fjender eller venner [Altair]

scarlett sad på det højeste punkt i bjergene og så ud over den triste skov.
hun sad der for sig selv, bare for at slappe lidt af.
komme væk fra byens larm, og alle de fortvivlede menneskers tanker, og forbistrede lyster.
det der med at slå mennesker ihjel for sjov, det var noget hun havde gjordt alt for meget.
hun var ved at blive træt af det.. hun ville gerne blive det hun var en gang.
lige så rolig og afslappet, hun ville vile i sig selv igen.. ikke rende rundt i frygt for hvem hun møder.

Altair var taget væk fra det hele, han havde brug for noget tid væk fra det hele, et sted hvor man ka' være alene, og hvad for et sted end mountain er bedre til at få en til at samle ens tanker og slappe lidt af.
Da han endelig kom op på toppen, fangede hans næse en andens duft i nærheden, *Arh, skønt, troede lige jeg kunne få lov til at være alene heroppe, tja.. hvis vi bare passe os selv så sker der vel ikke noget ved at personen er der* tænkte han og så efter et sted hvor han kunne sidde et stykke fra pigen. Altair fandt et sted hvor der var vindstille, han lændte sig op af den store klippe bag ham og så udover den store skov mens han nynnede for sig selv med lukket øjne, hans sanser var dog på vagt og var klar til at gå i defenciv stilling hvis der var brug for det.

scarlet så lidt rundt, hun kunne lugte et andet væsen, nær hende..
det var ikke en varmpyr.. men en varulv.. lugten var kræftig så varulven måtte være tæt på.
hun orkede faktisk ikke at skulle konfrontere en.,. hun var måske lidt nervøs for og varulven ville være fjendlig.
måske angribe hende, og hun havde ikke kræfterne til at skulle mod en stærk varulv.
hun havde kæmpet så meget, og hun var helt udmattet..
hun sukkede roligt hendes tanker var ikke til at få styr på.
hun rejste sig op og gik roligt ved kanten og tænkte.. hun var meget rolig.
men dog heller ikke helt på toppen...

Altair kunne ikke rigtig slappe af da hendes duft forstyrede hans lugtesans, så han rejste sig op fra hvor han sad og så efter hende, da han alligevel ikke kunne være alene heroppe på stedet på bjerget kunne han vel lige så godt møde denne vampyr.
Altair så rundt efter hvor lugten kom fra, da der var lidt blæst heroppe var en en lille smule svært at finde ud af hvor hun stod, da han ikke kunne se hende, men efterhånden fandt han stedet. Han nærmede sig hende langsomt med hænderne i frakkens lommer.
"Halløjsa" sagde han og prøvede at virke så venlig som det nu var naturligt, selv om han ikke var helt så menneske lyst, men det kunne jo være at noget selvskab var det som han havde brug for.

hun vendte sig hurtigt rundt.. hendes blik mødte en ung mand.
en køn ung mand.... hun smilede venligt "hej.. " svarede hun roligt.. varulve lugten fik hendes sanser, til at arbejde..
men dette var dog ikke noget hun bagede stor præg af.. han virkede ikke som en fjende..
men hun kunne jo aldrig vide sig sikker.. han havde mødt så mange forskællige væsner der alle har været forskællige men med et mål at slå hende ihjel..
hun stod med fronten til ham, hvor hun kiggede lidt ned, og kiggede så roligt op på ham igen..

Han nærmede hende og stod lidt fra hende men stadig tæt nok så han kunne høre hende ordenligt, ikke fordi han havde problemer med at høre fra langt væk, men han kunne bare godt lide at kunne høre hvad folk sagde end hvad folk råbte.
"Hva' laver sådan en køn ung pige som dig her oppe?" Spurgte han nysgerrigt, men det var enlig mere bare for at starte på en samtale, så der ikke kom nogle pinlige stilheder mellem dem. "Er du også taget heroppe for at være alene?" Spurgte han hende så, da hun godt kunne se ud til at være lidt en som trænkte til at være alene.

hun så roligt på ham og sukkede så.. "det er kompliceret..."
hun så roligt på ham og smilede stille. det smirrede hende at han syndes hun var køn, hun brugte nemlig ikke sine kræfter, dem var hun blevet træt af..
"der er alt for meget larm i byen, for mange mennesker.. jeg kom nok her op bare for at finde ud af hvem jeg er.. og for ikke at blive for fristet" hun holdte lidt tilbage, da hun ikke vill være sårbar..
der var for meget hun skulle tænke på, men der var indet der rigtig hængte sammen..
"hvad med dig... hvad laver du heroppe..?" hun så roligt på ham og smilede blidt.

"Tja.. vel lidt det samme som dig, slippe lidt væk fra larmen og byer" fortalte han hende og satte sig ned ved siden af hende på kanten og lændte sig lidt tilbage med armene til at stytte med bagud. "Jamen jeg er frisk på at forstå dine kompliceringer" sagde han og så op på hende med et varmt, roligt og venligt smil.
Det var underligt at snakke med en vampyr, hun er den første vampyr han har mødt, og hun lever slet ikke op til det som han havde blevet fortalt om de var, det som han havdet fået af vide var at de var nogle blodsugene iskolde dræber... Hende her virkede nærmes mennekelig, hvilket han syndes var rart. Altair så tilbage ud mod horizonten og smilte bare ved synet af solen som langsomt gik ned bag horizonten.

hun så roligt på ham og sadte sig ned ved siden af ham efter at have fundet ud af at han nok ikke var så slem igen.
"det er mare fortiden der er ved at indhænte mig... " hun sukkede svagt, og så ud over horizonten.
hendes blik var fjernt men umådelig blidt.. hun så roligt på ham og smilede roligt.
der var noget anderledes ved ham her, hun kunne godt lide hans trygge udstrålning.

"Aha.. tja.. er det en slem fortid?" Spurgte han med en rolig stemme og så på hende da hun satte sig ned ved siden af ham, hun var en utrolig smuk ung kvinde, det måtte han give hende, skønheden fejler ikke noget hos hende.
Det var faktisk dejligt at snakke med hende, hun var god at snakke med.
Dels fordi hun ikke er et menneske, han var ved at få nok af mennesker, men også fordi at hun også var et væseren som ham.

hun så roligt på ham, "det er ikke en fortid, jeg ønsker for selv min værste fjende.."
hun så lidt ned over skoven, og væmmes ved tanken over hvad hun havde gjordt...
hun ønskede ikke at andre skulle opleve det hun havde oplevet..
hvorefter hun roligt så på ham.. han var en nydelig mand.. en flot mand..

"Aha... Ka' tænkes at det ikke er noget jeg har lyst til at vide?" Spurgte han lidt men stadig var det lidt som noget han stadig og ikke spurgte.
"Tja.. min fortid er heller ikke noget man har lyst til at nogen som helst skal opleve" fortalte han og tænkte tilbage på sit første møde med en varulv, men ikke nok med det, men at det også var hans far.
Det er der ingen som fortjener at opleve, se ens far flæse ens mor til døde, næsten dræbe ens søster for øjne af en selv og så bagefter selv næsten dø.

hun så roligt på ham..
"det er jeg ked af at høre" hun så lidt ned og så så på den røde sol..
vinden kærtegnede hendes ansigt ohg fik blidt hendes hår til at falde over hendes skilder og bølgede blidt i vinden.

Altair kiggede også selv på den røde sol, "Hvor er her enlig smuk" sagde han enlig højt for sig selv, det var ikke noget han tænkte over.
Det var første gang han havde været heroppe på det her tidspunkt af aften.
*hm.. denne vampyr opførre sig slet ikke som jeg har fået fortalt eller læst om der hvor jeg boede* tænkte han og så lidt ned og tilbage på den noget så røde sol.

//jamen søde dog, det var da en short udgave af hvad du plejer at skrive i vores emne <3 :3

Hihi undskyld søde//

Hun så roligt på ham, "her er utrolig smukt.."
Hun kørte blidt en hånd gennem hendes lyse hår..
Hun var Van til opmærksomhed men ikke at man faktisk lyttede, og ikke blodt svarede ja og amen.
Hendes blik vilede blidt på ham..
*jeg havde aldrig troet at jeg kunne finde en varulv smuk, både indvæntig og udventig*

Altairs lang bøljede hår fik blæsten fat i da det var lidt modvind som ramte dem begge i ansigtet. "Tænkt engang, jeg havde aldrig troet at jeg vil sidde og snakke med en vampyr og som samtige ville kunne hjælpe på det" sagde han en slags visken men stadig nok til at hun kunne høre det. Altair så på hende kort, "hva' får du enlig tiden til at gå med, hvad plejer du at lave?" Spurgte han så til sidst med sit varme og rolige smil.

Hun så roligt på ham og smilede blidt.
"det underligt, jeg har det på præcis samme måde"
Hun så lidt ned og lod hendes hånd glide gennem hendes lange blondte hår.
Hendes øjne var blå/grønne hvilket ikke var helt normalt for varmpyre..
"jeg laver faktisk ikke rigtig noget...hvad med dig?"
Svarede hun med en blød og venlig stemme..
Hun så roligt på ham og betragtede ham.

Altair lændte sig tilbage på klippen med flettet fingre som stytte mens han så ud mod solneds-gangen, det var allerede ved at blvie mørkere go mørkere, "tja.. njaa.. laver ik' rigtig noget, her forløbet" forklarede han med en varm stemme og et halvt smil.
Han havde aldrig rigtig tænkt på at skaffe sig en hobbie eller et job da han aldrig rigtig har haft brug for et, han kunne ikke rigtig se hvad han skulle bruge det til, jovh måske at tjene nogle penge, men mad kunne han skaffe selv, og tøj kunne han få af sin far som ejet en tøjkæde.
"Hvordan er det enlig at være vampyr?" Spurgte han så, han var faktisk kommet på nogle få spørgsmål om vampyre som han blevet en del nysgerrig om da de eventyr fortællinger om vampyre med solen som du ikke kunne tåle og så videre.

hun så roligt på ham.. og smilede stille.
hvorefter hun så ned, og tænkte..
"det er vel, ja... meget normalt...... dog utrolig anstrængene..."
hun så lidt ned og tænkte blodt for sig selv..
hvorefter hun så så på ham igen..
"men det er altså ikke alle varmpyre der er så forfærtelige som historierne siger.."
hun smilede roligt og så blidt ind i hans øjne..
hun holdte lidt om sig selv, og så ud på solnedgangen.

"Aha, ka' selv se at det med solen, ikke passer" Sagde han bare min et roligt smil.
Altair lukkede øjne, ikke fordi han var blevet træt, men han nød bare at havde sine øjne lukket og bare lytte til tingene omkring sig, desuden så vidste han at hun ikke var farlig og så hørte man også bedre med lukket øjne.
"Hør, jeg fik aldrig dit navn, er der et navn du går ind under?" Spurgte han på en lidt formel måde.
"Mit er Altair, Altair Wolf Ryan.. og hvad hedder du så?" Spurgte han og åbnede sine øjne og satte sig op igen og så på hende, stadig med en hånd bagud til at stytte lidt så han ikke faldt bagud lige pludselig.

Hun så roligt på ham.. "der går rigtig mange forskællihw historier rundt om varmpyre, og knap halvdelen er med blodt lidt sandhed.. "
Hun så lidt ned og så så over på ham igen.
Hun lænede sig lidt frem og holdte blidt om sig selv.
"mit navn er Scarlett frost.. "
Svarede hun ham roligt med et blidt smil på læben..
Hun nød roen og nød at snakke med ham..
Hun havde dog inder at være bange for, hans aura var smuk hvilket hans person også var.

"Rart og møde dig" sagde han med en varmt smil og rekte hånden frem mod hende, da de nu ikke sad så langt væk fra hinanden behøvede han heller ikke at stræke sin arm så meget. Det var rart at snakke med hende, han vidste ikke rigtig hvorfor det var rart lige at snakke med hende, men hun var bare dejlig at snakke med om ikke rigtig så meget.
Det var næsten blevet helt mørkt, solen var næsten lige på tipen til at gå ned.
Hvad nu når hun skulle ned, han selv kunne se i mørke, begrund af hans ulvehed, men han vidste ikke rigtig om hun kunne bane sig vej ned af bjerget, selv om der var sti vise steder.

Hun så roligt på ham og smilede blidt..
Hun nød denne form for hygge,
Den måde solen's stråler boltrede sig i bjergenes smukke,
Landskaber. Mørket brød stille frem, og hendes fremragende,
Nat-syn virkede næsten optimalt..
Dog var ikke alting som hun gerne ville have det,
Der var noget der ireterede hendes, syn og tilstand..
Hun så roligt på ham og smilede blidt og tog roligt hans hånd.
Hun grinede stille "det er rart at møde dem " sagde hun blidt..
Der var virkelig noget betrykkende over ham og hun var hel rolig ved
At snakke med ham..
Dog havde hun det som om hun blev overvåget..

Solen var nu gået helt ned bag horizonten, og alt var mørkt, man kunne lige skimte lys lang væk fra som sikkert var fra huse i byen.
Han så ned mod skoven, den var fuldstændig mørktlangt, man kunne næsten intet se at der var en. Altair rejste sig op og bøjstede sine bukser lidt af, "nåh jeg må vel også se og komme videre" sagde han roligt, han brød sig ikke om at sidde på kanten om aften hvor man intet kunne se, man vidste aldrig hvad der kunne komme og angribe og snige sig ind på en, så derfor vil han gerne ned se og komme ned, ikke fordi han var bange for højder han brød sig bare ikke om at ikke at kunne vide hvad der kunne finde på at komme.

Hun så roligt på ham og smilede blidt.
"selvfølgelig det er også ved at blive sent ... Men jeg tror nu jeg vil blive lidt her. " hun så roligt på ham og smilede blidt.. Hun holdte roligt om sig selv og så ned i skoven ..
Hun kunne føle de mange blikke der stirede på hende..
Efter at han var gået rejste hun sig op, og så rundt..
"okay, kom så frem!!" efter nogle minutter hom en høj ranglet mand frem han så,
Ikke speciel rar ud, men hun vidste at hendes fortid ville blive ved med at forfølge hende..
Men ligefrem på en aften som denne havde hun ikke forstillet sig..
Han kom helt hen mod hende og på få minutter havde han plantet noget i hendes nakke..
Hendes blik blev fjernt og det begyndte at flimre..
Hun trådte frem mod ham og brugte hendes hørelse og fik ham med nød og næppe,
Dræbt... Hun trådte nogle skridt tilbage og fik overbalance og faldi ned af de skarpe og høje klipper,
Hun besvimede da hendes hovede adskillige gange ramte klipperne...