Can you hear the silence? ~ Åben tråd

Årstid: Sommer
Dato: 02/06
Dag: Torsdag
Tid: 00.53
Sted: Havnen
Vejr: Så mørkt som det nu engang bliver i sommermånederne
Omgivelser: Pakhuse, fortøjrede skibe og både.

Tais stod lænet op af en nattekølig mur. Hendes lange rødehår var flettet og trukket ned over højre skulder. Hun var iført en poset hættetrøje og et par normale jeans. Og så selvfølgelig et par sko med høje hæle. Hun inhalerede begærligt på den tændte cigarret hun havde i munden. Hun hadede sommeren. Det blev aldrig rigtig mørkt... Det var den farligeste tid på året. Egentlig stod Tais bare og lyttede til de tavse omgivelser mens hun nød det sparsomme mørke. Hun havde ikke orket at arbejde denne nat. Trængte til en smule stilhed. Skønt det fik hun bare ikke. Det fik hun aldrig. Der var aldrig stille i Tais' hoved. Bebrejdende stemmer fra fortiden blev ved med at forfølge hende. Du er et monster. Du hører ikke til her, du skulle have været død allerede ved fødslen. Djævelskab! Og hvad gør du med det liv du allernådigst har fået skænket? Opfører dig som en anden luder. Monsterbarn! Tais pustede roligt røgen ud gennem munden og tog cigarretten ned i hånden. Lukkede så øjnene. "Hold nu kæft!" hvislede hun indædt af de belastende stemmer i hovedet.

Lilineth kom gående ud fra et pakhus. Hun havde en stor sort frakke på som gik hende til knæene, og hendes hår var sammenfiltret og vådt. Hun skævede til himlen, så blev det vist ikke mørkere. Sommer var så irriterende, man kunne næsten aldrig være ude. Dukken hun altid havde i hånden, knugede hun nu endnu hårdere. En lugt af røg og menneske fyldte luften, hun fugtede læberne. Det var godt nok ikke så langtid siden hun sidst havde spist, hun behøvede ikke blod. Et suk undslap hende, og nysgerrighed fik hende til at gå nærmere. Hvis det var en mand ville han dø, aftalte hun med sig selv. Hun trak hætten op så man ikke kunne se hendes ansigt, og så det lå i skygge. Det var en kvinde, hun sukkede lettet. Det var ikke altid hun havde lyst slå ihjel, ikke når hun kunne klare sig uden. Hun blinkede overrasket da kvinden sagde noget, der var jo ikke nogen hun kunne snakkede med. Hendes spinkle skikkelse nærmede sig igen.

De små skridt afbrød den ellers næsten totale stilhed fra omgivelserne, og fangede Tais' opmærksomhed. Hun åbnede øjnene igen, og så mod den retning skridtene var kommet fra. En lille skikkelse indhullet i en lang frakke og med en hætte slået op til at skjule ansigtet stod et stykke fra hende. Et barn at dømme efter den spinkle kropsbygning. "Burde du ikke ligge hjemme og sove, stump?" spurgte hun roligt og inhalerede igen. Der var hverken fjendtlighed eller venlighed i hendes stemme. Bare rolighed. Hun lød hverken som om hun hånede barnet, eller som om hun bekymrede sig synderligt for dets ve og vel. Hvilket hun da heller ikke gjorde. Hun havde jo også fået lov til at gå omkring om natten af og til da hun var lille. Men det var nu sjældent at hun havde fået lov til at gå alene. Hendes far, eller ældre søster havde som regel fulgt hende rundt på disse nattelige vandringer.

"Jeg kan ikke sove", svarede hun og det sandt, hun havde ikke sovet i lang tid. Hendes stemme var som en træt voksens, bare lysere. Kvindens ligegyldige tonefald gik hende en smule på, hendes unge alder plejede at være et af hendes bedste våben. Hun synes dog der var morsomt hun blev kaldt stump, hun var højst sandsynligt ældre end kvinden. Røgen der snoede sig gennem luften tiltrak hendes opmærksomhed, de mindede hende om hendes søster. Hun tog en dyb unødvendig vejrtrækning og spurgte:" Hvad laver du egentligt her?". Igen var hendes stemme uhyggeligt moden, og hun smilede ved sig selv. Forsigtigt satte hun sig på jorden, hun kunne lige så godt snakke med hende. Der var noget til hendes søster kom hjem, hun havde en masse tid at slå ihjel. Hun lagde hovedet på skrå, normalt skred mennesker fra hendes selvskab, no mindre hun gjorde sig umage med at virke sød og uskyldig. Pludselig tog hun dukken og smed den i havnen, hun havde ikke brug for den mere. Hun kløede sig let på kinden og vendte sin opmærksomhed tilbage til kvinden. "Har du ikke en familie", spurgte hun, "eller et arbejde?". Hun kunne godt lide at høre om andres familier og bekendte, hun havde jo ikke sin egen.

Tais nikkede tavst til barnets undskyldning. jeg kan ikke sove... Nej, så meget kunne let regnes ud, for kunne pigen det så havde hun nu nok ikke bevæget sig ud på havnen midt om natten. Hun lod røgen glide ud gennem næsen mens hun fulgte dukken med øjnene. Sikke dog et besynderligt barn... Lige meget. "Hvad jeg laver her? Jeg stod og nød rent faktisk at have fri, og lyttede til stilheden." svarede hun med et svagt smil på de rød malede læber. Det var fuldstændig lige meget hvad Tais lavede, på hendes læber var der altid et lag af rød læbestift. I hvert fald når hun var vågen.
Tais stod lidt i tavshed og så ud over vandet efter barnets næste spørgsmål. Så langt tid at det ikke virkede som om hun ville svare. Så nikkede hun endelig og vendte de grønne øjne mod den lille pige. "Nej. Nej, jeg har ingen familie, selvom jeg engang havde det." svarede hun så. Det passede strengt taget ikke. Teknisk set havde hun jo stadig en familie. At hun ikke ville kendes ved dem, og ikke havde set dem i lang tid det var så en anden side af sagen. Men de var stadig hendes familie. "Hvad med dig, stump? Har du ikke en mor eller en far der bliver urolige for dig, når du ikke ligger hjemme i sin seng om natten?"
At barnet havde virket meget moden i sin måde at tale på var ikke noget Tais tog sig synderligt af. Hun havde aldrig rigtig omgivet sig med børn. De eneste børn hun kendte som lille var hende selv og hendes tvilling. Og ham havde hun ikke set meget til. I sit voksne liv havde hun heller ikke set meget til børn da de gerne var hjemme om natten når hun var ude.

En far. Hun kunne næsten ikke huske sin far, faderen var en del af de tågede minder hun næsten kunne huske, når hun anstrengte sig rigtigt meget. Det var kun moder hun kunne huske, moderen betød alt fra den gang. Hendes øjne virkede pludselig mørkere. Stump, det irriteret hende lidt at blive kaldt det. Hun var ikke rigtigt et barn mere, hun lignede bare et. "Hvem var det du snakkede til før?", spurgte hun stille. Der var ingen omkring hende, hun ville vide hvis der var, måske havde hun bare snakket til sig selv. Så vidt hun vidste snakkede folk normalt ikke til sig selv. Hun begyndte at tegne i den smule grus der var. Det var ikke noget specielt hun tegnede, for hun havde aldrig været den bedste til det. Hun kunne bedre lide dukker. Dukker var hendes kunst, hun var den bedste til at lave dem. Hun smilede lidt til sig selv, nej der var virkelig ikke nogen bedre til at lave dukker. Selvfølgelig havde de ikke hendes materialer. Hun kiggede ud på der hvor dukken var forsvundet, "han har det nok ikke så godt imorgen", hviskede hun til sig selv. Han havde fortjent at blive smidt i søen, folk skulle bare passe sig selv.

Tais løftede let et øjenbryn da der ikke blev svaret på hendes spørgsmål, men valgte at lade være med at kommentere det. Hun havde vel sine grunde. "Det kan være lige meget, hvem jeg snakkede med." svarede hun og viftede afvisene med den ene hånd. Inhalerede så igen fra den næsten færdig røget cigarret. Så satte hun sig på hug foran barnet. "Hør her stump, måske er det på tide at du kommer hjem? Der er mange ubehagelige typer ude om natten." Det at Tais kaldte hende 'Stump' var som end ikke andet end en måde at udtrykke venlighed på for Tais. Hun kaldte altid andre navne, og det var yderst sjældent at de var ment som en fornærmelse.

Hun rettede sig op og stirrede direkte ind i øjne på kvinden. Hendes øjne chokolade brune var kolde, smilet der spillede på hendes læber nåede aldrig øjne. "Jeg har intet hjem", hendes stemme var uhyggelig glad. Hun stirrede uden at blinke, blinken var unødvendigt for hende. Kvinden havde snakket med nogen, og hun vidste det. Det kunne godt være personen ikke var virkelig, men havde stadigt snakket til nogen. "Desuden hvis jeg havde et hjem ville der ikke være nogen til at vente på mig", hun vendte igen hovedet ned af. Hvis hun havde kunne, ville hun have haft tåre i øjne. Det var langtid siden hun havde været ked af det, hun følte næsten ikke noget mere. Hun rumsterede med med rygsækken hun havde på ryggen. En flamme skød fra lighteren i hendes hånd. Det var hendes søster, hun smilte til flammen.

Tais var overrasket ved den utrolige kølighed hun mødte i barnets øjne. Meget lig dig selv... Moderens dømmende stemme genlød i Tais' hoved. Et øjeblik ønskede hun faktisk at hun havde klædt sig på til arbejde. Så slap hun da for at høre på sine forældre... Tais rettede sig op, og så på barnet med en vis ligegyldighed i blikket. "Det skal jeg ikke blande mig i." sagde hun kort og trak lidt på den ene skulder. Hun kløede sig kort i håret under den opslåede hætte, og sukkede så tungt. Smilede svagt. Åbnede øjnene, som hun havde lukket da hun sukkede, ved lyden af en lighter. "Det er farligt at lege med ild. Du tisser bare i sengen når du lægger dig til at sove." Hun kunne simpelthen ikke lade være. Hun regnede ikke med at barnet ville tro på hende, men det var nu sjovt alligevel. Som barn fik man altid at vide at man tissede i sengen hvis man legede med ild.