When do we move on? - Neekie (Private talk, small children.)

Gæst

Sted: Havnen, Cage of Music.
Tid: 19:20
Omgivelser: Måger, og fiskere der pakker sammen.
Påklædning: Et par sorte bukser, en blazer og en sort t-shirt.
Vejr: Ingen skyer, solen er ved at gå ned.

Sebby gik frem og tilbage på kajen. Han snakkede med sig selv indvendigt. *Hvor længe siden var det sidst? Ja, det er lang tid siden Neek og jeg var på jagt,* Tænkte han. Han trippede lidt rundt. "Hey, fister! Kunne du hjælpe mig her?" Råbte en fisker, der stod med et torv i hånden. Sebby blinkede en enkelt gang. "Skal jeg bare holde fast, eller hvordan?" Sagde han, og gik hen imod fiskeren. Da han stod der, så fiskeren på ham. "Jo tak." Hans ånde stank af gammel leverpostej, og hans klude endnu værre. Sebby var ved at falde om på grund af den hæslige lugt. Han greb fat om torvet, og holdt godt fast.
"Hold den der, knægt!" Råbte manden fra masten af. "Jeg troede du var ved at pakke sammen?" Råbte Sebby, da han så, at manden satte sejlet op. Fiskeren smilede. "Nej da, jeg skal hjemad! Hjem til Mutti og Pappa, ved du nok!" Sebby smilede skævt. Man kunne høre på udtalen, at fiskeren var polsk. Han tænkte lidt i sin egen verden, da han jo bare skulle holde det reb dér. *Mon Neek snart kommer hjem? Jeg er ved at være småsulten. Og vi har ikke været ude og spise i lang tid.* Sebby havde lidt penge på lommen, så måske de kunne tage ud et sted? Istedet for at sidde derhjemme den her gang.
"Hey knægt! Du kan godt slippe nu!" Råbte fiskeren. Sebby slap torvet, der nu hang slapt fra masten.

Gæst

Neekie drejede ned af den lille sidegade, den der førte ned til havnen. Hendes lyserøde pumps klikkede hårdt mod jorden. Hendes rødbrune hår skinnede mod den røde aftensol. Hun gik med et sagte smil på læben og en lille brun, lidt lurvet pose i hånden Hendes lyserøde kjole struttede omkring hendes tynde ben og det hvide underskørt skinnede, da det var af silke. Hendes mørkebrune øjne havde en sær ... rødlig gnist? Ligesom de altid havde. Hun kunne se Cage of Music i det fjerne, og hun mærkede ligesom den der genkendelighed og glæde boble op i hendes bryst. Hun spejdede efter Sebby, men først blev hun nødt til at vinke til nogle af de klovne der stod ude foran hsuet og fik en smøg. Hyggeligt og trygt som altid.
Hun genkendte det hvide hår, det gnistrede ligesom da hun fik øje på det. Der stod han jo! Hun smilede for sig selv, et glad, lillebitte smil, der fik hendes hvide hud til at skinne på en helt speciel, lillepiget måde. Hun begyndte at småløbe hen imod ham, selvom pumps'ne gjorde det lidt besværligt. Det var jo trodsalt brosten hun løb på! Hun stoppede op, to-tre meter fra sin gode ven. Hun løftede posen og klirrede med de mange penge. Hun havde fanget en lille, nyfødt dæmonbaby, som havde været UMULIG. Det havde taget flere timer at få det ned til hovedkvarteret. Hun smilede svagt og trådte et par skridt frem. Hun kiggede på det lange reb Sebby havde imellem sine hænder. En mand med en kraftig polsk accent råbte noget om at han skulle hjem til sine forældre. Ordene Mutti og Pappa tændte et eller andet inden i Neek. Måske skulle hun aldrig have været løbet hjemmefra? Hun var egentlig ligeglad nu.
Hun drejede ansigtet mod Sebby og smilede stort. "Jeg har penge til aftensmad!" sagde hun på russisk. Indeni takkede hun gud for at Sebby havde gidet lære hende russisk. Og desuden, han betalte altid, når de skulle ud og spise, så hvorfor ikke forkæle ham lidt idag?

Gæst

Sebby kiggede op på hende med et bredt smil. "Hvordan fik du fat i pengene? Jeg troede du havde været ude og shoppe!" Sagde han på sit modersmål, og gik op for at give hende et kram. Han smilede til hende da han endelig gav slip, og gik hen imod Cage of Music. "Kom, kom! Jeg har repareret håndvasken på 3. sal!" Sagde han, lettere stolt over sin bedrift. Han var ikke ligefrem nogen blikkenslager, så det var ret godt for ham. Syntes han selv.
Han hilste på klovnene foran døren, og gik indenfor. Der var godt gang i den rundt omkring. Han trak Neekie med sig op på 3. sal, og viste hende, at vasken nu endelig virkede. Den havde været ude af funktion i nogen tid, og alt skulle jo være til at komme til. Flere af de andre i huset havde klaget en smule over det, så han kunne ligeså godt fikse det! Han ville hellere have været ude og fanget en varuld eller sådan, men man skal jo også lave noget husligt engang imellem. Og det her var en af hans opgaver, trods alt. "Nå, hvordan har din dag været?" Spurgte han med et stort smil. Han var altid spændt på at høre om hendes dages forløb.
Han gav hende endnu et kram, og hilste så på Morto, den klovn han snakkede allermest med. Han gik som regel med en cigar i munden, men ikke idag.

Gæst

Glæden ved at se Sebby smile fik det til at boble indeni Neekies lille brystkasse. Hendes hjerte slog et par hårde slag i brystkassen, men det slappede hurtigt af igen. Så svarede hun på hans spørgsmål, igen på russisk: "Jeg fangede en dæmonbaby. Helt nyfødt, stadig blodig, med moderkage og det hele." Hun raslede igen med posen og fortsatte så: "Det ser ud til at moderen har forladt den. Eller også er hun allerede blevet hentet." Hun fik et kort skuffet glimt i det ene øje, men det forsvandt hurtigt. Hun hørte videre på Sebby der ivrigt fortalte om sin bedrift. Hun smilede interesseret, og så nikkede hun bekræftende. "Flot!" sagde hun, denne gang på japansk, men hun kunne heller ikke lade være med at dy sig for det.
Hun lod sig trække med, men blev nødt til at stoppe for at hilse på alle klovnene. Caprion, en kvinde, der altid havde knaldrøde læber, virkede højere end normalt. Neekies blik gled langsomt nedover hendes krop, og så lagde hun mærke til de nye støvler. Ligeså røde som hendes lakkjole og læberne. Kvinden bukkede sig ned og krammede de to unge mennesker, der stod og holdte i hånd. Så råbte en lidt ældre, mandelig klov efter dem, da de styrtede afsted: "Husk nu at bruge beskyttelse." Perverse Morfar. Det hed han ... Eller det havde kaldt ham, al den tid de havde bruget i Cage of Musik.
Hun nåede kun lige at vinke til Morto i forbifarten, for Sebby var virkeligt ivrig efter at vise hende det, tydeligvis. Da de stod foran den smukke håndvask, og Sebby forklarede lidt frem og tilbage, så lagde Neek mere mærke til spejlet. Hun så sit spejlbillede, men alligevel ikke? Det var som om der var noget tyndt og spøgelsesagtigt over hende. Hun rystede på hovedet og rettede blikket mod Sebby. "Du er rigtigt dygtig!" sagde hun, igen på russisk. Det var faktisk det sprog de mest snakkede herhjemme. Hun stillede posen på gulvet og så lod hun sine arme glide indunder Sebbys jakke, for så at trække ham ind til sig i et tæt kram. Så tæt at hendes kjole skød bagud og man kunne se størstedelen af hendes lår.
"Skal vi så ud og spise idag?" spurgte hun i et stille tonefald. Hun fik øje på en flue der sværmede hjælpeløst rundt om de to unge mennesker. Hun smilede stort til den."Hej, lille ven..." pludrede hun på japansk. "Har du også brug for et hjem?" Den satte sig i hendes åbne håndflade og så holdt hun den oppe foran sit lille ansigt. "Hvad hedder du, sir?" spurgte hun så, og grinede sin tynde, lidt skæve latter. Jeg blev født igår. tænkte fluen og så fløj den.

Gæst

Sebby smilede til hende, og krammede igen. "Hvis du har lyst, men vi skal jo også lige finde ud af hvor," Sagde han med et stort smil. Han så på fluen, som hun havde holdt på fingeren, og sagde så: "Men hvor meget fik du så? For den dæmonbaby. Jeg vil virkelig gerne vide det, så jeg ved hvordan priserne ligger for tiden." Han blinkede til hende, og smilede så, varmt og charmerende. Han aede hende på ryggen, og slap hende så. "Nå, hvor skal vi så hen? Der er Chinese Takeaway nede ved kajen, men der har vi måske været lidt meget? Eller måske Holiday Dinner? Du ved, den nye der er åbnet inde ved centrum."
Han tog posen op, tog hende i hånden og gik ned ad trappen. "Hey, Dryan! Hvordan går det med konen?" Råbte Sebby til en lille, tyk og meget bred klovn. Han var vel i dværghøjde, og havde bikerskæg. Hans ansigtsmaling var blå Med hvide strejf. "Jo tak Seb, det går skønno. Hvad med din da... Mphf!" Sebby lagde en hånd over klovnen Dryan's mund. "Shh! Det taler vi ikke om, ved du nok!" Sagde han så lavt, at Neekie ikke hørte det. Hun måtte ikke vide, at han kunne lide hende. Han ville vente lidt endnu. Ja, lidt endnu. Dryan fjernede hans hånd. "Knægt! Koncentrer dig, du falder i staver." Sebby kiggede på ham. "Når ja! Vi skal jo videre," Sagde han så, og smilede til de mange personer der havde samlet sig omkring dem.
Han tog Neekie med ned ad trappen, imens de mange klovne mumlede. "Hvad handlede det om..." "Han er jo lidt skør..." "Hvad var det, Dryan?..." Seb hørte dem tydeligt, og gik lidt hurtigere i tilfælde af, at de skulle tale for højt. Dryan var den klovn Sebby betroede sig allermest til, som han snakkede med om næsten alt. Det var nu lidt sjovt, for han var også den groveste af alle i huset. I hvert fald overfor de andre. Seb og ham havde et helt specielt forhold. De snakkede om så meget med hinanden, som de ikke kunne snakke med andre om, for eksempel havde Sebby fortalt Dryan om hans usikre følelser for Neek.
*Du tænker for meget, Sebby! Ti nu stille med alt det møg, du kan tænke senere! På dit eget værelse! Nyd hendes selskab istedet, din mong!*

Gæst

Neek mærkede hans varme arme omkring sin lille tynde krop. Hans spørgsmål ramte ham lidt som en hammer. Nu skulle de ud og hygge sig og alt han koncentrede sig om var pengene ... Men hun kunne ligeså godt svare, da de stod i lidt pengenød nu, så hun plaprede ud med hvor priserne lå for tiden: "Altså babyen fik jeg 10000 for, men det ligger kun sådan, fordi de er lidt i nød. Altså, de fanger ikke så mange, så de giver lidt ekstra. Normalt ville man kunne have fået 5-6000." forklarede hun ham. Hendes russiske var lidt ,,rustent" hvis man kunne sige sådan? Det gik ihvertfald ikke så godt med hendes accent, da hun jo oprindeligt var japaner. Da han tog posen fra hende mærkede hun endnu en hammer ramme hende i maven, og hun blev lettere stakåndet. Hun dækkede hurtigt over det, ved at svare på hans næste spørgsmål: "Jeg gider ikke gå langt på grund af aftensmaden... Og desuden, så tror jeg lidt at Mrs. Wong savner os." Sagde hun med et smil.
Hun holdt sig lidt i baggrunden da Dryan og Sebby snakkede ... Hun havde lært at blande sig udenom. Hun kiggede lidt fraværende på Dryan, som blev ved med at sende hende nervøse blikke henover Sebbys skulder. *Hvad mon der foregår? spurgte hun sig selv. Hun hørte på Sebbys stemme at han tydeligvis var nervøs. Hvad skjulte han for hende? Hun lod sig trække med. På vejen ned af de mange trapper hørte hun de mange klovne mumle. Og så gik et eller andet igennem Neeks krop. Havde de en overraskelse til ham? Eller havde Caprion sladret til Dryan? De snakkede jo rimelig godt sammen. Hun kigged e på Sebby, da hans tanker ramte hende som en masse små sætninger inde i hovedet. Hun kunne ikke lade være med at grine højlydt, da hun hørte ordet ,,mong". Hun stoppede Sebby, ved at trække i hans arm. Den lille flue fløj ind imellem dem og afbrød dét Neek var igang med at sige. Født igår, født igår summede den.
"Hvad er det i skjuler for mig?" spurgte hun i det dér tonefald, der betød helvede, hvis ikke man talte sandt. Og Sebby vidste godt hvordan Neek var, når hun var vred. Det var kun sket én eller to gange, at Sebby havde set det. For det meste lod hun det gå udover en af klovnene, når Sebby ikke var hjemme ... Så var han fri for at høre på hendes råben og hendes skrigen. Hun løftede det ene øjenbryn, der betød at han skulle svare, ellers skulle hun sgu nok finde ud af hvad det var der foregik.

Gæst

Sebby blev lettere nervøs, og skulle til at svare da han så, at fluen afbrød hende, så han stod selv med helt åben mund. Så lukkede han den, og lod hende tale først. *Din nød! du siger det ikke nu, det ødelægger alt! Vent, kan hun ikke høre mig? Jeg har afsløret mig selv! Nej! Ti nu stille! Sig, at du siger det senere. Nej vent, hun ved det nok allerede, du har lige tænkt det. Din nød, Sebby José Stalin!* Sebby rødmede kraftigt. "Jeg... Øhm, du ved... Ja, du hørte mig nok, det bliver senere. Og der er ingen bortforklaringer, det lover jeg dig." Han var helt rød i hovedet, dels fordi han var flov, og dels på grund af, at hun måske allerede vidste besked. Han kløede sig lidt i nakken, og smilede skævt. Han sprang op i luften, da Nohto havde prikket ham i siden. "Dueh... Jegeh ereh lidteh sulteneh. Fyldereh dueh ikkeh ligeh skabeteh opeh?" Spurgte han. Nohto havde et eller andet med at sige -eh efter hvert ord.
Sebby smilede lidt skævt. "Jo... Eh, selvfølgelig! Men øh, ikke nu! Senere, vi tager lidt med hjem. Tror jeg da." Han kiggede over på Neekie, og var lettere nervøs. Han havde ikke lige tid til at fylde madskabet op nu. Han var lidt presset lige nu. "Okay, to sekunder... Hvem har lyst til hvad?" Råbte han ud. "Kinesisk!" Råbte Morto. Dryan skreg op: "Græske bøffer!" Og Nohto stod lidt mut. "Jegeh vileh haveh cornflakeseh..." Sagde han. Sebby blev lidt stresset nu. De ville alle sammen have noget forskelligt. "Ingen der kan blive enige? Please?" Spurgte Sebby lettere bønfaldende. Nogle af dem blev lidt mobsede nu.
"Det er da altid godt med pasta!" Råbte Perverse Morfar. De fleste klovne mumlede. Ikke ophidsende, nærmere som om de blev enige. "Okay, hvad med en god gang pasta med kødsauce?" Råbte Morto. Mange af klovnene jublede. "Ja, dét er længe siden!" Råbte en god del. Sebby pustede lettet ud. *Så er det på plads.*

Gæst

Neekie løftede det ene øjenbryn med en irriteret mine. Hun ville ikke finde sig i det. Han fortalte hende alting. Der måtte være noget galt med ham, ikke? Eller var det noget med hende selv? Hendes blik gled langsomt henover de mange klovne, der stod og kiggede på dem med spændte øjne, og så hørte hun Sebbys høje råb. "Hvem har lyst til hvad?" Hun lagde en hånd mod sin kind og kiggede på de mange klovne der hver især råbte sit ud. Så lagde hun først mærke til Caprion, der skreg på en vegetar-salat, da ,,hun jo var på diet" og derefter Stemma der gerne ville have kinesisk. Så kiggede hun på Sebby igen. Han så næsten lettet ud, da næsten alle havde istemt en omgang pasta. Hendes fingre gled igennem det rødbrune hår for at rette det ud, og så lagde hun mærke til sådan rigtigt mærke til Stemma. Hendes hud virkede underligt bleg? Øjnene syntes store og indsunkne ... Og de altid smilende læber, virkede ikke så smilende, men nærmere ... malet på? Hendes smilehuller var væk. Var der mon noget galt?
Hun tog hårdt fat i Sebbys arm og så trak hun ham med. Det var ikke hårdt ment, overhovedet! Hun ville bare have ham med, så han kunne fortælle hvad end det var, der var så hemmeligt? Hendes pumps klikkede mod jorden og efterlod klovnerne i en ophidset mumlen om "hvad der mon skulle ske nu? Hendes ben dirrede under hende, imens hun gik hurtigere. Hendes nysgerrighed var ved at dræbe hende. Snart stod de udenfor, i solen der langsomt faldt i horisonten. "Sebby ..." sagde hun stille. "Stemma ser lidt uhm... syg ud." sagde hun så og så dødsensalvorlig ud. Hendes brune øjne gnistrede af bekymring og hendes øjenbryn var lettere rynkede. "Der er også noget andet jeg gerne vil snakke om ..." hviskede hun hæst, og mærkede et ryk gå igennem hendes krop, da hun tænkte på den aften ... Hvor hun blev ... Hun afbrød sine egne tanker og kiggede op. "Sebby, jeg ..." længere nåede hun ikke før han afbrød hende.

Gæst

Sebby kunne ikke holde det ud mere. Han gjorde det hurtigt. Han fór frem, tænkte ikke på at han afbrød hende, men krammede hende blidt, og kyssede hende så, blidt på læberne. *Hendes læber... De er så, bløde... Og... Stop nu med at tænke, Seb.* Han gav slip på hende, og afbrød kysset. "Undskyld, det er bare... Jeg håber ikke det ødelægger noget. Imellem os to," Sagde han lettere nervøst. Han kløede sig i nakken, og tog hende i hånden. Han havde lige kysset den pige der betød allermest for ham. Hvad mon hun tænkte? Han satte sig på kajen. "Du var ved at sige noget, da jeg afbrød dig... Undskyld. Men hvad er det? Du lød så nedtrykt og deprimeret omkring det."
Han holdt hende tæt, og vuggede lidt fra side til side. Han tænkte på, hvordan Stemma havde opført sig. Nu Neekie havde sagt det. Var hun ved at blive syg? Eller bare i dårligt humør? Hun virkede så... Udsuget. Men hvad skete der egentlig for tiden? Han hørte aldrig mere om Dryan's kone, som var hun forsvundet, eller... Død. Han mødte hende i hvert fald ikke mere. Hvor gemte hun sig i huset? Men måske han bare ikke havde set hende. Men der skete efterhånden nogle mærkelige ting i det hus. Ikke bare med beboerne, men også selve huset. Det gik ham sådan på, det var ikke verdens bedste oplevelse.
Måske var han bare ved at blive småskør. Han tænkte over alt for meget på én gang. Og så det med Neekie. Han var forvirret. Det var på en måde mærkeligt. Han havde ikke haft det sådan før. Han havde altid kun haft venner. Aldrig havde han været forelsket. Så fremmed, det var det for ham. Han tænkte så tit på hende. Mon hun hørte ham om aftenen? Nej, så god var hun nok ikke til tankelæsning. Eller var hun? Hvad vidste han.

Gæst

Neekie for forskrækket sammen, da han kyssede hende. Hans læber var så ... Krydrede og smagfulde ... Men.. Hun skubbede ham hårdt væk og havde bare lyst til at skrige ind i hans ansigt, at "han skulle kraftedeme ikke afbryde hende, når hun var ved at fortælle at hun var blevet fucking voldtaget!" Men tanken om at han fik det af vide afskrækkede hende ligesom ... Hun mærkede hvordan han satte sig ned med hende i sine arme. Hun havde lyst til at fyre sine knytnæver ind i hans brystkasse og bare skrige! Skrige som om han var synderen! Som om det var ham! Hun trak vejret ophidset imens hun stirrede på ham. Hendes hænder søgte langsomt op over hans brystkasse og så skubbede hun ham væk fra sig, imens hendes øjne blev tårefyldte.
"Jeg..." Hun kunne ikke sige det ... Hun viste det med hænderne. Løftede den ene hånd og pegede mod sit skridt og så formede hun en ring med sin pegefinger og tommelfinger, og førte ringefingeren ind og ud af ringen. Så lod hun hænderne falde ned på sine lår og så begyndte hun at græde. Højlydt. Hun lagde hænderne på sit hoved og lænede sig ind mod ham, imens hun hulkede. Hendes skuldre rystede, hver gang et nyt hulk forlod hendes læber.

Gæst

Sebby så chokeret på hende. Han vidste, at hun ikke havde haft intentioner om sex med nogen. Slet ingen. Så han forstod. "Du..." Han var nærmest bleg. Tanken om, at hans hjertenskær, Neekie, var blevet voldtaget... Det var hårdt. Han følte en blanding af anger, vrede og sorg. Anger, for han havde intet kunne gøre! Vrede, for... Hvem ville gøre sådan?! Sorg... Hans elskede var blevet voldtaget, det gjorde ondt. Han lagde en arm om hende. "Hvem... Gjorde... Det?" Hans stemme var rastløs, og knækkede over, ved det sidste ord. Han var rasende på den person, der havde gjort hans Neekie fortræd. Han holdt hende meget tæt. Det gjorde ondt indeni. At Neekie var blevet behandlet sådan... Det var grufuldt.
Hans krop rystede svagt, og han fældede da også et par tårer. Det var forfærdeligt, for at sige det kort. Hans ansigt blev nærmest formørket. Han havde brug for at afreagere. Og det havde hun sandsynligvis også. Han rejste sig, med hende i sine arme. "Hvad siger du til, at vi udsætter maden lidt? Jeg har en synder jeg skal have fundet, hvis du vil hjælpe mig..." Han kiggede på hende med tårer i øjnene. Han var helt fra den. Og hvem ville dog gøre sådan? Hvem ville være så syg og forskruet?
Han havde lyst til at slå sig selv i maven. Han var en elendig ven overfor hende nogle gange. I hvert fald for et par minutter siden, der havde han været lidt for tarvelig. Det tyngede ham forfærdeligt meget. Det gjorde ondt på ham, men sikkert endnu mere på hende. Hun havde været ude for det, ikke ham. Og det var hende, der nærmest var blevet ladt i stikken af sin ven. Hvad for en ven var han egentlig? Han bebrejdede sig selv tusind gange.

Gæst

Da Sebby rejste sig op, fulgte hun bare med ... Alle hans sætninger var bare som grød i hendes hoved, hun kunne ikke få det til at hænge sammen. Noget med en synder ... mad ... det hele var bare en stor klump grød der hang i luften imellem dem, som et skjold der ligesom delte dem, selvom de stod helt tæt. Hun stirrede bare ned i jorden og hulkede ... Hun ville ikke fortælle om det, hun ville ikke mindedes det ...
Hun skubbede sig ud af hans favntag og tørrede sine øjne med en arrig armbevægelse. Hendes ben dirrede under hende da hun løb ind i det store hus igen ... Alle klovnene var forsvundet, hendes fantasi var væk, hun kunne ikke se dem mere ... Hun løb og løb og løb bare, indtil hun stoppede op foran sit værelse. Hun langede døren op og smækkede den i efter sig. Smed sig i sin seng og gav sig til at græde højt.

//Undskyld, kort svar .__.'//

Gæst

Sebby løb efter hende, men snublede på det øverste trin. Han smaskede ind over dørkammen, og lå der med blodnæse. Han fik ondt i hovedet. "Neek... Neek, vent..." Han var halvt bevidst, halvt slået ud. Han fumlede sig op ad trappen, og gik hen til hendes dør. "Neek, gør ikke det her imod mig. Du ved jeg ikke kan klare at se dig så langt nede." Han bankede kort på hendes dør, men gik ikke ind. Han ville have, at hun selv skulle åbne. Han hørte hende græde. "Hvad har jeg gjort..." Hviskede han for sig selv. Han følte sig som et monster lige nu. Forfærdeligt tarvelig overfor hende.
Han satte sig ned foran hendes dør. Han sukkede, og kiggede ned af sig selv. Han havde blod på skjorten, han var virkelig faldet hårdt. Med lukkede øjne, og tungt hjerte, begyndte han at tænke. *Neek, hvis du hører mig, så undskyld... Jeg er virkelig ked af, at jeg har været sådan en røv på det seneste.* Han klemte en tåre. Hvorfor var han sådan overfor hende? Han hadede sig selv for den slags. Også selvom han ikke havde ment det sådan. Men det blev jo tolket sådan. Og gud, hvor gjorde det ondt. Ikke kun på ham, men i hvert fald også på hende.

//Gør ikke så meget, bare tag den med ro ^^//

Gæst

Neekie lukkede øjnene og krøb sammen. Hev puden helt op til sit ansigt og lyttede. Hendes hulken blev holdt inde, og hun lyttede. Lyden af Sebby der faldt, fik det til at krølle sig sammen inde i hende ... *Det er min skyld!* ... Hun kunne høre at han bankede på, men hun blev liggende i sengen og lå helt stille. Hun havde lyst til at styrte ud og slå armene om ham og kysse ham og hviske undskyld tusind gange, men hun kunne ike få sig selv til det. Hun åbnede øjnene ganske lidt og skar ansigt mod lyset.

Hvorfor var de som de var?

Hun krøllede sig helt sammen, til en lille hård kugle og lukkede hele verdenen ude. Der var kun hende, der lå der og græd og havde ondt af sig selv, og den forslåede Sebby på den anden side af døren. Hun bed sig i underlæben og trak puden helt ind til sig, så hun næsten ikke kunne få vejret for den. "Undskyld, Sebby ..." hviskede hun helt stille og kiggede ned i pudens mørke og varme. Hun knugede puden helt ind til sig og rystede. Rystede over hele kroppen. Hun skubbede puden fra sig og satte sig op i senge. Hendes ben gled langsomt ud af sengen og hun bevægede sig som et spøgelse henover gulvet, hen til døren.
"Sebby?" hviskede hun ind mod døren, og gled ned på hug.

» It's not for children, Neekie...
» shit happen(Neekie-privat)
» I don't need a beat to know how to move my feeds. ¤James¤
» talk to me, dance with me - Lucas.
» du tog det jeg elskede fra mig (private til Marthias)

Glædeligt og F-ing godt Nytår alle sammen!

Så gik Deploratus ind i 2015.

2014 har været all over en smule hårdt ved os på rigtig mange måder. Vi har haft nogle udskiftninger i Teamene bag siden. Der er kommet nye brugere til og andre er faldet fra.

Vi har en efterhånden forholdsvis højgravid lille engel herinde :baby:

Så vi glæder os til hun spytter ud så vi kan beundre …

Kære Losties, ved I hvad vores Kaos-NPC kan være for jer?

Indhold
Uddrag af chat
Link til Kaos-NPC Tilmeldningstråden
Eksempel på hvordan man starter et emne - Hvad du gør hvis emnet er frabedt, men du selv er interesseret
Hvad hvis jeg vil have en NPC lige NU?
Hvad er en NPC?
Hvad kan jeg bruge Kaos-NPC til?
Hvad er forskellen mellem en Kaos-Tråd og Kaos-Npcén på Deploratus?
Andre …