Don't get me wrong Melanie.

Dato: 15. feb.
Årstid: Vinter.
Dag: Tirsdag.
Tid: 00:04
Sted: Parken
Vejr: Sneen daler let fra himlen, og beklæder de i forvejen hvide omgivelser.
Omgivelser: Natur, og parkudstyr som bænke, straldespande etc.

"I... Don't wanna be alone.... Do you?
I... Am longing to belong.... Are you?
Don't get me riii-iight
Don't get me wrooo-oong" Tonerne bredte sig i parken, som den klare stemme sang ordene, og de flittige fingre frembragte melodien på guitaren. Chili havde valgt at sætte sig i skrædder stilling på en bænk midt i parken, og var uden videre begyndt at spille sin sang. Det var så typisk Chili at gøre sådan. Hun havde som regel hverken tanke for tid eller sted, når musikken kom til hende. Hun var bare simpelthen nødt til at spille, til at få melodierne ud af hovedet. Det var faktisk sjældent at hun spillede den samme sang to gange, da ordene som regel bare var nogle hun fandt på hen ad vejen, og aldrig skrev ned. Så kom den samme melodi ikke til hende to gange, så ville man ikke komme til at høre den samme sang igen...
"If you waant me too If you want e too-o
Don't get me right, Don't get wrong
Don't ge-et mee..."

Melanie blev helt glad indeni af musken som pigen over på bænken spillede, hun gå lidt rundt, med en lille dans i tankerne, men nej. Det skulle hun ikke her og nu, hun ville bare vælte om på jord på grund af alt det sen, der var.
Men så tænkte hun: 'Jeg må bare spørger, hvad det er for en sang den pigen spiller, den er så fantastisk at jeg ikke bare kan stå og lytte.' Hun tog sig sammen og gik stille og roligt hen mod pigen, men stansede med det samme, da hun fik lugten fra hende.
Hun var en engel! tænderne løb næsten i vand i munden på hende.
Hun rystede hårdt på hovedet. "NEJ! Glem det! Jeg er ikke en morder. Jeg vil ikke gøre hende noget, lige meget hvad"
Denne gang holdte hun vejret, bare lidt så hun ikke blev fristet af den spillende engel.
"Hej." sagde hun sødt. "Hvad er det for en sang?" hun smilte venligt og sødt til pigen.

Chili så op, da lugten af vampyr slog imod hende. Længe før vampyren rent faktisk kom indenfor hørevidde, hvilede det mørke øjne på hende. Da spørgsmålet lød smilede hun let, og afbrød sangen. Dog stoppede hun ikke med at spille. "Don't get me right." svarede hun i et venligt tonefald. Modsat mange andre engle frygtede Chili ikke vampyrer. Hun forstod deres behov for blod, og forstod også at engleblod åbenbart var noget i værdsatte højt. Og hun havde faktisk heller ikke meget imod at lade sig bide... Når bare vampyren spurgte hende om lov først, og lovede ikke at drikke det hele, så var der faktisk ikke noget i vejen for at vedkommende skulle kunne tage en tår af hendes blod.

Melanies smil blev breder af pigens stemme, den var let og rolig, det overrasket hende at hun ikke skælvede til hende eller gik sin vej, hun måtte være meget modig eller havde bare ikke opdaget hvad hun var.
Hun lade hovedet på skå. "Har du selv lavet den?" spurgte hun i et venligere tone.
Melanie så lidt på hende inden hun tog plads ved siden af hende. "For det lyder fantastisk" hun sukket rolig. "Altså jeg har aldrig i mit... liv, hørt sådan en sang, den er virkelig god."
hun lagde hænderne i lomme, hun så lidt på den faldende sne, det var dejligt koldt, bare en rolig nat, som alligevel, overrasket hende meget, hun havde ikke forventet at høre en engel spille musik på denne tid, hun havde altid regnet med at de holdte sig ind om natten, for at holde sig væk fra vampyrer eller 'måske' andre skabninger.
Hun Respekteret engelen.

Chili lo ved vampyrens lettere tøvende ros. "Jamen, jeg er da glad for at høre, at du synes om den. - Ja, jeg har selv skrevet det." svarede hun, og nikkede let. Stoppede med at spille. Det var ikke rigtigt til at føre en ordenlig samtale, når man samtidigt spillede guitar. "Jeg er Chili" præsenterede hun så sig selv, og rakte hånden frem mod vampyren. Hun brød sig langt bedre om at have et navn, end at sidde sammen med en ukendt vampyr, i en forladt park midt om natten.

"Hyggeligt at møde dig Chili" svarede Melanie rolig og venligt og gav hende hånden. "Jeg hedder Melanie" hun trak på skuldren og smilte rolig til Chili. "Og du ved vel, hvad jeg er" hun grinte let, med en smuk latter. Hun havde det faktisk ret hyggeligt, end hun havde følte med sin skaber for tiden, måske var hun ny, men hun var skærk.
"Men, øh... Hvorfor sidder du her på denne tid afdøgnet og spiller guitar, når du kunne bleve overfladet af vampyrer eller noget?" hun tog hurtig armene op, da hun kom i tanke om sig selv. "Bare så du ved, så vil jeg ikke gøre dig noget, men det kunne andre jo." hun lagde armene på skødet og så usikker på hende.

Chili nikkede bekræftende, til det første spørgsmål. - Åh jo, hun var skam fuldstændig klar over Melanies race. Men det gjorde hende ikke noget. "Fordi jeg ikke kunne sove, og fordi jeg er komplet ligeglad med hvad vampyrer finder på. - I er ikke specielt farlige når det kommer til stykket." svarede hun roligt, og smilede venligt. Hun nikkede let til det sidste der blev sagt til hende. "Jeg ved godt t du ikke gør mig noget." svarede hun let, og smilede skævt.

"Det var godt, få jeg er ikke så vild med at dræbe, men jeg skal jo 'live' hvis man kan kalde det sådan" hun grinte igen. Hun lænede sig afslappet tilbage på bænken og lagde lydløst armene om nakken. "Jah, du har nok ret det med at vampyrer ikke er så farlige, men det kan E-vampyr godt nok være, når de er rasende på en." hun vendte hovedet og så alvorligt på hende. "Tro mig, læg dig ikke ud med en E-vampyr, der har en dårlig dag. Det ender bare rigtigt galt." hun sukket og smilede så til Chili. "Hey, men nogen gange er de da bare for søde, men det er ihvertfald bedre end deres vrede."
Hun vendte sit klode og blege ansigt mod den sne faldende himmel.
"Men hvor gammel er du endtlig? Er du en meget vigtig engel? Hvis det er okay at spørger."

Chili nikkede let. "Selvfølgelig skal du det. Men du behøver jo ikke at dræbe hver gang du drikker." svarede hun roligt.
Hun smilede skævt, og rystede på hovedet. "Der skal nu mere end en E-vampyr til at skræmme mig." sagde hun med en svag latter i stennem. Nej, Chili var i den grad ikke bange for vampyrer. Ved de næste spørgsmål rynkede hun dog let panden, og tænkte sig om. "Jeg kan egentlig ikke huske hvor gammel jeg er. - Jeg ved blot at jeg var atten dengang jeg blev engel. Og at det er meget lang tid siden." svarede hun og smilede svagt. "Jeg tror ikke jeg er en vigtig engel, nej. Jeg er vidst bare en ganske normal dødsengel."

Melanie så tænksom på hende, da hun fortalte om sig selv. "Er det ikke noget om at engle bliver født som engel eller har jeg bare fået noget i øret, da jeg fik forklaret det? Nåh lige meget, Men... Wow! Dødsengel, hvor sejt,"Melanie så drillende på hende. "Er det ikke noget med at dødsengle ser døde mennesker, og hvis det er, tror du så at du kunne se min bedstemor. hun døde for tre år siden af kræft, men jeg ville gerne vide om hun havde det godt på den anden side." hun grinte med et smøret smil. "Ej, jeg tager bare gas på dig, hun kan jo ikke være her nu eller noget." Hun kunne ikke lad være med at tænke på om Chili havde glemt om hun var engel fra starten af eller ej, hun måtte lytte bedre efter næste gang, nogen fortalte hende om den verden hun nu levede i.

Chili trak let på skuldrene. "De fleste engle bliver vel født som engle. Men jeg blev først engel efter min død som menneske." svarede hun roligt. Så meget var hun da klar over. Hun kunne måske ikke huske hvornår det var sket, men hun kunne tydeligt huske at hun var død... -Dræbt... Det var ikke noget man sådan bare glemte!
"Tjo, jeg ville nok kunne se og snakke med hende, hvis hun var død her." svarede hun med et lille skævt smil. Det var en af de ting Chili nød mest ved at være dødsengel; at tale med de døde. Meget af hendes tid gik med at holde dem med selskab. "Hun kunne nu sagtens være i denne verden stadig, blot ikke her, med mindre hun døde her." fortalte Chili med en lettere alvorlig mine.

Melanie nikkede forstående med hovedet. "Nåh, så det er sådan du kommer i kontakt med dem." hun smil blev lille og trist. "Nej, min bedetemor døde ikke her, hun døde på sygehuset, som så mange andre." Hun sendte Chili et skævt smil, og rejste sig fra bænken, og strakte benene og lænede sig til sidst op af armlænet. "altså denne verden er sgu da bare for mærkeligt. hva'?"

Chili trak på skuldrene. Hun fandt ikke døden synderligt sørgeligt. Faktisk var et utroligt selvisk at føle så dyb sørg over et dødsfald. - Med mindre den døde var blevet myrdet altså.. For ofte var det en forbedring for den døde. Det var i hvert fald hvad Chilis erfaring fortalte hende. Når en person forlod denne verden, betød det at vedkommende gav slip på alting; smerte, glæde, sult og andre menneskelige behov. Og mange var opfyldt af en grufuld smerte optil dødsfaldet, så det kun var barmhjertigt at lade dem dø. Selvfølgelig var savn forståeligt. Men ind imellem ville Chili nu ønske, at hun kunne fortælle menneskerne, at de ikke behøvede at tage det så tungt, for deres afdøde ville som oftest have det bedre, og stadig være i stand til at være i nærheden af dem. Blot uden at de kunne ses. Endnu engang trak Chili på skuldrene. "Det er vel som man ser på det. Man vænner sig hurtigt til det hele, tror jeg." svarede hun. FØrst nu gi det op for hende, at Melanie måske var en ganske ny vampyr. "Du har ikke været vampyr særligt længe, har du?" spurgte hun så, og så undersøgende på den unge pige.

Melanie rystede på hovedet af hende spørgsmål. "Nej, det er jeg ikke, jeg blev vampyr for snart en måned siden, og det var ikke rart at føle som jeg gjord." hun trak på sine fine tynde skuldre. "Men jeg vidste det jo ikke ske, jeg havde nok for travlet med at få det bedre end at tænke mig om, og ikke at gå ind på den dumme klub." hun smilede svagt til hende. "Og nu tror mine rådende forældre at jeg er blevet myrdet." hun sukket og så den anden vej. "Men det er min lille søster jeg er mest bekymret for end alt det her vamp-lort."
Hun var jo nød ti at holde sig fra dem hun kendte for ikke at blive genkendt, hvis nogen fandt ud af hvad hun var ville hun blive drabt og det havde hun ikke særlig meget lyst til.
Hun slog tanken ud af hovedet og så smilende på Chili. "Hvor længe har du spillet på guitar?"

Chili nikkede svagt, mens hun lyttede til hvad Melanie havde at sige. Jo, Chili vidste godt at der kunne være problemer forbundet med at blive vampyr, skønt hun ikke var i stand til at sætte sig i vampyrens sted. Hun blev lettere overrasket ved det følgende spørgsmål. "Hvor længe?..." gentog hun, og kløede sig let i håret. Chili var på ingen måde særligt godt til at holde styr på sådan noget med hvor længe hun havde lavet noget, eller boet et sted. "Det ved jeg ærlig talt ikke. Men vel omkring siden den blev opfundet, måske minus et par år." svarede hun med et skævt smil.

Mealnie nikkede forstående og så sig lidt omkring, det var nok smart at hun fandt på noget andet at snakke om, men første gang i sit nye liv, var hun blank som et papir.
Hun roddet sin hjerne igennem efter et godt samtale emne men intet dukkede op.
Hun lænede sig tilbage helt træt og vred over situation.
Hun bed sig i læben og håbede at Chili kunne finde på noget at snakke om.

Chili så let mod jorden, og smilede svagt. Så vendte hun igen blikket mod Melanie. "Har du fundet din evne endnu?" spurgte hun, komplet uvidende om hvor lang tid det normalt tog for nyforvandlede vampyre at finde deres evner. Faktisk vidste hun ikke så forfærdeligt meget om vampyrer, i betragtning af hvor længe hun egentlig havde levet. Hun vidste bare at de var døde selvom de levede, og at de drak blod når de blev sultne. Og så selvfølgelig at de havde evner præcis som hende selv.

//Sorry længden, kunne ikke finde på noget at skrive oO//

"øm?..." hun så uforstående på chili. "Nej, øhm jeg har ikke fundet min evne" hun så op i himlen, det var som om det forandret sig så hurtigt, sneen faldt ikke mere, nu var det skyfrit og klart. "Hvad i verden er... det?" hun pegede, men rystede hurtigt på hovedet. "Synes du ikke det er lidt underligt at det lige pludselig ikke sner mere." hun blev ved med se op på himlen uden at tænke over om det var hende selv som havde forårsaget det, at himlen var stjerneklar.

//Det er okay, jeg kunne heller ikke selv finde på noget godt ;)//