Elf Wood - nikita

S: Skoven ...
V: Perfekt forårs vejr, for en gang skyld.
O: Skov, træer, buske, og hvad der ellers findes i en skov.
T: Lidt over middag.

Det var vel ikke overraskende at finde en elver i en skov? Ellers forstod folk ikke hvad en elver var, en af naturens folk, og nogle som elskede naturen som den var, og vidste at uden naturen, var der intet andet end en gold blod der hang i luften, også kaldet rummet, hvor andre planeter lige så golde som jorden ville hænge, og flyve meningsløst rundt.
Lucifer hoppede let ned fra stammen han havde stået på, og satte sig på den, mens han lage pile kogger og og bue fra sig, så han hurtigt kunne få fat på det. Han lage hoved let tilbage, og børstede noget af det sorte hår væk fra ansigtet. Han havde taget en hvid skjorte på, sorte bukser, og på den anden side af ham, lå der en jakke. Det var ofte det han havde på, og så et par støvler. Han vidste godt han så lidt underlig ud, med noget meget moderne tøj, og hans meget elver udseende. Men han orkede ikke at finde nogle gamle klude og tage på, der ville passe ham bedre, så hans udseende passede lidt bedre sammen. han sprang på bene, tog sin jakke over sin skulder og bue pil i den anden hånd. Han fugtede sine læber, og gik væk fra lysningen, ind mellem de høje træer, med lysegrønne blade, der duftede dejligt af forår.

En udsædvanlig vind strømmede igennem skoven blidt og roligt. Det var en varm vind men den kom i den helt forkerte retning end hvor vinde rigtig blæste hen i dag. Han kunne tydelig mærkede vinden strømmede lige forbi ham og tæt op af hans krop. Det var som om vinden havde sin egen bevidsthed, for nu strømmede vinden tilbage fra den vej den ellers blæste, og den blæste blidt imod hans ansigt. Den bar nogle blade med sig som fløj omkring hans ben, og han kunne mærke hvordan vinden strømmede omkring ham, som om den var en ultra meget blid tornado. Vinden blæste hans hår rundt omkring og det var som om den legede med ham. En ny vind kom og den var kold, men selvom den var kold var den ikke ubehagelig, den gav bare en forfriskning sammen med den varme vind, og det var en utrolig underlig følelse de to vinde gav. For det var slet ikke naturligt.

Han fnyste lavt, og ville have viftet vinden væk hvis han havde kunne, men da man jo ikke kunne gøre det måtte han blot fortsætte i den letter irriterende vind. Han satte farten op, og bevægede sig længere ind i skoven, hvor naturen havde sat et støre preg på landskavet.
Her var det den stærkeste der overlevede, om man så kunne klare det eller ej, der var ingen hjælp at finde. Da han kom hen til et bestemt træ, hang koggeret over skulderen, og stak buen ned i koggeren. Han greb fat i grenen lidt over hans hoved og trak sig op, og satte af, så han var på ingen tid oppe i toppen, hvor han havde et godt udsyn af til rasten af skoven. Han lænede sig op af grenen, og lod vinden blæse hvor den ville, han prøvede blot at ignorer den med bedste evne, selvom det ikke var nemt, da hans hår konstant fløj ind i ansigtet på ham. Han pustede det væk og lukkede øjne, så han slap for at have håret til at irritere hans øjne.

Så trak vinden tilbage i en retning, som om den var blevet kaldt tilbage. Med hans skarpe elverhørelse kunne han høre et langt stykke væk gik en person næsten lydløst og det var i den retning vinden var fløjet tilbage. Han kunne nu høre en fløjte, en der var lav som vinden selv, det var en gammel melodi, mindede næsten en som mødre brugte til at berolige deres småbørn med. Melodien var behagelig at høre på, men som sagt det kom fra et væsen, som gik længere væk fra ham, og det virkede til at den blev højere og højere fordi vedkommende kom nærmere og nærmere. Der var faktisk blevet helt vindstille i skoven nu, og skoven var mere stille fordi der var ingen vind som ruskede i træerne grene og blade.

Han trak vejret dybt, og slog øjne op igen. Vinden var forsvundet, og der var en der fløjtede, en sagte stille, og rolig melodi der virkede rolig og afslappet. Han knep øjne sammen, og sprang let ned fra grenen, så han efter lidt hoppen lande let på jorden, og kiggede rundt, mens han let pressede pege og langefinger mod teningen med et let tænksomt udtryk, før han smilede svagt og lænede sig op af træet, og afventede på personen der kom igennem skoven. Han var altid rolig når han var i skoven, han var på hjmmebane, og kendte skoven som sin egen bukselomme. De syregrønne øjne gled rundt, og afsøgte området for det mindste spor på at der var nogle i skoven, som ikke var velkommen, eller som ville gøre ham noget.
Han lod en hånd glide op af barken bag sig, og mærkede den rug overfladen under sin hånd. Han lukkede lidt efter øjne, og lyttede efter den svage fløjten.

Så så han vedkommende som var på vej imod ham, og vinden strøg forbi ham engang. Det var en kvindelig skikkelse. Hun havde hætten trukket over hovedet og henlagde hendes ansigt i mørke. Hun havde en sort jakke på og så en rød bandana som gik ned til hendes mave som var par. Så havde hun nogle shorts på og så sort/hvid stribede leggings på, og så bare fødder. Nikita kiggede ikke op på ham, for hun vidste lige præcis hvor han var. Hun lod sig bare styre af sine fødder og fløjtede videre den sang, hun havde lært af sin gamle madmor for ca 340 år siden. Hun var ca 40 meter fra ham og gik bare videre og nød det dejlige vejr.

Hans blik gled ned af kvinden, der kom til syne mellem træerne. Hun så meget normal ud, efter hans øjemål, men nu skulle der også meget til før han så andre som unormale, vel fordi han selv så sig selv, som unormal, der var jo ikke mange normale, mennesker, i denne verden.
Han kiggede på hende, og overvejde om det var hende der havde styret vinden. Han lage hoved let på skrå, uden at sige eller gøre noget. Han lyttede blot til hendes toner, som fløj igennem luften, og kom til hans øre, som tog imod dem med glæde. Sangen lød som en ældre sang, noget man normalt ikke hørte idag, ud over i film, som skulle foregå i gamle dage. Men Lucifer vidste ikke meget om dette, da han ikke havde set på et tv i mange år nu, noget med 50 år var det vidst, nu han begyndte at tælle.

Da hun kom ca 20 meter fra ham, så hun endelig op. Hendes ansigt var stadigvæk henlagt i mørke, og det eneste man kunne se var hendes venstre øje, det lyste ravgyldent og øjets pupil var formets som en slanges. Først var det som om den læste igennem ham som en åbenbog, men den fornemmelse forsvandt lige så hurtigt, for nu smilte øjet venligt. Hætten faldt ned og viste tydeligt hendes ansigt. Hun havde langt sort hår som bølgede ned. Hun havde ellers et kønt ansigt men det udsædvanlige var, at hun havde en sort maske som dækkede hele venstre side af hendes ansigt. Øjet under masken kunne man kun nu se som en ravgylden stribe. Hendes andet normale øje var bare blåt, helt almindeligt. Et smil viste på hendes læber, han mærkede igen vinden som strøg omkring ham. Så sagde hun noget med en venlig stemme.
"Det var dig jeg kunne fornemme i skoven, er du også ude og nyde skoven ligesom jeg??" Hun kiggede op og ned af ham, og så hans spidse øre. *Han må være elver, men dog noget underligt tøj han har på i forehold til normale elvere jeg nøder i skoven* Tænkte hun for sig selv. Vinden strøg væk fra ham og fløj tilbage imod hende, hun tog sin venstre hånd og det var næsten som hun greb dem. Hendes venstre hånd var behanskede med noget sort stof som sad tæt, men på hendes højre hånd havde hun ingen handsker. Hun tog hånden ned og lændte sig op af træet lige ved siden af hende, og så spørgende på ham.

Han gav kvinden et godt gammeldags elevator blik, og smilede så derefter kort, men venligt. "Goddag, og ja, det gør jeg stort set alt min tid ..." Han kunne slet ikke placere hende nogen steder hvor hun kunne høre hjemme, så det blev bare i sær gruppen, hvor folk kom hen, når han ikke vidste hvor de ellers skulle være. Han kiggede på hende, da hun kravlede op i træet.
"Lucifer." Han rakte hånden frem mod hende. Han vidste godt der var flere væsner der ikke sagde goddag på denne måde, men det gjorde han nu mest af høflighed. Han holdt kort de brune øjne ved kvindens ansigt, før de flyttede sig få centimeter, og kiggede forbi hende, ind bland træernes grønne blade, der let viftede frem og tilbage i vinden.
Hun kunne tydeligvis styre vinden, men mon det var vejret eller? Der var jo mange betegnelser for at kunne styre vinden. Han kiggede tilbage på hende, med et lille smil på læberne.

Nikita studerede hans opførelse og tog glædeligt imod hans hånd, hun gav den et fast håndtryk, og han kunne tydelig mærke at den var ret så varm, ikke så varm så man brandte sig, men stadigvæk mere varm end sædvanlig.
"Ja skoven er det eneste man kan regne med, og som bliver ved med at være konstant, og ikke som menneskernes kultur. Selvom mange mener at moder natur er brutal, så har hun sin charme og sin godhed hvis man kender hende" Hun kiggede op og så en ørn flyve forbi højt oppe, hun smilte og så ned på ham igen med hovedet let på skrå. Hendes venstre øje var kun tydelig som en lille streg i masken. Hun kunne godt lide at han var venlig, hun vidste at flere elvere var fanatiske og hadede alle andre racer fordi de ikke var som dem selv, men han virker til at ha sluppet fra det fanatisk elverstyrer.

//hejsa der :D har skiftet ny person, kan godt stadigvæk skrive som Nikita, men ellers kan vi lave et nyt emne hvor det er crasie istedet for//