En samtale på en bænk >Åben<

Dato : 17/5-11
Årstid : Forår
Dag : Tirsdag
Vejr : Meget køligt, skyet
Sted : Wareclare domkirke
Tid : 20:23
Omgivelser : Stille og fredeligt


Lucky sad på en bænk i den fjerneste ende af kirkegåren. Hun sad helt alene, eller sådan så det ud. Noget som kun hun som dødsengel kunne se sad ved siden af hende på bænken. En død ung kvinde, som endnu ikke havde forladt jorden. I noget tid var der helt stille og kun når Luckys lave stemme, brød stilheden som fik det til at lyde som om at hendes stemme var meget højere fordi der ingen andre lyde var. Luckys ansigt var vendt mod den døde kvinde, som sad med et sorgmodigt ansigt udtryk. Lucky kunne nogle gange godt lide at snakke med de døde, som lille havde hun været bange for nogle af dem, for de havde været meget skræmmende, men nogle var muntre og flinke selv om de var døde. Men denne døde kvinde som Lucky førte en samtale med, var hverken skræmmende eller munter, hun var ked af over at være død i en ung alder. Lucky lyttede til den klagende hæse stemme, som for andre lød som vinden der sussede halv langsom gennem græsset, men ikke en vind rørte sig, selvom vejret passede med at det skulle blæse lidt.
"Det gør mig ondt" sagde Lucky og lagde hovedet en smule på skrå til noget den døde kvinde sagde. Hun trak den gråe tykke strækkede cardigan/trøje tættere omkring sig. Lynelåsen i den var i stykker så hun kunne ikke lyne den og var nød til at holde den lukket med sine hænder.

En mørk person gik gemmen kirkegåden da det var en vej hjem fra en meget lang dag selvom det ikke hele var en normale veje for menneske da de tror et eller anden ville gå galt hvis man gik gemmen et sted med jord hvor sort magi ikke ville kun rør dem, ja sådan var mennesker nu om dage bange for de som de ikke selv ville tro på.
Person som gik der var klædt i sort Goht/punk t-shirt og han havde stramme sorte bukser på mens lange lang sorte handsker gik op af hans armeerne og det gemt den hvid hud væk fra verden selvom den ville være svær og se i natten. Person var en fyr og han havde kort sort klippede hår mens hans blik var roligt og han havde øje der var røde som blod mens han havde en Piercing eller to i under læben og huller i det ene øre da han var helt sikkert at han ikke var en person som var over på den lyseside.
Fyrens navn var Luciefar efter den ene af helvedes sønner da han i sandhed var en et helvedes barn eller på den tid da han var født var han men ikke mere så nu overvejede han og skifte det over til et anden navn men han kun ikke for sig selv til det. Hvad han lavede her på kirkegåden på den her tid var at han bare skulle hjem og han havde taget en anden vej end den normale, men normalt ville han slet ikke kom her da det var et engle hjem og han selv. Nej han var ikke velkommen her da han var en dæmon og derfor ville engle bare dræbe ham hvis de havde kendskab til det han var, men han snakkede ikke hørt om hvad han nu var da det gav en del problemer og menneske troede ham ikke før han var ved og tag deres sjæl eller ved og dræbe den fordi han bare synes de skulle dø..

Lucky pustede sit lange pandehår væk fra sine brune øjne, det var løst og faldt hele tiden ned foran hendes øjne. Hun satte det aldrig op, hun kunne ikke lide at få det sat stramt op og hvis det bare var sat løst op endte det alligevel med at hænge. Hun rykkede helt ud på kanten af bænken og lukkede sine fingre omkring det yderste bræde, mens hendes øjne endnu var rettet mod den døde kvinde som blev ved med at snakke. Selvom Lucky havde ondt af hende, var hun begyndt at få ondt i hovedet af kvindens klagende stemme. Hun snakkede sjældent længe med de døde, deres stemmer fik det altid til at snore rundt i hendes hovede, men hvis man bare ignorerede dem kunne de blive vrede, det havde hun oplevet engang før og det skulle ikke ske igen.
Dog blev hendes opmærksomhed delt i to, da en ung herre i sort tøj nåede ind i hendes synfelt ved siden af den døde kvinde. Hun lyttede til kvinden og skævede et par gange til skikkelsen der nærmede sig. Lucky havde altid været nysgerrig af sig, men hun var ikke typen der bruste frem, hun var rolig og stille. Selvom nysgerrigheden tit brændte i hende stillede hun ikke de spørgsmål som pressede på for at blive stillet. Hun lod folk fortælle hvad de ville, hun kunne selvfølgelig spørge indtil nogle ting, men hun var altid høflig over for folk.
Den døde kvindens klagende stemme blev en smule fornærmet da hun opdagede at Lucky ikke længere gav hende, hendes fulde opmærksomhed. Men alligevel fortsatte kvinden sine beklagelser og Lucky svarede og nikkede på de rigtige tidspunkter, dog mens mere og mere af hendes opmærksomhed gik til skikkelsen der nærmede sig.

Luciefar opdagede en kvinde der sat alene længer frem og hun sad og snakke med luften eller hvad der nu var der det var ikke til og se med hans øjne selv om de var gode som en vampyrs så var der ting de ikke kun i nu, han trak vejet mærkede hendes duft det var duften af en engle og det var ikke hele hvad han kun bruge den her aften, han kiggede på hende med de blodrøde øjne som var meget fangen hos menneske da det var unaturligt for mennesker og se til hverdag.
Han blik lukkede så på hende og det gik fra et pokerface til et mere ond blik da han ikke lige frem var en engle elsker selv om han var venner med en men det var os kun den ene person ikke flere engle skulle have fat i ham da de ikke ville anden end og gør det af med ham, han trak igen vejet for hold menneske rollen selv om hun nok ville opdag hans lugt om et øjeblik når vinden tog til men han kun vel altid prøve. Hans blik blev roligt og han så ikke længer farlig ud som han havde gjort for et øjeblik siden ”dav” sagde han med stille stemme men den var stadig klager fordi han havde være ude og sang øve og nu var stemme varmet hele op til toppe..

Lucky rejste sig langsomt op da duften af en dæmon slog hende imode. Hun havde aldrig tænkt sig at komme op at slås, hun stak altid af når folk var ude på ballade. Hun vidste at hun ikke ville kunne vinde en fysisk kamp og det var ikke altid hendes evne til at manipulere med følelse, var stærk nok. Hvis personen slet ingen følelser egede eller var så formørket i sin sjæl, kunne hendes evne ikke bruges til noget. Dog var det altid sidste udvej. At manipulere med folks følelser var ikke noget hun selv syntes var i orden, at få nogle til at forelske sig i nogen kunne hun aldrig finde på, dog kunne det være en god forsvars træk, kunne det blot ende galt når man legede med følelser.
Lucky studerede kort dæmonens rødeøjne og trak sin trøjede mere om sig. Den døde kvinde var forsvundet, hun havde ikke lagt mærke til det, men hun kunne i hvert fald ikke længere mærke kvindens tilstede værelse, det gjorde hende nu ikke så meget.
"Godaften"lød hendes lave men klare stemme, hendes blik hvilede på hans ansigt af ren høflighed. Normalt ville hun se folk i øjnene, men hans røde øjne gjorde hende utilpas, så hun lod være med at fukusere på dem.

"hvad laver man så her alene engle" sagde Luciefar med en smule kold stemme mens men det var ikke fuld kold som hvis det var en som han var kommet i kamp med, han lukkede blikket hele på hende og han ville ikke sige mere før han havde fået svar selv om han nok selv ville kun gæt det. For som alle ved var der kun en grunde til at engle var her og det var fordig domkirken var deres anden hjem i menneske verden, måske han bare skulle kast sig ud og ødelægge den en dag, han smilede kort ved tanken om det da det ville være sjovt men det her var ikke dagen hvor det ville ske da han ikke gad for han havde anden han skulle og lidt tid i og få det gjort i på grunde af torne i hans blod, han gøs ude af det var til og se på ham ved tanken om krystal torne i blodet som langsomt ville tag livet af ham om 7000 års tid men det var ikke tid at tænke over det nu da han ikke kun være sikker på at det ikke var en engle som ikke ville tag livet af ham..

Lucky så på ham og undrede sig over den kolde tone, men på en måde forstod hun ham godt, engle og dæmoner var ikke lige frem bedste venner, hun holde sig for det meste fra dem.
"Jeg ville blot spasere, og endte her"svarede hun med en høflig, men stadig lave, stemme. Hendes stemme var ikke specielt høj, den var altid lavere end andres, men hun brød sig nu ikke om at der var for meget larm og hvis en stemme heller ikke var for frembrussende så blev man tit ikke anset for den største trussel der fandtes, selvom hun nu heller ikke var det.
"Dem selv?"spurgte hun igen og holde sig selv i hånden. Hvis nu hun var høflig så kunne det ske at denne dæmon ikke ville slås, hun havde aldrig været god i kamp og undgik også små diskutioner. Det var ikke noget for hende.

"hmm man kan vel sige jeg er på vej hjem" sagde han mens han kiggede på hende "men på en anden måde kan man os sige at jeg har være ud og jage og sådan ting selv om det ikke er en ting jeg normalt gør om dagen da det for farligt hvis man blive opdaget" sluttede han mens han kort kiggede væk da han ikke var den der kiggede i øjne uden en meget god grunde, han trak vejet stille mens han var helt roligt da ikke var i tanken om en kamp eller de ting da han ikke havde så nemt ved det mere med den sygdom som han havde. Det havde gjord ham gammel ind i før tid og der ikke det stor han ville kun gør ved sygdom hvis navn var Krystal torne og den gjord at blod i hans krop langsomt blive til krystal selv om det ikke var hvad han ønske så kun det ikke laves om da han havde sygdomen fra hans mor som selv havde haft den før hun født ham..

"Ah" sagde Lucky og nikkede langsomt en enkelt gang. Hun lagde sin venstre hånd omkring højre albue og lod vægten hvile på hendes højre ben. Hun blev en smule utilpas omkring det med at han havde været på jagt. Hun var trodsalt engel og hun kunne ikke finde på at gøre andre ondt, men alligevel havde hun ikke nogle onde fordommer omkring andre væsner som tog liv. Så længe de ikke drabte for sjovt så gjorde det sådan set ikke rigtig Lucky noget, det var jo deres natur. Men selvom det så var hun ikke tilhængere af drab og holdte sig fordet meste fra dem. Især dæmoner og vampyr holde hun sig på afstand fra.

Han kiggede på hende i lidt tid mens han lod hoved gå på skrå og hans blik var nu lukket på hende da han ikke havde det med og blikke for det lå ikke i natur som det gjord når det var mennesker som kiggede på en "hvad hedder de så for mit navn var Luciefar" sagde han roligt da han på en eller anden måde gerne ville snakke for han havde ikke selskab så tit da dem han tit var sammen med var et offer et sådan en ting og derfor blive han ikke venner med så mange mennesker..

Lucky rettede sin ryg, og fordelte igen sin lille vægt på begge fødder, så hun ikke så så sammensunken ud. Luciefar? Hun kunne lide navnet, men hun var ikke sikker på at hun kunne lide ham, endnu. Hun fik tit ret hurtigt dannet et billede af hvordan en person var, men til gengæld var det også tit at det billede blev ændret med tiden og i takt med at hun lærte personen at kende.
"Lucky"sagde hun og havde igen foldet sine hænder sammen og lod dem hænge ned foran hende. Hun havde kun fået navnet Lucky, fordi hendes mor altid havde været uheldig og havde håbet at ved at give sin datter navnet Lucky, ville hun ikke arve noget af af hende uheldighed. Men Lucky var nu ikke mere eller mindre heldig end andre var, nogle gange kunne hun være ret så uheldig og nogle andre gange heldig.

"hyggeligt og møde dig" sagde han roligt mens han lavede et buk som kom fra 1889en da han havde lært en del i den tid og derfor elske han den tid mere end alt anden i verden og så var det os der han havde mødt den kvinde han havde elske mest i livet, men hun var der ikke mere og det var os en grunde til at han ikke kom der så på kirkegåden da det var her hun lod, han ville for altid kun husk hendes plads og han var os den ene der stadig kom med blomster til grave selv om alle andre var stoppe for meget længe siden eller ikke side 1940 hvor krige havde være over verden..

"I lige måde"sagde Lucky høfligt og nikkede som en venlig gestus, hun var ved at have vændet sig ti ltidsalderen og kun nogle enkelte gange kom hun til at lyde eller opføre sig som en fra sidst i 1800-tallet. Det var lettes at opholde sig med mennesker hvis man lignede og snakkede som de gjorde. Men tit gik hun tilbage i tiden da hun bedst kunne lide den gang hvor man var høflig og hvor piger ikke rente rundt i lårkorte nederdele som hun ikke helt brød sig så meget om. Hun havde aldrig kunnet lide at vise sig frem for andre og ville nok aldrig kunne være lige så frembrussende og larmende som nutidens mennesker. Hun kunne lide at tingene skete af sig selv og tog den tid som det skulle.

han lavede et roligt mens han kiggede på hende og det var nu ret og hygge snakke selvom han ikke gjord det så tit med mennesker da de var for kedelig eller ikke var vær og snakke med mere da de kun snakkede om deres problem eller anden af sådan ting og det var kedeligt efter en så lang tid hvor man måtte have hørt på det samme og det samme snakke for sådan gik det tit med menneske og det gik ham lidt på..

Lucky så på hans ansigt og konsentrerede sig om ikke at komme til at se på hans øjne, som fik det til at krybe hende koldt ned af ryggen. Hun fugtede sine læber med sin tunge og virkede meget rolig selvom at hun stod sammen med en dømon, som virkede en smule skræmmende, han virkede i hvert fald ikke til at være så glad for engle igen, selv om det lod til at han ikke rigtig havde noget imod at snakke med hende, men det var nok bare skuespil.
Lucky sagde ikke noget, hun havde flyttet sine øjne en smule så hun så på den døde kvinde der var dukket op igen. Hun stod ved siden af Luciefar og virkede irriteret over ikke at få nogen stor opmærksomhed. Lucky ignorede hende så godt hun nu kunne, men da kvinden begyndte at snakke igen om alt det hun ikke nåede vendte hendes hovedepine tilbage, og hun endte med at se på Luciefars ansigt, mens hun prøvede at ignorere kvinden ved siden af ham.

Luciefar trak vejet og han havde som om han ville kun sove selvom han ikke kun det men det var den samme træthed der var over hans gammel krop, eller os var det sygdommen som var i gang med og tag på ham da den kun finde på det ud af den blå luft, han gik hen mod et træ da han ikke gad og stå op da kroppen var meget tung i øjeblikket. Han sat sig ned på jorden ved træet og lod ryggen slap af op af det før han kort lukkede øjne i "jeg har det som om jeg skal dø" sagde han kort men han mærke smerten fra nogle af torne i kroppen..

Lucky så efter ham da han gik over til et træ. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle. Hun kunne endten gå sin vej, og på den måde sikre sig ikke at komme i problemer, men alligevel. Det var hende i mod at gå fra nogen som havde det dårligt og selvom han var en dæmon og højstsansynlig ikke ville have hende til at hjælpe på nogen måde. Hun gik langsomt hen mod ham men stoppede op to meter fra ham, hun så på ham og lagde hovedet på skrå. "Alle dør på et tidspunkt"sagde hun med et neutralt ansigt, hun viste sjælendt følelser, men var dog altid venlig og høflig.

"jeg så ikke sat til og dø af en jæger men en meget ond sygdom" sagde han mens han kiggede op på hende "det bare det at jeg stadig har 7000 år til førden vil have taget livet af mig" sagde han lidt efter mens han lukkede øjne helt i og de var lukket for en del tid mens han slappede af i kroppen for finde ro..

"Mmmhm..."sagde Lucky og så stadig på ham, fra to meters afstand. "Det kan ikke være sjovt"konstanterede hun med et ansigt der et kort øjeblik viste medlidenhed. Hun havde aldrig troet at hun skulle få medlidehed af en dæmon, hun havde aldrig mødt en som ikke var fjendtlig overfor hende. Hun holde sig tit til mennesker, de kunne ikke gøre hende så meget som et andet væsen kunne. Hendes evne var stadig fuld af fejl, efter som hun endnu ikke helt kunne styrre den når luften var fuld med negative følelser, det kunne være distraherende for hende.

"så jeg må se hvor længe jeg liver" sagde han mens han stadig kiggede op på hende og ned igen han havde ikke nok kraft i øjeblikke til og snakke da det gjord ondt en del steder da trone var i gang igen med og lave flere krystaller i blodet "pokkers torne" sagde han mens han havde begge arme om sig selv..

Lucky sagde ikke noget, hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun kunne jo ikke rigtig sige andet end Ja det må du jo for det var jo det eneste svar hun kunne komme op med. Hun kunne jo ikke hjælpe ham, hun rådede ikke over en evner som kunne være tilgavn mod sygdomme. Hun så på ham og havde lagt hovedet en smule på skrå så det lange hår var faldet ned over venstre skulder.

Han trak stille vejet mens han kiggede ud i luften for lidt tid og hans tanker var lidt på om hvor han ville enden op når han var blive helt til krystal, han gøs over det og når han var døde ville han bare gerne være dæmon igen da han havde være glad for det i alle hans 3000 år der var dov kun en ting han ikke var glad ofr og det den onde side af ham selv..

//ENDELIG ET ÅBENT EMNE! xD *Løber rundt og jubler i glæde* ^^//

De langsomme slæbende skridt gav nærmest genlyd mod jorden. Den lyseblå farve skinnede mod den brune jord og farven stammede fra en lang kjole, der gik den unge pige til benene. Pigen hed Neekie. Neekie Naruo. Hendes rødbrune hår skinnede i mørket, der omsluttede kirkegården og henlagde den i en ubehagelig, melankolsk stemning, der så ud til at påvirke selv de døde.
Pigen kiggede op fra sine egne tanker og fik øje på to ... To skikkelser af en art. Og hun kunne høre at de snakkede sammen, men hvad sagde de? Det var lang tid siden hun havde snakket deres sprog, hun var jo vant til at snakke russisk eller japansk. Hun gik langsomt tættere på, og stoppede op, da hun fik øje på den tydeligste af skikkelserne. En høj mand, med sort hår. Der var noget der så ud til at plage ham. Hun lod hånden glide igennem sit hår og kiggede på ham. Skulle hun sige noget? Eller skulle hun stå her på sikker afstand og overvåge dem?
Hun trådte et skridt tættere på og en gren knækkede under hendes fod. Så stivnede hun fuldstændig og kiggede afventende på de to silhuetter der var der, ikke så langt fra hende. Hvordan ville de mon reagere?

//Haha åbne emner er bedst :D//


Lucky så på Lucian stadig med hovedet let på skrå. Samtalen var sådan lidt død, og hun kunne ikke finde på noget der kunne få den op igen, hun var ikke van til at hygge snakke med en dæmon.
Men en lyd der brød stilheden fik hende til at fjerne sin opmærksomhed til den anden ende af kirkegården hvor en skikkelse, forment lig en ung pige ud fra dens form og størrelse. Hun gneb øjnene sammen, et menneske? Det kunne vel ikke udgøre den største trussel i verden. Selvfølgelig hvis det var en dussørjæger, men det var nu længe siden hun var stødt på sådan en, måske tyve-femogtyve år siden, hun var ikke hel sikker.
Hun så kort på Lucian igen, hun ville ikke reagere på skikkelsen endnu, kun hvis personen kom nærmere, hvis den gik igen var der jo ikke nogen grund til at ofre den opmærksomhed.

//goddag Neekie så vi tre mennesker//

Liucians blik gik lynhurtige på mennesket blik, han kiggede på menneske som var på vej hen mod dem og han overvejede om det var et normalt menneske eller jæger, han kiggede stadig på menneske mens sagde ikke mere da han ikke havde mere og sige men det var nok os fordi han var mere på vagt end han havde være før. Han blikkede kort og trak vejet mens han ikke flyttede sig en meter da han ikke var bange for menneske eller jæger selvom han havde være tæt på og miste livet til en jæger men det var ikke en ting han snakke højt om i øjeblikket..