klippe sneen

dato: 6. december
årstid: vinter
dag: søndag
vejr: snevejr
sted: oppe i bjergene
tid: irl
omgivelser: masser af snedækkede sten, og tre træer.


Chiroptera så ud over landskabet. Der var ikke så meget at lave, hun tog sin tegneblok ud af skulder tasken, og begyndte mesterligt at tegne sneen der daler ned fra den store himmel, og de tre snedækkede træer. Hun hvar alene, det kunne hun mærke...*jeg er bare så ensom, det eneste jeg har at være sammen med, er men tegneblok fyldt med utalige minder*. Hun bladrede i blokken, og fandt en meget detaljeret tegning. Hun begyndte at græde, bloddråberne gled ned fra hver sin kind... det var hendes mor.

Evelyn kom roligt flyvende. Hun nynnede svagt en melodi, og svævede elegant hen til bjergene.
Hun stoppede op(i luften) da hun lagde mærke til en skikkelse der sad og så ud til at græde.
Hun svævede stille ned på jorden - 2 meter fra væsenet.
"Er du okay?", spurgte hun blidt.

Chi stoppede mit i tårende, og så sig til siden. "jar, jeg er okay. SNØFT" hun så på englen, som om hun ikke vidste hvad hun skulle.

Evelyn kiggede undersøgende på hende, med hovedet på skrå, "Det virker det ikke til..", hun gik prøvende og forsigtigt over mod pigen.

Chi så på hende mens hun gik nærmere, sagde: "okay!!" højt, men efter det blev hun blid igen. "jeg skal nok sige sandheden...

Hun satte endnu engang hovedet på skrå, "Kun hvis dit hjerte føler at du burde..", sagde hun blidt.

"det gør det" sagde hun blidt, og forpustet. "jeg græder på grund af min mor, jeg kan aldrig tænke på andet end hende, hun var det eneste familie jeg havde tilbage" tre bloddråber glider ned af hendes kinder, og hun kigger hjælpeløst på englen "hvad skal jeg gøre...?"

Car gik og nønede en sjov og invikled melodi da hun så de 2 piger hun stopede med at nynne og bakkede ind i en skygge *jeg skal altid blande mig hvis jeg går væk uden en lyd ska det nok gå* ....

"Det ved jeg virkelig ikke..", sagde hun og sukkede, "Hvad er der sket med din mor?", spurgte hun blidt, i en klangfuld tone, og kiggede venligt på pigen.

"hun forsvandt, og kom aldrig tilbage siden.SNØFT, SNØFT. jeg var kun tyve dæmon år." Hun så håbløst på englen, og hørte der efter noget, eller nogen bevæge sig lidt længere væk."HVEM DER?" råbte hun, ud i den store sne belagte baggrund, og så spørgene tilbage på englen...

Evelyn stivnede da hun sagde Dæmon.. Hun vidste at dæmoner og engle var dødsfjender.
Hun fulgte dæmon-pigens blik, og kiggede efter noget, som hun ikke kunne se.

Chi så på englen igen, og så at hun var skrækslagen over for et eller andet.*GISP!* tænkte hun*jeg kom til at sige dæmon år!* hun så trist og håbløst til den modsatte side af englen. Og så ud over bjergets kant. Hun så lidt ud over kanten, mens englen mistænksomt prøvede at se hvad der var bag ved træet. " Det er en dæmon" sagde hun hurtigt men samtidigt meget ligeglad. Hun ventede kun svar, fra den skrækslagende engel...

Car tænkte og valgte at gå ud af skyggen "Det er virkelig trist" Sagde hun og kigede på blod demonen...

Der kom en bloddråbe frem, men desværre avslørede det hendes evne, hun græd blod. *Lad være med at græde,lad være med at græde* tænkte hun lidt for højt så englen kunne hører hende. *lad som ingen ting Chiroptera, lad som ingen ting* Hun prøvede desperat at finde en udvej, så hun kunne komme væk fra dette sted, men samtidigt ville hun frygteligt gerne lære englen at kende, og vide hvem, eller hvad der gemte sig bag det træ...

"Stakels dig du kendte din mor og så forsvandt hun bare sikke noget pis" Sagde Car hun havde aldrig kendt hendes forældre det var hun os lidt glad for "Men det ved jeg indet om men hvis du syndes jeg er træls skrider jeg gerne" hun pustede desvære havde hun stadig svært ved at kontrolere hendes evne så hendes ånde blev virklig kold og der dalede sne fnuk ned "Ups" sagde hun og skynde sig at holde sig for munden så det ik skete igen..

jeg kan godt li´at der er andre hos mig, hun kiggede på den iskolde dæmon, og viste car hendes over blodige kinder, men kul sorte øjne. "Jeg hader mig selv" sagde hun helt knust, og der kom flere og flere tårer blod...

"Bare rolig alle onde væsner hader lidt sig selv" Smilede Car humeristisk "ud over hvis man er så egoistisk og man synes man er perfekt" hun trak på skuldrene og grinede "Nobody is perfekt then I'm nobody" hun grinede igen onskabsfuldt "Det havde jeg fra en veninde" hun smilede stadig stort.

"tak" sagde hun opmuntrende, men samtidigt lidt ked af det. Hun tørede blodet af i sit jakkeærme, og rejste sig op. "i må undskylde mig" sagde hun mod dem, vente sig om og tog en kniv op af tasken, den var lille, men smukt dekoreret med blod klatter forskellige steder. Den havde noget forbinding om håndtaget,og og en meget spids ende. Hun tog den op til sin underarm, og skar en dyb, lang flænge i armen. Hun tog armen op i luften, og slyngede blodet rundt om sig, op i luften igen, og pluselig blev blodet til ildrøde pile der svævede i luften. Hun slyngede den blodige arm hen mod et træ, og pilene blev kylet igennem luften og ind i træet. Hun vendte sig om, og ventede på reaktion...

Car så imponeret ud med store øjne "Det kalder jeg en rød evne" hun smilde "jeg tror jeg skrider igen før i får alt for meget uheld CU" hun vente sig om og begynde at gå..

(CU=Ses)

"nej du må ik´ gå!!!" råbte chi ud til hende. "jeg ville bare ud med min vrede!" hun løb hen til hende og tog hendes hånd, "...du må ik´gå..." hun så på den kolde demon, og hun blev stående i nogle meget stillestående sekunder...

Car så forviret på den snøftene dæmon og sagde gladt "Hey hvis du vil havde jeg blir så blir jeg" hun så over på den pige der havde sidet sammen med dæmonen *stakels pige at skule se alt det..

Chgi fik lige pluselig røde øjne, det betød at hun var sulten. "følg med mig!" sagde hun gispende og løb op af bjerget, mens hun stadig havde car i den ene hånd. *jeg må skynde mig, for jeg tror hun er den eneste der kan forstå mig i denne her sitiation* tænkte hun i farten op af bjerget.