluttede hun af og kiggede ned på hans sko.

"de er til at slå dæmoner ihjel med...hvad du sikkert ved...derfor interesserede de mig...Men jeg gider ikke se dem når du næsten bider hovedet af mig, ved at vise dem frem" sagde han lidt mere roligt.
Han nikkede mod skydeskiven. for at skifte...næsten emne. Det var det samme, bare noget andet alligevel.
"Du rammer...det er godt" sagde han, han prøvede med et lille smil, men viste ikke hvor godt det var lykkedes.

"Hold nu op ....dét var ikke for at bide hovedet af dig...jeg er bare en kende paranoid for tiden, undskyld Zean " tilkendegav hun ærligt.
"Og ja, de er til dæmoner.....ikke alle dine artsfæller er lige venlig sindet mod éen som mig, jeg har været heldig med dig " forsøgte hun at lette lidt på den trykkende stemning.
Hun kiggede ned mod skydeskiven, og hendes stolthed over der kunne ses bare en smule forbedring lod sig ikke kvæle.Hun var al for begejstret .
"Ja...alle skud er inden for skiven nu !" beamede hun, "Nu skal vi bare have dem nærmere centrum " sagde hun bestemt.
Hun ville gerne have han fik set på de patroner, hun vidste han var interesseret , så hun gik over til ham, helt over og rakte dem frem igen "Please ?" forsøgte hun...

Han sukkede. kvindemenneske! nogen gange overvejede han hvem af de to der var mest stædig. Han gav efter og tog en af patronerne. Mere behøvede han ikke.
Han lod blikket glide over pentagrammerne...De havde ikke ændret sig meget inde for de sidste...ja, altid. Gammel magi var nu bedst og stærkest. Metallet legede de dog stadig med, han havde set kugler af alle slags metal...men med den rette magi og pentagram kunne det hele slå ihjel.
Han gav hende den tilbage uden at dele hende i sine tanker om den. Han havde faktisk set forskellige dæmoner falde for de pentagrammer....før havde han følt sig rimelig sikker, men nu begyndte folk at blive mere og mere opmærksomme p ådlmoner og bruge mere og mere våben med pentagrammer...det bekymrede ham lidt.
Han nikkede.
"Ja, du rammer...Det er godt...Prøv igen, lidt mere afslappet så jeg kan se hvad du enlig gør.." foreslog han.

Hun så ham tage blot en enkelt pstron og se nærmere på den.
Hvad han eksakt kiggede efter var en gåde, hun anede intet om hvad man øsede ud over patron af magi, dét var lukket land for hende, ukendt territorium kunne man sige.
Dog havde hun tillid til de ville virke, dét var jo trodsalt Chacceur de havde brudt ind i våbenlageret hos, hvis dét da eller var dét 'højborgen 'for jægerne hed ?
Hun smilede ved tanken om at hun sammen med den nuværende leder og hans ven havde lavet dét indbrud, hvad mon jægerne ville mene om dét ?Selv, elskede hun Tristans lidt rebelske side....faktisk den samme Zean også havde, selv om de brugte den forskelligt.
"Inden jeg skyder igen....vil jeg meget gerne høre dig om patronerne , hvad tænker du ? "

Han så lidt på hende.
Han strakte sig kort, bare for at skaffe lidt tid til at vælge de rigtige ord.
"Tja...Jeg ville bare se hvor meget de har forandret sig. De er begyndte at bruge flere og flere våben med magi og pentagrammer. De brugte dem ikek nær så meget før...OG det er lidt bekymrende. Men magien er stadig den samme, ligeså pentagrammerne. Men metallet...tja, de forsøger altid at finde et der måske skulle virke bedre end andre men nu har de vist opgivet og bruger bare det der giver mest skade" han trak på skuldrene.
"Jeg ville bare se havd jeg ville være oppe imod næste gang jeg møder en bevæbnet dusørjæger" han smilte lidt til hende.

Hun stod og gloede en anelse fåret på ham.
Selv gik hun jo ikke rundt og skød til højre og venstre.Patronerne var udelukket tænkt som ren og skær selvforsvar, ikke mere eller mindre end dét.
Men hans ord....hvis en dag en jæger pegede sådan en mod Zean, hvis han blev alvorligt såret , hvad så ?
"Zean...hold dig fra dem...fra jægerne, vil du ikke nok.Jeg VED godt du er stærkere, men dét kræver jo bare dét rigtige våben og et sekund ubevoget tid fra dig...før dét giver ...problemer "hun så lidt forskrækket ud, dét var lidt af en.mundfuld at passe på både dæmoner og på menneske, og nogen gange...bare ind imellem, frygtede hun at hun havde gabt over for meget.Hun var nød til at få nogle alliancer på plads.

Han grinte svagt.
"Camille...det er ikke fordi jeg ikke sætter pris på din bekymring...men nogen gange bestemmer jeg altså ikke selv hvornår jeg møder en dusørjæger...de dukker bare op. Og så må man slås lidt for livet...Men ja, jeg er som oftest stærkere end dem...endnu" han blinkede kort til hende. Han nød nogen gange at lege med dusørjægerne...De var jo kun mennesker. mennesker med forstand på våben godt nok, men stadig kun mennesker.

Endnu...
Ordet rungede i hendes tanker, der var way to much fighting nowadays , efter hendes mening og dét største problem med dét synes at være der ofte ikke engang var en god grund til dét, dét var mere 'bare for hyggens skyld '.
Hun kommenterede dét ikke yderligere, hun vidste han alligevel ville gøre hvad hans humør dikterede og ikke nødvendigvis hvad der var smartest.Nogen gange mindede de alligevel lidt om hinanden.
Hun rettede sin opmærksomhed mod skydeskiven, indtog sin position og sendte et par skud mere af.
Hun håbede de ville være tilfredsstillende, men dét var svært at vide...hun var æangt fra stabil, når det kom til skydetalent og evne.