Krigen - Det store slag (1)

//Dette er et starts emne til krigen, jeg fungere altså ikke som med i emnet, medmindre jeg altså har lyst^^//

Solen steg roligt ned mellem skyerne og spredte en rødlig orange farve over himmelen og lod de første stjerner komme til.
Men selv om det kun var ganske tidlig på aftnen var den ikke rolig som den plejede, der gik ikke en times tid før folk myldrede hjem eller hentede deres børn i daginstitutionerne, der gik ikke en times tid til bageren og supermarkederne lukkede. For de havde slet ikke været åbne den dag.Og ville heller ikke være det den næste.. Faktisk vidste ingen hvornår de ville åbne igen eller at de selv kunne gå sikkert på gaden.
De sidste par dage havde det nemlig trækket op til storm, ikke vejr mæssigt.
Den sidste uge havde folk myldret rundt og gjort sig klar til noget de aldrig havde forestillet sig, de havde jo bare levet roligt med deres liv og pludselig dukkede alle mulige...Væsener op og kæmpede mod hinanden. Derfor var alle nervøse for hvad der skulle ske. For hvad skulle der enlig ske?
De havde fået af vide i avisen at det var nu de skulle flygte vis de var bange for deres liv, men alt for mange var blevet tilbage, sådanne ting tiltrak nysgerrighed.
Alle ventede bare på det skulle begynde...For det var i nat det ville begynde, det kunne man mærke i luften, en tyk spændthed som snart ville eksploderer.

Jake kom roligt gående med sakte skridt hen ad den menneske fyldte gade. Et skævt smil var plantet på hans læber da han stoppede op midt på gaden og kiggede rundt. *Den første her eh?* tænkte han og grinede lidt for sig selv da han ikke fornemmede flere væsner end sig selv tæt på . Alle havde vidst besked om dette slag i lang tid og forberedt sig. Han var iført et simpel sæt sort tøj, jeans og en t-shirt, samt et par blå allstars. Med hænderne dybt i bukselommerne kiggede han sig let omkring for at sikre sig at der ikke var kommet andre endnu, han tog en dyb indånding og mærkede hvordan utrolig mange forskellige lugte fyldte hans lunger, de var på vej. han smilede igen, denne gang mere selvsikkert. Nu var det bare at vente.

//Omg? Hvor tamt at folk ikke kan finde ud af at gå i gang med en krig//

Solen ramte de mørke øjne. Tiden var endelig inde. Tamt var her endnu. Den unge pige sad skjult i et træ. Zoey var hendes navn. Gemt bag skovens grene. En mand sad foran hende. Hun kunne se ham bagfra. Ikke forfra. Hun regnede ham for at være en vampyr. "Dæmon eller Vampyr" Hun hvæsede kort. Hun sad stadig skjult gennem grenene. Zoeys sorte hår sad i en stram hestehale. Hun havde trænet længe. Hendes storebror Tim havde lært hende mere om kampsport da han selv havde det sorte bælte i Taekwondo, og Ju-Jutsu.

Valentine kom roligt gående og tænkte på hvordan det ville ende i nat. Han havde et par sorte jeans på med lænker og en slipknot t-shirt på. "er der mon andre dæmoner her nu?" Han gik om bagved en flok mennesker og stjal lidt mad fra en mand og tænkte ved sig selv: "begynder det ikke snart?" Alle så spændte ud men det var bare som om at alt var gået i stå.

Nikita vendte blikket udenfor. Hun vidste, at der ville være en kamp, en meget stor kamp lige her i byen. Hun trak vejret ind, luften var ren og klar. Luften var så ren lige før eller efter en storm. Nikita lå helt oppe i toppen af et hus, der lå hun under taget ved vinduet. Rummet var helt mørkt og støvet, men det var et godt sted at være, så kunne man nå at få et overblik og situationen. Hun ville normalt ikke deltage, men hun følte, at hun ikke bare kunne gemme sig, og desuden kunne hun rigtig godt lide kamp. Hun havde set en kvindelig skikkelse oppe i træet, og hun holdte øje med personen nede på gaden. Tænker *Ved han ikke at der vil være en kamp meget snart? Eller måske er han bare den første, der vil udfordre til kamp.* Hun smilte for sig selv, hun hørte hverken til vampyrer eller dæmoner, eller nogen anden. Faktisk hader hun sin artsfælle, hun hade på den måde de var onde osv. Og hun følte desuden heller ikke en som dem. Nikita havde vinduet på klem, så lugtede hun dæmon. tænker: *Så han er dæmon, så må jeg være klar til at hjælpe ham, eller bare deltage i kampen, så kan jeg finde ud af det derfra.* Nikita tog sin sorte drage udsmykkede armbrøst frem, og hun lod hånden glide op af det blanke metal. Det var et godt håndværk, et hun selv havde udformet og designet. Nikita tog en af pilene frem, og undersøgte den. Hun elskede hendes pile, hele ned langs pilen er der modhager så man ikke kan trække den ud, men så snart den sidder fast i en person, så åbner der sig en mekanisme, som gøre at enden deler sig i fire, så man heller ikke kan skubbe den ud, som man plejer at gøre med pile. Desuden har den ligesom rigtige jagtknive en rande, hvor blodet bare kunne rende ud så let som ingenting.

//Mega træls at ingen vampyre føler sig modige nok til at deltage, men det skal ikke stoppe mig fra at have et indlæg :D//

Jake vrissede irriteret efter at have stået på gaden i næsten et kvarter. Menneske rundt omkring begyndte også at viske og pladre om alt muligt ligegyldigt. Han stod for sig selv midt på gaden og det virkede til at menneskene havde regnet ud hvad han var. På trods af deres dumhed. Solen var for længst sunket ned under skoven af huse og det var det perfekte tidspunkt for et slag. Han tog en dyb indånding og fnyste overlegent. Det eneste han kunne lugte i miles omkreds var flere dæmoner. Med et ryst på hovedet kørte han sin højre hånd igennem det sorte hår, jamen hvorfor ikke få lidt selskab hvis det var på den måde? Med et rigtigt smart-ass smil på læben kørte han hånden fra sit hår og ud i luften så han pegede fremad. De andre dæmoners lugt var heldigvis meget nem at finde destinationen på. Hurtigt kørte han først fingeren igennem luften så den landede på en dæmonpige i et træ, derefter brugte han sin evne til at komme om bag hende på et splitsekund "Velkommen til." lød det fra ham inden han uden besvær var tilbage midt på gaden, selvfølgelig tog alt dette ikke mere end omtrent et sekund. Derefter kørte han hånden videre med et selvsikkert smil imod en menneskeflok med en dæmon gemt i midten og gjorde det samme, hvorefter han var tilbage på gaden og til sidst førte han hånden hen imod et hustag hvor han vidste en hunkønsdæmon ville sidde og lavede samme trick med at være bag hende inden han igen stod tilbage på gaden med et skævt smil. Han plantede lydløst hænderne i lommerne og gjorde et nik med hovedet der betyd at de skulle komme derhen, imens han ignorerede blikkene fra de omkringstående mennesker.

Nikita vendte sig forskrækket om og havde sin armbrøst vendt imod ham og affyrede et skud, men der var han allerede nået langt væk. Hun vendte blikket ud mod gaden igen og så at det var ham, som havde været lige for et split sekund siden bag ved hende. hun rejste sig irreteret op og tog sin pil som hun havde skudt ind i væggen i stedet for ham. Så åbnede hun vinduet og manipuleret med temperaturene så der blev skabt kraftige vinde, så hoppede hun ud og vindene gjorde at hun ikke landede så hårdt. Hun rejste sig op og rettede på hendes tøj. hun havde armbrøsten vendt imod jorden langs hendes krop. Hun var dog et lidt udsædvanlig udseende. hun havde en sort jakke på som var åben, og så havde hun en rød bandana som sad tæt om halsen og gik næsten ned til hendes bare mave, så havde hun korte shorts på og sort/hvid stribede leggings på og sorte stilleter. Men det der var udsædvanlig var at hun havde en sort maske som dækkede kun venstre side af hendes ansigt- Øjet under masken kunne kun skimtes som en ´ravgyldnet streng, selvom hendes højre øje er blåt. Hun kørte hånden igennem hendes hånd, og hun gjorde ikke mine til at gå over til ham. Hun lænede sig op af muren istedet for og kiggede omkring.

Jake vendte blikket imod dæmon pigen der lige var hoppet ud af vinduet da lyden af kraftige vindsmeld lød fra hendes retning. Han lod sine mørke øjne vile på hende et sekund inden hun lænede sig op ad muren, hvor han ikke gav tegn til at begynde at bevæge sig hen imod ham. Med et suk rullede han let med øjnene "Kvinder.." mumlede han kort og kiggede derefter rundt for at se om nogen af de andre dæmon var begyndt at bevæge sig. Det irreterede ham at vampyrene ikke havde turde at vise deres ansigt, han havde sådan glædet sig til en lille kamp, måske kunne han endda få lidt udfordring, men nej, selvfølgelig ikke... Bare tanken om at sparke noget vampyrmås fik ham til langsomt at knække sine fingre inden han let rystede på hovedet, det ville blive en lang nat.

Nikita holdte øje om der var nogen andre her end bare vampyrer, det var begyndt at blive rime kedeligt. Nikita vendte blikket imod den anden dæmon uden at vende hovede. Nikita kunne mærke kamplysten i sin krop, og hun ville ikke have noget imod at gå imod sine såkaldte artsfæller. Hun sukkede for sig selv og vendte blikket væk. Det ville ikke være godt at gå i kamp med sine artsfæller, især så der kunne være vampyrer i nærheden. Det er lang tids siden hun sidst havde været imod disse blodtørstige væsner. Varme vinde efterfulgt af kolde vinde strømmede ned af gaden.

Jake rystede på hovedet igen og kiggede omkring, de andre dæmoner havde ikke reageret endnu og han var begyndt at blive utålmodig. Han kunne mærke sine knoer begynde at klø efter at give nogen tæsk. Hele hans krop skreg at han bare skulle finde nogen at slås med, om det så bare er en træningskamp. Jake kunne pludselig mærke et par hurtige sving tempraturen og så sig omkring inden han fik øjenkontakt med den kvindelige dæmon som før havde sidet under hustaget. Var det hende? i så fald ville hendes emne være noget om vejret eller tempratur ændring.

Hun kiggede over på ham, da hun mærkede hans blik. Hun kiggede direkte på ham, og øjet under masken var tydelig nu. Det var ravgyldent og øjets pupil var formet som en slanges. Det var som om den læste ham som en åben bog, men så var det at den varme vind strøg forbi hende, og noget af hendes lyse hår kom i vejen for hendes øjne. Så forsvandt fornemmelsen selvom hun stadigvæk kiggede på ham. Hun havde et smil på hendes læber. Den varme og kolde vind strøg omkring Jake, og det var som om vindene legede med ham. Hans hår kom hele tiden i vejen, og det var på sin måde en ubehagelig følelse med den varme og den kolde vind.

Jake rynkede kort på brynet da vindene blev endnu mere unaturlige. Han stivnede kort da han fik øjenkontakt med hendes skjulte øje, det var som om den i et kort sekund læste hele hans fortid og hans tanker. *Hva fanden..* tænkte han kort inden hendes hår brød øjenkontakten og vinden begyndte at irretere ham. Han rullede med øjnene igen *kvinder..* tænkte han og kørte med højre hånd håret væk fra ansigtet. Hun havde nerver det havde hun, sådan at irretere ham på den måde. Pludselig ved hjælp af sin evne var han bag ved hende på under et splitsekund. "En form for temperatur regulerende eller vejrskabende fænomen." begyndte han og slog hovedet let tilbage med et skævt smil. "Det er din evne ikke?" afsluttede han og fnyste kort.

Så mærkede ha lige pludselig hans fødder var total tynge og var dækket fuldstændig ind i store isblokke. Hun vendte smilende om.
"Og du har en evner der på en eller anden måde kan gøre dig hurtigt, end man kan se med det blotte øje" Hun morede sig og det var tydeligt. Så nede under isen dykkede flammer op, som ikke var store nok til at brænde ham, men man kunne let forstille sig at de kunne. Men isen smeltede overhoved ikke, det var som om isen ikke blev påvirket.
"Nej der tager du fejl jeg kan styre alt med temperatur." Så tog hun sin hånd skubbede ham let på brystet og så faldt han bagover, og han var stadigvæk fanget af isblokkene. Ilden var forsvundet. hun stod bare og kiggede på ham, og havde stadigvæk armbrøsten sænket nede, og gjorde ikke mine til at hun ville bruge dem.

Jake blev ikke videre overrakset da store isblokke blev dannet om hans fødder, han løftede let det ene øjenbryn og kiggede på hende med en 'mener du virkelig det?' agtig tone inden han kløgtigt svarede: "Ja, det var et af mine gæt. Tempratur regulerende." svarede han koldt og rystede på hovedet inden han mærkede hende skubbe til ham og hans krop begynde at falde bagud. Hurtigt udtænkte han hvad han næste gang skulle gøre og brugte sin evne til at stoppe tiden. han hang nu stille i luften og begyndte at spole sin kropsalder tilbage til den utrolig varme sommerdag der havde været sidste år. Han fik det først utrolig varmt og mærkede så hvordan hans varme aura fik smeltet blokkende om hans fødder så han lige kunne få fødderne ud. Så satte han tiden i gang igen og hoppede bagud inden han landede på fødderne. For hende ville det nok have lignet at han hoppede direkte ud af blokkende, men så man på dem, kunne man tydligt se at de var smeltede. "Skønt, våde fødder" sagde han så og kiggede irreteret på hende "Men, det er det hver, tak, du har lige hjulpet til at opdage en helt ny side af min evne." fortsatte han og løftede det ene øjenbryn. "og- du tager fejl, min evne har intet at gøre med hurtigthed, i hvert fald ikke direkte." afsluttede han og folede sine arme over kors med et overlegent smil.

Nikita hævede lidt øjenbrynene let da han slap fri, men hun mærkede at der var en temperaturs forskel i isen. *Så han må ha smeltet den på en måde, så må jeg huske næste gang at sørge for at isen ikke kan blive påvirket af temperature* tænkte hun for sig selv.
"Jeg er glad for at jeg altid er til hjælp" Hun smilede for dette var en god udfordring. Hun sprang frem i en lyn hurtig bevægelse, hvor hun slå en kolbøtte fremad og hvor hun lavede et flyvende spark imod ham med begge ben. Han mærkede at mur af is var bag ved han så han kunne ikke trække sig tilbage fra hendes flyve spark.

Jake slog ud i et grin da han kom flyvende imod ham "Så du vil kæmpe imod mig?!" grinede han og kørte en hånd igennem sit hår "Jamen søde pige dog.." nåede han lige at sige inde han bruge sin evne til at et splitsekund at være ved siden af hendes spark. Hurtigt greb han hendes ben slyngede selv imod hendes egen ismur. Det var dumt at af hende begynde at kæmpe imod ham. "Fint fint, jeg kunne godt bruge lidt træning." sagde han så og smilede overlegent til hende. Han vidste ikke hvor stærk hun var endnu, men det ville ikke gå meget udenfor hans karakter at undervudere hende.

Lige før Nikita røg ind i muren smeltede den om til vanddamp og hun landede smidig som en kat på jorden, hun vendte sig lyn hurtig om. Hun smilte og hun kunne se tydelig på ham at han ikke mente at hun var noget særligt Hele hendes krop brød ud i flammer, hun strakte hænderne ud Og en flamme nova kom ud af hendes krop. Hun lignede nu allermest en fønix som var stået op fra graven af. Selvom man stoppede tinden ville man ikke kunne komme til hende uden at skulle gå ind i flammerne.

Jake smilede igen, en slags fønix figur nu? Han kunne se på hendes ansigtsudtryk at hun var temelig selvsikker *She's too full of herself* tænkte han overlegent. Det kunne godt være at hun var gået op i flammer og at han ikke kunne røre hende uden selv at brænde sig, men hun glemte at regne med at ild ikke kunne tage fat i noget der søllet ind i vand, hvilket hun selv havde gjort ved hans fødder. Hurtigt brugte hans in evne til at være bag hende, slyngede sit ene ben imod hendes hoved imens han havde begge hænder på jorden for at holde balancen. Lige inden han nærmede sig med foden slyngede han kroppen og rettede den anden fod imod hendes mave istedet.

hun lå der på jorden, men selvom hun var slået smilte hun. Det var som om hun havde flere kort gemt i ærmet.
"Du tror virkelig at du er noget, men nææ nej hvad gør du nu" Et flammehav brød ud af hendes krop som skubbede ham bagud. Men da han var kommet lidt i luften, så var han dækket fuldstændigt ind i en isboks. Men selvom han brugte sin evne og gjorde sig varm, påvirkede det overhoved ikke isen ikke det mindste, og den var mindst 30 cm tyk, så den var ikke til at slå i stykker. Isboksen var fuldstændigt som glas man kunne tydelig se igennem den. Nikita rejste sig op og så på ham, med armene over kors.
"Hvad gør du så???" Spurgte hun venligt.

//Din is, kan man ikke smelte fordi du konstant holder den frosen ikke??//

Jake nåede ikke at tænke ret meget inden han pludselig var fanget i en boks af is, han var froset fast til stedet og kunne ikke bevæge sig, men se og tænke kunne han endnu. Lidt hurtigt udregning fik ham frem til den konklution at han nok skulle skynde sig at komme ud, at varme sin tempratur op gjorde ikke det store, hun måtte på en eller anden måde golde isen frosen. Om ikke andet blev han nød til at komme væk fra at være froset helt ned, ellers kunne hans krop tage skade. Han spollede langsomt sin kropsalder mange hundrede år tilbage, til han var kun omkring 13 år. Dette gjorde hans krop mindre og gav ham plads til at bevæge sig og holde sin kropstempratur.

///jo har jeg har sådan en besværelse som jeg kan holde oppe som beskytter imod andre temperature///

Nikita kiggede undrende på ham, hun så at han var blevet til en lille dreng. Nu forstod Nikita slet ikke. Hun kiggede omkring. *Kunne det være en anden hun havde fanget eller?* Hun stod og tænkte sig om, og hun kom til konklusion at det kunne ikke være ham. Så hun lod isen falde ned, så han ikke længere var fanget.

//Okey, så den holdes kun i gang af hendes bevidsthed? ^^//

Jake kiggede lidt forvirret da isen bare faldt. Havde hun bare lukket ham ud? Også kom han i tanke om at han jo ikke lignede sig selv, selvom hanstadig havde sit eget tøj på der nu var alt for stort. "Forvirret?" sagde han så inden han var lige bag ved hende og lænede ryggen imod hende. nu i sin oprindelige form. Han overvejede lidt om det var ni han skulle begynde at blive seriøs i mens han kørte en finger hen over sin ene snakebite piercing.

/jepsen :D:D:D//

Nikita vendte sig forskrækket om, og bandede og svovlede at hun havde oppet på den. Hun måtte være snedig, hun kan ikke bruge de normale ting som hun plejede at bruge imod folk.
"Hvad med at hellerede kæmpe fair??" Hun så på ham, med øjnene halvt knebet sammen. Han mærkede en rigtig varm vind strøg omkring ham. Hun måtte komme på en god ide, måske kunne hun lege med ham først, og bruge hans energi. Mon han bruger energi når han bruger sin evne. Hun havde ingen anelse om det, men hun håbede på det.

Jake skyd hende et koldt blik der ikke helt machede det skæve smil der lå på hans læber. "Din defination af fair?" svarede han hurtigt og hentydede åbenlyst til hendes isbox trix. "I krig og kærlighed gælder alle knep" afsluttede han og trak på skuldrene inden han vendte rundt på foden så han stod overfor hende. Han mærkede en meget varm vind imod sig, var det hendes form for vrede aura? Han smilede lidt mere. "Var der mere eller vil du hellere give op nu?" tilføjede han som det sidste og slyngede hovedet en smule bagud så de mørke øjne gav et sølvskær fra sig.

//Super ;)//

Nikita smilte morende til ham, hun lavede en lynhurtig bevægelse med hånden. Han mærkede hvordan hans kropstemperatur blev kold, han følte sig sløv og langsom. Nikita holdte besværgelsen over ham, så hvad han end gjorde ville hans krop bare blive koldere og koldere for hvert sekund og han ville ikke kunne gøre sig varm igen før hun slap besværgelsen, og nu inden han overhovede nåede at regere, var hans kropstemperatur faldet ca 10 grader. Hun ville gerne se ham komme ud af det...