Aftentur så sent? //Mathias//

Han havde fundet ud af at hun havde en nyfødt, men nu blev det i det mindste bekræftet. Alligevel spurgte han, for at virke en smule uviden, "Går hjemme?" et charmerende smil lå om hans læber. "Ikke så meget, nyder livet. Jeg har alt hvad jeg skal bruge," svarede han henkastet. Hænderne var begravet i lommen, imens han slentrede ved siden af hende. Der var noget tilbageholdent over hende, hvad var det mon hun skjulte? I hvert fald havde han i sinde at finde ud af hvad det var.

Tazz nikkede stille til hans spørgsmål "Jaa jeg går bare hjemme" sagde hun stille for hun ville iik fortalle ham at hun havde en datter som der bliver passet lige nu og de næste 2 dage "Jaa okii" sagde hun stille og syntes at han var lidt for karlsmart lige nu så hun rystede stille på hovedet og kiggede igen ned i jorden og tænkte lidt.

Han rullede med øjnene, "Hvorfor er det du går hjemme?" spurgte han så mere konkret og prøvede at se hende ind i øjnene. Hun undveg hans blik. Han sukkede kort og så på hende, "Hvad?" han hentydede til hendes hovedrysten. Og hvorfor blev hun ved med at se ned i jorden? Det var lidt irriterende at hun blev ved med at se ned i jorden. Hvorfor kunne hun ikke bare holde en normal samtale, lige som alle andre? En samtale hvor man ser sine medmennesker i øjnene. Han var begyndt at kede sig lidt, tænkte på hvordan han kunne slippe væk derfra. Han havde ikke meget lyst til bare at gå her og være tavs, der var andet der var mere sjovt end det.

Tazz stoppede stille op og kiggede lidt på ham "Jeg har en lille datter" sagde hun stille og sukkede lidt da hun iik havde meget lyst til at fortælle det for hun ønskede nu at hun aldrig var blevet gravid. Tazz gik stille med ham igen "Undskyld men du lød bare lidt for karlsmart lige før sorry" sagde hun stille og håbede iik han blev sur på hende for det var iik meninge at han skulle blive det. Hun kiggede lidt hen af gaden og smilede lidt for sig selv da hun kom til at tænke på sin lille datter når hun sagde små lyde.

"Jaså," sagde han stille og et svagt smil krusede hans læber, "Hvor gammel er hun?" spurgte han, ikke særlig gammel, gættede han for sig selv. Han fangede kort hendes blik, lidt for karlsmart? "Hvordan karlsmart?" spurgte han lettere forvirret, ikke surt dog. Det drengede smil var igen synligt på hans ansigt. Han fulgte bare stille efter hende, lidt undrende over hvad det var hun mente. Måske ville det blive mindre kedeligt?

Tazz sukkede stille "1 måned" sagde hun stille og kiggede stille på ham og vistede iik helt hvorn han ville tag det men hun håbede at det iik gjorde noget for ham "jaa undskyld men du siger du har alt men det er der bare ingen derhar" sagde stille og kiggede ned igen og gik stille videre og løftede hoved igen af lidt og kiggede lidt rundt igen.

En lille baby, ja, det var hvad han havde regnet med. "Hvordan kan det være du ikke er sammen med hende nu så?" spurgte han lidt forvirret, det var ikke særlig ansvarligt for en mor at efterlade sit barn på den måde. "Ah, faren er med hende nu?" det lød næsten ikke som et spørgsmål. Mere som en konklusion, underligt at han ikke havde tænkt på det endnu. Det virkede bare lidt underligt. "Tro mig, jeg har alt hvad jeg skal bruge," hans tænder lyste svagt i mørket. Han havde langt mere end han nogensinde ville få brug for faktisk. Igennem årerne havde han brugt sine penge viist, og havde tjent utrolig meget.

Tazz sukkede igen og stoppede stille op og kiggede lidt og blev lidt trist "Der er iik nogen far for han forlod miq da jeg var en 1 måned henne og hun bliver passet lige nu" sagde hun stille og prøvede virkelig at holde tårene tilbage for han lige fået hende til at tænke på den dag hun fødte og hun ville helst glemme det selvom det blev svært for hende. Hun nikkede stille til det han sagde men hun kiggede op da hun var rart ked lige nu og han ville nok bare syns hun var mærkelig men så måtte han joo syns det for det rager hende en skid hva han syntes om hende.

Han så medlidende på hende, "Er du okay?" spurgte han stille og stoppede hende fra at gå mere. Han lod hænderne glide op på hver af hendes skuldre, hvor han stille gnubbede dem, for at trøste hende. Tårerne der var begyndt at komme frem var ret tydelige, det gjorde ham lidt utilpas, men han var født en gentleman og ville ikke gå igen før hun var okay og sikkert hjemme. Han stod og var i tvivl om han skulle lægge armene om hende for at trøste hende eller lade være, fordi det kunne jo skræmme hende lidt. Hendes hud var rigtigt nok varmere end hans, lagde han mærke til.

Tazz kiggede stille op på ham og begyndte bare at græde af tænken om da hun fødte og det så viste sig at drengen var dødfødt det kunne hun bare iik bære så hun klemte sig stille ind til ham og græd og græd og håbede bare iik at det gjorde noget for ham at hun klemt sig ind til ham men hun havde brug for en der kunne holde om hende og trøste hende.

Han lod hende komme ind i sin farm og lagde så armene beskyttende om hende, lod hende græde ud ved sig. "Rolig..." hviskede han tyssende, han bevægede sig vuggende med hende, frem og tilbage. Tårerne gennemvædede hans trøje i det salte vand. Han lod hånden glide op til hendes hår, som han langsomt aede hende over. "Hvad med at fortælle mig om det?" Spurgte han stille ind i hendes øre, "Det hjælper nogen gange imod smerten." Hans stemme var blid, men alvorlig.

Tazz blev ved med at græde og kunne bare iik stoppe igen da hun slet iik havde gradt over det endnu så det svært for hende og stoppe igen men prøvede så hårdt hun kunne. Hun nikkede stille og hulkede lidt endnu men man kunne hører hun kæmpede med at stoppe igen og hun kiggede stille op på ham med våde øjne "Jeg.. Jeg havde to børn..." sagde hun stille og var ved at græde igen og håbede at han viste hva hun mente så hun iik skulle sige mere for det var svært for hende.

Han holdte hende tæt ind til sig, vuggede hende stadig beroligende frem og tilbage. "Hvad skete der med det andet barn?" spurgte han roligt, han strøg hende stadig over håret, trøstede hende lidt. "Bare græd ud, du behøver ikke at være stærk," hviskede han stille i hendes øre. Han fik hendes hoved til at lægge på hans skulder, hvor hun så kunne græde og stadig fortælle ham det hele uden at skulle anstrenge sig. Det hjalp en del af at hans hørelse var så god som den var, for hendes stemme var fyldt med gråd, så det var næsten svært at høre hvad det var hun sagde.

Tazz klemte sig lidt mere ind til ham og græd videre og knyttede sine hænder lidt i og prøvede at slappede lidt mere af men det kunne hun iik "Han.. Han var død..dødfødt" hviskede hun stille og begyndte bare at græde mere af det og hendes krop begyndte at ryste lidt da hun iik var van til at græde så tit og slet iik så meget som hun gjorde nu.

Mathias holdte hende tæt ind til sig, bange for at hun ville gå i stykker af smerte i armene på ham. "Se det på den lyse side, han er sikkert et bedre sted nu, og du har stadig din datter," sagde han lidt tøvende og aede hende fortsat over håret. Han tyssede stille ind i hendes øre, og rokkede hende frem og tilbage. Lidt lige som et barn, men det var nogen gange det der skulle til.

Tazz kæmpede stadig med at stoppe med at græde for hendes krop vil iik kunne holde til det så hun prøvede virkelig at stoppe for til sidst ville hun falde sammen fordi hendes krop iik vil kunne holde hende oppe mere.
Hun kiggede meget stille på ham "Jaa.. Ved jeg g...godt" hviskede hun lige så stille og kæmpede virkelig for at stoppe.

Han trak sig lidt væk fra hende og lagde så to fingre under hendes hage, tvang hendes hoved lidt op. Langsomt lod han sin tommelfinger tårerne på hendes kinder væk. "Hvad er det ellers der går dig på?" Hviskede han stille og så ind i hendes øjne, der var intet smil på hans læber, og hans øjne var store med bekymring og alvorlige.

Tazzz kiggede stille op og der faldt et par tåre ned af kinder men hun stadig meget gråd i stemmen men prøvede at snakke normalt til ham "Der er r...rigtig meget der g...går miq på" hviskede hun stille og havde iik nok stemm til at forklare ham hva alle de ting var og sådn noget.

Forsigtigt slap han hendes ansigt og greb hendes hånd, han førte hende hen til en bænk der stod lidt derfra. Forsigtigt fik han hende placeret i bænken inden han satte sig ved siden af hende. "Fortæl mig det," sagde han alvorligt, "fortæl mig de ting der går dig allermest på." Han smilede prøvende, men det var et trist smil, et smil der delte sorgen. "Jeg er her for at lytte," han klemte blidt hendes hånd der lå i hans.

Tazz snøffede stille og sætte sig stille ned og hendes ben rystede bare helt vildt og det kunne man godt se. Hun nikkede stille til ham og kiggede stille på ham "Joo... Miin mor blev v...væk da jeg var 14... Har iik kun..ne finde hende over..hoved" sagde hun stille og snøffede lidt igen og kiggede stille ind i hans øjne "Og faren til mi...miin datter har gjort e...en gravid oqså" tilføjede hun efter lidt.

Han så bekymret på hende, "Hun blev bare væk?" Spurgte han med øjenbrynet let hævet. Det var et uroligt blik han sendte hende. "Altså en anden kvinde?" spurgte han igen. Han lød oprigtigt bekymret for hende. Stille klemte han hende hånd igen.

Tazz nikkede stille "Jeg tr...tror at Ribanalon el....eller hendes bror h...har slået hende i...hjel ligesom de g...gjorde med miin far" sagde hun meget stille og var lige ved at græde igen men holdte det i sig og klemte blidt hans hånd. Hun nikkede igen "J...Jeg har mødt hende" hviskede hun stille og klemte sine øjne lidt hårdt i og der faldt en lille tåre ned af hendes kind.

Han var helt stille inden han kort rømmede sig og spurgte, "Er hende Ribanalon ond?" han stoppede kort op, "Det må hun vel være eftersom hun har dræbt din far." tilføjede han, mest til sig selv. Han var forvirret et øjeblik, "Mødt hvem?" Han lagde hovedet lidt på skrå og studerede hende ansigt.

Tazz kom til at grinede lidt da hun havde forvirret ham og hun syntes at det var lidt sødt at han prøvede at forstå det hele så hun kiggede stille på ham og nikkede stille "Jaa Ribanalon og.. Hendes bror er onde" sagde hun stille og gråede var næsten væk men iik helt endnu "Jeg har mødt... Hende der oqså er blevet gra..vid af faren til... miin datter" tilføjede hun efter lidt og smilede lidt.

Han blinkede forvirret da hun begyndte at grine, et lidt drenget grin lyste på hans ansigt, af alt forvirringen. "De er vel ikke stadig efter dig, vel?" spurgte han så forsigtigt, han klemte hendes hånd en enkelt gang og smilede så lidt bekymret til hende. "Inden at hun døde så? Hvordan kunne du bære at være sammen med hende? Var du ikke rasende?" spurgte han hendes så hurtigt, forsøgte at forstå det hele.