What's on your mind? - Nikita

Tid: Formiddag
Vejr: Solen skinner, men der er en smule køligt.
Sted:Oppe i Dreins Mountain.
Omgivelser: Der virker ret tomt, og fredfyldt.

Det havde været værd at klatre her op, udsigten var fantastisk. Solens stråler kærtegnede blidt hans kind, og et tilfredst suk lød fra ham. Det var vildt så meget man kunne se her oppe fra, det var et godt sted at have et overblik over tingene. Mathias lod sin hånd glide op i håret, pjuskede det uglede hår en smule op, inden han igen lagde begge hænder ned i lommerne. Der var intet smil at se på hans ansigt, han havde alt for mange bekymringer. Det var ellers uvant for ham, han havde brug for at komme væk fra engle og deres søde duft. De forbistrede engle, de skulle ødelægge alt hvad han havde prøvet at holde tilbage igennem alle de år han havde levet. Han havde brug for at være sammen med nogle andre væsner, brug for at komme lidt væk. Han rystede opgivende på hovedet, måske var der størst chance for at han kom væk. Hans blik var langt væk, fordybet i sine egne tanker.

Nikita gik med raske skridt op af stien, og nød udsigten vejen op. Hun elskede at komme her oppe, og nyde den smukke udsigt, og være alene. For der var få som gad at tage hele denne vej op. Hun gik imellem træerne og da hun så op, så hun en mandelig skikkelse oppe på toppen. Hun sukkede, hun ville gerne ha været alene, men selskab kunne ikke være så dårligt endda. Men hun ville først studere denne person, for hun havde lært at man nogle gange skulle være rime forsigtig hvem man henvender sig til. Hun stod imellem træernes skygge og bag et træ og så op på ham.

Han var så fordybet i sine egne tanker at han ikke mærkede den andens tilstedeværelse, det var først da han kunne mærke lugten i luften. Hans instinkter fortalte ham at han skulle være på vagt, og han så sig anspændt omkring. Var der nogen fra omme bag træet? "Hvem der?" spurgte han ud i luften, var ikke sikker på at han havde lyst til at gå meget nærmere. Det gik op for ham efter noget tid at det var dæmon der lugtede af, men alligevel var der noget andet over lugten. Han slappede en smule mere af og så tålmodigt hen på træet. Der var i hvert fald nogen, ikke? Måske var det bare ham selv? Eller nogen fra byen af eller noget. Han så over mod træet, måske var der alligevel ikke nogen? Han tog hånden op til hovedet, var han ved at blive vanvittig?

Hun kunne fornemme at han var dæmon, men hun var ikke sikker. tænker: Der er kun en måde at finde ud af, hvad han er. Hun trådte ud i lyset. Hun havde langt lyst hår, en blå sommerkjole på og sorte/hvide stribede legging. Men det mærkværdige ved hende var at hun havde en sort maske som kun dækkede hendes venstre side af ansigtet, man kunne ikke se hendes øje under masken. og hun havde noget tyndt sort stof som dækkede resten af hendes venstre del af hendes krop. men stoffet skjulte slet ikke hendes former. "Jeg er her" Smilte charmerende til ham.

Han hævede sit ene øjenbryn og så overrasket på hende, men det var en god overraskelse, tænkte han og smilede igen til hende. Han lod armene glide ned i lommen, "Jamen, goddag," sagde han sendte hende et charmerende smil. Det undrede ham lidt at hun var dækket i sådan noget underligt stof, men han lod sig ikke mærke med det. Han havde set alt for mange underlige mennesker igennem sin tid. "Hvad laver en ung kvinde, som dig dog her oppe?" spurgte han hende med et smil.

Hun gik op imod ham med lette skridt. "prøver at nyde udsigten. dig?" Kiggede spørgende på ham, øjet under masken blev tydelig, det var et ravgyldnet øje, og pupillen var formet som en slanges. Først var det venligt, men så skiftede den om, det var som om at hun kunne læse ham som en åben bog, men det var ikke sikker på at det var en illusion eller hvad. Hun vendte blikket ude over skoven og bjergene, og havde et lille mystisk smil på sine læber.

Mathias blik lå på hende, et øjeblik blev han forstyrret af hendes øje. Hans blik gled så videre over hendes ansigt, det han kunne se, fascineret. "Hvad afholder dig fra ikke at kunne se udsigten?" spurgte han med en drillende undertone. Han trak kort på skuldrene, "Jeg tænker," kom det en smule afvisende fra ham. At gå i detaljer omkring dette havde han ikke alt for meget lyst til. Hans blik lå dog stadig på hende, han studerede hende fascineret, nu da hun var kommet tættere på, var det tydeligt at hun var en dæmon. Det var ikke normalt at han færdedes i blandt sin egen race.

"dig" Hun kiggede over på ham med et smil og kiggede drillende på ham, men hun studeret ham samtidig. tænker: ikke dårligt, ikke dårligt. "Hvad laver så en enlig dæmon her oppe helt alene på denne bakke," Sagde det drillende nedværdende til ham, som om hun prøvede at teste hans grænser af.

Han lo stille, havde forventet det svar, "Skal jeg rykke mig for deres højhed, eller hvad?" spurgte han med et stort grin, men smilet nåede ikke rigtigt hans øjne, de var en smule bekymrede og sørgmodige. "Jeg kunne spørge dig om det samme," sagde han og så en smule overrasket på hende, lod hænderne glide ned i lommerne, betragtede hende så uden skam. "Jeg prøver at slippe lidt væk fra kaos," sagde han en smule henkastet og trak på skuldrene.

"Nej du har allerede ødelagt udsigten, så du kan da vel ikke skade den mere." Smilte drillende til ham. Nikita studerende ham, for hun kunne se at han ikke virkede glad. Tænker: Han er vist også trist, så er vi to. "Vi har alle nogle gange brug for noget privatliv. Jeg ville bare slippe lige fra min hverdag, hvor alle normale mennesker glor underligt på mig, men forståeligt nok, hvem normalt menneske vil dække halvdelen af sin krop." Kom med et grin, men det var et grin med en falsk klang, og hun vendte straks blikket ude over skoven igen

Han rullede let med øjnene, ingen grund til at være ydmyg nej. Det fornærmede ham en smule at hun ikke syntes at han så godt ud, eller i hvert fald at hun hentydede til at han ikke så godt ud. I hvert fald noget i den stil, men han lod det ligge. Han betragtede hende og kunne se at hun, lige som ham, ikke var specielt lykkelig i dette øjeblik. "Du er jo heller ikke et menneske?" sagde han en smule undrende og gik hen og stilte sig ved siden af hende, "Vores race er menneskets langt overlegen. Så hvorfor lade du dem gå dig på?" spurgte han med øjnene rettet imod hendes ansigt, ventede på at få et svar på sin undren. Han lagde sin ene arm i siden, og rettede så blikket hen imod naturen foran dem. Den fredelige natur der ikke gjorde andet end den var skabt til, og alligevel tog mennesket og de andre racer, hans inklusiv, og ødelagde dette smukke fænomen. Naturen gjorde dog også til tider modstand, som ved orkaner og andre naturkatastrofer, men gav det virkelig ret til at tage ressourcerne fra skovene af?

Hun blev fjern i sit blik men så kiggede hun på ham igen. "Nej, men mange iblandt vores egen kan ikke færdes med mig uden at glo." Hun tog instinktivt hånden på hendes maske. "Selvom jeg bliver kaldt for dæmon, så føler jeg mig ikke som en dæmon som jer." Hun prøvede lige at smile, men det nåede ikke op til øjnene. Hun vendte blikket igen mod naturen, så dens udfoldelser. Tænker: hvor let kunne det ikke være at bare være et træ, ingen træ er en outsider.

Han hævede øjenbrynet en smule imens han betragtede hende. "Og hvorfor så det? Er det masken der får dig til at skille dig ud?" spurgte han, undrede sig en smule, fordi det så ikke ud til at der var noget galt med hende. Dog vidste han selvfølgelig ikke hvad der gemte sig under masken. "Hvorfor føler du dig ikke som en af os?" Spurgte han og lod hovedet glide lidt på skrå imens han betragtede hende.

Hun vendte blikket imod ham og smilte sørgmodig. "Blandt andet pga det der er under min maske." Hun prikkede lige på den for at understrege at det var den. "Og hvad jeg har under dette." Hun tog lige fat i stoffet som dækkede hendes venstre arm, som også skjulte resten af den venstre del. "Og også pga af mange andre ting, jeg ikke vil snakke om." Smilte til ham. "Du virker til at være typen som er nysgerrig, har jeg ret?"

Hans hoved gled en smule på skrå, imens han betragtede hende, en smule nysgerrigt så han på hende, men han undlod at kommentere. Det var da ikke så unormalt at dæmoner gik anderledes klædt, men hvad mon det var hun gemte under den tynde bandage? Et charmerende smil gled over hans læber, hans udtryk så en smule drenget ud da han også tilføjede et stille træk på skuldrene. "Jeg kan begrænse mig," sagde han stille og sendte hende det venlige smil.

Nikita havde hovedet lidt på skrå og gik et skridt tættere på ham. "Jeg har intet imod nysgerrighed, hvis man ikke havde nysgerrighed så ville livet være utroligt kedeligt, ikke sandt." Hun smilte et skævt charmerende smil til ham. "Men hvis jeg skal tilfredsstille din nysgerrighed, så kan jeg tage masken af." Hun tog hånden over masken og tog den af så lidt til ingen ting, men inde under masken var det sammen slags sorte stof som var på resten af hendes venstre del af hendes krop. "ha snydt, der troede du virkelig på den" Smilte bredt og man kunne tydelig se at hun drillede ham. "Nej der er kun meget få personer som ved hvad der er under dette stof, så du kan lige så godt lade vær med spekulere over det, og du ville ikke kunne få det af, så mange andre har prøvet, men det har ikke lykkes." Hun vendte med ryggen imod ham, og ryggen var bar, for sådan var kjolen lavet. Men stoffet var der stadigvæk, men tydelig langs kanten af stoffet, var der hvide ar, hvor nogle af dem kunne ligne kløer som havde prøvet at få den af.

//hejsa der :D har skiftet ny person, kan godt stadigvæk skrive som Nikita, men ellers kan vi lave et nyt emne hvor det er crasie istedet for//