Gamle venner mødes - Kaya

Dato: Onsdag d. 28- 02
Tid: 19:01
Årstid: Vinter.
Vejr: Vindstille med enkelt skyer
Sted: Byen
Omgivelser: Sherias bygninger og mennesker


Zin greb sin lange jakke og kiggede hurtigt rundt i den store lejlighed før han åbnede døren ud til gangen og bevægede sig over mod elevatoren

*"Vi ved godt din sult er uudeholdelig"*
"Det er ikke noget jeg ikke kan kontrollere" snerrede Zin lavmælt, mest fordi at han vidste at den havde ret .. Han blev snart nød til at gøre det igen .. Han havde i lang tid følt at han langsomt blev drænet for energi ..

Han stod ud af elevatoren og ud af den store bygning. Han trykkede hurtigt på en knap i sit nøglebundt og bilen blinkede to gange. Han kørte derefter afsted mod adressen
Det havde været sådan et stykke tid nu .. Men han hukser det tydeligt da det skete for første gang. Det var en rig mand, Gleo Chanére. Han havde været på besøg i restauranten og havde på et tidspunkt ladet sig sidde og dag drømme .. Og det var dér det slog Zin, for han kunne mærke hver enkelt lille del, se hvert enkelt lille billede .. Det var forfærdeligt, alt handlede om magt, vulgærelig hævn .. Langsomt havde Zin mærket hvordan han gik i et med disse drømme, og han kunne mærke hvordan det nærmest var som om han .. Blev mæt? .. Han ville finde ud af hvad det var .. For selv da Gleo Chanére var gået, var det som om at Zin stadig kunne mærke ham, som om han havde ham i sin hule hånd, han tog hjem til Chanéres bopæl den dag .. Og der ..

Zin sænkede farten og kiggede rundt, det måtte være her. han parkerede bilen lige ude for den beskrevet adresse

(( Der mangler emnestarten. Der skal lige basic-info på :)

Dato: Onsdag d. 2. december - 09
Tid: 17:05
Årstid: Vinter.
Vejr: Snevejr med let blæst, Koldt.
Sted: Skoven (La Sunisha - den nordlige del)
Omgivelser: Skov omgivelser, men ingen mennesker. (dette punkt kan uddybes mere eller mindre efter ønske)
Påklædning: (dette er ikke et vigtigt punkt men mange synes det er dejligt)

eksempel ))

Klokken var fem minutter i syv, da Kaya tog sin lange, sorte frakke på. Hun havde valgt at tage sin marineblå kjole på, der havde en dyb udskæring på ryggen, sad tæt og var ensfarvet. Den gik til knæene og var en afslappet cocktailkjole og var komplimenteret med nogle store metalfarvede smykker. Hun havde for en gangs skyld valgt at have håret hængende løst. Det havde Desmond sagt klædte hende. Hun savnede Desmond, hendes lærer og første person hun rigtigt havde stolet på, efter hendes forældre blev myrdet.
Hun låste døren op til sin lejlighed, da hun så en bil parkere uden for hendes dør.
Det var Zin. Gad vide, hvad han havde fundet på? Hun følte sig helt spændt.
Hun trådte elegant ud af døren og låste den bag sig, efter hun havde sat sit alarmsystem til.
Hun gik hen mod bilen med et svagt, tankefuldt smil på læben.

Zin så en kvinde skikkelse komme ud af døren, han steg ud af bilen og timede det med at han lige kunne åbne døren til passager sædet da hun kom nærmere. Han var selv iført en hvid skjorte med sorte bukser, næsten som hans arbejds tøj kom han til at tænke på, bortset fra at denne her skjorte var nålestripet, og bukserne var lidt mere casual

"Godaften" sagde han høftligt og gav hende et venskabeligt knus og et lille kind kys
Han rykkede sig derefter fra indgangen til bilen og gjorde hjalp hende ind, og hoppede så selv ind på føre sædet

Kaya smilede over hans høflighed og gengældte både krammet og kindkysset.

"Så galant du er."

Det var godt ment, men hun var lidt overrasket, nok havde han altid været sød, men sådan her havde han aldrig været. Eller også var det fordi, hun ikke havde været i stand til at se det førhen på grund af hendes altid påvirkede tilstand.
Hun steg ind i bilen og lagde sin halvstore og noget fyldte håndtaske i skødet. Hun havde som sædvanligt et eller andet form for våben med sig.

"Jeg er helt spændt, må jeg indrømme. Hvor skal vi hen?" spurgte hun, da han var steget ind i bilen.

Zin sendte hende et varmt smil, et af de smil der ikke kun var rettede imod modparten, men også var skabt fordi at det glædede personen selv

"Et lille sted jeg har fundet" sagde han med et skævt smil

Han fortsatte ned af vejen og drejede så til højre hvorefter han kørte et stykke tid

"Hvad laver du så nu hvor du ikke .." Han tænkte sig hurtigt om og fortsatte så "Du ved .."
Han kunne tydeligt huske hende fra den gang .. Selvom hun var langt ude, havde der altid været noget ved hende som facinerede ham .. Og at se hende nu, beviste bare at hun i sandhed var en unik skønhed .. Han rystede tankestrømmen væk

*"Lyst bliver straffet"* hviskede stemmen
*Så vil jeg ikke gennemgå nogen lidelser* fastholdte Zin

Kaya kunne ikke lade være med at blive glad, fordi han var glad. Det gik op for hende, at hun havde savnet hans venskab. Venskab var der ikke meget af i hendes job. Mildest talt.

"Uh.. Det lyder spændende, jeg glæder mig til at se det!" Hun havde nærmest et lille-pige spændt blik i øjnene.

Det næste spørgsmål kom bag på hende, selvom det egentligt var et naturligt spørgsmål.

"Jeg.. Øh.. Freelancer lidt af hvert."

Hvad kunne hun ellers sige? Han vidste jo ikke noget om den 'anden' verden. Der var få mennesker, der vidste noget om det. Det var også bedst sådan. Og hun kunne heller ikke sige, at hun levede på sin arv. Hun havde jo dengang fortalt ham, at hun var endt i det 'arbejde', fordi hun havde narkogæld. Hun kunne da ikke fortælle ham sandheden..

"Det lyder spændene" han sendte hende et smil "Det gør mig glad at se dig på benene igen"

*"Hun lyver, det ligger i hendes øjne .. Du er naiv. Forfærdeligt naiv"*

Måske var Zin naiv, men det betød ingenting .. For hvis hun ikke ønskede at fortælle ham det, ville han sikkert være bedst tjent uden.

Zin kørte ned i en lille gyde, og drejede ind til venstre. Det var en stor bygning. Og i bunden af den kom der lys fra en trappe nedgang og man kunne høre svag musik ..

"Det er her" sagde Zin med et smil, smækkede døren efter sig og gik over for at åbne for hende

Kaya nikkede.

"Ja, det er rart at have styr på mit liv igen. Nu ved jeg rent faktisk, hvad jeg går og foretager mig."

Et nostalgisk udtryk gled over hendes ansigt, men det var hurtigt væk igen. Hun kom altid til at tænke på Desmond, når der blev talt om, at hun var blevet stoffri. Det var trods alt ham, der havde hjulpet hende. Hun rystede på hoved, der var ingen grund til at blive nostalgisk nu.

Da de kørte ned ad gyden, blev hun en smule skuffet. Det så ikke ud af noget særligt. Hvad havde han tænkt sig?
Hun tog i mod hans hånd, da han var så galant at hjælpe hende ud af bilen. Hun så hen mod trappen.

"Hvad er det her for et sted?"

Hun følte sig altid utilpas, når hun ikke vidste, hvad der ventede hende. Det her kunne jo være hvad som helst, hun kendte ikke byen særligt godt endnu. Hun havde trods alt også kun været her nogle dage.

"Vent og se" sagde han både smilende, men også spændt. Han og trykkede lige en enkelt gang på sin nøgle og bilen lukkede bag sig. Han lod hende pænt gå forrest ned af trapperne og fulgte selv lige efter.

Da de kom ned for enden af trappen gik der en gang formet i massiv sten et stykke ned hvorefter man kunne skimte et sving til højre, Zin lod stadig Kaya gå først. Og efter svinget til højre stod en mand foran et menu kort. Bag ham kunne man se en restaurant lavet i en gammel vinkælder, med store vælvinge i loften og meget stil rent.

Zin sendte et smil til Kaya "Moratus"

Kaya gik nysgerrigt ned ad gangen. Det lignede gangen ind til et skummelt diskotek. Men da de drejede om hjørnet, kunne hun tydeligt se, at der slet ikke var tale om et skummelt sted. Det så flot og gammeldags ud. Det var lige noget for hende.

"Det er smukt."

Nikkede hun anderkendende. Det var jo slet ikke så slemt.
De blev anvist til et bord. Kaya tog sin jakke af og tog plads ved bordet.

"Det ligner helt bestemt et sted, hvor jeg kunne finde på at komme igen."

Hun sendte ham et skævt smil. Hvad skulle hun sige? De havde aldrig været i så formel en situation før. Men dengang sagde hun jo også bare, hvad hun ville. Hun havde på ingen måde noget filter dengang.
Hun begyndte at kigget menu-kortet igennem, som tjeneren havde rakt dem. Det hele så så lækkert ud.

"Er der noget særligt, du vil anbefale?"

"Fortryllende" sagde Zin mens han også studerede lokalet, det var hans favorit sted. Selvom det var dyrt så var det her nok det eneste sted hvor han ikke var tvunget til at høre og føle folks dagdrømme, de folk som kom her havde allerede opnået alt de nogensinde kunne ønske sig. Forfærdeligt, men det gav Zin mere ro til at tænke.

De kom ned til bordet og han tog plads overfor hende, og begyndte derefter også at kigge menu kortet i, selvom han snart kendte det udenad.

"Jeg ved at deres Châuteu Briand er god, men deres vagler også også lækre" sagde han med et smil.

Kaya nikkede. Store, møre bøffer var lige noget for hende. Det kunne hun ikke få nok af.

"Hmm.. Jeg tror jeg vil tage en Chateau Briand med årstidens grøntsager og den dobbeltbagte kartoffel. Og et glas af deres australske Cabernet Sauvignon."

Sagde hun til tjeneren. Det var længe siden, hun havde været ude og spise god mad, og det var ikke ligefrem fordi hun havde tid til at kokkerere derhjemme. Hun kunne godt bruge et velsmagende måltid. Hun ventede på, at Zin havde bestilt.

"Hvad var det, du ville fortælle mig?"

Hun ville tilbage til emnet fra før. Det kunne ikke være så slemt, som han fik det til at virke som. Hun så opmærksomt på ham.

"Det samme, men bare Shiraz istedet" sagde han pænt til tjeneren. Han huskede altid at opføre sig med høftlighed overfor tjenere, da han selv havde alt for meget erfaring med ubehøvlede gæster.

Han hørte godt spørgsmålet .. Og lod det vende sig et par gange i hans hoved. Hvordan skulle han sige det?. Det var også en underlig idé han havde fået, og på nogle punkter fortrød han lidt hele situationen .. Men der var ingen vej tilbage nu.

"Ehem .." han ledte efter ordene ... Hans stemme blev dæmpet og han fortsatte

"Det der skete med dine, gamle bekendte" han holdte en kort pause
"Var ikke noget tilfælde, som du nok har regnet ud .. Men .." Det her var langt sværere end han havde regnet med ..

Kaya ventede på, tjeneren gik sin vej og vendte så igen sin opmærksomhed mod Zin. Hun kunne se, det var svært for ham. Hvis han fortalte hende, at det var fordi han havde banket dem, og at det var dét han var så pinlig over, så ville hun flække af grin. Hun havde selv truet en del igennem sin tid. Og dét der var værre. Vold var desværre en del af hendes dagligdag.

Hun lænede sig per automatik lidt forover, da han dæmpede stemmen. De så nærmest konspiratoriske ud, som de sad der.
Hun slog kort ud med hånde og berørte derefter Zins hånd let, for at vise sin opmærksomhed og velvillighed.

"Kom nu, kære Zin. Det kan da umuligt have været så slemt. Bankede du dem? Eller hvad gjorde du. Jeg har oplevet nok gennem min tid til at det sikkert ikke vil komme bag på mig, det du skal til at sige."

Og det var så sandt. Flere af tingene kunne mennesket Zin sikkert ikke drømme om, at det overhoved skulle eksistere. Hun smilede en smule over sig selv. Gad vide, hvor overrasket han ville blive, hvis hun fortalte ham nogle af sine hemmeligheder? Ikke at det ville ske, men tanken virkede næsten komisk på hende.

Han lukkede kortvarigt øjnene og fortsatte så.

"Hvor langt rækker din fantasi?" spurgte han, hans blik var mørkt og seriøst, og tankestrømmen uendelig. Indtil den med ét blev afbrudt ..

Billeder fór forbi han øjne, og han kiggede ferbrilsk rundt for at finde ud af hvor impulserne han kunne mærke kom fra, men han kunne ikke finde ud af det, der var umiddelbart ingenting at se.

*"Problemer?"* hvislede stemmen
*Hvor kommer det fra?* skreg Zin indeni sig selv. Der var gået for lang tid siden at han sidst havde mærket det på denne her måde, det var gået for lang tid .. Men hvorfor lige nu ..

Et halvkvalt grin gled ufrivilligt over Kayas læber, hendes hænder røg dog hurtigt op til munden for at stoppe det. Han skulle bare vide, hvor langt hendes fantasi rakte, og hvor meget af det, der faktisk var virkelighed. Hun blev hurtigt alvorlig igen.

"Undskyld. Det var vidst lidt af en bevis på, hvor langt min fantasi rent faktisk rækker. Den rækker meget længere, end du tror.."

En tanke fór gennem hendes hoved. Hvad var det helt præcis, han ville fortælle hende. Når mennesker førhen var kommet med dét spørgsmål, så var det fordi de havde set eller oplevet noget fra den abnormale verden.

Han ville kunne se billeder af forvredne og brændende væsner, han ikke kendte til, inde i hendes hoved. Blod, sved og drab. Drab af noget, der ikke var fra denne verden.

Hun lagde meget tilfældigt armene i skødet, hvor hendes taske lå. Hendes hånd fandt den velsignede kniv, hun havde liggende i tasken. Hvor mange gange havde den efterhånden reddet hendes røv?
Hun havde stadig sin fulde opmærksomhed rettet mod Zin.
Han virkede bange. Hendes hånd om kniven slappede en smule mere af, men den lå der stadig. Hun blev ufrivilligt utryg ved situationen, fordi han var det.

"Kom nu bare ud med det, søde. Få det overstået."

Hendes stemme var en smule anspændt.

Alt hvad han så svor i hans øjne, Men hvorfor kunne han se det .. Havde hun virkelig ladet hendes parrader så meget ned? .. Det var som om at det med et dæmpede sig .. Og han hviskede derefter

"Jeg kan se det hele .. "

Han vidste udemærket godt at det var meget let beskrivende, kryptisk.

"Jeg, kan se ting .. Jeg ikke burde kunne" .. Han sank en klump, folk forstod jo ikke .. De ville fortælle ham at han var ligeså sindsyg som sin mor .. Men alt var bevist, han tvivlede ikke længere ..

Kaya så de første sekunder dybt, dybt såret ud. Det kunne ikke passe. Men dette udtryk forsvandt hurtigt igen, og blev byttet ud af en maske af kulde.
Men sørgende tanker var stadig af se i hendes hoved. Hendes gode minder om ham. Trygheden.

"Du skal ikke gøre det her mod mig. Det kan ikke passe. Hvad er du?" Hvislede hun

Han kunne ikke en vampyr, hun havde set ham gå i sollys, og han arbejdede om dagen.
Mennesker havde ikke overnaturlige evner på den måde. De kunne udføre magi gennem ritualer, men det var ikke noget der virkede konstant.
Hun vidste ikke, hvad hans evne helt præcis var, men det var heller ikke vigtigt lige nu. At han havde en evne, fortalte at han var abnormal. Men hvilken af dem?
Hvorfor havde hun ikke set det før? Han havde jo altid været så menneskelig og rolig. Var han virkelig så god en skuespiller, at han havde holde hende for nar i flere år?

"Hvorfor har du ikke sagt det før? Din.. Dit.."

Hun havde faktisk svært ved at kalde ham noget grimt. Hendes verden var ikke krakeleret fuldkomment endnu.

Zin kiggede ned i bordet .. Hans hoved var for en gang skyld fyldt med rungende tomhed. Det gjorde ondt indeni, men samtidig .. Var det som om at det var, lettende?

"Jeg er ked af det" sagde han oprigtigt, selvom han prøvede at tilføje en hvis rolighed.
Det var der hvor at han opdagede måden hun havde reageret på. Han havde forventet en langt mere uforstående reaktion, men sådan var det på ingen måde .. Hun virkede faktisk næsten som om, at det var normalt? ..

"Jeg, ved ikke hvad jeg er .. Jeg er bare Zin" han prøvede med et falsk smil
"Jeg har altid haft den her forbandelse .." Hans blik dalede endnu engang ned i bordet

Kaya rejste sig så hurtigt op af stolen, at den væltede bagover med et brag. Hun ignorerede blikkene fra de omkringsiddende fuldstændigt, så dem slet ikke. Der var kun ham.

"Du kommer med - lige nu." Hvæsede hun lavmældt i en kold hadsk stemme.

Hun forsøgte at hive ham op af stolen og med ud på toilettet.

Det skete bare ikke det her! Han skulle være et menneske! Ikke et eller andet væsen, der skulle slås ihjel. Han vidste ikke hvad han var? Bullshit!
Hun måtte tjekke det. Men det kunne ikke være lige her. Det skulle ikke ses af mennesker. Hun skulle bare vide, hvad han var. Når han nu ikke selv ville fortælle, hvad han var, så skulle hun nok selv finde ud af det.

Zin blev meget overrasket over hendes pludselige reaktion, og fulgte uden for meget kamp med hende ud på toilettet .. "Hvem er du?". Spurgte han, hans øjne var mørke .. Hun var ikke den hun udgav sig for, det vidste han nu. Hun vidste hvad han var .. Selvom han ikke engang selv vidste det! hvad var det her for noget.

*"Sandhedens time"* hviskede stemmen ..

//Sorry for kort post x_x

Hun holdt ham voldsomt fat i armen hele vejen derud og med hendes taske i den anden hånd.

Da de kom derud, lukkede hun døren med påtaget rolighed. I en glidende bevægelse tog hun sin halskæde af. Det var et sølvkors, hun havde fået i konfirmationsgave. En af de få ting, hun havde tilbage fra sine forældre.

"Hvis du ikke vil fortælle mig det, så skal jeg nok selv finde ud af det.." Hvislede hun gennem sammenbidte tænker.

Hun så ud til at være på grænsen til at græde, men hun holdt stædigt tårerne tilbage.
Hun tog fat om hans hage med den ene hånd og med den anden hånd trykkede hun korset ind på panden af ham. Sølvet brandte ham ikke, og det så nok i det hele taget lidt mærkeligt ud.

Hun tog det om halsen igen og begyndte at rode febrilsk i sin taske.

"Kom nu.. Kom nu.."

Op af tasken tog hun en rosenkrans, som hun viklede om den ene hånd og håndled. Derefter tog hun en lille gennemsigtig flaske op af tasken. Væsken i flasken var helt klar.
Hun åbnede flaske for at hælde det udover ham.

"Hvad er du.. Hvad er du?!" Hendes stemme knækkede over af ren frustration.

"Jeg ved det ikke!" skreg Zin, han var klart frustreret over denne her behandling

*"Ja, mærk det fylde dig"* hvislede stemmen

"Jeg har ingen idé om hvad der er galt med mig! forstår du det!?"

Hun holdte ham tæt op af væggen, og på trods af Zins utallige forsøg kunne han ikke vriste sig fri. Hvad bildte hun sig ind?. Det her var en af de dummeste ideer han nogensinde havde fået. Det var klart hun blev overrasket .. Men hvad var det med alle disse remedier i hendes taske?. Var hun en eller anden form for heksejæger?, og hvis det var tilfældet, havde hun så i sinde at slå ham ihjel?
Hun truede ham nu med en lille flaske hvis indhold var ubestemmeligt

*"Få hende væk!"* skreg stemmen

"Jeg kan ikke give dig svar jeg ikke selv kender!" råbte Zin

"Løgner!"

Skreg hun vildt og pustede hidsigt noget hår væk fre øjnene. Hånden der holdt flasken rystede tydeligvis.
Hun var vred.
Hun var ked af det.
Hun følte sig forrådt.
Han var hendes eneste ven gennem lange tider, og nu dette?!
Hun rystede på hoved for at løfte vrede-tågen fra sine tanker. Han var ikke en varulv, så havde hans hud blevet svedent af sølvet. Når hun nu stænkede ham med vievand burde den berørte hud enten brænde, og så var han en vampyr. Hvis huden ikke brændte men på anden måde blev påvirket ville det være ensbetydende med, at han var dæmon.

Please.. Don't react. Don't burn.. Please! Bad hun.

"Selvfølgelig ved du, hvad der er galt med dig. Vandskabning!"

Hendes stemme knækkede over igen. Der var en enkelt tåre i øjenkrogen, som hun hidsigt tørrede væk. Hun åbnede flasken og talte tydeligt til sig selv.

"In nomine et virtute Domini Nostri Jesu Christi."

Og derefter stænkede hun med en grimasse vand på hans bare hud. Hun lukkede kort øjnene med et bedende udtryk. Hun åbnede dem dog hurtigt igen for at se reaktionen.