Hvad natten byder på -Jonathan

Tide: 22.55
Sted; Byen eller for mere og sige på en lille café
Omgivelser: ingen folk er på gaden på den her tid
Tøj: har skiftede det normal ud med det som du ser på billede og så har jeg min guitar med mig..
Vejer: Varmet for en forårs nat selv om jeg nok ikke mærke det
Årstid: Forår

Aften havde være rolig på den lille café det som Luciefar havde lavet var og side og øve en af den sang som han havde lavet og nu var der ikke så meget tilbage og lave da han var færdig med sang så han var ved og pakke guitaren væk mens han nyde en varme kop kaffe da han elskede kaffe selv om han ikke blive mæt af menneske ting var det stadig en hygge i og spise det en gang i mellem da han skulle hold en rolig som menneske, han slappede stille af mens han nippede til kaffen ind i mellem og han kiggede stille ud i natten da han snart skulle ud og lave et eller anden end og side her da han havde være der i seks timer eller mere han var ikke sikker på det og han var heller ikke den som gik op i time mere ikke efter han var blive 3000 år gammel så var det ved og være for meget med og hold styr på det, han smilede stille mens han kiggede på sig selv i glasset. Han havde sort på som altid og han minde mere om en punk type selv om han kun var det en lille tid af gangen da han ikke så sig selv så meget i det tøj som alle anden havde på nu om dage, hans hår var sort som natten og hans øjne rød mens hans hud var hvid som sne med en svag grå farve som ikke kun ses af mennesker alt i alt så han ud som en der ikke havde blod i kroppen men det tog han sig overhoved ikke af..

nogle rolige skridt kunne høres på gaden, da Jonathan kom gående med hænderne stukket ned i den tynde hætte trøjes, store lomme. han havde hætten slået op, så hans ansigt var formørket af skyggen fra hætten. dog skindte hans kystal klare blå øjne ignnem skyggen, da sulten var stor. han slikkede sig en gang imellem over læberne. der var ingen ofre i syne. det havde der ikke været siden han forlod haven. han undrede isg meget over han ikke havde set noget bytte og det irriterede ham også grusomt, da han vidste hans kære tvillingesøster lå derhjemme og sultede *dårlig jæger* hørte han en stemme sige inde i hans hoved og han udstøtte et lille hulk "ti stille" sagde hans barnlige lille stemme. han stoppede pludselig op, da han fik færden af en dæmon. han stod og snuste, imens han så sig ivrigt omkring. de krystal klare blå øjne, fik kort efter øje på dæmonen inde på en lille café. han stod nu der og betragede fyren fra den anden side af gaden. det sitrede i den lille vampyrs fingre. heldet var med ham, en dæmon kunne mætte meget godt. godt nok var fyren sandsynligvis stærkere en ham, men hvis Jonathan lammede ham. kunne han få blodet. Jonathan gik over vejen hen mod caféen

Luciefar kiggede væk fra glasset og han drak hurtige kaffen op mens han trak vejet kort og unde en god grunde da han ikke havde bruge for det, han tog stille en halskæde af og der hang et ned af vendt kors i den som han altid havde på sig det han god kun finde på og be i stillehed hvis han altså fik love til det da han ikke kun det det unde fred da det han sagde var ord på sort magi som blev bruge til ond ting hvis man ikke fik sagt ting færdig og det ville han ikke lig have her til aften eller af magien gik galt og der ved fik det til og fald sammen over ham selv om han nu nok ville overlive det , han lukkede stille øjne mens han gav sig til og be ind i og han hold til om korset og ingen gik hen til ham de der havde nemt ved og hvad for en tro som han var ind på og det sagde nok til af man ikke skulle snakke til ham i mens. Efter kort tid lukkede han igen øjne op og det først hans blik faldt på var den fyr som var på vej i på café og han duftede stille for finde ud af om det var et menneske eller et anden væsen som han kun snakke med eller måske mere men nej duften var der mødt ham var duften af en vampyr og han var ikke glad for vampyr så han lavede et hvæs som ikke var til og hør..

Jonathan tog stille sin hætte af da han så at dæmonen havde fået øje på ham. han så så uskyldig og ufarlig ud, da hans nuttet lille ansigt kun udstrålede barndom. han stoppede ude foran caféen og overvejede en lille plan, men blev forstyrret af stemmen i hovedet, der bad ham om at droppe planen og gå til angrab. Jonathan gik så ind i caféen og gik direkte hen til dæmonen. han vidste udmærket godt at dæmonen vidste han var vampyr, det var jo indlysende på duften. han satte sig over for fyren med et stort, barnligt smil på læberne "De dufter godt" sagde han høfligt og betragtede ham med et kærligt blik. han virkede forsat barnlig og uskyldig. folk med bare en smule godhed i sig ville falde for hans lille barnlige leg. han kravlede op på bordet og lænede sig tættere på dæmonen, med det forsatte barnlige smil *lam ham nu bare din lille idiotiske unge.. han er meget stærkere, han kan ligge dig ned på ingen tid* lød stemmen i Jonathans hoved igen og det sitrede kort i hele den lille vampyrs krop "sådan en ung herre kunne vel ikke hjælpe en lille vampyr vel?" spurgte han igen så høfligt han nu kunne, med et lille barnligt fnis efter.

Luciefar lavede en blandt udgave af et pokeface og et eller anden der minde om et ond blik han kiggede på vampyr "og hvad skulle jeg kun hjælp dem med?" sagde han meget koldt mens hans blik var helt lukket på vampyren og han var klager på hvad end der så ville ske og på sammen tid havde han en hånd i den ene lommen hvor en masse knive lå som han altid havde på sig bare for ren sikkerhed da han havde være op mod en del vampyr gemmen den tid som han nu havde live i "og hvis jeg dufter så godt så kom an blodsuger" sagde han lidt efter og han havde en portal klager til hvis det skulle kom så lang da han kun lave som han ville det var jo hans even og styr hvor de skulle dukke op og hvor han ville have dem til og send ham hen i byen eller verden hvis det kom så langt...

Jonathan grinte lidt tid og smilte stort og glad "hvad De kan hjælpe, det må De da havde gættet min herrer.." sagde han barnligt og satte sig ned på bordet, imens han betragtede dæmonen. han klappede lidt i hænderne, da han hørte hans kommentar "kom an blodsuger.. hvor sjovt.... men undskyld.. jeg har virkelig ikke kræfter til at lege nu, så jeg tager altså bare blodet" sagde han i et barnligt grin og løftede sin hånd, hvorefter han lammede hele den fremmedes krop. han kunne holde en hver lammet i så langtid han lystede og havde kræfter til og ingen havde mulighed for at kæmpe imod lammelsen. han satte sig på dæmonens skød og kyssede ham barnligt på næsen "tak for hjælpen" sagde han med for en gangs skyld kulde i stemmen og satte sit ansigt mod dæmonens hals, hvorefter han kort snuste og derefter bed sine skarpe vampyr tænder ind i den blege hud. godt nok plejede han at lege liudt med sin offer og gøre det lidt bange eller noget, men han havde på fornemmeslen at denne dæmon ikke faldt for tricks og nok heller ikke ligefrem var til at gør bange.

Luciefar kun ikke bevæge sig og han og han kun nemt mærke at vampyren drak af hans blod men stadig han kun ikke forsvar sig i øjeblikket eller der var en veje og det var ved og få alt til og op i flamme ved tankens kraft da ilden ikke kun skade ham og sådan havde det være siden han var lille, det var hans lille evne at ild ikke kun skade ham så han kiggede hen mod de de lyse som der nu var og kort efter fik ham dem til og lave kæmpe flamme så der gik ild i det hele. Han var ikke bange på nogle måde men på samme tid vil det os krave af han var ud her fra før det helt faldt sammen rundt om ham..

Jonathan lagde ikke først mærke til flammerne, da det at få blod fylde hele hans hoved, men da han begyndte at kunne mærke en svag smerte mod sin hud opdagede han self. flammerne. hans slap bidet og så rundt om sig. han sad lidt tid bare og stirrede i mens hans ud virkelig gjorde ondt, af varmen fra flammerne "hold da op.." sagde han og mistede koncentrationen om at holde dæmonen lammet. han var forundret over flammerne og sad bare og betragtede dem med et barnlig smil "hvordan gjorde De det?" spurgte han og så på fyren. han sad stadig på hans skød og viste ingen frygt overhoved. flammerne, var begyndt at give dne lille vampyr lidt spr på huden, som meget langsomt blev større, da han jo healede imens. Jonathan frygtede ikke døden og frygtede derfor heller ikke at brænde op i flammer, dog vidst han godt han skulle hurtigt ud, for han kunne ikke tillade sig at lade sin elskede søster sidde og dø af sult.

Luciefar slap ud af det og være lammet og han blikket kort "det er min evne jegstyr ild og den kan ikke skade mig" sagde han mens flamme havet komme tæt på dem begge to "det for beskytte mig selv af jeg har taget min lille evne i bruge" sagde han kort efter og hans blik blive ret ond mens han lavede et mere ondt smile mod vampyren, han snuppede sin guitar taske op på ryggen så der ikke kom til ske den det stor da han var ret glad for den "så hvad blive det skal jeg varme mere oppe her ind eller lad du mig være i fred" sagde han mens han rejst sig op og gik ind mellem flammen som ikke gjord skade på ham men han så bare på vampyren mens flammerne legede oppe af hans krop ude og gør ham nogle som helst..

Jonathan slikkede lidt blod væk fra sin overlæbe og grinte barnligt "så De var faktisk lidt bange for jeg kunne være en trussel" sagde han barnligt og satte sig op på bordet "jamen dog... jeg skulle jo bare havde lidt blod.. min kære Herrer.." sagde han grinene og rejste sig op, men faldt kort efter på knæ *DU DØR DIT FJOLS! KOM UD AF DEN BRANDENE CAFÉ TÆNK DOG PÅ DIN SØSTER!!* råbte stemmen i hans hoved af ham "Steffani" sagde han sp kort og blev pludselig mere alvorlig. han så hen på dæmonen og så derefter lidt rundt på flammerne "De slå Steffani ihjel, hvis De brænder mig inde.." sagde han fjern og der kunne lige skimtes en lille blod dråbe i drenges øjenkrog. han blik var nu hade fuldt "de skader Steffani!" råbte han så og han skizofrene siden begynde at være mere tydelig.

"betyder det nogle for en som mig" sagde Luciefar mens flammerne var helt rundt om dem nu og han smile var blive meget ond og det var let af se af han nøde og være så ond for en lille del tid eller var det overhoved den normale Luciefar som havde magten over ilden da han havde en anden personlighed som ingen havde set i en del år da Luciefar selv var mester til og hold den mørke side på plads ind i ham selv, han smile kort men smilet var halvt sindesygt mens han så på vampyr og det var ikke normalt på nogle måde..

Jonathan knurrede og knyttede sine hænder. han stod så pludselig lige foran dæmonen, da han jo havde vampyr fart. han puttede sig ind til dæmonen i et kram og knurrede så hårdt til at han umuligt ville kunne få ham skubbet væk, da han jo var vampyr og derfor også havde vampyr styrke "få mig ud her fra nuu!" hulkede han med en vred under tone. Jonathan var en lille satan der slog folk forsjov og elskede at så blod. han var barnlig og glad sådan set altid, men når det gik udover hans elskede tvilling kunne han blive den mest tudefærdige lille knægt, der var umulig at slippe af med eller slå alle i ihjel omkring sig. i dette tilfælde var han nok mest den tudefærdige knægt der var umulig at komme af med. flere steder på hans hud bløde det fra han sår der var kommet efter flammerne.

Luciefar lavede bare en vej gemmen flammen med tankens kraft og på kort tid var de ude på gaden mens flammen fik det hele til og fald sammen bag dem "vi er ude" sagde han og han blive stille sig selv i sted for sit onde jeg som havde magten over ham når han var godt gal, han kiggede sig om i gaden og folk var kommet ud for se hvad der var sker siden af det havde vækket hele gåden og nu hvor der bare være et kæmp flammen have bag dem være de begge det som der blive kigget mest på i øjeblikket..

Jonathan holdte sig stadig ind til ham, selvom de var kommet ud. han gemte sit ansigt ind mod dæmonens brystkasse og hulkede lidt. stille og rolig begyndte sårene på hans hud at heale, da de jo ikke var i flammerne mere og derfor havde nemmere ved at heale. efter lidt tid så han lidt frem for dæmonens brystkasse og så lidt rundt på de folk der var kommet ud fra deres hjem *tag selv bord* sagde stemmen i hans hoved med et lille grin og Jonathan slog sit hovede ind imod fyrens brystkasse igen,

Luciefar kiggede på vampyren i kort tid og han havde gætte af det var på tide og kom af vejen før der ville kom for mange mennesker, "liver du" sagde han kort før han rejst sig op fra jorden da han ikke havde tænkte sig og blive her mere da det måske ville blive opdagede hvad de begge var og det var ikke lige hvad han kun bruge lige nu..

Jonathan nikkede stille og holdte sig stafig ind til den fremmede "mmh" brummede han ynkeligt og gemte forsat sit ansigt væk. han var blevet ynkelig og var blevet til det lille forkælede møg barn, som bare ville være i arme han følte sig tryg og sikker i. det opfyldte dæmonen af en eller anden grund, selvom han for kort tid siden have prøvet at brande ham.

Luciefar gik roligt afsted selv om han ikke helt havde ventede af han skulle have en vampyr med sig hele aften og han kom væk fra gaden og ned på en af de små gader hvor der ikke var anden mennesker, han tænkte mens han gik og han stoppede så op da der ikke var nogle som kun se dem "hvornår har du tænkte dig og slip mig" sagde Luciefar mens han kiggede på ham og han ville enlig bare gerne fri fra hans grab selv om han ikke havde det stor i mod det..

Jonathan fulgte med uden problemer, selvom han holde fast om dæmonen. han havde ikke tænkt sig at slippe lige forløbigt og måtte jo derfor bare følge med. han så lidt op på dæmonen da de stoppede op "hvornår... undskyld min Herrer, men jeg har ikke tænkt miig at slippe Dem endnu" sagde han høfligt, med det barnlige stemme og gemte igen sit ansigt. han burde egentlig nok finde et andet offer, så hans kære søster kunne få noget blod. han slev var blevet forholdsvist mæt, selvom han ikke havde fået ret meget blod.

Luciefar sukkede unde en lyd og han kiggede bare på ham mens han forvejet et eller anden som han ikke kun kom til og få i øjeblikket, han blikket kort mens han kiggede ud på gaden hvor der ikke var en og se og han var ikke sikker på hvad han skulle gør af sig selv så længe han havde en vampyr på sig da han og gerne ville hjem før solen kom op på himlen for han var ikke en der var glad for at være frem om dagen da han så ud som en albion i manges øjne ..

Jonathan puttede sig ind til ham og sitrede lidt i kroppen en gang imellem "vil De ikke hjælpe mig min Herre?" spurgte han høfligt og igen på den barnlige måde. dog ikke sp lykkelig glad som før. han vidste godt han nok ikke ville hjælpe, men han skulle have fat i et offer til sin søster og det virkede som om dæmonen gerne ville slippe for ham, så det kunne sikkert bruges som lokke midel til at få ham til at hjælpe.

"det kom an på hvad det er for hvis det mere blod så bliver jeg skør for jeg kan altså godt mærke blodtab" sagde Luciefar mens han kiggede på ham og hans halse havde få såret fra bidet til og heale mens de havde snakke og nu var han ikke sikker på om han ville gør mere for vampyren da han ikke havde lyst til og være aftensmad for to blodsuger det var nu nok med en for en aften..

Jonathan stod lidt i stilhed og tænkte "Steffani..." hviskede han stille og udsætte et kort hulk. han trippede lidt på stedet og så op på fyren "jamen jamen... kan De så ikke hjælpe mig med at finde et andet offer... ellers overlever min søster ikke" sagde han med en bedende og ja stadig barnlig stemme. blikket i hans øjne var næsten mere bedende end hans tonefald i stemmen. nu havde han jo brugt det meste af dagen og aftenen på at finde et offer uden held.

*et offer?* tænkte Luciefar kort mens han overvejet hvor mange der var her i byen som man kun tag "jeg der nogle særlig som du har i tanken?" sagde han mens han så på ham med et mere roligt blik, så længe han selv kun slippe var det vel okay men på den anden side kun han os bare give sig selv da det ikke var blodtab som han lige frem kun dø af men så skulle det og kun var den her ene gang hvis det var.
"eller vente jeg kan vel godt give mig selv for en aften" sagde han så mens han så på ham "men kun den her ene gang" sagde han med en stemmen som var lidt hård det han være nød til og være sådan da han ikke kun være sikker på om det ville ske igen..

Jonathan lyste nærmest op i et kæmpe smil og krammede sig tæt ind til ham igen "TUSINDE TAK..åh min herre jeg takker Dem af hele mit hjerte" sagde han fuld af glæde "kun får denne aften, det er en aftale.. jeg står i evig gæld til dig" sagde han lige så glad og slap ham stille. den lille vampyr var lidt ligesom et lille barn som havde fået et stort ønske opfyldt. have ha på en måde også... hans søster ville overleve, det var et kæmpe ønske for Jonathan.

Luciefar blev lidt bange hvad havde han nu gået med til men okay han kun vel godt overlive det den her ene gang.
"du før an til hvor vi nu skal hen" sagde han roligt mens han kiggede på vampyren og han var stadig ikke helt rolig i kroppen men det måtte han bid i sig for nu og så den nat i gemmen, han ventede bare på a de skulle gå afsted.