Hvem der? //Eikal//

Sted: Sheria's legeplads.
Dag-Dato: IRL.
Tid: 01:30.
Vejr: Koldt og lidt trist men med masser af stjerner på himlen.
Tøj: Hendes stramme sorte busker og en lang lyseblå top og en sort jakke ud over.
Omgivelser: Bare legepladsen.

Tazz gik stille rund inde på legepladsen for at slappe lidt af og tænke på lidt af hvert.
Hendes datter var hjemme hos Ray i aften for at hun kunne få lidt ro til at falde på plads de steder hun nu bor i.
Hun kiggede lidt rundt og sat sig stille på en af gyngerne og gyngede lidt frem og tilbage mens hun kiggede op på himlen og slappede lidt af i kroppen.

Eikal gik rundt omkring ja... overalt.. Hvor hans ben nu førte ham hen. Han var gik igennem natten, som en skygge blandt skygger, gemt af en frakke, der var større end nødvendigt, der gjorde det umuligt at se hans havblå øjne. Et lille, uhyggeligt smil var plantet på hans læber, da skyggerne omkring ham gjorde alt lettere. I hvert for ham, som en skygge-dæmon der kunne styre skygger. Morsomt, ikke?
Han stoppede op og opdagede nu at han stod på en legeplads. Et sted der om dagen var fyldt med skrigende, irriterende, snotdumme møgunger, med snot helt ned til hagen. Om natten var det dog anderledes. Der kunne tages og sælges stoffer, man kunne drikke sig stiv og bare tænke. Han tittede frem fra den store frakke og så nu at der var en anden. Dette gjorde ham nysgerrig. Hvad lavede der nogen på legepladsen... på denne tid?
Han nærmede sig skikkelsen, men stoppede så, lod personen opdage hans tilstedeværelse først.

Tazz sad stadig og gyngede lidt og man kunne godt hører at de gynger blev brugt tit for den larmede lidt hver gang hun gyngede frem og tilbage på den.
Hun slappede bare af og nød at være alene.. Eller var hun alene? Hun syntes hun kunne hører nogen men var iik sikker så hun stoppede stille gyngen og rejset sig stille op og snussede lidt ind og kunne lugte dæmon så kiggede rundt og fik øje på en fyr.. Nææ det var sgu en dreng! Hva lavede han dog her så sent? hm... Hun vistet det iik og var nok oqså lidt ligeglad.

Eikal betragtede kvinden der var her. Han stak hænderne i lommerne og gik lidt nærmere igen... nysgerrigt. Han rynkede en anelse på næsen og hans blik flakkede kort rundt for at være sikker på at der ikke var andre end hende. Nix, han ville sgu ikke overraskes! Han gik lidt nærmere, tøvende og holdte øje med kvinden.
Han fugtede kort sine læber og stoppede lidt væk fra hende. Lagde hovedet på skrå. Nysgerrig. Men tavs. Han gibbede kort med øjnene, og et smil - ikke et rart et, men et smil - brød frem på hans læber. "Godaften" sagde han, med en silkeblød, nærmest hvislende, slange-agtig stemme. Hans øjne under hætten strålede klart at han ikke var en hygge-onkel, men det var jo ikke synligt. Heldigvis.

Tazz kiggede stille på ham og blev bare stående selvom han rykkede sig tættere og tættere på hende og det var hun nu helt tryg ved da hun vistet at han var dæmon og hun havde iik haft de bedste oplevelser med dem her på det sidste men hun var nu opdraget til at være venlig "Godaften" sagde hun stille med en sød lille stemme og hun smilede stille til ham for at være venlig selvom hun var lidt bange for ham men hun ville helst iik vise ham det.

Eikal tittede mere ud fra sin »hule« som han ellers havde det meget godt i. Lidt af hans mørke, lidt små-krøllede hår kunne ses fra hætten og nu var det meste af hans ansigt synligt. Ikke hans øjne, men fra midten af næseryggen og nedaf, hans t-shirt under tog over og frakken blev lukket midt på brystet.
Da hun svarede, blev hans smil blot bredere. "Hvad laver du ude, sådan en skøn aften som denne?" jep, han var i den grad forskruet og mere eller mindre sindssyg. Han var i den grad ikke normal, og med hans bizare evne, var han i den grad også farlig, hvis man ikke passede på hans temperament. Han var trods alt en dæmon.
Han lagde hovedet på skrå mens han betragtede kvinden.

Tazz kiggede stille på ham og smilede bare venligt til drengen "Er bare ude for at tænke lidt" sagde hun kært og kiggede lidt på ham "Hva med diq selv?" tilføjede hun efter lidt og kiggede stadig på ham og syntes at han virkede lidt mærkelig men hun tænkte iik så meget over det for det generede hende iik sådn rigtig men man vistet joo aldrig om det ville komme til det.

Han vippede hovedet til den anden side. "Jeg gik rundt" svarede han, og hans ansigt så kort blankt og livløst. Men et væmmeligt smil sneg sig tilbage på hans læber. "Hvor mine fødder bar mig hen" tilføjede han og så på hende. Eller måske gjorde han ikke. Måske så han igennem hende. Hans havblå øjne så på hende, men alligevel ikke.
Hans smil bredte sig og han begyndte at ligne en ond tegneserie skurk. Eller til tider ville man nok ønske at han var en. Han trådte nogle skridt frem imod hende, uden tøven og grinede lumsk. "Hvad er dit navn?" spurgte han nysgerrigt og sneg sig tættere på. Han bøjede sig en anelse forover, for at være sikker på at kunne forsvare sig selv. Og i den bevægelse blev hans hætte skubbet tilbage så hele hans ansigt var syneligt. Og nu var sindssygen i hans øjne jo så også synlig.

Tazz kiggede stille på ham "nåårh okii" sagde hun stille og så at kom tættere på igen og hun var iik helt tryg ved det men valget at blive stående for at være venlig mod ham.
Hun blev mere og mere bange for ham da han var sindsyg og det kunne man oqså godt se/høre på ham. Da hans hætte falde tilbage gik hun lidt tilbage men hun glemte at gyngerne var bag hende så hun faldt hen over den og lige ned på sin numse på de små sten der var under gyngern "av for..." sagde hun stille og tog sig til sin numse og kiggede lidt op på ham

Han smilede skummelt, og da hun så faldt, bredte smilet sig surealistisk mere og fik ham til at ligne skurken i den mest uhyggelige tegnefilm, eller måske en gyser.
Han gik nærmere og rakte sin hånd ud imod ham. Hans ansigtsudtryk var ulæseligt. Nej, han ville ikke være fej, og gøre hende ondt, mens hun lå ned, det var ikke fair. Han kunne godt lide at være unfair, men ikke i starten af legen. Hun skulle jo holde lidt endnu, og når hun så blev kedelig, så ville han endten lade hende være eller dræbe hende - så let var det trods alt, ing?

Tazz kiggede stille op på ham og rakte stille hånden frem og fik fat i hans "Det må du undskylde er rart kloset" sagde hun venligt og kiggede lidt på ham og prøvede at lade som ingen ting men det var sgu rart svært da han var så sindsyg ud.

Han nikkede kort og smillede igen væmmeligt, som var det klistret på hans læber. "Du får ti sekunder til at flygte" sagde hun uden videre omsvøb og smilede lumsk. "En.. To... Skynd dig, uret tikker! fire.. fem.." Han kunne ikke holde et lille grin inde. Det ville blive sjovt det her. At se hvordan hun reagerede på det

Tazz kiggede mærkeligt på ham og tænkte lidt hva fanden mener han? Hun gik bare et par skidt tilbage og kiggede stadig mærkeligt på ham og tænkte stadig på hva ham mente med det hele

Han grinede let, mens han talte ned, og da han nåede til otte, trak han en kniv op af sin lomme. Sindssyg? I den grad! Og han elskede det. Han liv blev mere... hvad kunne man sige? Spændende. Det var klart sjovere end at være normal.

Tazz lavede store øjne da han trak kniven frem og gik længere tilbage "hva er det du vil?" sagde hun forskrækket og gik længere og længere tilbage

"Lege" svarede han kort og tog nogle skridt efter hende. Derefter kastede han kniven, og lod den med vilje kun være ved at ramme hende. Han ville ikke skade hende. Ikke endnu i hvert fald. "Og vi er trods alt på en legeplads. Det kunne ikke være lavet bedre" Han lo. Han lo et vammelt, ondskabsfuldt grin, der nærmest fik hårene på hans egne arme til at løfte sig.

Tazz faldt bagud lige ned på røven og kiggede op på ham og fik tårre i øjne "pliss lad hver jeg har en datter der hjemme som jeg skal tag miq af" sagde hun trist og kiggede op på ham og begyndte stille at græde.

Eikal himlede med øjnene. "Jeg har en datter derhjemme, skån mig" vrængede han og spyttede ud til siden. "Så må ungen sgu lære at klare sig selv! Hvis jeg kan, kan hun vel også" fnøs han og greb fat i hendes trøje. "Og jeg er da vokset op og blevet en virkelig fornuftig fyr, syntes du ikke?" han grinede tørt og slap hende så, gik lidt væk. For fanden.. Han havde nok lidt medlidenhed, når det gjalt mødre med børn. Og alligevel, ville han gerne dræbe så mange mødre det nu kunne lade sig gøre. Så andre kunne mærke den smerte han havde levet med hele sig liv. Morder fra den dag han blev født. Dejlig titel..

Tazz lå bare på jorden og græd over det hele der skete lige nu for hun ville bare hjem til sin datter "pliss lad miq nu går" sagde stille og græd videre over det og vred sig lidt for hun ville helst væk lige nu.

Eikal knurrede, men stoppede så. Trådte lidt tilbage. "Hold kæft hvor er du kedelig" fnøs han og gik nogle flere skridt væk fra hende. Sandheden var nok at han ville ønske at han i det mindste ikke havde sin egen mors liv på samvittigheden. "Smut" fnøs han og viftede skødesløst med hånden.

Tazz kiggede stille op på ham og græd stadig og rejste sig stille op eller hun prøvede på det men hun havde svært ved det da hun var i chok og havde svært ved at stå op. Hun kiggede lidt på ham og kom op at stå og lænede sig op af et af træerne.

Eikal sendte hende kort et hårdt blik og... hans blik blødede lidt op. Men kort efter blev det hårdt igen. "Hvorfor løber du ikke hjem til din datter?" brummede han og gik lidt rundt på den forladte legeplads.

Tazz græd stadig lidt og lænede sig stadig op af træet "Taak du er et godt væsen" sagde hun stille og begyndte stille at gå hjemad.

Eikal fnøs. "Som om. Du var bare ikke særligt sjov at lege med!" brummede han, mest for at overbevise sig selv, end hende. Han så efter hende, da hun gik og rystede så på hovedet. Nu måtte han snart tage sig sammen. Jo før, jo bedre...

Tazz kiggede lidt tilbage på ham og smilede lidt og tørrede stille sine øjne og gik stille men faldt da hendes ben rystede lidt for meget under hende.