En kold vinteraften

Eolith så ned på ham. "Giv mig dog en chance til at give os en god aften" Sagde han, og lod ham ikke svare før han kyssede ham på munden.
Han åbnede snildt hans bukser, og derefter sine egne.

Marcus ville gerne stritte imod og skubbe Eolith væk, men hans lyst ville ikke lade ham gøre det, det var utrolig irreterende syntes han og banede inde i sit hoved, han blev igen overrasket da Eolith åbnede hans bukser og sine egne og Marcus lukkede øjnene hårdt i og knyttede kort sine hænder igen.

Eolith så hans ansigtsudtryk og ar ret tæt på at undslippe en latter, men holdt det tilbage. Han tog ham mellem hans ben og holdt omkring den. "Tag det roligt. Jeg bider ikke" Smilte han og rykkede sig ned mellem hans ben.

Marcus bed sig hårdt i læben over at han tog ham mellem hans ben og tænkte kort, han åbnede langsomt øjnene og fnøs, " du gør meget mere end at bide og jeg er helt rolig" svarede Marcus stift og fnøs igen, men følte stadig ikke at han kunne gøre noget, for det var som om at hans lyst styrede ham, men ikke det han sagde.

Eolith smilte ganske fornøjet til ham men blev hurtig ret alvorlig, da han så ned mellem hans ben igen. Han kom den hele i munden i første træk og gjorde den våd med læberne. Han vidste, at han måtte skynde sig, men følte ikke, at han kunn gå lige til sagen.
Han holdt fat i Marcuses ben, og bevægede hovedet forsigtigt.

Marcus bed tænderne hårdt sammen og vred sig lidt, han ville ikke nyde det.
Hans krop ville nyde det, men han ville ikke lade sine tanker nyde det, han lukkede øjnene hårdt i igen og bed sig hårdt i læben. Han ville rigtig gerne skubbe Eolith væk, men kunne ikke sin krop til at lystre og det irreterede ham virkelig og han knyttede kort hænderne.

Eolith fortsatte en anelse hurtigere. Han slap Marcuses ene ben og åbnede op for signe egne bukser med en enkel hånd.
Han fik bukserne af, og tog hovedet til sig selv igen. "Dejligt, ikke?" Smilte han og satte sig op på hans mave og lagde hænderne ned i jorden, ved hver side af ham. Han så ned i hans øjne, og kunne tydeligt se, hvilken foragt han havde i dem.

Marcus så vredt på Eolith og prøvede at slappe af, han kunne ikke lide at han smilte sådan og slet ikke, når man tænkte hvad han endelig havde gang i med en mand også endna også en som var forlovet. Marcus bed sig kort i læben, " hmm... det ville være dejligt hvis du gad hoppe ned af mig og gå din vej" sagde Marcus roligt, men mente det faktisk meget alvorligt og trak vejret tungt.

Han smilte bare og lagde hovedet under hans, og kyssede ham på halsen, men hans følte en stærk angst indeni ham. Han kunne ikke gøre for, at han var som han var, men folk hadede ham for det.
Han tog fat på ham mellem hans ben igen, og skubbede den ind i sig. Han kvælte et bekvemt støn, så det ikke blev så højt, og begyndte at bevæge kroppen.

Marcus lukkede øjnene igen og bed sig hårdt i læben, lige meget hvad ville han ikke stønne, det skulle bare ikke ske. Men han kunne ikke gøre for at han nød Eolith´s støn og rystede på hovedet over det. Marcus kunne heller ikke rigtig forstår hvorfor han overhovedet gjorde det imod ham, * jeg skulle nok bare være gået med det samme* skældte Marcus ud på sig selv inde i hovedet og knyttede hænderne igen, * jeg vil ikke stønne, jeg vil ikke nyde det!* tænkte Marcus, men han kunne godt mærke at det ville blive lidt umuligt lige nu.

Han knugede sine hænder ned i mudderet og blev ved i sin hurtige takt. Han kyssede ham stadig, og trak vejret ud gennem næsen. Han havde droppet den blide part, da han allerede havde spildt meget tid. Han vidste, at det kunne gøres på få minutter.

Marcus bed sig i læben og prøvede virkelig at holde stønnet inde i sig, men da nydelsen fik ham til at bukke under, opgav han at holde det inde, han havde stadig lukkede øjne, da et svagt støn undslap hans læber og han bed sig derefter i læben igen, han rystede på hovedet igen og mærkede godt at Eolith kyssede ham.

Der var et eller andet med hans åartners snøn der beroligede ham. Det gjorde det lettere, at lade som om, at det ikke var voldtægt.
Hans støn blev mere lysere, og han slap munden fra Marcuses hals. Han kunne mærke, at det ikke varede længe før, at han blev kørt træt.

Marcus åbnede øjnene igen og lod igen et svagt støn komme fra hans læber, og han vendte blikket ned på Eolith, " hvorfor gør du overhovedet det her, hvad er det helt præcist du er ude efter?" spurgte Marcus og fik stønnet svagt igen. Han knyttede kort hænderne, men det var for ikke at stønnere højere.

Eolith så op på ham, og fik et stik i brystet. Han stoppede sig selv og spændte i kroppen for at holde sig selv tilbage. "Jeg..er ikke ude på noget!" Svarede han. Han så ned ad sig selv. Han nåede at komme, men havde stoppet sig selv et forkert tidspunkt.
Han sad stadig på ham, da han ikke ville have, at Marcus skulle gå. "Du må tilgive mig"

Marcus tog sig ikke af at Eolith kommede og sukkede bare svagt, han knyttede kort hænderne igen og tænkte sig grundigt om, " hvordan kan jeg tilgive en, der ikke engang vil sige mig hvad han gør ved mig, så jeg ikke selv kan styre mig, og hvorfor han gør det her imod mig" sagde Marcus tænkende og sukkede svagt igen, han orkede virkelig ikke at gøre sig vred, men han kunne ikke bare sådan tilgive Eolith lige med det samme.

"Du er jo ligeglad med min forklaring. Er du ikke?" Spurgte han, og så ned på Marcus. Han fjernede lidt på hans hår og rettede lidt på det for ham "men jo. Jeg vil da meget gerne forklare, hvis du vil prøve at forstå det?"

Marcus grublede tænkende over det og sukkede så til sidst svagt og nikkede
"Forklar mig det, også vil vi få at se om jeg forstår det, men det plejer jeg nu som regl at gøre" sagde han roligt og bed sig diskret i læben, imen han grublede lidt videre over det.

"Jeg kan ikke gøre for det" Begyndte han og så ned på ham. Han sad stadig oven på ham og var stadig lidt forpustet endnu.
"Alle bliver jo født med evner og kræfter, som vi med tiden lærer at behandle. Men jeg tror ikke at man kan justere på mine evner. Alt hvad jeg er i stand til er at kigge folk i øjnene de sidste time før midnat, og så tændes deres lyster på magisk vis. Men jeg.." Sagde han stille og trådte forsigtigt af marcus "Jeg har lyst til folk hele tiden. Især hos mænd".
Han fandt frem til sit tøj der var blevet lidt beskidt, men tog det på alligevel. "Jeg fandt ud af det da jeg var mindre. Første gang da jeg var på lejerskole med min klasse. Så skulle vi jo selvfølgelig prøve at være længe oppe... resten kan du nok gætte dig til".

Marcus lyttede nøje efter og hans ansigt så imens tænkende op på Eolith, imens han fortalte, og Marcus begyndte at forstå hvor hårdt det endelig måtte være ikke at kunne styre det særlig meget og han sukkede svagt da Eolith rejste sig fra ham. Marcus rejste sig roligt op og tog selv alt sit tøj på igen, "Hmm... du kan ikke gøre for det, nogle føler bare en mere træng til mænd end piger og det er ikke noget du kan lave om på, men du burde nok lade være med at tvinge værd og en dreng du møder at have sex med dig, som sagt så... hmmm" Marcus stoppede op i sætningen og grublede lidt over hvad for nogle ord han skulle bruge, " jeg hader dig ikke, jeg ville bare godt have haft at du havde sagt til mig hvad din evne var først, så jeg ikke troede at jeg var til mænd, men til en anden gang, hvis vi mødes igen, så lad venligst være med at bruge din evne på mig, jeg vil nødig blive sur" sagde han og vendte blikket kort ned på sine bukser, da han lynede dem op.

"Jeg havde håbet du var til mænd" Svarede han og så ned på sine sko, og forsøgte at binde en ordentlig sløjfe, der ikke gik op. Han så forsigtigt hen på ham og smilte "Du er sød, når man tænker på hvad du burde være lige nu".
Han blev siddende i jorden, selvom han allerede havde fået tøj på, og ville allerhelst blive og snakke med ham. *Om lidt smutter han, selvom jeg ved, at han ikke har travlt* tænkte han mistænktsomt.

Marcus vendte tænkende blikket på Eolith igen og sukkede svagt, " du finder sikkert en dag en som er meget bedre end mig, han skal nok komme en dag, du har jo masser af tid" svarede han og smilte svagt, Marcus vendte sig så imod ham og tænkte lidt, " jeg er ikke tyben som bliver sur på andre, jo selvf hvis du slog nogen ihjel ville jeg jo nok, men... nej jeg kan ikke blive sur på dig over det her" sagde Marcus ærligt med et skuldertræk og smilte svagt igen.

Han så op på ham lidt måbende, da han begyndte at prædike om, at han nok skulle finde nogen, der ville være god for ham.
Han smilte stille "Jeg prøver ikke at komme ind i nogen forhold. Jeg ved godt, at jeg ikke kan være nogen tro så snart jeg bevæger mig bare lidt væk fra dem".

Marcus rynkede panden lidt og rystede så svagt på hovedet, " hvordan kan du vide det, før du har prøvet det? det kan du være at du lære det ved øvelse" sagde han og smilte svagt og rettede lidt på sin bluse, for at få den til at sidde ordenligt på sin overkrop og han sukkede svagt.

Han stoppede med at smile og trak på skuldrene. "Jeg ved det ikke helt. Jeg gider ikke forsøge igen, det går galt hver gang".
Han rejste sig op og børstede det værste støv væk. "Er du okay?".