På en bænk

Dato :: Irl
Årstid :: Irl
Dag :: Irl
Vejr :: Tørt
Sted :: I parken i werclare
Tid :: 23:00
Omgivelser :: Ingen andre end Jalaz

Jalaz sad på en bænk med sin guitar og overvejede at spille noget, men tøvede på grund af at det var rimelig sent. Hun lænte sig tilbage mod ryglænet og lukkede stille øjnene mens hun tænkte. Hun var ret aå ligeglad med menneskene men ville ikke tiltrække sig uønsket opmærksomhed... Alligevel endte hun med stille at spille melodien til 'The other side' af bandet Sirenia.

Vicente havde besluttet sig for at gå en tur i byen. Han slentrede ind på en tom gade. Hans røde øjne gled rundt og studerede området. Hans hat, som var lavet af strå kastede skygge over hans røde øjne. Hans sorte kappe med de røde skyer hist og her var knappet sammen så hovedstykket dækkede for hans mund og næse. Forneden dækkede kappen så man kun lige kunne se hans sko og de lange ærmer gik ned over hans blege hænder. Han gik stille hen ad gaden. En lok af sit lange sorte hår faldt hen foran hans ene øje, men med en kort bevægelse med hovedet fik han lokken væk fra sit øje.

Jalaz mærkede en vampyr i nærheden, og stoppede straks med at spille. Hun rejste sig stille fra bænken, og forsøgte at finde ud af præcis hvor vampyren var. Hun kunne selvfølgelig bare gå hjem, men det betød at hun var nødt til at tilbringe tid under samme tag som sin far, og det var ikke ligefrem noget der lokkede... Hun bed sig svagt i læben og spejdede ned af gaderne, uden for smedejerns stakitet der omgav parken.

Vicente kunne mærke, at der var en engel i nærheden. Hans skridt var rolige, næsten lydløse. Han rettede lidt på stråhatten så man ikke så godt kunne se hans røde øjne. "Hm.." mumlede han lavt og slentrede stille ind i en park.

Jalaz mærkede ham komme tætere på og begyndte at gå væk fra ham, før han kom for tæt på. Hun snublede over en rod hun ikke havde set i mørket, og landte på numsen. "Helvede!" hvæsede hun halvhøjt og ømede sig mere stille idet hun kom på benene. Hun spejdede ud i mørket for at se om vampyren skulle have hørt hende.

Vicente hørte hende tydeligt. Han satte farten en smule op og rettede sine røde øjne i den retning lyden kom fra. Han kunne nu se en. Siden hun var den eneste omkring ham, så var han sikker på at hun var englen.

Jalaz kunne nu se ham. Hun bed sig svagt i læben, rettede flygtigt på sin sorte læder jakke og vendte sig om få at komme væk. Hun knugede om guitaren, og kunne ikke rigtig løbe med den i favnen, kun gå stækt. Hun vidste godt at vampyren let kunne indhente hende, men hun kunne da altid gøre et forsøg på at undslippe..

Et lille smil viste sig kort på Vicentes læber selvom det ikke kunne ses for kappens hovedstykke, som dækkede for hans mund. Han vidste at hun havde set ham og satte derfor farten op. Lange skridt førte ham hurtigt imod hende.

*For helvede da osse!* tænkte hun og stoppede op. Hun lagde guitaren fra sig, og bevægede sig lidt væk fra den, så den ikke skulle gå i stykker. Så vendte hun sig om, og så direkte på vampyren. Hun stod helt stille, og afventende, mens hun bed sig hårdt i læben. *Så du har lyst til engel hva'? Så skal du edermame også kæmpe for det!* sagde hun trodsigt til vampyren i tankerne. Hendes opal grønne øjne, udtrykte ingen af de følelser der fór igennem hende.

Vicente stoppede kort fra hende. Han studerede hende med sine røde øjne. Nogle få skygger begyndte at bevæge sig omkring hans skygge. De bevægede sig, som slanger og lignede tykke tråde af skygger.

Hun lagde godt mærke til skyggerne og trådte kort tilbage. Så så hun trodsigt på ham og blev stående. "Hvem er du?" spurgte hun så. Der var stadig ingen følelse at spore i hendes øjne, og hun holdt en kold og rolig facade, selv om hun utryg inden i... Men ikke om hun ville lade ham få den tilfredshed at se hende skælve af angst... Ikke om hun ville...

Vicente bevægede sig med sin vampyriske hurtighed tættere på hende. "Det er irrelevant", svarede han blot. Han var så tæt på en engel. Endelig havde han fået chancen for at smage på en engels friske blod.. Den chance ville han ikke lade slippe igennem hans fingre. "Gør, som jeg siger og ingenting vil ske", sagde han med en rolig stemme.

"Tror du selv det er så let?" fnøs hun nærmest ofrarget og gik baglæns væk fra ham. Hun havde ikke den mindste lyst til at mærke smerten fra en vampyrs tænder i sin hals, og var rede til at bruge sin træning i kampsport, for at undgå den...

"Så må jeg gøre det med magt", sagde han og nikkede kort. Et par af skyggetrådene gled hen ad jorden og hen imod hende. Samtidig hev han kort i sin kappe så den gik op nede ved hans ben og hans ben kunne nu ses. Et par sorte bukser var, hvad han han havde på. På hver side af hans hofte sad en kort katana, som ellers var skjult af kappen. "Samarbejd så undgår du at komme til skade", sagde han.

Hun rystede kort på hovedet og stilte sig i kampstand. "Jeg har ikke tænkt mig at lade en fucking vampyr sætte tænderne i mig. Skrid dog ud og find et eller andet ligegyldigt menneske, og lad mig være i fred." sagde hun kold, og holdt øjnene stift rettet mod ham. Hun trådte endnu et skridt tilbage, men blev i kampstanden, da hun ikke frivilligt ville give ham en change for at få et angreb ind.

"De er bare en ligegyldig engel med et eneste formål.. At være mit offer", sagde han og gik med rolige skridt imod hende. Hans skygger gled langsomt hen ad jorden mod hende. Fik de fat i hendes ben ville de holde hende fast på stedet og så ville kun hendes arme være imellem hans tænder og hendes hals.

Da hun forsøgte at bevæge sig væk igen, kunne hun ikke bevæge benene. Hun så et kort øjeblik overrasket ud, og et frygtsomt udstryk strejfede hendes øjne, før hun igen fik den hårde, kolde facade op. "Nej" hvislede hun, og tog ikke et sekund øjnene fra ham. *Idiot!! Du skulle være løbet din vej mens tid var.. Og hvad så?!? Det er lidt forsent nu!* Hun skiftesvis skændte på sig selv, og forsvarede sin handling. Hun behøvede jo ikke at bruge sine ben... Hun kunne sagtens slå meget hårdt, og kendte de svage punkter på kroppen.

Vicente stoppede kort fra hende. "Giv op og lad mig smage på dit friske blod.. Så skal jeg nok skåne dig", sagde han og trak sine to katanas. Han hvilede dem roligt ned langs siden på sig, men var alligevel klar til at angribe med dem, hvis det skulle være nødvendigt.

Jalaz bed sig hårdt i læben og lukkede kort øjnene. Hun rystede på hovedet og åbnede dem igen. "Jeg har ikke tænkt mig at se passivt til mens du mætter dig i mit blod" hviskede hun lavt og overvejede et øjeblik om det var dumt sagt. Det var det somend nok, men hun var alt andet end villig til at lade ham sætte tænderne i hendes hals. Selv om hun godt kunne se at det nok endte sådan alligevel, kunne hun i det mindste nå at give ham nogle knubs inden da...

Vicente knappede hovedstykket op på sin kappe så hans mund nu kunne ses. "Så vil jeg ikke være venlig længere", sagde han og trådte helt hen til hende. Han duftede kort til hende. Duften var frisk og sød og han kunne lide duften. "Længe har jeg længtes efter dette", sagde han.

Hun sank noget da han trådte helt tæt på hende. Så jóg hun af alle kræfter sin knytnæve mod hans solarplexus. "Så har du sikkert ikke noget imod at vente noget længere endnu.." sagde hun. Hendes stemme var knapt mere end en hvisken, men hun havde stadig nogenlunde kontrol ober den, så den ikke rystede den mindste smule.

Vicente vaklede et par skridt tilbage på grund af det pludselige slag. Han tog sig til sit solarplexus, hostede et par gange og genvandt efter lidt vejret igen. Vicente tog en dyb indånding. Han havde været helt optaget af hendes duft så slaget overraskede ham. Han trådte hen, hvor han stod før og greb så ud efter hendes håndled.

Hun trak straks hænderne til sig og lænede sig en smule bag ud. I næste øjebilk jog hun hovedet frem for at nikke ham en skalde. Åh jo, hun var helt klart istand til at slås, og havde tydeligt fået træning i nærkamp..

Vicente forventede at hun ville prøve at angribe igen. Han tog et hurtigt skridt tilbage så hun ikke ramte ham. "De giver mig ikke andet valg", sagde han og rettede derefter en knyttet næve mod hendes ansigt.

HUn forsøgte at undgå den, men nåede det ikke. Hun blev dog 'kun' ramt i panden. Hun mistede balancen og faldt bagover, på grund af kraften i hans slag. Hun tog sig fortumlet til hovedet, og lukkede øjnene da hele verdenen snurrede rundt for øjnene af hende.