At opholde sig på en legeplads sent om natten - Lemy

han smilte "det var godt" lød det fra ham. han satte sig ned lige hvor han stod, lagde sig på ryggen og kiggede op mod himlen, "hvorfor ville du være bange nu? har jeg gjort noget der skræmmer dig?" han lå afventende som om der skulle ske noget snart, men det var bare tavst. han tog en pakke cigaretter frem, tog en ud og tændte den. han tog det første sug og kiggede op på hende.

Hun satte sig tavst ned ved siden af ham på den kolde jord. "Nej, det er det der er pointen, du skræmmer mig ikke," hun var tavs en tid, "Hvis du havde været større og set mere ondskabsfuld ud havde jeg nok været bange. Hun så kort på ham og tog så hånden frem for at få en af hans cigarretter. Hun tog ikke en ud, men ventede bare på at han gav hende en. Hun havde sat sig sådan så hun kunne se ham, sådan lidt skævt i det.

"så det er kun det fysiske, det man kan se der skræmmer? hvad ser jeg så ud, hvis jeg ikke er skræmmende?" svarede han. han gav pakken et dask i bunden så en smøg hoppede op, han rækte pakken over til hende og nikkede anerkendende.

Hun grundede lidt over det, og så, så tænksomt på ham. "Jeg ville sikkert godt kunne forsvare mig imod dig, det ville jeg ikke imod et kæmpe muskelbundt," sagde hun så og tog imod cigarretten, smilede som tak. Hun lagde den op i mundvigen og fandt en lighter i jakkelommen. Et tilfredst suk forlod hendes læber da hun inhalerede, hun lagde sig ned på sin albue, det var nemmere at se hans ansigts udtryk nu, eller de fleste af dem. Hans hoved var jo stadig dækket af hætten.

han smilte til hende "ja du har jo nok ret, men hva laver du ellers? ud over at sidde på legepladser om natten, hehe" han lagde hænderne om bag nakken som en slags pude, tog et par sug og pustede en ring af røg ud, efterfulgt af en mindre. "fryser du?" kom det fra ham pludseligt.

Hun rullede øjne af ham, hvor mange gange skulle hun sige det. "Jeg sidder og tænker, det er nemmest når man er alene," sagde hun roligt, men tilføjede så,"Men jeg har intet imod lidt selskab." Et skævt smil var på hendes ansigt, hun inhalerede røgen og da hun pustede ud fulgte hun røgen med blikket, fulgte de små mønstre det efterlod. "Nej, jeg er fryser ikke særlig meget," sagde hun, overrasket over hans pludselige bekymring. Det var sandt dog, hun frøs ikke rigtigt, kulden havde indtaget hendes krop for længst.

han smilte igen, kiggede på sine bare tær, som han så borede ned i sandet. "har du mange bekymringer siden du sidder så sent ude og tænker" sagde han blidt. han tændte en ny smøg med den forrige, lagde pakken ved siden af sig og lagde armene ud som et kors. "har du nogensinde tænkt på hvordan det må være at kunne flyve?" fik han fremstammet mellem sugene i smøgen

Hun lod hånden med smøgen imellem fingrene, igennem sit hår, prøvede at glatte de blide krøller ud. Hun så lidt vurderende på ham, hvorfor ikke bare fortælle ham det som det var? Spørgsmålet var om han var menneske eller ej, måske var han ikke glad for at hun røbede det hvis han var. Hun tog et kort sug af smøgen som for at tage mod til sig, "Jeg fandt ud af at verdenen ikke er som jeg troede at den var," sagde hun stille og så på ham med hovedet lidt på skrå. Da han nævnte at flyve løb en skælven igennem hendes rygrad. "Ja, det har jeg tænkt på," det kom ud mere bittert ind hun havde tænkt.

"okay, hvad fandt du ud af? jeg synes ikke rigtigt verdenen har ændret sig længe. det ville være fedt at bare kunne være fri og flyve hvor hen det skulle være" svarede han. han drejede hovedet så han lå og kiggede over på hende, det var nu igen muligt at se hans øjne.

Hun sank en enkelt gang og så lidt vurderende på ham. "Jeg fandt ud af at mennesker ikke har været dem der dræbte hinanden, at der fandtes noget andet end bare os," svarede hun stille, bange for måske at skræmme ham hvis han rent faktisk var et menneske. Men hans ord om at flyve undrede hende, hun forstod ikke hvad det var han mente. Hun så ind i hans øjne, det var lettere at tale med folk på den måde. Et lidt usikkert smil var på hendes læber.

han kiggede hende blidt i øjnene "der er intet der har ændret sig, det har altid været som det er, det er bare mennesket der ikke har kunnet indse det, pga dets sløve sind" sagde han med et smil. han rejste sig op og strakte sig, så man lige kunne ane et langt ar over hans hofte. han satte sig ned i skrædder stilling og kiggede på pigen, det var som om han bare sad og stirrede ind i hendes øjne og ikke ænsede andet...

Hun teskede og himlede med øjnene, "Ih tak, men nu er det altså gået op for mig, og det bekymre mig altså lidt," sagde hun med et smil. Hun fulgte ham med øjnene, så arret, men valgte at lade være med at kommentere det. En svag rødmen spredte sig på hendes kinder, da hun mærkede hvordan han blev ved med at se på ham. Hun rejste sig langsomt op så hun sad i skrædderstilling ligesom ham. Hun tog et sidste sug af cigarretten inden hun skoddede den imod jorden og knipsede den væk. Så meget for miljøet.

han grinte lavmælt, og rakte hende pakken igen. "så det du siger er at alle dem der ikke er mennesker, bare er der for at dræbe?" sagde han og tippede hovedet på skrå og fortsatte "oh hvem er disse andre så?" han slukkede sin smøg i håndfladen og pustede den sidste røg ud.

"Ellers tak," sagde hun hurtigt, det var ikke godt for hende at få for mange om dagen, hun var i gang med at skære ned, i hvert fald prøvede hun. "Det var ikke helt præcist det jeg sagde, men mange af de mord der er begået har ikke været af mennesker," hun så på ham vurderende. Hvorfor nu disse spørgsmål? Var det bare nysgerrighed eller var der noget andet i det? "Altså, jeg ved det ikke helt præcist, men sådan som engle," - dem havde hun mødt nogle stykke af, "og så vampyrer og dæmoner," hun rystede kort på hovedet. Hun tænkte lidt over det, hun kunne ikke komme på flere hun kendte til. Kun de der dusørjægere, men de var jo mennesker, så de talte vel ikke?

han trak pakken tilbage. og svarede nygerrigt " wow nå så du har faktisk mødt nogle, det er da vildt. hva så havde de der engle du snakker om så hvide vinger og hvidt tøj og en glorie? og hvordan kunne du overleve vampyre og dæmoner? er de ikke onde?" det virkede som om han var interesseret, men også lavede lift sjov med det på en måde..

Hun blev lidt mistænksom over hans spørgsmål, men svarede med et smil, "Altså den enes vinger skiftede farve da jeg sårede ham," sagde hun, men sagde ikke mere da det ikke var noget hun ville komme ind på, "Men ingen glorie, eller hvidt tøj... Ganske normale faktiske." Hun holdte en kort pause, "Jeg har ikke mødt nogle vampyrer eller dæmoner," der var et lidt lettet smil over hendes ansigt, "Ikke hvad jeg ved i hvert fald," svarede hun og gjorde dramatisk øjnene større. Det undrede hende at han ikke virkede skræmt.

han smilte " haha tror du jeg er en vampyr?" grinte han. "jeg er sku ikke noget så usselt som en vampyr, der lever på andres blod!" han lød næsten vred idet han sagde det. men faldt så ned. han kiggede på hendes krop. "men hva så med dig, du er bare et lille menneske der ikke er bange for engle?"

Hun så vredt på ham, "Det har jeg aldrig sagt!" vrissede hun af ham, hørte han virkelig dårligt? Hun så hans blik ned af hende, hun klemte sine øjne lidt sammen. "Jeg er ikke et lille menneske, og jeg har aldrig sagt at jeg ikke var bange for engle," hun så lettere irriteret på ham, "Og du kender måske til engle?" spurgte hun lettere hånlig.

"nej det gør jeg ikke" svarede han trist, "har ikke så meget viden på det område, men kan du fortælle mig om hvordan en engel er?" han rykkede sig tættere på hende så de næsten rørte ved hinanden. han prøvede at skaffe øjn kontakt med hende.

Hun trak lidt på skuldrene, noget over hans stemme fik hendes raseri til at forsvinde. "De er vel forskellige lige som mennesker, men jeg tror at de er sårbare og venlige, i hvert fald dem jeg har mødt," sagde hun så lidt efter. Hun mærkede hans nærhed, og den fik hende ikke til at trække sig væk. Hendes blik gled op til hans øjne, hun smilede lidt usikkert.

han smilte, rakt højre hånd frem mod hende, så man kunne se det grå bandage der var viklet rundt om hans højre arm. hans hånd ramte hendes lår, i det han sagde "du virker ikke som alle de andre mennesker jeg har set hele mit liv, det er som om der er noget specielt over dig. jeg synes at kunne føle en tristhed i dig siden jeg så dig her på legepladsen" hans fingre lagde sig blidt på hendes lår. han blinkede lidt og rykkede tættere på.

Hun fulgte hans hånd imod hendes lår med øjnene, et forsigtigt smil lå på hendes læber. Hendes blik fangede bandagerne, skulle hun spørge? "Du virker heller ikke som noget menneske jeg har mødt før heller," svarede hun stille, hun bed sig svagt i læben da hans hånd rørte hendes lår. Hun lænede sig lidt frem imod ham også. Hun så ind i hans øjne, hun tænkte over hvorfor han snakkede om mennesker som om han ikke var en selv. Men hun tænkte ikke videre over det, han drog hendes tanker væk fra lige det punkt.

han smilte "jeg er heller ikke noget menneske" . hans hånd kørte op af hendes ben. han rømmede sig "jeg må hellere præsentere mig selv, mit navn er Edvardo, jeg kan forstå navne er vigtigt hos jer mennesker. hvad er dit ?" han kiggede sløret på hende, og skyndte sig så at tilføje "ikke hele dit navn! bare det jeg skal kalde dig"

Hun blev en smule bleg, "Ikke et menneske?" spurgte hun undrende og så på ham, der var også noget mere end menneskeligt over ham. Hendes udtryk var dog forvirret, men hun var glad for at han fortalte hende sit navn, et smil var på hendes ansigt. "Edvardo," hun sagde navnet prøvende, "Jeg hedder Allie, eller det er det du skal kalde mig?" svarede hun lettere forvirret. "Hvorfor ikke mit rigtige navn?" spurgte hun med hovedet lidt på skrå.

han trak på læben "for jeg vil nødig skade dig, du er det første menneske jeg faktisk har synes var spændende, Allie" han rejste sig så op og rakte ud efter hendes hånd som for at rejse hende op. og sagde så "ja, ikke et menneske"