Dejlig Formiddag .: Jake :.

Skyerne begyndte at gå væk, Solen kom frem. Men den kølige brise forblev. Intet havde forandret sig. Stadigvæk var der dusørjægere overalt. Hendes bedstefar var dusørjægere, og det var irriterende for hun havde en masse venner blandt dig 'overnaturlige'. Hendes bedstefar havde allerede dræbt dæmonen Siena, og hendes vampyrkæreste der prøvede at bide hende. Det var hun endelig ligeglad med at han havde dræbt ham da hun kunne li' at være menneske. Lige nu havde hun bare brug for en der kunne tales med, en der ikke ville nyde at se blodbad.

Jake kom langsomt traskende igennem parken. Han var iført et par mørkeblå jeans og en sort skjorte. Solen var ved at dukke op bag en sky imens et lille smil formede sig på Jakes læber. Han havde for få minutter siden været i en blodig kamp imod en vampyr der nu lå som aske. Denne krig passede ham egentlig meget godt, nu kunne han vise vampyrene og de andre racer hvem der var de stærkeste og hvem der bestemte. Han grinede lidt for sig selv ved tanken imens han passerede en bænk hvorpå han fik øje på en menneskepige der sad i sine egne tanker. Gad vide om hun havde nogen ide om hvilken krig der rassede over hendes verden lige nu. Han trak på skulderen og lod sig dumpe ned på bænken ved siden af hende med et kækt smil. "Hey" sagde han så. Han var i et overraskende godt humør idag.

Angelas gamle minder kørte rundt i hovedet på hende. Hun kiggede op. Kort betragtede hun personen. "Hej" Smiled ehun. Måske var det personen hun ventede på. Den der ville fjerne alt sorg og lytte til hendes problemer og aldrig misbruge tilliden. Men samtidig kunne drømmen måske ikke gå i opfyldese. Angela kløede sig nakken. "Sikke et dejligt vejr" Hun vidste endelig ikke hvad hun skulle sige, men det ville da ikke hjælpe at holde mund. Angela kiggede på de små børn der legede tik, og gemmeleg i parken mens deres forældre råbte Ikke løbe! Gamle tider som ikke ville komme igen.

Jake betragtede kort pigen ved siden af ham og overvejede hvorfor han dog havde indledt en samtale med et menneske, sådan et han ellers holdt sig væk fra, tænk en gang hvad disse hårde tider gjorde ved ham. Han grinede kort af det hun sagde da det faktisk var et ret så nedern emne. "Ja det er det vel" svarede han hurtigt med et skævt smil. "Jeg er Jake" sagde han så og rakte en hånd frem imod hende for at introduksere sig selv. "Du så ud til at være langt væk lige der" fortsatte han i en lidt fjern tone imens han kiggede rundt på de intet anende mennesker i parken.