Venner? - Lenore

Tid: 21:09
Sted: Legepladsen
Omgivelser: Gynger, vipper og andet.
Vejr: Små koldt og lidt blæsende.

Lilineth satte sig på vippen, hendes dukke sad overfor hende. Det var ikke ligefrem det sjoveste siden vippen ikke bevægede sig. Det gjorde dog ikke noget, her var nemlig ingen andre. Hun sukkede tungt og tørrede sig om munden. Blodet fra hendes sidste måltid gad ikke rigtigt gå væk. Hendes lyseblå kjole blafrede kort i den kolde brise, vinden føltes varm mod hendes hud. Hun kiggede på dukken, den var utroligt detaljeret og meget fin. Selvom hendes tøj var beskidt og en smule hullet, var dukken fuldstændig perfekt. Hun smilte, men det nåede aldrig hendes øjne. De glødede pludselig, og hun sprang ned fra vippen. Irriteret sparkede hun til skraldespanden som krøllede sig sammen og bøjede. Hun greb dukken og satte sig på bænken, mens hun prøvede at kontrollere sin vrede. Fra sin rygsæk fandt hun endnu en dukke, det lignede en kvinde, men denne dukke var beskidt så man kunne ikke være sikker. Hun satte den beskidte dukke på bænken så den kiggede over mod hende. "Hej mor", hviskede hun til dukken. Så tog hun en lighter frem, flammen lyste hendes blege ansigt op. Lugten af brændt stof fyldte luften da den fine dukke blev ristet. Hendes ansigt blev oplyst af et uhyggeligt grin da hun så dukken smelte. Da dukken var brændt til ukendelighed smed hun den fra sig og lagde sig på bænken med den anden dukke knuget til brystet. Det lignede hun sov.

En skikkelse gik hen til legepladsen. Sødt brunt hår som lignede chokolade, samtidig chokolade brune øjne. Et blik der kunne modstås af de færreste. Skikkelsens var en pige. Hendes navn var Lenore. Hendes lassede gevandter trak sig hen af jorden. Da hun havde trådt ind på legepladsen stod den næsten helt øde hen. Bortset fra én skikkelse. Et par år ældre end hende selv nok. I så fald meget høj af sin alder. Mørket var ikke helt fremme, og skinnet var stadig i helt. Væk fra himlen. Himlen var stadig lettere lyserød men gjorde tegn til det blev mørkt. Rigtig var Lenore genert, men da det var nogen på cir. hendes alder vovede hun sig frem mod vippen. Den bevægede sig ikke. Vippen var ikke speciel høj. Hun stod ved siden af den "må jeg sætte mig der?" spurgte hun en anelse fraværende. Klart ville hun havde lidt venner, men det var så svært. Hvad skulle man suge? Hvad skulle man gøre?

Lilineths hovede snurrede halvvejs rundt så hun kunne se den snakkende, det var en pige. Hun så sød og uskyldig ud, hun fnyste intet var rigtigt uskyldigt. Hun sendte pigen et beregnede blik, hvad laver hun ude alene? Hun rakte ned efter den tykke frakke ved sine fødder og tog den på. Det var ikke helt mørkt og den lille smule lys der kom kløede. Hun skubbede håret om bag sit øre, og sagde:" Det bestemmer jeg ikke, jeg ejer ikke bænken..". Hendes stemme var kold og ligegyldig, pigen måtte vel sætte sig vis hun havde lyst. "Hvad laver du uden for på det her tidspunkt?", spurgte hun, "burde du ikke være sammen med din mor". Da hun sagde mor blev hendes stemme giftig, hun misundte den lille pige, hun havde nok en familie der ventede på hende der hjemme. Hun dukken endnu hårde og strøg den over håret. Hendes øjne glødede kort, det var næsten ikke tydeligt. Da de vendte tilbage til deres normale farve spurgte hun:" Hvor gammel er du?".

Det føltes som et slag i hovedett da hun sagde mor. Lenore trådte tilbage. "Jeg... Jeg har ingen mor. Min mor bor sammen med min far i himlen." Hun troede ikke på gud eller Jesus. Hvis de levede havde de hjulpet hende. Lenore er ateist. Tænk at have levet 5 år ude på gaden uden som meget som en skramme. Hun viste 5 fingre. Hendes dukke Mr. Kanin sad stramt på hendes mave. En slidt dukke som hun fandt i en skraldespand da hun var 2 år. Hvordan hun levede så længe er simpelt. Folk kunne ikke modstå hende, fik mad og hjælp. Gik væk igen tidligt om morgen. Sådan var rutinen. Men denne her gang forblev hun her ude. Trods hun kun var de 5 havde hun gode instikter og var temmelig kvik når det kom til stykket. "Hvad med din?" Lenore kunne ikke sige det uden at bryde sammen.

Hun lagde hovedet på skrå, himlen.. Et kort øjeblik følte hun skyld over at have misundt pigen, hun var ikke bedre stillet end hende slev. Hun tolkede fingrene som svar på hendes spørgsmål om hendes alder, igen følte hun en smule af den medfølelse hun troede hun havde glemt. Tænk at hun kun var fem, hun var godt nok otte da hendes forældre døde, men hun havde da sin søster. "Min mor døde for lang tid siden, men jeg kan stadig huske det", sagde hun, "det var ikke et kønt syn". Nej det var ikke et kønt syn, "hvad er dit navn?. Hendes stemme var prydet med oprigtig nysgerrighed for en gangs skyld. Hun aede fraværende dukken over håret. "Mit navn er Lilineth Smith".

Lenores mund faldt ned til jorden. Smith? Det hed hun da selv til efter navn. Hvordan hun vidste det? Tja. Svært at forklare hvordan hun vidste det. Hendes forældre boede med hende til hun blev ét. Faktisk døede de på hendes fødselsdag. En brand. Hvordan kunne ét lille barn på 1 overlever noget så frygteligt. "Ehm.. Sjovt nok hedder jeg Lenore Smith." Det slog lige Lenore at de havde intialer. L.S. Lilineth Smith og Lenore Smith. "Hvor mange år er du?" Spurgte hun. Inderst inde vidste hun godt at hun var ældre. 8 eller 9 år.

Hendes ansigt blev lyst op i et uhyggeligt smil da Lenore spurgte om hendes alder, hendes spidse hjørnetænder blev kort synlige. "Meget ældre end du tror", hviskede hun, hvorefter hun sagde lidt højere:" Jeg er 8". Hun var ikke sikker på om hun skulle have løget, det var ikke rart at lyve, men hun ville ikke have troet på hende alligevel. Lenore Smith, underligt at de havde samme efternavn. Smith var vel ikke så unormalt et efternavn så, hun troede i hvert fald ikke på de var familie. Der var kun hende og hendes søster. Det undrede hende stadig hvordan hun kan overleve alene på gaden. Hun behøvede jo mad, rigtigt mad. Den slags mad var ikke gratis. Hun rejste sig og lagde sig ned på jorden. Det slidte græs var vådt med dug og jorden var kold, men hun var koldere. Hun kiggede op på stjernerne, det var en meget klar aften. Hun trak vejret unødvendigt for ikke at virke uhyggelig, hun skulle helst virke menneskelig. Lugten fra den brændte dukke fyldte luften, det lugtede som brændt kød. Hun slikkede sig om munden. "Hvordan skaffer su mad?", hendes ansigt viste ingen følelser, " og hvor sover du?".

Lenore dumped ned i det duggede græs. Lilineth var søreme interessere i hende og hvordan hun overlevede her ude i 5 år. "Jo altså. Jeg skaffer mad for folk der har melidenhed med små piger. Nogle gange får jeg penge af dem. Og hvor jeg sover? " hun tøvede. Det va svært at forklare. "sover hjemme hos folk der finder mig. Mest læger og praktikanter"

Lilineth kiggede mistroisk på den lille pige, sov hun virkelig bare hos fremmede? Det var lidt gustent syntes hun. "Er det ikke lidt klamt at sove hos folk man ikke kender", spurgte hun. Hun tog den dukke hun havde i hånden, og fik den til at danse mens hun nynnede. Den hoppede rundt på hendes ben. "Er du glad?", spørgsmålet virkede fuldstændigt underligt. Hun sagde det uden at tænke, hun var i hvert fald glad lige nu. Dukken fortsatte sin dans, den snurrede og lavede piruetter. Hun smilede trist, hvordan kunne hun være glad? Det var ondt, hendes familie død og alligevel var hun glad.

Lenore sukkede. Glad? Det var et spørgsmål der skulle tænkes over. "Om jeg er glad?" Kort prustede Lenore. Hunkihged op på den mørke himme. Derefter begravede hun den lille dukke der dansede. Mr. Kanin sad på hendes sløs. Han var en hvid beskidt kanin. Så hvid kunne maikke sige "Jo det er selvfølgelig ubehageligt. Men jeg er væk næste morgen igen. Tro det eller ej men jeg er et menneske der kan stå op morgen. Hvis de krummer et hår på mig, så kan jeg sige a jeg tror min far var bokser" Ja hun havde en hård hånd. Hun tæske og smælde. Kun om nødvendig. Det dårlige ved Lenore er a hun ikke kan se det onde i folk. "Jeg er ikke glad, jeg er hellere ikke utilfreds, hvad med dig?" spurgte hun.