Krigen - Det store slag (2)

//Dette er et start emne, jeg er altså ikke med i det medmindre jeg vil//


Solen var på vej ned mellem skyerne, farvede himlen rød-orange som om den allerede viste at dette var en nat hvor mange ville dø.
En let, frisk vind løb gennem det tomme Deepshell. For Deepshell var tom. Ingen butikker der var åbne, ingen børn på skolen, ingen mennesker på gaden. De fleste var taget væk, kort sagt flygtet, for ikke at miste deres liv. I forhold til Sheria som stadig vrimlede med mennesker. Om menneskerne havde været kloge eller dumme...Det måtte tiden vise.
Lige nu var luften bare fuld af spændthed, som kunne eksplodere hvornår det skulle være, det hele syntes at holde vejret og ventede på hvad der skulle ske.
En sort kat løb over gaden, noget der ville betyde uheld for overtroiske mennesker, mens andre ville være ligeglad. Kun et sted, nede i en kælder, gemte en ulykkelig familie sig, som elskede Deepshell for meget til at forlade den, eller et par voksne mænd med våben der stod ude på gaderne og ville beskytte deres hjem, men uden at kende til dusørjægerne. Ellers havde de nok sluttet sig til dem.
Alt ventede....

En kvindelig skikkelse gik på gaden og undrede sig over hvorfor hendes hjemby var så stille. Hun havde hånden klar ved hendes armbrøst som hun havde under hendes sommerjakke, der var noget frygtelig galt. Straks gik hun ind til siden i en gyde og holdte øje om der var nogen på gaden. Hun havde en bredskygget kvindelig hat på som skjulte hendes ansigt. Hun havde langt lyst hår og sort/hvid stribede leggings på og stiletter. Tænker: Er krigen allerede noget her til byen, det håber jeg ikke.

Cæsilia stod helt stille for enden af gå-gaden. Normalt befandt hun sig aldrig i Deepshell, men hendes dealer sagde at en krig var under opfaring. Hun stirrede ligefrem, og nåede lige at få øje på en kvinde, der gik en i en gyde. Hun rynkede let på brynene og blev stående. I hendes hånd knugede hun pistolen, og i hendes sorte støvle lå der en skruetrækker. I hendes sorte jakke, gemte hun en masse engleblodspiller. Passion blev de kaldt. Hun kaldte dem selv sex-pillerne. En lille trækning skete nær hendes mundvig, da billedet af hendes ekskæreste, der lå blødende for hendes fødder, løb igennem hendes hoved. Hun havde fulgt med i aviserne, og hun kom til at tænke på at alle var hendes fjende. Hun stod helt alene.
"Okay, tøs!" skreg hun, og hentydede til kvinden, der var forsvundet ind i gyden. "Kom frem, og vis mig dit fjæs, så jeg ved hvem fuck jeg skal dræbe!" Hendes sprog var koldt og direkte. Hun begyndte langsomt at gå op af gaden. Hun holdte øje med alle gyder hun kunne komme i nærheden af, og da hun så pigen der var listet derind, gik hun langsomt frem mod hende. Hun skubbede pigen hårdt ind i væggen og slikkede hende på kinden. "Hej tøs," hviskede hun og bed hende hårdt i kinden. Hun pressede pistolen mod hendes hals og stirrede direkte ind i dæmonens øjne.

Kvinden var bemærkelsesværdig, hun havde langt lyst hår. Hun havde en sort maske som kun dækkede hendes venstre side af hendes ansigt, øjet var tydeligt under masken. Den var ravgyldent og pupillen var formet som slanges. Det var som om øjet kunne læse hende som en åben bog. Hun kunne tydelig mærke at kvinden ikke var bange for hende, og så mærkede hun noget i siden, som var spidst og da kvinden prikkede den lidt mere ind i hendes hud, mærkede hun tydeligt sølv. Hun sagde det uhyggeligt stille. ''Hvis du skyder, så bliver denne affyret og den er direkte rettet imod dine lunger, og derefter vil den bore sig igennem dit hjerte, og jeg mener at vampyrer ikke lige frem kan tåle at få sølv boret igennem deres hjerte ikke??.'' Kvinden tog hovedet lidt ned så man ikke kunne se øjet under den sorte maske, og man kunne ikke være sikkert at hun havde læst en som en åben bog eller hvad. Hun havde bare et sagligt smil på sine læber, og kiggede afventede på hvordan hun ville regere.

En ung mørkhåret kvinde kom roligt gående hen ad gaden, med hovedet dukket og tilsyneladene helt væk i sine egne tanker. hendes lange sorte pandehår faldt ned foran hendes ansigt og dækkede hendes ansigt der hvor hættetrøjen ikke dækkede hendes ansigt. hendes hænder var stukket godt ned i hendes lommer og ingen hud var bar, så solens stråler kunne nå den.
Azair var langt væk i sine egne tanker og lagde ikke mærke til larmen, før at hun hørte en der skreg og hun standsede brat op. hun havde ikke lyst til at blive indblandet i noget! det var denne her krig! den gjorde hende meget mere forsigtig..

Hun trak sig ind i af husenes skygger og gik langsomt og meget forsigtigt hen ad gaden før at hun begyndte at hæve sig selv op i luften, så hendes skridt ikke larmede. hendes hvide øjne for nervøst rundt i omkring i hendes ansigt og holdt øje med hver enkelt ting der bevægede sig i nærheden. hun ville ikke være uforberedt, hvis nogen angreb!
Hendes vampyrtænder blev mere tydlige jo mere hun forberedte sig selv på en kamp, og da hun stod på hjørnet af gyden, og så ind kunne hun se at hun nok ikke kunne ignorere dette her.. især ikke ved lyden af den sidste trussel, godt nok kendte hun ikke vampyrkvinden der blev truet, men hun var jo trods alt en vampyr..

Hun trak vejret dybt ind og trådte frem i gyden, med kolde hvide øjne, solen i ryggen og en magisk kræft der nærmest summede omkring hende.. hun var nervøs rigtigt nervøs men hun kunne ikke bare se til mens en vampyr blev skudt.. det ville være for kujonagtigt..

Nikita så den nye vampyr. *Piss, fandens også* Hun samlede sin magi i sig selv, hun blev total glødende varm, så cæsilie ikke kunne holde fast, og et flammehav strømmede ud af hendes krop, som fik Cæsilie smadret op af væggen. Så rejste Nikita sig hurtigt op med en smidig bevægelse, og hun lavede nogle håndbevægelse, lige pludselig sad Cæsilies hænder og fødder fas to store klumper is, så hun ikke kunne bevæge sig. Da Nikita så at det virkede rettede hun opmærksomheden imod den nye vampyr, og mærkede den kraft vampyren besad. *En stærk satan det må jeg sige, men så bliver der sikkert en god kamp ud af det.* Hun smilte tilfreds og så vurderende på den ny ankommen, hun havde sin armbrøst sænket og var hverken truende eller så ud til at kæmpe, hun så bare afslappende på hende. Azair kunne tydelig så det ravgyldent øje under kvindens maske, som var formet som en slanges, det var næsten som om den kunne læse Azair som en åben bog, men det var ikke sikkert, for da nikita igen sænkede hovedet, så stoppede følelsen af det. Man kunne ikke vide om hun kunne det eller om det bare var en illusion.

Azair så næsten bekymret over på den anden vampyr der blev smadret ind i væggen. ikke fordi at hun var bekymret for om hun ville overleve, det nærede hun ingen tvivl om at hun ville, men mere bare lige for at tjekke op på hende.. hendes hvide øjne var næsten bekymrede men det ændrede sig hurtigt da hun så tilbage på dæmonen.. der blev hendes øjne følelsesløse.. hun havde normalt intet imod dæmoner og var egentligt ret opsat på at holde sig ude af krigen, men hun kunne ikke bare overvære en vampyr måske endda blive dræbt. Som hun langsomt begyndte at samle magi om sig begyndte alle ting der ikke var boltet til jorden omkring hende at ryste og hendes hvide øjne blev mere og mere skinnende.. det var meget længe siden at hun havde samlet så meget magi i sig og hele hendes krop var spændt som en fjeder. det krævede en god del energi ikke bare at lade den slippe løs og gå amok i hovedet på dæmon..

"dæmon jeg advarer dig! gå væk fra vampyren.. jeg er villig til at lade dig gå uden kamp hvis du bare lader os være, for jeg vil ikke slås med dig!"
Hendes stemme var kraftig og hun så direkte på dæmonen selvom det ikke ville være nemt at se hvem de hvide øjne så på hvis man ikke stod lige foran hende. hendes sorte hår flagrede omkring hende som om at tyngdekraften var blevet opløst lige omkring hende.. De ravgyldne øjne gjorde hende inderst inde lidt nervøs, men hun vidste at hun blev nød til at opretholde en stærk facade.. eller ville dette her ikke ende op til hendes fordel.. så kom hun i tanke om vampyren der befandt sig ovre ved muren og hun rakte ud, og den anden vampyr ville begynde at hæve sig hurtigt op fra jorden og svæve ovre imod Azair, mens at Azair roligt som en klippe holdt øje med hendes færd igennem luften..

Nikita kiggede rundt og så alle de ting som flyttede sig, så kiggede hun op igen på hende, uden at øjet under masken var synlig. "Jeg vil gå væk fra vampyren, hun interessere mig ikke, og jeg er ikke kommet her for at kæmpe, for hun angreb mig først, men hvis du er ude på kamp, ville jeg ikke have noget imod det" Hun smilte et skævt charmerende smil. *Hun er utroligt stærk, det er længe siden jeg sidste har kæmpet imod en med stor kraft.* Nikita havde stadigvæk armbrøsten vendt nede, men lidt fremme så den var tydelig. Det var en flot sort og sølv udsmykkede armbrøst. Den var formet som en drage og hvor pilen lå i dragens gab. Så havde den en hale som var for ende som var håndtaget, men dens hale var slynget omkring hendes håndled, så det ikke var lige til at rive den fra hende. Hun stod bare roligt og afventede på Azair, og ventede på hvad hun ville gøre. Hun så hverken truende ud eller noget, men man var ikke i tvivl om at hun er klar til forsvare sig på et split sekund.

"Den der"*hun pegede på armbrøsten*"kan du lige så godt pakke væk.. selv hvis vi skulle slås ville jeg ikke bruge den hvis jeg var dig."
De hvide øjne så advarende på dæmonen. hun havde ikke direkte lyst til at slås med hende men hvis dæmonen ville hende noget så var hun klar.
"hvorfor angreb hun dig?"
spurgte hun kontroleret dæmonen foran hende, hun kunne lige så godt høre dæmonens version af hvad der skete før at situationen eskalerede. dog kunne hun godt mærke at de begge var lidt tilbageholdne, for ingen ville starte kampen. det gav hende en del mere respekt for hendes modstander. dæmonen skulle ikke undervurderes.. det ville være for dumt at regne med at han selv var stærkere.. modsat hendes egen race havde hun endnu ikke fået storhedsvanvid.

"Denne her" Hun tog den op af i luften.
"Den tager jeg ikke af, det ville være det sammen hvis man tog din evne fra dig, og din evne kan ikke få denne ud af hånden på mig"
Hun tog den ned igen og pegede med den anden hånd på håndledet. Man kunne tydelig se at den sad stramt, men så gløde den og da den stoppede med at gløde, så endnu mere strammere ud. Hun tog armene på kors.
"Vil du virkelig høre min version? Jeg troede at alle vampyrer holdte sammen, så ville det vel ikke være så godt at du gider at høre på mig, ikk?"
Nikita gjorde en bevægelse med hånden og isen smeltede væk fra den andens vampyrs arme og ben.
"Og hvad forskel ville det gøre? Du ville helt sikkert stadigvæk ikke stole på en som mig, ikk?"
Det ravgyldne øje stirrede på hende, og det var som om den tvang Azair til at sige sandheden. Men det var slet ikke sikkert at hun i virkelig kunne gøre det, det kunne jo bare være en illusion. Nikita smilte morende, hun var opsat på en kamp, hun elskede kampe, og hun vidste at de sikkert ville få et chok over hendes kræfter, men hun var let bekymret for den nye vampyr, hun havde helt sikkert også meget mere gemt i ærmet ligesom hende selv.

Azair trak på skuldrene, ligegyldigt, det var jo alligevel ikke armbrøsten som hun havde tænkt sig at gøre noget ved.. det var det den skød med. det var muligt at hun selv var stærk, for det var hun, men pigens selvsikkerhed havde gjort hende forsigtigere..
"Hvis vi endeligt skal slås, så vil jeg også vide og hvorfor og det er ikke altid at alting er hvad man tror.. og jeg skal nok selv bestemme hvad jeg vil tro. krigen er mig ligegyldig. den eneste grund til at jeg blandede mig var fordi at en af mine artsfæller var i fare."

Hun så næsten lettet ud da isen forsvandt, den kunne hun ikke gøre så meget ved med sine evner, mens hun forsigtigt satte den anden vampyr ned i gaden bag hende og hun rettede sig mere op nu hvor hun ikke skulle bruge energi på at holde vampyren oppe. Hvidt lys glødede stadigt ud af hendes i forvejen hvide øjne og stadigt samlede hun energi for det var som om at dæmon virkede mere og mere som om at hun bare ledte efter en kamp.
"hvordan kan du sige at jeg ikke ville tro dig!? det ved du jo faktisk ikke! en af mine eneste venner er dæmon! eller jeg tror i hvert fald at vi stadigt er venner.."
hendes øjne var vidt opspærrede og hun så vred ud, men til sidst mumlede hun bare og hun var næsten ikke til at høre og hun ud til at være lidt ked af det.

Et morende glimt var i hendes øjne.
"Krigen er også mig ligegyldig, og jeg har intet med krigen at gøre, for jeg er ikke som mine artsfæller"
Hun tænkte over det med at hun sagde at hun havde en dæmon ven. *Måske er hun virkelig ikke ude på kamp, det kunne ellers være sjovt* Hun stod et øjeblik og så eftertænksom på hende. Og så var det som om hun fik en ide.
"Jeg ønsker hverken at dræbe dig, eller din artsfælle. Men vi kan altid lave en kamp imod hinanden, hvor vi hverken dræber hinanden eller noget. Kunne den ide friste dig?"
Hun talte venligt til hende, og hun stod der og ventede spændt på hvad hendes svar ville blive. Øjet under masken glimtede, men det var ikke ubehageligt som før, øjet så næsten lige så venligt ud som det andet. Hun vendte blikket nogle gange over imod den anden vampyr, og prøvede at analysere om hun ville være i stand til at komme i kampen, ikke fordi hun ville have noget imod det, men hun skulle lige være sikker på hvad hun er op imod.

modsat dæmonen var der ingen morskab at se i vampyrens hvide øjne, faktisk var der ingen følelser overhovedet at se i de hvide øjne der nærmest strålede af kraft. men hånen i hendes stemme var helt tydelig.
"Du siger at du ikke er som dine frænder, men du har lige opført dig som en af dem. Du vil muligvis ikke være involveret i krigen ligesom jeg, men du har lige fremmet den. gjort kløften mellem vampyrer og dæmoner dybere end den var i forvejen. Og det er sikkert sandt at det ikke var dig der angreb først, hovedsagen var, at det formentligt var dig der havde vundet og så var jeg blevet nød til at gribe ind.. og dræbe dig.."

Vampyren vidste godt at hun måske var lige overmodig nok med den sidste tilføjelse men hun ville lige teste dæmonen, dels for bedre at kunne vurdere om det virkeligt var vampyren der havde angrebet først. hun sukkede næsten uhørligt, denne her dæmon var ældre end hende kunne hun se, og nok ikke kun i udseende, men alligevel opførte hun sig som en yngling der først lige havde fået sin første slurk blod.
"jeg bryder mig ikke om kampe og da slet ikke med sådan en yngling som dig!"
hendes stemme var igen kold og hånlig, og hun vidste godt lidt at hun legede med skæbnen men hun kunne ikke lade være. dæmonen opførte sig som hun selv havde gjort for 100 år siden!
En kold lille latter steg op fra hendes læber og omkrig hende hvirvlede de svævende genstande omkring hende og udtrykket på hendes ansigt var helt igennem koldt og hånligt, og var det en smule ondskab der stak sit hovede frem?

Nikita stod bare og stirrede på hende, da hun sagde det første. Så kom et sørgmodig smil på hendes læber.
"desværre kan jeg ikke dræbe folk sådan videre, du må tro mig eller ej. Men jeg har tvangstanker der gør, at hvis der er en person der lige er ved at dø, så er jeg nød til at prøve at redde dem."
Nikita stod og tænkte eftertænksomt.
"Jeg ønsker hverken at det skal blive værre for vampyrer eller dæmoner, og jeg ville ønske at jeg kunne vise dig at jeg ikke er som mine artsfæller, men den eneste måde du nok vil tro på mig ved at jeg viser dig hvad der er under dette"
Nikita prikkede med en hånd på masken, og et morende smil kom på hendes læber, hun husker så tydelig hvor man der havde prøvet at finde ud af hvad der er under dette. Så åbnede hun sin jakke og hun havde en rød sommerkjole, men ned langs hendes hals var der et stykke sort tyndt stof som dækkede hendes hud på hendes venstre del af hendes krop sammen med masken.
"Du siger at jeg opføre mig som en yngling"
Hendes blik blev mørkt.
"Du ved intet om mig, du ved intet om hvad jeg har oplevet eller hvad jeg er. Bare fordi at jeg ville have en fair kamp, gør det mig til yngling, så ville jeg ha angrebet dig for længst"
Nikita stod anspændt og ventede, hun mærkede minderne komme frem, de mørke minder. En tåre trillede ned af hendes kind men det var fra øjet under masken, så man kunne ikke se tåren.
"Hvem siger ikke at det er dig som opføre dig som en yngling, jeg har vist at jeg vil kun kæmpe, hvis det er en fair kamp, hvor vi hverken dræber hinanden eller noget, men alligevel bliver du ved med at prøve at provokere mig, når du siger at du ikke vil kæmpe, hvorfor? Ønsker du inderst inde at have en kamp eller?."

(hey beklager at jeg ikke fik skrevet tilbage, men min krea gik fuldstændigt ned.. <.<)

(fint nok, du tager bare den tid skal have :D:D::D:D:D:D:)

(vil du fortsætte tråden senere eller skal vi erklære den for død?)

Nej bare erklærer den for død:D men ellers hyggeligt at skrive med dig, vi kan jo emne på et andet tidspunkt hvis du har lyst :D

(det kan vi godt sige :D skriver bare når jeg har fået min kreativitet tilbage)