Such nice music ~ Åben tråd, alle er velkomne

Årstid :: Sommer
Dato :: 28/6
Dag :: Tirsdag
Tid :: 23.48
Sted :: Kirken
Vejr :: Nattelunt
Omgivelser :: Ingen i kirken ud over Dania.

Blide toner flød rundt i kirken. Kravlede ind mellem bænkerækkerne, slikkede op af de smukt dekorede søjler og bølgede sælsomt mellem væggene. På orgelbænken sad en ung kvinde med de røde krøller samlet i en løs hestehale og vuggede blidt frem og tilbage i takt til musikken hun frembragte på det store instrument. De store rødlige vinger var bredt ud i al sin pragt, og afslørede hurtigt kvindens race. Hun var klædt i en grøn halterneck top og et par hvide shorts i cowboystof. På fødderne bar hun intet. Hun brød sig ikke om at have sko på. Det var alt for indelukket efter hendes smag. Den svagt lyserøde mund var let åben, og de gråblå øjne var havt lukkede. Englen var så godt som fuldstændig hengivet til musikken. Havde hverken sans for tid eller sted. Lagde ikke mærke til omgivelserne. Hun nød blot den beskyttende aura kirken udgjorde, og koncentrede sig om musikken.

En lav skikkelse gik hen af vejen, som førte forbi den store kirke. Den sorte hættetrøje var trukket godt over hovedet, så man intet af vedkommendes ansigt kunne se. Det eneste der var synligt var nogle runde briller, også kaldt for ozzy osbourner briller, de spejlede alt tilbage. Hættetrøjen var lidt åben for oven, så man kunne se lidt af den mørkelilla top, som viste nogle kvindelige former, så denne person var en kvinde. Hun var begravet i sine tanker, Crasie som kvinden hed, havde lige været ude i mørkets skov for at få noget fred, men nu ville hun altså gerne hjem. Hun tænkte på alt muligt, men så blev hendes tanker forstyrret. Hun kom til at hele tiden tænke på gode ting. Hun havde faktisk ikke lagt mærke til det før nu, at det var musikken som bragte disse tanker i hendes hoved. Hun stoppede straks op, og tog sin sorte gammeldags stok foran sig. Det var sådan en tynd sort en med en metalfigur for enden, og det lignede sådan en som gamle magtfulde mænd havde i gamle dage. Crasie lagde begge sine hænder på den og stod et øjeblik og nød musikken. Det var dejlige toner som gik ind i sjælen. Crasie havde altid nydt musik, men havde faktisk aldrig givet sig ordenligt tid til at nyde musikken i almindelighed. Crasie's nysgerrighed begyndte at fylde hende, hun ville vide hvor den kom fra og hvem der dog kunne lave disse toner. Hun begyndte straks at gå ind imod kirken, godt nok var Crasie en dæmon, eller blev i hver til fald kaldt for det. Men hun havde intet imod kirker. Da Crasie trådte ind brugte hun sine illusioner til at holde sig skjult i mørket, godt nok ville et overnaturligt væsen godt kunne fornemme hende, for hendes illusioner var ikke stærke, hvis hun ikke havde noget fra vedkommende hun lavede illusionen hos, f.eks et hår. Hun så englen for enden af kirken, og hun så at det var kilden til musikken. Crasie havde faktisk ikke mødt særlig mange engler i sit liv, og havde faktisk intet imod dem.

Dania mærkede tilstedeværelsen af et andet væsen men valgte dog ikke at beskæftige sig med vedkommende lige foreløbig. Hun lod hænderne løbe hen over de mange tangenter som et par edderkopper der ikke kan finde fred. Stykket hun spillede lakkede langsomt mod enden, bev mere aggressivt, før det til sidst helt døde hen. Selv efter at hænderne var blevet stille, og musikken var stoppet blev englen siddende med halvt lukkede øjne en tid. For ikke at bryde magien der altid fulgte et smukt stykke musik.
Endelig åbnede hun øjnene igen og vendte sig om på bænken, for at se hvem der havde gjort hende selskab i kirken. Dog blev hun overrasket da hun ingen kunne se. Hun var vel ikke blevet så gammel, at hun begyndte at fornemme tilstedeværelsen af ikke-eksisterende væsner? Nej, det mente hun nu ikke kunne passe.
"Bulu bulu og tittebøh, kom frit frem, jeg gider ikke lege gemmeleg." kaldte hun roligt ud mod de kolde marmorvægge og rejste sig fra orgelbænken. Hun lod de lyse øjne skue ud over den tilsyneladende tomme kirke og forsøgte at få øje på hvem det så end var der var kommet derind. Det var ikke sådan at hun var bange. Hun ville bare gerne vide hvem hun var i selskab med.

Crasie havde sat sig ned på en af bænkene der var i mørket, for at sikre sig at hun ikke blev set. Hun nød selv musikken og de fleste dæmoner ville nok ha løbet væk, fordi de nok mente at det var larm fordi det kom fra en englen. Selvom hun stoppede med at synge, så kunne Crasie stadigvæk mærke den inden i sig selv. Hun glemte faktisk lige et øjeblik at hun sad i kirken, og hun blev vækket af op af en stemme som talte.
"Så er vi to om det engel"
Sagde Crasie venligt mens hun rejste sig op og gik ud midt i gangen som gik imellem rækkerne af bænkene. Hun havde fjernet sin illusion, så hun var synlig igen. Månen skinnede ind der hvor hun stod, så hun var tydelig at se. Hætten var trukket godt op så Dania kunne ikke se hendes ansigt undtagen, hendes briller som spejlede Dania tilbage. Crasie stod med sin stok foran sig med begge hænder hvilende. Crasie havde hovedet let på skrå og studerede hende, og hun tog sine briller længerne ned på næseryggen, så hendes lysende neonlilla øjne klare i hendes mørklagte ansigt. Hun kiggede venligt til Dania, og hun tog sine briller op igen.
"Det er meget smuk musik du laver, man kunne da næsten ikke blive undgået at blive fortryllet af den, selvom man går udenfor"
Crasie ventede på englens reaktion, for engler plejer ikke at være særlig glade for dæmoner. Så det kan godt være at hun ville tage det ilde op at en dæmon bare er gået ind i kirken, som jo er deres helligdom.

Et let smil gled over Danias ansigt ved svaret, og hun betragtede let sit selskab da den anden kvinde trådte ud i midtergangen. "Jamen mange tak for rosen. Tro mig, der ligger også mange års øvelse bag musikken." svarede hun godmodigt. Dania var ikke den type engel der lod sig gå på af andres racer. For hende var personligheden langt vigtigere. Og ingen var jo ens, så hvem forbød vampyrer, dæmoner og varulve at være venligt og behageligt selskab? Og hvem forbød engle og elvere at være ubehøvlede børster? I hvert fald ikke Dania. I følge hendes hoved var ingen dømt før de havde dømt sig selv.
"Men vær rar ikke at kalde mig 'engel' nok er det min race, men jeg har et navn." bad hun og nikkede let for at understrege sine egne ord. Efter en kort tænkepause tilføjede hun: "Jeg er Dania. Hvem er du?" Hun så afventende på dæmon er stod foran hende. Smilede svagt og lignede blot en godtroende og naiv engel ligesom alle de andre. Skønt dette nu var langt fra hvad hun var. Dania havde set, hørt og oplevet alt, alt for meget i løbet af sin levetid til stadig at være naiv og godtroende. Dog var hun ikke blevet kold og ligeglad, som det ellers så ofte skete med folk der så for meget af verdenens gru.

Crasie nikkede til hende da hun sagde at hun ikke ville blive kaldt for engle. Hun kunne godt forstå hende at hun ikke ville blive kaldt for englen, for det var det sammen med Crasie. Selvom alle kaldte hende for dæmon, følte hun ikke at hun var en dæmon som de andre, og når man sagde det på den måde, så virkede det bare til at man skar dem alle over i en kam.
"Bare kald mig Crasie, det udtales lige som Crazy"
Hun så venligt på hende, og prøvede at gætte hendes alder. Englen så ret ung ud, men det var nok selvfølgelig bedrag. Men der var den der naive og godtroenhed over hende. Men det kunne selvfølgelig bare være bedrag, for at folk skal undervurdere hende. Det var det sammen som folk tit gjorde ved hende, blandt andet pga at hun var en kvinde og fordi hun kun var 145 cm høj. Men det fortrød de tit rime hurtigt, når hun vidste hvad hun kunne. Hun ville gerne vide hvor gammel hun var, for det fortalte tit meget om folk. FOr dem der tit var ældre, var tit en del klogere end dem, som rent ud sagt var grønskollinger. Men alligevel skulle man ikke undervurdere dem for meget, for nogen havde stor kræft i sig.
"Hvorfor synger du egenligt her helt alene?"
Crasie så interessant på hende, for hun ville godt kunne forstille sig at hun var normalt en som sang blandt folk, men hvem ved.

Dania nikkede let som en slags hilsen da Crasie fortalte hende sit navn. "Crasie.." gentog hun og tyggede lidt på navnet. "Det er et smukt navn at have." sagde hun så og smilede vagt.
Dania selv var forholdsvis høj af en kvinde at være. Specielt en kvinde fra det 12. århundrede. Med sine 170 cm havde hun raget op over hovederne på langt de fleste mænd. Hvilket havde gjort hende til en både æret og frygtet kvinde i de første par hundrede af hendes leveår.
"Jeg.. Sang ikke. Jeg spillede blot på orglet. Og jeg gør det helt alene fordi her ikke er andre. Jeg er sådan set ligeglad om andre hører musikken eller ej, jeg holder blot af at lave den." svarede hun muntert og blinkede let til Crasie.
Dania sang sjældent. Brød sig ganske enkelt ikke om det. Hun ville hellere skabe melodier på et instrument end hun ville bruge sin strube.

//Undskyld for de halvkorte indlæg, jeg har ingen ide om hvor jeg har smidt min krea..//

//fint nok :D:D det sker jo//

Crasie undrede sig lidt over at hun sagde at Crasie havde et pænt navn. Det var der faktisk nok ikke nogen der havde sagt det til hende i hele hendes lange liv. Men det kan godt være at hun har glemt det, men stadigvæk. Men som sagt var det heller ikke hendes rigtige navn, det var bare et navn hun havde valgt i sin tid. Fordi hendes rigtige navn var magisk, og det gjorde at enhver som kendte den havde fuld magt over hende. Det var kun en som kendte det, og det var en gammel veninde hun havde en engel. Men hun var en sort engel, så det var ikke det sammen, som Dania her. Men hende havde hun ikke set i lang tid, hun vidste dog godt hvordan hun kunne komme i kontakt med hende, men der var noget knas imellem deres forhold, så de har ikke været i kontakt i over 300 år. Der gled et sørgmodigt glimt over hendes ansigt, men det kunne ikke ses på grund af hendes ansigt var henlagt i fuldstændigt mørke af hendes hætte.
"Jamen det er meget smukt, det musik du laver"
Crasie smilte til hende så var hendes sylespidse tænder synlige under hætten, selvom alt andet var henlagt i mørke. Crasie havde aldrig selv lavet musik, nok fordi hun har kunne tage sig sammen til det, fordi Crasie var så rastløs som hun var. Det var derfor hun aldrig sådan set var det sammen sted længe af gangen og at hun kun havde få venner.

Sor kom gående ind i kirken. han havde sit sædvanlige tøj på sorte løse jeans der var revet hist og her og en en sort t-shirt hvor der var klare røde blodpletter rundt omkring. det var selvfølgelig noget print på t-shirten. og sine grå allstars der var helt slidte. et læder armbånd på det ene håndled og en halskæde med et lille sort kors med tykke sølvkanter. han havde en hvid rygsæk på hvori han havde lavet et hul så hans vinger kunne være derinde. det var dog ubehageligt da han havde meget store vinge. men det var lidt nødvendigt eftersom at det ikke ville være så godt hvis han gik rundt og lignede en freak. han fik øje på to kvindelige skikkelser der sad og snakkede han satt sig på en af kirkebænkende tre rækker fra alteret. han lukkede øjnene og tog en lavmeldt indånding gennem næsen og mærkede den fredfyldte duft af gamle mursten og træ paneler. han havde det altid bedre med sig selv når han var i kirken. det var jo en engels naturlige hapitat

Crasie fornemmede straks den nyankommen, selvom vedkommende nok ikke havde gjort så meget opmærksom på sig selv. Men det var fordi når Crasie lavede illusioner på folk, så skulle hun være bevidst, hvor nøjagtig de er. Det gør hun ved at fornemme hvor deres bevidsthed er. Hun vendte sig roligt omkring imod ham, og hendes neonlilla øjne under hendes briller stirrede venligt men dog også forventningsfuldt imod ham. Hun havde igen sin gammeldags stok foran sig og havde begge hænder roligt oven på. Hun smilte let til ham, så han kunne se hendes smil under hætten. Men ellers var der intet andet som afsløret hendes ansigtsudtryk, som var mørklagt. Hun fornemmede straks, at han var en engel. Nu syntes hun at hun var begyndt at være at undertal. Men det er også fint nok, det ville nok ikke give mere besvær. Hun lagde hovedet let på skrå og studerede ham.
"Hejsa fremmede."
Sagde hun med en venlig tone, men der var stadigvæk sådan lidt drillende. Hvad bliver det snart til? Nu kommer der sikkert både varulve, elvere og dusørjæger. Det kunne dog være sjov at en dusørjæger kom forbi, for det var lang tids siden hun havde mødt en dusørjæger, og de var altid sjove at lege med. Især de unge og nye som troede de kunne klare alt og alle, men det var også sjovt at kæmpe imod de gamle. For der kunne man virkelig få en udfordring til tider.

sor havde nikket og smilt venligt til hende den fremmede med de lilla øjne og hætten. og han faldt ned af sædet da hun hilste da det var at han fik et kæmpe chok. og fik akavet kantet sig op igen. hen halvsmilte og tænkte *hold kæft du er en klods sor* han kiggede over på pigen og smilte og fik fremsagt et meget lavt "hej". sor var en meget stille person som havde set en del men gjort lidt. men de ting han havde gjort havde haft store resultater.
//undskylld for kort indlæg mine forældre skal skildes så min kreativitet er lidt nede:)//

Crasie så vurderende på ham, hun fik da også lidt af et chok at han bare lige pludselig faldt. Han var måske en af de klodsede af slagsen, eller så havde han måske ikke opdaget at hun var dæmon. Passer sikkert nok, for hun syntes at hun kunne mærke at han ikke var så gammel. Selvfølgelig kunne det også være illusion, men der var et eller andet ved ham, som syntes at være ungt. Hun havde ikke noget imod unge, de kunne være underholdende til tider. Hun tog sine briller og lagde dem ned i lommen. Hun prøvede at gætte hans alder, 20? 25? måske hvem ved og hvad gør det af forskel. For hun har mødt nogle der var lidt yngre men som var lige som de gamle, og som tænkte lige så fornuftig. Men tit var de gamle forstokken, og de unge kunne man nemmere deje hovederne på. Hun havde et grumt smil på sine læber af tanken, men smilet blev til et normalt et efter få sekunder. Hun følte sig godt tilpas herinde, så hun lod hendes sorte hætte falde ned på ryggen igen, og hun tog håret og fik det ud af hættetrøjen. Hun havde langt sort hår af en løvemanke, som bølgede ned af sine skuldre. Håret havde fået et blåligt skær på grund af månens blege blide lys. Hun gik imod ham med hurtige flydende bevægelser, og så rakte hun sin højre hånd ud, som havde en slangering snorede om sin ene finger.
"Jeg er Crasie, dig?"
Hun sagde det venligt og havde hovedet let på skrå. Hendes neonlilla øjne som var fulde af liv, borede sig næsten i ham, men det forsvandt hurtigt, så så hun venligt igen på ham. Hun havde sin sorte gammeldags stok i den anden hånd og fordi hun holdte lidt længere ned, så kunne man se metalfiguren øverst oppe. Det var et kranium som havde en stor grøn jade i munden.

sor så på kvinden sådan som hun pludselig lod sit ansigt komme til syne. han kunne nu tydeligt se at hun var en dæmon. men hip som hap tænkte han. han havde jo mødt venlige vampyre. og hvis man kender historien med at engle blod er det reneste så ved man at de engle med de færreste ar på halsen er de stærkeste. sor havde kun et ar (et ar= to huller) som kunne ses da hans hår var blæst lettere til side da hun var kommet hen til ham hun så ud til at være lidt ældre end ham måske fem til syv år havde han tænkt. hun var dog en ganske nydelig kvinde. han rejste sig op og rakte hende sin højre hånd og sagde "jeg hedder. men bare kald mig sor" sor smilede skævt med hovedet lidt på skrå og slap så hendes hånd. "hvad laver du så her" spurgte han venligt. han var jo ikke så vandt til at se dæmoner omkring kirken. og han var ikke sikker på om hun hvidste han var en engel så han prøvede at spotte hendes krops sprog ansigts udtryk og sociale tegn.

//Woa! Do I feel forgotten? En anden gang, gider I så ikke lige vente på at jeg kommer igen, så jeg også kan nå at være med? Det er nemlig en smule svært at lave et indlæg der passer når to andre bare har skrevet der ud af ;)//

Dania havde nikkede let, og takket til Crasies kommentar om musikken. Nu sad hun med en lettere tænksom mine og betragtede de to. Den nyankomne var helt sikkert engel. Hun fulgte Crasies eksempel og rejste sig for at bevæge sig over mod de to andre. "Hej med dig, Sor. Jeg er Dania." nikkede hun venligt som hilsen, og satte sig på bænken foran ham, med fronten mod både ham og Crasie.

//Kommer ikke til at skrive mere lige i dette indlæg, da det som sagt er svært//

"hej "sagde sor til kvinden der var kommet hen til dem og havde et øjeblik glemt alt om hende han begyndte at rødme fordi han følte sig dum. han kunne se hun var en engel

"Hvad jeg laver her? Jeg nød lige før noget smukt musik"
Crasie vendte hovedet i retningen af Dania, for at vise at det var hende som havde lavet den. Crasie så et styk hår på jorden, som lignede meget Sor's, hun bukkede sig let ned, og rodede ved sine sko som om de var gået op, og det var de også foran Sor's øjne. For hun havde lavet illusionen af at de var, så han ingen mistanke ville få. Hun tog det stykke hår forsigtigt op i hånden og rettede sig op da hun havde "rettet" på sine snørebånd, og så tog hun det pænt i lommen. Nu manglede hun bare hår eller en enkelt fjer, hun blik fulgte vejen på til der hvor Dania havde siddet før, og der lå der det hun søgte. Men hun kunne nok ikke lige få fat i det nu, men hvis der endelig skete noget så vidste hun hvor det var. Hun smilte lidt for sig selv, og gik et par skridt bagud og satte sig på bænken, og fulgte de begge to med øjnene. Hun syntes det var lidt sjovt at hun var i blandt to engler. Når hun normalt rigtig sådan rigtigt havde mødt andre end den sorte engel, som tilfældigvis også hed det sammen som hendes ene personlighed nemlig Isabella. Så vente hun hovedet igen imod Sor, med et gådefuldt blik i øjnene og et skævt smil på læberne.
"Hvad har bragt dig hid engel?"
Hun så spørgende på ham og sagde det med en morende tone.

sor smilte let og sagde "jeg er en engel dette er en kirke" han kiggede lidt rundt og satte så it hår op i en heste hale så hans ar kom helt til syne."hvad med dig. hvad får en dæemon til at gå ind i en kirke" spurgte han og kiggede hende dybt i øjnene han tog sin taske af så hans store hvide vinger kunne folde sig ud. "arh... det var bedre" sagde or og smed tasken på bænken ved siden af sig. han kløede sig lidt på halsen og satte sig ned igen

Dania lagde mærke til hvad Crasie så efter, men det undrede hende nu hvad det skulle bruges til. Hun rystede umærkeligt på hovedet og vendte blikket mod Sor. Wau... Hvide vinger. Det var yderst sjældent at møde en engel med helt hvide vinger. Dania blafrede let med sine egne, rødlige vinger. Selv kunne hun ret godt lide dem. De passede godt til hendes udseende. Hun smilede let over sine tanker. Forfængelighed... Det var en skidt ting.
"Bare fordi du er en engel er det ikke ensbetydende med at du søger mod en kirke." kommenterede hun, og smilede skævt.

"Nej der har Dania ret, nogle engler kan ikke lide kirke, som sorte engler som har mistet deres tro på jeres gud"
Crasie så på hans vinger, og selv det hun vidste af som hun havde læst om engler, så var der få som havde hvide vinger. Hun kiggede også på størrelsen på vingerne, selvfølgelig var de store, men ikke nær så store som Danias, og det fortalte noget om alders forskellen. Hvis det passer det hun havde læst om engler, så skulle deres vinger vokse hele livet, så jo ældre jo større. De gamle ærkeengler skulle ha helt op til ca 15 - 20 meters vingefang havde hun hørt. Crasie stilte stokken ved siden af sig, så den stod op af bækken. Crasie tog efter noget i lommen, og tog den frem. Det var en lille sølv alkohol flaske, hun åbnede den. Straks kom der en sødelig duft i luften, den lugtede næsten som søde frugter eller blomster. De kendte sikkert ikke til drikken, for der var da noget med at de ikke måtte drikke alkohol? Det vidste Crasie ikke noget om, og selvom hvis de var erfaren angående med alkohol. Kendte de helt sikkert ikke elvernes stærke vin. Hun tog en slurk af den, og mærkede dens varme. Det var faktisk det eneste som kunne gøre hende bare det mindste beruset. Den kunne selv slå en ellers drikkeerfaren vjergdværg. Hun smilte ved sig selv om tanken, og så kom hun lige i tanke om at hun ikke havde svaret på hans spørgsmål. Hun gav ham den samme dybe blik til ham, og havde et morende smil på læberne.
"Fordi jeg ikke har noget imod kirker, hvorfor skulle jeg også være det? Jeg følger ikke ligefrem mine artsfæller syn på kirker og jer"
Hun tog en slurk igen. Hendes blik på eftertænksomt. Hun havde aldrig fulgt hvordan de andre dæmoner var, hun følte sig heller ikke en af dem langtfra. Hun har før i tiden gået til eksperter til eksperter. De kunne ikke sige hvad race hun var andet end dæmon. Så hun måtte jo være det, men hun følte det ikke langt fra.