Endnu en dag - Mathias

Eddie sad på trapperne uden forand skolens indgang. Mange folk stormede forbi ham fordi det var frikvarter. Han havde endnu engang tilbragt timen på kontoret. Han sukkede højt.

Mathias gik rundt i sine egne tanker og kom ved et uheld forbi Sheria High School. Han stoppede kort op og lænede hovedet lidt på skrå og fik øje på en ung skole pige. Et lumsk smil gled over hans læber, hans mundvand satte i gang. Menneske børn var noget af det bedste, en af hans livretter.

Eddie lod sit blik glide langsomt hen over menneske massen. Han havde altid været dybt imod klikker, de folk der var seje med deres lille gruppe, men alene var de svage. Måske var den eneste grund til at han hadede det, fordi han var en enspænder, ingen kunne lide ham fordi han var meget velhavende og mystisk.

Forsigtigt hoppede han hen over indhegningen, snedigt, ingen havde vist opdaget ham. Han betragtede kort pigen, hun havde været pænere langt væk fra. Og det ville heller ikke være helt smart at spise frokost midt i en skolegård. Hans blik gled rundt i skolegården, han fik øje på en enspænder der sad på trappen. Underligt? Han så ikke ud som den type.

Han kiggede op mod solen og glippede med øjnene, han tænkte på Allie. Han havde ikke set hende siden den dag han havde råbt af hende midt på gaden. Han rystede tankerne ud af sit hoved og slog op i en historie bog.

Forsigtigt sneg han sig igennem mængden, underligt nok lagde ingen mærke til ham, men han havde det også med at kunne skjule sig godt, når han ville. Normalt vakte han alt for meget opmærksomhed. Han nåede helt hen til drengen, stod imellem ham og solen, så en lang skygge faldt ned over ham. I stilhed betragtede han ham bare, ventede på at et udråb ville komme fra ham af.

Eddie lagde hurtigt mærke til at solens varme var forsvundet, han kiggede op med løftede øjenbryn mod den fremmede. " Du skygger" sagde han koldt.

Et smil gled over hans ansigt, et lumsk smil der ofte satte folk på vagt. "Jaså?" sagde han, og hævede det ene øjenbryn, "Hvad vil du gøre ved det?" der var noget faretruende over hans stemme.

Eddie rejste sig op " Prøv at hør her, søde ven. Du kan ikke skræmme mig, flyt dig nu bare" sagde han koldt.

Mathias slog ud med armene, trak lidt på skuldrene og smilede lumsk, "Hvad hvis jeg ikke har lyst," spurgte han med en uskyldig stemme.

Eddie så den fremmede dreng stift ind i øjenene. "Så må jeg jo bare gå" sagde han med en kold stemme og gik helt hen til drengen, han slog en flad hånd ind i brystkassen på ham og skubbede ham til siden for at gå forbi.

Hurtigere end menneskeligt muligt greb han fat i drengens krave og skubbede ham imod skolemurrens væk. Ingen lagde mærke til ham. Med en meget lav stemme sagde han så, "Hvorfor ikke blive lidt og lege med mig?"

Eddie så på drengen med onde øjne. "Hvad fanden er du for en? Lege med dig?"

Hans øjne lyste på en unaturlig måde, "Sådan en, du burde frygte," hans smil blev en smule ondt.

Eddie så på drengen og fnysede. " Ja, det er godt med dig, hvad vil du gøre? slås? eller begynder du at græde hvis dit hår kommer lidt i uorden?" sagde han med et slesk smil og rev sig fra drengens greb.

Han hævede sit øjenbryn en smule, så ud til at koncentrere sig om noget, og plantede så et billed hos fyren. Blod over alt, et menneske opsprætter, som i aviserne, en ond latter, Matias der stod dækket i blod, lige slupret sit aftensmåltid i sig. "Jeg kunne måske komme i tanke om andet end at skulle op at slås med dig, eller græde over mit hår," en hæs latter, uden morskab i, forlod ham, "Jeg føler mig nærmere sulten."

Eddie så på ham som var han et monster. "Du er jo syg, dude. Hvad fanden vil du få ud af at æde mig? godt nok er jeg et menneske, men jeghar så meget magt at det ville være mere til gavn for dig at lade mig hjælpe dig, jeg har ingen skam i livet, jeg hader næsten alle mennesker på den her jord" sagde han koldt. Hans tanker var på Allie, da han nævnte den sidste sætning.

Hans smil blev en smule større, en smule mere lumsk. Han gik helt hen til fyren og sagde så stille, "Jeg kunne få stillet min sult," han lod en finger glide under hagen på fyren, så hans hals blev blottet. "Jeg er lige glad med alt andet en min sult." Han lo skummelt.

Han lo tørt. " Fint, jeg kunne ikke være mere ligeglad, jeg har intet at frygte og slet intet at tabe." Han så ham direkte ind i øjnene.

Mathias gik et skridt tilbage, "Tak, nu har du ødelagt min appetit, du er overhovedet ikke et sjovt offer," han rullede øjne, og sukkede opgivende. "Hvad er du for et menneske?! Det er meningen at du skal ned på dine knæ og bede for dit liv?"

"Hvad er der er bede for? Kun de svage mennesker der ingen ide har om hvor hårdt livet er kunne finde på at bede for deres liv." Han kiggede op i luften.

Mathias lod sin hånd glide op til ansigtet, og sukkede højt, "Gud, nogen her har vist brug for en humørpille," sagde han tvært, "Nu har du gjort mit humør elendigt, med hele din deprimerende aura."

Han så på drengen og fandt ligepludselig et kæmpe, flabet smil frem. " Godt for dig, fortsat god dag, freak" sagde han og begyndte at gå ud mod parkeringspladsen til hans bil, han vidste godt at skolen ikke var slut, men han hadede det her sted, folk var så underlige.

En hæs latter forlod ham, "Så nu er jeg 'freaken'?" sagde han og rullede igen med sine øjne. "Bare fordi at man følger sine instinkter er man lige pludselig en freak," sagde han mumlende for sig selv. Det ville være en synd at lade ham slippe væk, han ville kunne have sin sjov med ham, denne dystre skoledreng.

Han satte sig ind i sin bil og kastede et sidste blik på drengen, der for få sekunder siden havde truet ham på livet. Han sukkede dybt og bakkede langsomt ud af pladsen.