du tog det jeg elskede fra mig (private til Marthias)

Det var meget smuk aften og folk var glade nu hvor det var weekenden og derfor kun de enlig slap en smule af selv om der os var en del og gør i hjemmet, de som var på gaden var der for at taget ud og danse eller os skulle de i operaen eller hvad de nu eller kun finde på hvis de havde penge nok til det.
På en lille gade som ikke lå ud af de andre kom en par sammen de så ud til og være glad og der var tegn på at de var gift da de snakke og smilet meget sammen, fyren i par var i jakkesæt mens kvinde var i en smuk røde kjole mens hendes hår var sat op i en knole alt i alt så de ud til og passe meget godt sammen selv om manden var meget mere hvid i forhold til kvinde men han var heller ikke en menneske nej han var en dæmon som havde fundt sammen med et mennesker som han os vae gift med. Hvad de lavet her på gaden jo de var på veje til operaen da de skulle se et stykke sammen men der var et stykke og gå og derfor havde de taget de gader hvor der ikke kom for mange mennesker og hvor de kun snakke uden at nogle ville opdag dem begge to, kvinens navn var Marry og dæmons navn var Lucian og det var bare en aften hvor de skulle være sammen selv om de ikke ville komme langt..

Himlen var overskyet, kulden bed en smule i kinderne, men det var til at holde ud. Inde i gyderne sad en ung mand, skjulte sig for offentligheden. Det var efterhånden et par årtier siden at han var stukket af fra sin plejemor og han var begyndt at angre. Ikke at det var så slemt så det ville blive senere hen, men nok til at han prøvede at gemme de smerter væk ved at drikke. Han farvede sorte hår var sat op i pikke, det havde taget ham og et par venner nogle måneder at finde den rette blanding til at gøre dette. Ellers havde det kostet alt for mange penge at gå til en frisør, og selv der var det de færreste der kunne farve håret. Og sådan noget var ved at blive populært. Mathias tog den næsten tomme spiritusflaske fra munden og rebede højlydt. Han var ikke ligefrem en charmør dengang. Det var hans fjerde flaske og verdenen var begyndt at snurre for ham. En af vampyrerne han lige nu sad sammen med holdt en joint frem imod ham. Glædeligt tog han imod den og begyndte at suge løs fra den. Han var ikke sikker på at disse 'venner' han var sammen med lige nu, selv kunne blive påvirket, men de virkede yderst opsat på at få ham med på legen.
Et øjeblik efter var de væk. Dæmonens skjorte var en smule åben og afslørede en bleg brystkasse, over den store hvide 'pirat-agtige' skjorte, havde han en yderst moderne vest, og et par bukser trukket over skjorten. Hans sko var et par slidte militærstøvler han havde nuppet fra et af han tidligere ofre. Ud fra gydens ende så han en nydelig ung kvinde gå forbi, og pludselig følte han sig mere sultne end han længe havde været.

Lucian havde armen om han elskede Marry da han ikke havde være meget for at lad hende være alene i natte da han var sikker på at det ville enden galt hvis hun gik alene unden ham og hun alene var og den der var klager over hvad han var og det var ikke en ting der gjord hende bange da han ikke havde være ond overfor hende og nok aldrig ville han kom til det.
De gik videre gemmen gaden sammen og Lucian fanget lyden af en som var bag dem me han sagde det ikke hørt da han havde det hygligt sammen med hans kones selv om det ville kun ende glat hvis hanmødt et eller anden som en anden dæmon eller vampyr på den her tid, han duftede luften og fanget duften af en der havde drukket på samme tid med duften af dæmon, det gjord ham utryk og han sagde kort til Marry af de skulle sat fart en smule op ikke sådan som en dæmon gik for et kun mennesker ikke men bare så hurtige som et menneske kun da han ikke øneske af der skulle ske hende noget den nat..

Hvis der var noget Mathias elskede ved sig selv, så var det hans yderst brugbare evne. Kærligheden til sig selv, samt selvtilliden, var først noget han lærte år længere fremme. Han havde set dæmonen der gik ved siden af kvinden. Måske var hun et offer for ham? I såfald ville han stjæle hende fra ham. Faktisk så ville han stjæle hende fra ham uanset hvad. Det virkede underligt at dæmonen havde armen slynget om kvinden, det var ikke noget man ofte gjorde. Men sandsynligheden for at de havde et forhold sammen, virkede så usandsynligt langt væk, at han ikke engang tænkte på det. Med bævrende ben bevægede han sig ud fra gyden af, hen imod kvinden. Med sin evne, bevægede han sig ind i sindet på dæmonen. Forsagede lammelse fra halsen og ned efter, hvorefter han satte en illusion af smerte ind i nervecenteret og hjernen på dæmonen. Han ville ikke engang kunne vride sig af smerte, bekendtgjorde Mathias med et ondt grin. Hans tænder var blottet i et ulvegrin, en grimasse der ville skræmme livet af den unge kvinde der uroligt så hen på ham.

//Tænkte på om det ville være okay, hvis jeg lavede et ar eller noget på din kære karakter, eller noget som kunne ses synligt selv efter hundrede år? :)//

// må du gerne hvis det er//

Lucian frøs på en måde til sted hvor han var og en kæmp smerte gik gemmen ham så han ikke kun gør anden og stå på sted uden af komme væk der fra, han ville gerne sige over men han kun ikke så han måtte vente til det var over eller til et anden sket men når alt kom til alt ville han ikke havde at der sket Marry nogle som helst på grude af ham. *hvad ske der* tænkte han bare mens han prøve og bevæges sig men kroppe ville ikke flytte sig fra hvor han var så han måtte bare bruge øjne og se om han kun se hvem de var der var efter dem men en ting var han sikker på det var dæmon som han havde duft der havde være over ham han kun bare ikke gæt sig til hvorfor..

Latter lød fra halsen af ham, en grum latter, den slags latter der fik blodet til at fryse. Øjnene var røde af fuldskab, men de lyste stadig gråligt, mystisk og farligt. Med overmenneskelig fart var han ved siden af kvinden, greb hende om livet og satte et kraftigt spark over på den anden dæmon. Det fik dæmonen til at vælte imod jorden med et brag. Kvinden begyndte at skrige og slå imod brystkassen af Mathias, men kun den onde latter kom fra ham, inden han trak begge ofre ind til sig i gyden igen. Der havde ikke været nogle mennesker eller andet til at se hændelsen, men man kunne aldrig være for forsigtig. Og lige nu ønskede Mathias at lade dæmonen opleve had ved at se sit offer blive stjålet fra næsen af ham. Han plantede et spark direkte i maveregionen på dæmonen, inden han flåede kjolen op på kvinden. Det fremviste en flot bleg hals. Med blotte, sylespidse ved tanken om det rindende blod, tænder, fik han den første smag af det lækre blod. Et hyl lød fra kvinden, der var ved at blive helt lam af hysterisk skræk. Hun kaldte et navn. "Lucian," om og om igen. Han havde ikke nogen ide om hvem dette var, og han bekymrede sig heller ikke om det.

//Noget specielt sted et ar ville kunne pryde?//

//ved ikke du bestemmer selv//

Lucian kom til sig selv efter og være blivet sendt til jorden med en del mere kraft end han sådan lige havde vente og han kom op og så på ingen tid før han sat i fart mod dæmon og hans kone som han kun hør, han kom ned af gyden hvor de var og han havde mere fart på ende han havde haft før i tiden. Han hen til der hvor de var og opdagede så hvad der var sket på den korte tid der var gået fra han var kommet fra gaden og her ned..

Blodet løb ned af kinderne på den daværende unge dæmon, han sendte et smil til dæmonen der kom imod ham. En hård latter, der aldrig nåede øjnene, kom fra ham. Igen tog han og brugte sin evne, en forfærdelig smerte blev indplantet i hans tindinger, som ville hjernen eksplodere inden længe. En uhyggelig lyd lød da Mathias borede sin hånd ned i brystet på den unge kvinde. Han greb fat om det bankende hjerte og rev det barskt ud. Han smed det over imod dæmonen og begyndte at fæste på blodet og det friske åbne sår. Det strittene, sorte hår var sølet til i frisk blod, ligesom hans ansigt var fuldstændig dækket af kvindens blod. Den før hvide skjorte var nu fuldstændig rød. Der lød slurpen som han lappede sin friske mad i sig. Hans fordrukkenhed gjorde det ikke nemmere at spise ordentligt, tværtimod. Kvinden der før havde været så smuk, var nu ugenkendelig, men han var ligeglad.

//Lyder godt.//

Lucian havde det som han havde set på Jack the ripper med det der sket og han var ved og gå amok inden i og på samme tide ved og bryde samme da han ikke havde ønsket og misten hende som han elskede højet eller mere end hans eget live og havde han kun lave det om ville han gerne men nej der var ikke en ting han kun gør så lang han var fanget på sted, en ikke kun en tåre gik ned af hans kinder men et helt have da han ikke havde haft den gave i flere år og nu hvor det sket var det som om helvede havde overtaget verden og han havde ikke mere han kun gør "hvorfor tog du ikke mig" sagde han med lav stemme selv om dæmon ville kun hør hvad han sagde uden det stor problem og han brøde nu helt sammen i en gråde..

Slurpen lød fra ham, han mæskede sig tilfreds i kroppen under ham. Hun var død nu, og hendes blod var begyndt at størkne i blodårerne på hende. Det irriterede ham en smule, men det betød bare at han måtte spise sit måltid hurtigere. Det føltes utrolig godt, at han vidste at han havde magten over så lille et menneske, gjorde så meget. Det var underligt, men det var behageligt. Ord lød, det føltes som om det var langt væk, men han hørte dem. Kroppen var drænet for blod og det meste og bedste af kødet var blevet flået af. Skamferet af skarpe sylespidse tænder. "Hun var mere appetitvækkende," svarede han og sendte et blodet grin. "Men jeg kan sagtens tage dig også," svarede han og var hurtigt omme bag manden. Han lagde forsigtigt hænderne om halsen på den grådkvalte mand. Med sine tanker dirigerede han manden til at knappe sin skjorte op.

Lucian bed sig i læben før han nu var oppe og stå, han havde dæmon bag sig og unde og tænke særlig meget over det åben han stille lidt af hans skjolerte selv om han nemt ville kun teleport sig ud af garb så havde han en hele anden tanke i sig og det var og dræbe selv om han ikke kun gør så meget i dæmonens grab, han lod sin ene hånd gå i lommen for finde nogle af de knive som han altid havde med sig for sikkerhedens skyl og han sagde ikke mere mens han havde stille grab om to knive..

"Du må meget undskylde at jeg tog dit offer fra dig," mumlede han sarkastisk, det var tydeligt sarkasme. "Jeg havde ingen ide om at kvinden betød så meget for dig," en grov latter lød fra ham, "Men hvad, du kan altid finde dig noget lige så smagfuldt, som hende, ikke?" Det var en konstatering. Med tungespidsen fugtede han sine læber, som allerede var dryppende af blod. Han placerede sine læber imod huden på skulderen. Tænderne blev blottet, og på et sekund var de boret ind i skulderen på manden, blodet begyndte at løbe ind i munden på ham. Han rev til og et stykke af kødet fløj med. Det smagte bittert og forkert, men han slugte det i en mundfuld alligevel. Mathias sparkede dæmonen fra sig.

"arh" sagde Lucian som lyde og han tog en tur hen over jorden før han endt i den anden enden af gyden "hun var ikke et offer men min kone" sagde han kort mens han tag sig til skulden for at stoppe blod fra og løb i mere tid, han trak vejet tungt da han let kun mærke smerten i kroppe før han kom halvt på og så og et par tåre var stadig tilbage i hans øjne selv om de ikke helt var til og se..

Mathias var trådt et skridt tilbage, betragtede dæmonen uden synderlig interesse. "Øh... okay?" mumlede han irriteret. "Du burde passe bedre på din egendele så," sagde han henkastet og vendte sig om. Han ræbede højt og begyndte at gå væk fra dæmonen der havde så pokkers ondt af sig selv. Mathias lod sine hænder glide ned i lommen, han sparkede til en dåse på vejen. Han skød ikke engang fyren en sidste blik, så meget bekymrede han sig. Alligevel, hvad havde denne dæmon regnet med? Når hans kone alligevel var en menneske ville hun snart dø alligevel. Så hvad var problemet, så fik han stillet sin sult.

Lucian bed tænderne sammen før han kiggede ned i et øjeblik og han tog så fat i det havde ville have haft fat fra før men han opgave det lidt da vold ikke løs noget som helst det gør bare alt til et helvede og det havde han oplive nok af nu selv om det ville lette ud på en eller anden måde, han sukkede uden en lyd mens han lod en nu en tåre fald til jorden da han ikke kun gør så meget anden..

Mathias hørte tåren falde til jorden. En ond latter kunne høres, som hans skikkelse forsvandt imellem gyderne. Han var mæt og beruset, han skulle finde et sted at sætte sig ned og hvile nu. Denne dag havde været perfekt, men han følte at han nok var nødt til at tage et nyt sted hen snart. Som Paris, han havde altid haft lyst til at besøge lige netop denne by. Den skulle være så smuk, som intet andet. Han forsvandt i mørket, selv latteren forstummede tilsidst.