At opholde sig på en legeplads sent om natten - Lemy

Hun så ham rejse sig, og tog imod hans hånd. "Hvorfor skulle du også skade mig?" sagde hun med et smil, hendes udtryk var nysgerrigt, hun lod sig rejse fra jorden og så ind i hans øjne, "Hvis du ikke er et menneske, hvad er du så?" spurgte hun enkelt, med hovedet let på skrå. Hvor var de på vej hen nu? tænkte hun for sig selv.

"for det kan jeg nemt komme til. jeg ved ikke helt hvad jeg er, jeg er ikke det jeg burde være tror jeg" svarede han.
han kiggede dybt ind i hendes og holdt øjenkontakt, mens han tog sin trøje og t-shirt af og smed på sandet. nu kunne man se alle hans tatoveringer, de snoede sig rundt, op ad halsen og ud af armene, alle stregerne var sorte som kul. den grå forbinding gik hele vejen op af højre arm og sluttede ved skuldren. han kiggede sig om og åbnede så sine arme som for at give et kram.

Hun så bekymret på ham, "Jeg er sikker på at du ikke ville gøre mig noget," sagde hun stille. Hendes blik gled studerende over tatoveringerne og hen til bandagen der var op af armen på hende, de tatoveringer hun havde rørt og som havde fået ham til at reagere som han gjorde. "Har du fået dem lavet sådan der?" Spurgte hun lidt forsigtigt, Allies blik gled over hans gestus, skulle hun gå rundt og ligge armene om ham, hun var næsten bange for at røre ham. Bange for at han ville skubbe hende væk igen. Bange for at blive såret.

han kiggede på hende med et trist ansigt, og blev ved med at stå med armene åbne. han kunne ikke forklare det med tatoveringerne så nemt, så han valgte bare at svare "ja, det har jeg" selv om det ikke helt var sandt. "hvad tror du jeg er?" spurgte han mens han blev ved med at holde øje om der var andre.

Hun så på ham, studerede ham stille og trak så på skuldrende, "Jeg ved det lige så godt som dig så, som sagt, jeg har først lige fundet ud af at de eksistere," sagde hun langsomt, med små skridt bevægede hun sig helt hen til ham, hun stod helt tæt på ham inden hun langsomt lagde armene om ham. "Hvordan kan det være at du ikke ved hvad du er?" spurgte hun stille i hans øre.

"derfor!" svarede han og strakte sine vinger ud så hun kunne se dem over hans skulder. de sorte vinge knogler strakte sig ud og den sorte tåge dalede langsomt og dannede vingerne. den sorte tåge dryppede nærmest ned fra knoglerne, og det var kun svagt man kunne se det var vinger der var dannet af tåge. og det dalede ned over hendes arme der var omkring ham. tågen var is kold. jorden under dem blev dækket af den sorte tåge der konstant løb ned fra knoglerne. han holdt fast i hende og spurgte så igen hæst viskende i hendes øre "hvad er jeg?"

Hun tilbageholdte et gisp, da hun så vingerne. De skræmte hende men hun kunne ikke få øjnene fra dem. Da tågen ramte hendes arme stramte hun grebet, bange for det på en måde. Men det enesteder skete var at den iskolde tåge ramte hendes jakke, det gik kuldegysninger frem på hendes hud, men hun slap ikke grebet. Hun skulle tage sig sammen for at svare, "Jeg tror du er en engel," hviskede hun stille tilbage, "bare meget anderledes end dem jeg har set før," svarede hun stille. Hun forstod pludselig noget af hans smerte, det med ikke at passe ind. Ikke at vide hvor man passede ind. Knoglerne der stak ud fra hans ryg, og tågen der faldt fra knoglerne, det virkede så dystert. Men hun tog ikke øjnene fra dem, fra over hans ryg.

han smilte kort "jeg er en engel, men tror det var meningen jeg skulle have været født som noget andet" fortalte han. han tænkte på at han altid havde tanker om død og ødelæggelse, at det var som om at det var alt han kunne tænke på, hvordan man kunne ødelægge noget, han tænkte på alle de liv han havde taget igennem tiden og alt det ødelæggelse. med et hurtigt vinge slag skød han i vejret. der stod en søjle af sort tåge efter dem. vingerne trak et spor efter sig.

Hun rykkede sit hoved væk fra hans skulder og op så hun kunne se hans ansigt. Født som noget andet? Hvad skulle det 'andet' så være? Men han havde ret, det lignede ikke engle vinger overhovedet. Og de så heller ikke ud til at være i stand til at flyve. Langsomt løsnede hun sine hænder om ham, og lige i tide, for i samme øjeblik havde han lettet. Et kort gisp havde forladt hende. Hun slog armene om sig selv da tågen faldt ned over hende. Forsigtigt trak hun et par skridt tilbage, hun flyttede blikket op til himlen hvor han hang.

han fløj ud i tågen, lydløst og poppede ud af tågen bag hende. han svævede lige bag hende, han holdt bare øje med hende. han vidste ikke helt hvad han skulle gøre, han tænkte om det var nu han skulle vise om han var en engel eller en dæmon. hva skulle han gøre med den lille pige, kunne hun betroes at han var noget mere end menneske.
han landede bad hende og trak vingerne ind og bukkede sig ned og samlede sit tøj op, som han havde smidt bag hende. han trak det ned over hovedet og traskede forbi hende, hen mod gyngerne.

Hun hørte hans stille åndedragt bag sig, hun sank en enkelt gang, han havde pludselig forsvundet fra himlen. Han var hurtig, måske fordi hendes sanser var langsommere end hans. Han var ikke som de engle hun havde mødt før. Hun hørte knirkenen fra gyngerne igen og vendte sig langsomt imod ham. Med tøvende skridt gik hun hen til ham. Hun tog modet til sig, "er det defor du virker så trist? Fordi du er i tvivl om hvor du hører til?" spurgte hun stille, hun snakkede til hans ryg, hendes hjerte bankede hårdt imod brystet.

han udstødte en manisk latter. han stoppede gyngen og svarede "det skal du ikke tænke på, jeg har al den tid jeg vil til at finde ud af det, men du burde i stedet komme i gang. det burde alle i mennesker, der er ingen af jeg der lever på trods af jeres korte liv. i slipper helt for at behøve tænke over alting i jeres liv, for i har så lidt af det så i behøver ikke finde ud af noget, i burde bare leve. men i vælger alligevel at bruge så meget af jeres liv på at sidde og være triste, og tænke over elendighed." han kiggede op i himlen og sukkede.

Hun så fornærmet på hans ryg, hun havde jo bare prøvet på at få ham til at åbne sig op, hun havde været bekymret. "Nogle mennesker har ikke andet end elendighed, men fint hvis du tror at du er den eneste der må ha det elendigt," snerrede hun af ham, "det er svært at leve i elendighed, og svært bare at komme videre," tilføjede hun stille. Hendes blik var stædigt rettet imod jorden, da hun sagde den sidste sætning. Han gik hende lidt på nerverne, alle hans humørsvingninger, det værste var at hun kunne føle at hendes humør fulgte lige efter, blev værre når hans gjorde og sådan. Hun gnubbede sine arme, som for at få varme i dem, kulden var begyndt at føles ubehagelig.

han kiggede ned i sandet, "jeg er ikke den eneste der må, og jeg regner ikke med at du vil forstå. vent nogle hundrede år så forstår du. jeg har levet livet og fundet alt de gode, men de ting vare ikke evigt, det gør livet desværre." svarede han koldt. han vendte sig og kiggede på hende, hans udtryk var tomt, indtil han så hende gnubbe hendes arme. "du må hellere finde noget varme, vi kan ikke have at du går hen og fryser" sagde han med et trist smil

Hun rullede kort øjne af ham, "Jeg kommer nok ikke til at leve 'et par hundrede år'," svarede hun lettere henkastet. "Hvilke gode ting er det, der ikke lever evigt?" spurgte hun så lidt nysgerrigt. Hendes fødder trippede stille imod jorden under hende, og hendes tænder begyndte at klapre stille. "Det lyder som en god ide," det kom ud imellem de klaprende tænder. Hun så op på ham, vidste ikke hvad hun skulle forvente af ham. Hans triste smil forvirrede hende, hvorfor den pludselige bekymring for hende?

hans ansigt blev blødt og afslappet. stille svarede han "vil du låne min trøje? eller bor du tæt på? hvis du da gerne vil hjem i varmen." det sidste kom ud med en trist tone. han sad og fortalte sig selv at han ikke kunne få følelser for hende for det havde kun alt for mange gange før ført til tragedie. han kunne godt lide hende, han vidste ikke hvorfor, måske var det fordi hun havde en tristhed, han kunne genkende.

Allie studerede hans ansigt, tristheden gjorde hende ilde til mode, "Jeg bor ikke tæt på," svarede hun stille, og rettede sit blik mod jorden. Det var sandt, hun boede ikke tæt på, hun boede slet ikke nogen steder, så måske var det alligevel en løgn? Hun lod en hånd glide fortvivlet igennem håret, hun fangede en hårlok og snoede den om sin finger. Hendes blik gled bedrøvet op og så på hans ansigt. Forsigtigt bed hun sig i siden af sin underlæbe, underligt nervøs.

hans ansigt lyste lidt op indtil han så hun virkede bedrøvet. "hvor bor du så?" væltede det så ud af ham, mens han tog sin trøje af igen. han rakte den hen mod hende og kiggede afventende på hende. hun virkede skrøbelig for ham, det var som om han kunne destruere hende bare ved det mindste. men han vidste han ikke måtte lægge for meget i det, for han havde gjort det før. haft nogle for tæt på, når han blev sur. og så kunne en forkert tanke ødelægge alt.

Hun slap taget i sin læbe og smilede lidt forsigtigt til ham, "Ingen steder, kunne man vel sige," hun trak let på skuldrene. Støvlespidsen kørte hun rundt i en ring under sig i sandet, hendes blik var derpå. Hun tog imod den, det ville vist ikke gavne nogle af dem hvis hun ikke gjorde. Hurtigt lynede hun sin jakke op og mærkede hvordan kulden slog imod hende. Hun trak hættetrøjen på og tog derefter jakken på igen. "Fryser du så slet ikke?" spurgte hun stille. Den var stadig varm efter at han havde haft den på. Hans duft sad i den og hun indsnusede den i smug, et lidt trist smil var på hendes læber.

"jo, men det er intet i forhold til en vinter for længe siden" svarede han. han så lidt selvtilfreds ud. "har du ingen steder at bo? hvordan kan det være?" tilføjede han og trak en smøg frem og tændte den. han kiggede på hende med sammen knebne øjne mens han tog det første sug. han så helt tilpas og afslappet ud mens han spurgte "hvorfor er du egentligt så trist? er der ingen der vil kendes ved dig? eller har du bare selv valgt at leve alene?"

Hun så lidt bekymret på ham, det skræmte hende lidt at hun ikke vidste hvor gammel han var. Men måden han snakkede på, virkede det som om han var rigtig gammel, også selvom hans udseende sagde noget andet. "Jeg boede på et børnehjem, men så kom jeg i en rebelsk alder og løb væk med nogle venner, siden da har jeg boet på gaden," svarede hun enkelt, men undgik at se på ham. Det var flovt at fortælle at hun var et slags gadebarn. Hun trak let på skuldrene ved hans andet spørgsmål, "Meget at tænke på... hårdt liv?" sagde hun prøvende. Det var nok mest det med ikke at høre til noget sted, som han også sagde. Hun havde nikket stille ved hans ord, også selvom det ikke var helt præcist som han havde sagt det.

"hmm det har du vel ret i" sagde han. han kiggede op hende satte så hånden på hendes hage og løftede den, så hun kiggede ham i øjnene. "jeg boede også engang på gaden" smilte han. han virkede helt varm, "har du så ikke mere end hva du står og går i lige nu?" fortsatte han. han havde stadig et smil på læben

Hun mærkede hans hånd under sin hage, og strittede ikke imod da han løftede den op. Der var stadig en svag rødmen over hendes ansigt, og hun kunne ikke se væk fra ham, når nu han havde løftet hendes ansigt. Hun så ind i de mørke øjne, kunne lige skimte dem under hætten. Hun havde lyst til at spørge ind til hans kommentar om at han også havde boet på gaden, men han nåede at komme hende i forkøbet. "Altså... Jeg har en veninde, som holder nogle af mine ting for mig, der er selvfølgelig ikke meget, men der er det jeg skal bruge," svarede hun stille og trak let på skuldrene.

han nikkede anerkendende. "veninde" sagde han og holdt en pause før han fortsatte "det var godt, det må være rart at kende nogen der kan følge en i hele livet" han virkede lidt trist igen.
han kiggede op mod himlen som man nu kunne spotte, fordi tågen havde taget lidt af. efter lidt rejste han sig op og gnubbede hendes skulder og begyndte at gå ligeså stille forbi hende.

Hun rullede kort øjne ved hans ord, "Hvis bare de gad at bekymre sig om en," sagde hun tavst, de havde haft store diskussioner omkring hendes ejendele der kun lige var en flyttekasse. Veninden så den gerne ud, men når Allie så fortalte om alt det hun havde gjort for veninden, havde veninden altid givet op. Hun skyldte hende det. Hendes hovede faldt som mekanisk ned igen da han slap det. Hans fodtrin begyndte at gå væk fra hende, så hun vendte sig om og så efter ham. "Går du nu?" spurgte hun stille, hun havde ikke gjort hans triste humør spor bedre. Han så lige så trist ud, som da han havde hjulpet hende op igen, efter at have skræmt hende.