der findes skyger selv de mest fredfyldte steder - jade

tid: kl 19:30
sted: midt i den fredfyldte skov
årstid: sommer
vejr: meget tætte skyer
omgivelser: masser af træer og planter men ingen dyr at se i nærheden

klokken var ved at gå og solen var ved at ned i vest. Skyerne truede med at masser af regn og torden. bladene raslede i vinden der begyndte at blive kraftigere efter jo længere solen gik ned i horisonten. det mærkeligeste var at der var ingen dyr at se i miles omkreds. hvorfor var der ingen dyr i området? og hvor ville de have taget hen? det hele var lidt underligt. vinden begyndte at blive kraftigere og kraftigere. dog kan det være der var ingen at se i området var det alligevel som om at der var nogen. i skyggerne eller oppe i træerne det var ikke til at sige hvor henne.

Jade gik stille men rastløs rundt i skoven, dog havde hun oplevet skyerne sådan før. Men at der ingen dyr var? Det var det mest mærkelige hun nogen sinde havde lagt mærke til. Hvis der ikke var nogen dyr, var der vel heller ikke andre i skoven. Selv om hun jo var der, hun sukkede kort. Og glattede sin nederdel ud, hun skulle have haft taget noget helt andet på i dag, end sådan noget kort tøj. Kort nederdel, top jakke, også lige sko. Hun lod to fingre glide igennem sit grønne hår, inden hun standsede og gav sig til at betragte det område hun var i.

det var et virkelig smukt område at være i. dog var det lidt trist lige nu på grund af vejret. pludslig kom der en lyd oppe fra træerne. det var en mands stemme men dog ikke en mand alligevel som en voksen ca en der næsten kun var lige blevet voksen af sin alder. "jamen jamen hvad har vi her?" sagde stemmen. den var mysterisk og meget mandigt men dog lød den mørk. men det var lidt mærkeligt at man ikke kunne sætte en finger på hvor henne han var oppe i træerne.

Hun kiggede rundt da hun hørte en stemme, men stemmen tilhørte det mandlige køn. "Hvem der?" Sagde hun, da hun ikke kunne få øje på manden, eller bare finde det sted hvor mandens stemme kom fra. Stemmen havde lydt temmelig mystisk, men dog havde hun troet at hun var den eneste der var i skoven på dette tidspunkt. "Er det dig som har skræmt dyrene?" Spurgte hun om, og kiggede efter personen.

"mig have skræmt dyrene væk? nej det kunne jeg aldrig finde på. de løb deres vej i skjul da de så at det trak op til stormvejr" sagde han som om at han ikke viste hvad hun snakkede om. men dog var det lidt som om at der var en lille bitte smule sakasme inde i stemmen. pludslig kom der en bevægelse oppe på en gren oppe i træet lige foran hende næsten. der var han. han sad der på grenen imens han kiggede på hende men hans ansigt var dækket af en kridt hvid maske md horn eller var det hans egen horn? det kunne man ikke sige for mørket fra skyggerne af.

"Uvejr ja det trækker dog gevaldigt op til uvejr" lød hendes stemme, hun tog et skridt tilbage da han kom til syne på en gren foran hende. Som self var oppe i et træ. Hun betragtede ham let, ved at lægge sit hoved på skrå, hun lagde mærke til at han bar maske, med en form for horn? "Hvorfor bærer du maske om jeg må spørger?" Spurgte hun ham høfligt om. Det var sjælden hun mødte folk, som bar maske. Selv om det nu heller ikke var helt normal at folk bar maske, men det var der jo nogen folk der gjorde, også nogle folk som ikke gjorde.

"jeg bærer maske for at folk ikke skal se hvem jeg er. mange folk vil nemlig se mig død også selv om det vil kræve en masse arbejde at dræbe mig" sagde han og grinte lidt af hvad han sagde. han rejste sig op så han stod på grenen istedet for at ligge på grenen. "men nu vil jeg spørge dig om noget. det er jo kun retfærdigt efter som om jeg har svaret på dine spørgsmål. og mit spørgsmål er hvem er du?" spurgte han stille imens han havde blikket hen imod hende.

"Maske? Folk der vil dræbe dig?" Sagde hun og kiggede på ham. Jo ganske vist havde han jo svaret. Så var det også passende at hun svarede. Hun lagde mærke til at han nu stod på grenen, efter som han nu før havde siddet på grenen, "hvem jeg er? jeg er en elver, og navnet er Jade!" Sagde hun høfligt, men dog anede hun ikke rigtig hvad han hed. Hun lod en hel hånd køre igennem sit grønne hår.

"rart at møde dig jade" sagde han venligt og hoppede ned fra træet. men han landede ikke på jorden. det var som om at han faldt igennem skyggen af træet. pludslig kom der fodskridt fra siden af hende fra skyggerne og ud af skyggen ud i lyset stod han nu. han var iklædt en flot hvid maske og man kunne nu se at hornene var nogen der sad på masken og ikke i hans selve pande. han var derefter iklædt et flot sort jakkesæt og flotte spidse sko. hans hår var halvlangt og sort og så strittede det ud til alle siderne men det passede ham virkelig godt. dog synes man i starten at alting på hans ansigt var dækket men hans øjne var ikke. de var grønne som det sundeste græs nogensinde og så var det som om de glødede under masken som to grønne stjerner på en klar natte himmel.

"I lige måde, også selv om jeg ikke kender dit navn" sagde hun, og fulgte ham med sit blik. Det havde lignet at han blev et med skyggen, selv om han måske jo også kunne være skyggedæmon? Hvis han var det forklarede det jo det hele. "Hvorfor er en dæmon som dig iklædt i et jakkesæt?" Spurgte hun ham om, og betragtede ham stille med sine grønne øjne, det hun mere lagde mærke til ham. Var at han også havde grønne øjne. Det var ikke så tit at hun så folk, med grønne øjne som hende selv. Hun smilede et skævt smil til ham, men venligt var smilet dog. "Må man få dit navn at vide?" Tilføjede hun efter noget tid, i den tid havde hun blot stået og betragtet ham.

"tjaaa jeg er glad for du kunne regne ud at jeg var en dæmon og tjaa så har jeg altid kunne lide at have jakkesæt på. og undskyld for min uhøflighed. mit navn er Sakref Morladin" sagde han og bukkede høfligt. han måtte være opvokset i en rig familie med den høflighed han havde.

Hun smilede ikke det skæve smil, men et venligt et. "Hyggeligt at møde dig Sakref Morladin? Var det det du hed?" Sagde hun og lagde hoved let på skrå. Hun smilede mest af alt fordi han havde glemt at præsentere sig selv. "Jeg tror ikke jeg ville kunne fordrage at have jakke sæt på, men det er jo også mest til mænd tror jeg" sagde hun efter noget tid, og kiggede på ham.

"ja det er mit navn og nej jeg tror også kun det er mænd der skal have jakkesæt på har aldrig set en kvinde i jakkesæt før" sagde han venligt imens han kiggede lidt på hende. "må jeg spørge hvad de laver entenlig her ude i skoven ved den her tid?" spurgte han efter noget tid venligt.

Hun nikkede roligt til det han sagde, i hvert fald angående det med jakkesættet. "Elvere hører mest til i skoven jo, så her kan jeg bedst lide at være, selv om jeg dog har en lille hytte i nærheden. Som jeg egentligt kunne være i" svarede hun ham. Hun lod stadig til at betragte ham, men sådan var hun. Hun betragtede folk, deres udseende og somme tider deres væremåder.

"nååå det forklare jo en del hvorfor du er her" sagde han venligt og tog sine hænder bag sin nakke og løsnede masken og tog den af. Der afslørede han sit flotte ansigt. hans hud var bleg som sne men rent og havde ingen tegn på urenheder eller ar eller sår. og hans øjne glødede ikke mere men istedet var bare meget meget grønne. han havde et flot smil og hans tænder var flotte hvide.

Hun betragtede let hans ansigt, som hun nu kunne se helt. Da han jo havde taget sin maske af. "Kønt ansigt, og pæne øjne" sagde hun og smilede til ham. Køn det var han jo godt nok, hun kunne ikke rigtig have holdt sin mund, så i stedet for at holde sin mund lukket, så havde hun jo sagt det hun havde sagt. Men hun lagde mærke til hans blege hud hans blege hud passede temmelig godt til hans grønne øjne.

"hehe tak for de gode ord" sagde han med et smil. "jeg tænkte på om det kunne være muligt at vi fandt et mere sikkert sted end lige her da jeg tror at det vil begynde at regne om ikke særlig længe" sagde han og pegede op med sin handskeklædte hånd.

"Min lille træ hytte lægger i nærheden, hvis jeg husker rigtig" sagde hun og smilede sit venlige smil til ham. Hun kiggede op i himlen, også at skyerne var blevet endnu mørkere end før. Hun havde et skævt smil, hun havde kigget i lidt tid op på himlen. Inden hun vendte sit blik mod ham.

"hvad venter vi på? lad os komme afsted" sagde han med et smil. han kiggede op og pludslig kom der et tordenbrag fra himlen af og regnen begyndte at falde dråbe for dråbe

"Ja lad os det, kom med jeg er jo den som kender vejen" sagde hun roligt, og drejede om på hælen, og begyndte at gå hen mod nogle træer. Hun skar tænder da det begyndte at tordne. Hun håbede blot på at han fulgte med, hun standsede nogle få skridt væk fra en fin lille træ hytte.

han var skam fuldt med og stod lige ved siden af hende da hun stoppede op foran den lille træ hytte. "så det er her du bor" sagde han venligt og kiggede på den lille træ hytte

"Jep dette her er mit hjem" sagde hun og fandt en nøgle frem, og gik hen til døren for at låse op. Som hun med det samme fik gjort, "kom bare med ind. Hvis altså du ikke vil være våd" Sagde hun og smilede muntert til ham.

"hehe tak" sagde han og gik indenfor med et venligt smil. han kiggede rundt og så sig omkring inde i hendes lille hytte

Hun smilede, og lukkede let døren, i det det rigtig begyndte at regne uden for. Hun kiggede lidt ud af vinduet inden hun kiggede på ham. "Så det her er så her jeg bor" sagde hun og slog ud med sine arme, men ikke så de ramte ham. Men blot for at vise at det var her hun holdte til.

"det er et meget fint sted du bor" sagde han med et smil og fandt et sted at sidde og satte sig ned.