At opholde sig på en legeplads sent om natten - Lemy

Tid: Omkring 23:30
Dato: IRL
Vejr: Lettere tåget, og en regn er lige stopper, men der er stadig sorte skyer der dækker nattehimlen. Og så er der koldt.
Omgivelser: En tomt legeplads, meget ensomt.

Knirk, knirk. Gyngen var vist ved at blive gammel, hun bevægede sig knap nok, bare stille frem og tilbage. Prøvede at samle sine tanker, verden var et farligt sted nu til dags, man vidste aldrig hvad der kunne ske. Hendes fingre lå om det kolde jern, hendes fingre var efterhånden så følelsesløse at hun ikke lagde mærke til det. Der var utroligt nok ingen vind lige i øjeblikket, men tågen fik det hele til at virke meget dystert. Især fordi det var en legeplads. Gruset knasede under hendes støvler når hun ramte jorden med dem. Langsomt lagde hun sit hoved imod sine fingre, hun følte sig ikke træt sådan fysisk, men hendes hjerne arbejdede på højtryk. Læderjakken holdte ikke rigtigt på varmen for godt, det var den blevet for slidt til. Gyngen stoppede, og hun sad bare og kiggede ud i luften, der var ikke meget at se, hun kunne dårligt se fem meter fra sig, tågen gjorde det utydeligt. Hun var sikkert et nemt offer, men hun tænkte at hun ville udfordre skæbnen.

han kom gående ned ad vejen forbi legepladsen, da han hørte knirken fra gyngerne. der var så tåget at ingen kunne se ham. han hoppede og med et flaks var han inde på legepladsen. han dalede mod gyngerne og da han fik øje på pigen landede han blidt lidt væk og tænkte" det her skal nok blive sjovt. han listede sig hen til gyngerne og stilte sig bag hende, lænede hovedet ned ved siden af hendes, og hviskede "godaften". han havde ikke sine sko på i aften og intet andet en sine bukser og den tynde hættetrøje på, som var lidt åben foran så man kunne se nogle af hans tats på brystet, hætten var trukket op over hoved og der kunne anes et lille smil fra under hætten.

Allie hørte ikke at nogen trængte sig op på hende bagfra. Et gisp lød fra hendes læber og hun sprang op med hænderne foran sig, som et "jeg overgiver mig" tegn. Hendes åndedragt var i hurtige stød, hun lod hænderne falde og så på drengen der stod lidt fra hende. Hun kunne ikke se hans ansigt særlig godt, eller hans udseende i det hele taget. Hendes sko sad fast i gruset og hun mistede kort balancen fra overraskelsen og landede på sin ryg. "Auch," kom det fra hende, hendes udtryk var dog en anelse bange. Hvorfor havde han sådan sneget sig op på hende? Var han farlig? Måske en af de der vampyrer hun havde hørt om? Spørgsmålene fløj igennem hendes hovede imens hun så op på ham.

han smilte da hun holdt hænderne oppe, og gik så hentil hende for at række hende hånden, som et tilbud på hjælp til at komme op, men det var som om han på en måde rækte dybere, så om han prøvede at nå noget ende i hende. som han bukkede sig for over smilte han bredt, og sagde "undskyd, heh gjorde jeg dem bange? nu skal jeg da hjælpe dig op, hva laver du dog her helt alene i denne tykke tåge hvor ingen kan se dig og komme dig til hjælp?" han sagde det med en blød, tør og på en måde sarkastisk stemme.

Hun så lidt uroligt på ham, men tog imod hans hånd og fik stilet sig op. Hun børstede forsigtigt gruset af sine bukser, men det virkede lidt som om at de var ødelagte. "Ja, du gjorde mig bange," sagde hun stille og kiggede stadig lettere nervøst på ham. Han virkede på en eller anden måde farlig. "Jeg tænker," svarede hun stille og så på ham med alvorlige øjne og hovedet let på skrå, et vurderende blik. "Hvad med dig selv, hvad laver du her ude midt om natten?" sagde hun lidt efter. Der var noget mystisk over ham, noget hun ikke helt kunne forklare.

han smilte "tja, jeg havde en eller anden sult her til aften jeg måtte ud og se om jeg kunne mætte, og undskyld jeg gjorde dig bange" han så på en måde bedrøvet ud over at han havde gjort hende bange, men det var som om han smilte bag det. han satte sig på en gynge og strakte den ene arm ud som at han tilbød hende at side ned. "men du svarede mig ikke helt på hvad du laver her ude?" sagde han så.

En sult? En skælven gik igennem hendes rygrad, da hendes tanker strejfede ordet vampyr igen. Var det, det han var? Hun havde aldrig set en, så hun vidste det ikke rigtigt. Men alligevel var der noget over ham der fik hende til at sætte sig på gyngen ved siden af ham. Hendes blik lå stadig på ham, der var en tilbageholden nysgerrighed over det. "Jeg sagde at jeg tænkte," svarede hun tilbage og hævede sit ene øjenbryn lidt. Måske havde han ikke hørt hende førstegang, så hun sørgede for at sige det højere denne. Hun foldede sine hænder i sit skød og så ned på dem. Stille prøvede hun at massere blodet frem i dem, så noget af kulden ville forsvinde fra dem.

han kiggede lidt på hendes hænder og så ned på sine egne bare kolde fødder... og smilte. "ja en sult, sult for noget nyt, noget dejlit varmt her i kulden" sagde han så. han gav et skub med fødderne, så gyngen begyndte at svinge. "hvor gammel er du? lille pige" sagde han mens han kiggede tomt ud i tågen.

Hun nikkede forstående af hans ord, hun havde det på samme måde, hun savnede varmen fra solen. I det mindste var han ikke kommet for at æde hende, et lille smil var på hendes ansigt. Det glædede hende. Hun fulgte hans eksempel og satte gyngen stille i gang. Håret fløj frem og tilbage i takt med hendes krop. Hun skar et ansigt af hans ord, 'Lille pige', hun rullede med øjnene. "Jeg er 16 år gammel," svarede hun så og hævede sit øjenbryn og så på ham, "Hvor gammel er du så gamle mand?" spurgte hun med et vurderende blik. Ikke meget ældre end hende i hvert fald.

han smilte ved hendes bemærkning, grinte og så så alvorlig ud. "jeg er ingen gammel mand, ej heller ung, andet kan jeg ikke svare dig" sagde han og blev tavs et øjeblik som tænkte han over hvad han lige havde sagt. han gyngede videre, og sagde så "hvis jeg fortalte dig mere ville jeg blive nød til at slå dig ihjel" han grinte lidt bag efter, som det var en joke, men man kunne godt mærke på hans stemme at han måske mente det alligevel.

Allie sukkede kort, det ville ikke blive nemt at få et ordentligt svar ud af ham, det kunne hun mærke allerede nu. Hendes blik havde været rettet mod jorden, men hans næste ord fik hende til at rette sit blik imod ham. Hvad mente han dog med det? "Og hvorfor så det?" Hun smilede prøvende til ham, lidt urolig over hans latter, den skræmte hende lidt fordi hans ord havde lydt så alvorlige, "Jeg skal nok lade være med at sladre til nogen," sagde hun og smilede skævt, hvem skulle hun dog sladre til også?

han kiggede på hende med et tomt ansigt , og sagde "kom her over og giv mig din hånd" efter de ord trak et udfordrene smil sig over hans ansigt. han trak sin hætte ned så man kunne se hans øjne, de var slørede som om der var en levende tåge i dem, det var som en sort tåger der bølgede rundt i øjnene.

Hun så lidt skeptisk på ham først, men rejste sig dog fra gyngen og gik hen til ham med langsomme skridt. Hun tog imod udfordringen. Langsomt placerede hun sin hånd i hans og så, så på ham med et kækt smil. *Hvad så nu?* tænkte hun da hun ikke kunne få ordene over sine læber, alt for opslugt af hans øjne. Bevægede de sig? Det virkede sådan, men hun kunne ha' taget fejl. De var langt mørkere end hendes egne grønne øjne. Der var en mystisk tavshed imellem dem, hun så væk fra hans øjne og ned på sin hånd der lå i hans. Hvad var det han havde intentioner om at gøre?

han løftede blidt hendes hånd og førte den så op under hans trøje. han kørte hendes fingre rundt over sin brystkasse, så hun kunne mærke alle tattoveringerne/brandings han havde. han lukkede øjnene imens, og trak så hans hånd ud, så det kun var hendes der var under trøjen. forsiden af hans krop var dækket i disse sorte snoede og krummede streger der alle sammen førte om på hans ryg. det var som om de var hævet lidt over hans hud. han sad helt stille og holdt øje med hendes ansigtsudtryk.

Hun var overrasket da han placerede deres hænder på hans bryst. Hun lod ham føre sin finger, mærkede hvordan huden bugtede sig. Hendes blik var også derpå, hun kunne se tatoveringerne og noget andet, noget som hun ikke kunne sætte en finger på hvad var. Det var en smuk form for udsmykning, men ikke noget hun havde turde at få lavet før, alligevel undrede det hende at han lod hende mærke dem. Hendes hånd fulgte stadig mønstrene, også selvom han havde sluppet hendes, hendes blik lå på dem, fordybet i de snoede mønstre.

når hun fulgte mønstrene med hendes fingre, faldt han i en slags trance. mønstrene førte hendes fingre til hans ryg. idet de nåede derom gik der et sæt i ham, han brød ud af sin trance og skubbede hende fra sig, i en hurtig kratig bevægelse. han lukkede helt for for trøjen og trak huen op over hovedet igen.

Hun mærkede sættet i hans krop under sine fingre, hun nåede ikke at trække sig tilbage inden hun mærkede de hårdere håndflader imod sig. Bare denne følelse gjorde ondt, men hun mistede balancen og lande endnu engang på jorden. Et gisp lød fra hende da hendes ryg ramte jorden, og hendes hovede ramte den hårde flade. Det sortnede for hendes øjne et kort øjeblik. Hendes åndedragt føltes tungt imod hendes bryst. Hvad skulle det til for? var hvad hun burde tænke, men alt hvad hun kunne tænke på var at få sit åndedragt ned. Hendes hjerte hamrede smertefuldt imod hendes bryst.

det gik op for ham at han havde skubbet hårdere end han vidste, han lænte sig ned og kiggede på hende, undersøgte om der var sket noget. han kørte en hånd ind bag om hendes hoved for at mærke om der var blod. hans tanker kørte rundt i hovedet på ham var han virkelig kun skabt til for at skade de uskyldige, om det virkelig kunne være rigtigt at han skulle være født som en god person, for det tydet på han kun var god til at være ond.

Hun beklagede sig stille da han rørte hende hoved, og lavede en kort grimasse. Langsomt åbnede hun øjnene og så op på ham, det var først et vredt blik, men så fik hun øje på hans blik, han virkede ked af det på en måde. Trist og ensom på en måde. Kort rømmede hun sig og sagde,"Jeg overlever," et lille smil oplyste hendes ansigt. Der var noget tænksomt over hans ansigt, men hvad mon han tænkte på? Hun så op på ham.

idet han han hørte hun var ok, gav han slip fra hende og rejset sig op og gik hen til gyngen igen, som om han nærmet var skuffet over hun ikke var kommet til skade.
så kunne hun bare have ladt vær med at mærke efter mine vinger, men hvorfor er jeg så trist over at hun ikke er kommet til skade... er det fordi jeg gerne ville havet kunnet hjælpe hende, eller er det fordi jeg bare ønsker lidelse for alle andre. tænkte han.
han kiggede ud i tågen igen, og ventede på hun rejste sig op. alle disse år havede han lært 100 gange flere ting end almindelige mennesker kunne nå på deres liv, men han havde stadig ikke fundet ud af hvem han var, og hvorfor han eksisterede.

Han slap hendes hoved så pludseligt at hun igen hamrede det imod jorden. Hun gispede og tog sig til det, langsomt kom hun på benene, stønnene af smerte. Hendes hånd lå stramt over hovedet, det dunkede slemt. Hun sendte igen et vredt blik over til ham, "Tak for lort," hvæsede hun ud i mørket. Hendes anden hånd lod hun glide over ryggen, det gjorde lidt ondt, men ikke lige så slemt som hendes hoved. Skulle hun gå? tænkte hun lidt, hun havde mere lyst til at gå over og råbe af ham, men hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Måske skulle hun bare skride og finde et sted at ligge sig ned. Hun lod hånden glide igennem håret en enkelt gang og foldede så hænderne om sit liv. Han var forsvundet over til gyngerne igen, det kunne hun høre på den svage knirken. Hun havde ikke megen lyst til at gå over til ham igen, så hun stod bare stille.

"du sagde du ville overleve, så der er ikke noget at være sur over" sagde han mens han hoppede af gyngen og gik over til hende igen. han stilte sig lige foran hende, helt op og ned af hende og kiggede undrende på hende. "du er da også ude sent, lille pige. det virker helt som om du er ude på ballade, er du det?" sagde han lavmælt

"Selvfølgelig overlever jeg," hvæsede hun stille. Hans stemme fik hende til at snurre om imod så hun var vendt imod den, hun så ham komme imod hende. Hun gik ikke tøvende skridt tilbage, som hun nok burde gøre. "Hvad rager det dig?" spurgte hun med et øjenbryn løftet over de vrede øjne. Ikke engang en undskyldning fik hun, også selvom hun dårligt havde gjort noget. Hendes hænder var stadig foldet stramt rundt om sig selv, hendes hænder var knyttet sammen og neglene borede sig ind i hendes håndflader. Hun holdte sig tilbage for ikke at skulle slå ud efter ham. Han irriterede hende.

"hvis det var ballede du var ude på, så kan man da sige du har fået det" sagde han så smilende, hans hænder hang bare ned langs hans side. han så helt spinkel ud på den måde han stod på. han stod i nogle sekunder og så ud som om han skulle til at sige noget, og med et sagde han "hvordan føles det?, hvordan føles det at stå over for en du ikke kender, på en tåget og ellers tom legeplads om natten? er du bange? frygter du for dit liv?"

Hun vrængede kort en grimasse af ham, skulle han være den ballade hun havde fået på sig? Han smil foruroligede hende, hun så på ham igennem sammenknebne øjne, de grønne øjne lyste faretruende. Så han var måske en af de der vampyrer? tænkte hun, men var for vred til at tage sig af det rigtigt. "Måske ville jeg, hvis ikke det var dig," svarede hun hånligt, "Dig er jeg ikke bange for." Hendes blik var udfordrende, hånede ham. Men hun følte sig ikke bange for ham, han virkede som om han var mere bange end hende. Måske var han lidt sindssyg, han virkede sådan. Han ville have at hun skulle røre ham, hvorfor havde han så skubbet hende væk fra sig igen? Og på så hård en måde. Han forvirrede hende, og hun brød sig ikke om det.