Mon månen lavet af ost (Crasie)

Dag & Dato: Irl.
Tid: 23:45
Sted: Søen.
Vejr: Mørkt, men vindstille. Lunt.
Omgivelser: Søen og naturen.


Månen havde vidst sit blege ansigt, Maya skulle havde været på camping med sin søster, men som sædvanlig havde hans højhed der hjemme sat en stopper for det. så nu var hun istedet for endt ved søen. Stilheden gjorde godt, hun overvejede faktisk og spørge sin lillesøster om kunne være intersseret i flytte ind hos hende. En svag brise løftede kælnt hendes luften var ikke kold faktisk var ret varmt selv for om aften. Der´for var hun også iført en hvid sommerkjole, som måske var noget mere moden end hvad hun selv havde ville vælge, men dengang hun boede hjemme var det hendes far der bestemmte hvorfor noget tøj hun skulle havde på. Hun strakte sig smule kiggede sig omkring der var ikke en sjæl mærkelig nok. Hun lagde sig tilbage på stammen og hendes blik rettede sig imod månen, månen havde altid haft en speciel effekt på Maya den havde været hendes eneste ven i rigtigt lang tid.

En gren knækkede længere henne bag ved hende, men der var intet at se hvem havde lavet det, men det havde alligevel været en lille lyd så det kunne ikke være særlig meget. En myg kom på Mayas kind og kunne ikke lade vær med at stjæle hendes opmærksomhed så hun ikke mærkede det lille prik hun fik, som om en havde taget et hår ud af hovedet på hende. Efter lidt at Maya havde set på månen så hun at den lige pludselig skiftede farve, i stedet for at sende sit blege lys, så sendte den nu en uhyggelig men dog flot grønlig farve, som farvede alt omkring hende i et anderledes skær. Så ud af den blå dukkede end person op lige foran Maya, personen var ikke særlig høj, og hvis man kiggede nærmere kunne man godt se at det var en kvinde, for hun havde en sort hættetrøje på hvor under hun havde en lilla top på som viste hendes former. Man kunne ikke se den nyankommens ansigt, for den var henlagt i mørke det eneste man kunne se var de runde ozzy osbourner briller hun havde på, som spejlede Mayas spejlbillede tilbage. I den ene hånd havde hun en tynd sort stok, en af de gammeldags som man kun før i tiden havde set fine og rige mænd have, og i enden var der en metalfigur man ikke kunne se under hendes hånd. Månen skinnede sit nye grønne lys over kvinden og det gjorde at hendes hættetrøje lignede mere grøn end sort.

Crasie havde været her i et stykke tid og da Maya havde kommet her havde hun gjort sig usynlig af sine illusioner. Hun havde håbet på at kvinden havde gået sin vej, for hun sad lige selv også her og nød månen. Men så tænkte hun at det var nok på tide at vise hendes tilstedeværelse. Hun havde gået bag ved Maya kommet til at knække en gren under hendes fod, så gav Crasie hende en illusion at der var en myg, så Maya blev opmærksom på det istedet for at Crasie tog et styk hår fra hendes hoved. Crasie havde brug for det, for at kunne lave stærke illusioner. Så gik crasie med rolige lydløse skridt hen foran Maya. Crasie så at Maya havde opmærksomheden rettede imod månen, så Crasie lavede for Mayas øjne at månen sendte et grøn uhyggeligt skær end dens normale blide blege lys. Da hun så havde gjort det gjorde hun sig selv synlig. Så valgte hun at starte samtalen.
"Hvad laver et menneske på sådan en smuk aften som denne??" Sagde crasie med en rolig og venlig stemme. Crasie smilte til kvinden og selvom hendes ansigt var henlagt i mørke, kunne man tydelig se hendes sylespidse tænder som lyste under hætten.

Hun viftede svagt med hånden, de myg var drog noget så trælse. Hun vendte atter sit blik op imod himmlen og månen. Den skiftede farve og blev grøn, hun måtte se syner hun rystede svagt på hovdet og gned sig i øjene, men månen var stadig grøn. Hun vidste ikke rigtigt hvad skulle gøre, hun var vel ikke ved at blive skør. Hun sukkede svagt og vendte blikket imod jorden hendes lys hår faldte ned over skulderene. Hvordan kunne det være at det altid var når hun var ude at mærkelige ting skete. Hun vendte da hurtigt blikket op imod pigen, Maya kunne ikke rigtigt se ansiget på den fremmede, men gættede på at det var en pige på grund af stemmen. Hun fundrede lidt over pigens spørgsmål. Godt nok var Maya et menneske, men var pigen ikke et mennske også. Hun rykkede sig en smule tilbage så hun kom så langt væk fra væsnet som hun kunne.
Maya kendte kun til vampyre, så hun troede også Crasie var en vampyr. Hun lod svagt en hånd glide igemmen håret og overvejede om skulle prøve at stikke af. Hun bed svagt sig svagt læben. Hvorfor skulle hun altid møde disse væsner. Hun betragtede kort pigen før hun vendte sit blik ned jorden " jeg trængte bare til noget luft" svarede hun, hendes stemme knækkede en smule fordi hun var nervøs over hvad Crasie kunne finde på.

Crasie smilte morende til hende, hun havde ikke noget imod mennesker, men hun syntes altid at det var sjovt at "lege" med dem. Crasie gjorde sig usynlig af sin illusion og så mærkede Maya en varm ånde imod hende kind. Maya så Crasie stå lige bag ved hende, og hun var blevet højere, så talte hun med en lav hviskende stemme som næsten ikke kunne lade vær med at give en gysen igennem kroppen.
"Jamen ved du da ikke, alle de legender der er om denne sø, den er jo farlig for sådan nogle mennesker som jer." Så for Mayas øjne var Crasie forsvundet igen og stod nu der hvor hun rigtig havde stået hele tiden. Normal plejede Crasie at stå et andet sted end man så hende som, men nu hvor Maya var et menneske havde hun intet at bekymre sig om. Crasie kiggede på hende med hovedet let på skrå og studerede hende. Var hun virkeligt et uviden menneske, som virkelig ikke vidste om de ting der sker omkring denne sø. Crasie rystede på hovedet, hun kunne jo sagt det selv, hun er jo et menneske. Lige så uviden som alle de mennesker som går rundt, de skulle nødig vide om alle de væsner som går i blandt dem, lige som Crasie selv. Hun havde normalt aldrig lagt skjul på hvad hun var når hun snakkede med nogen. Crasie tog med den ene hånd ved hendes briller og skubbede dem ned på næseryggen så hun kunne se Maya noget bedre. Crasie lysende neonlilla øjne kiggede på Maya og kunne tydeligt ses under hætten.

Maya kom med et gispende skrig, pigen var forsvundet foran hendes blik, men dukkede hurtigt op bag ved hende, maya måtte være ved at blive sindsyg. Eller også var det ikke Maya som der var noget vejen med. Hun overvejede om det kunne være fordi hun var ved blive træt. Maya mærkede hvordan Crasies ånde ramte imod hendes kind. Mayas hånd gled op til kinden hvor ånden ramte hende. Hvorfor gjorde pigen dette her imod hende, maya ville ikke være ved at det måske var hende selv som så synner, hun ret sikker på at det pigen der lavede dem ihvertfald, men de var så virklige at hun overhovdet ikke var sikker og det forvirrede hende. Maya lukkede de grålige øjene sammen og da hun åbende dem igen stod pigen igen hvor hun havde stået før. Hun betragtede Crasie idet hun begyndte snakke om legender og om ting der ellers var sket " næe det har jeg ikke sagde hun.
Maya mindes ikke have hørt noget som helst om nogen legender om søen, men hun kom heller ikke så meget ud da hun boede hjemme ved sin dumme far og det pinte hende en smule, meget af hendes ungdom var gået med blive mere voksen. Man kunne tydeligt se at hun virkede mere moden end andre jævnaldrende, dengang de fleste på hendes alder legede dukker, måtte hun passe sin mor som havde alkohold problem og var for fuld til noget som helst. Udover det havde hun også en lillesøster hun måtte passe, men det var drog hendes far der var værst. Hun sukkede svagt og ville ikke tænke mere tilbage. Hendes liv kørte på skinner og det skulle det blive ved resten af hendes liv. Hendes rettede sig op imod Crasie hunb havde forvirret utryk i ansigtet " måske du kunne tænke dig at fortælle mig om dem?" spurgte hun og vendte atter blikket ned jorden, hun ville ikke væsnet sur, derfor var også ydmyg over for Crasie.

Det chokerede Crasie lidt at dette menneske spurgte hende om legenderne. Hun må helt klart ikke ha vokset her op i området det var da sikkert. Men Crasie var i godt humør lige nu, så hun havde lyst til at fortælle om alt muligt, især til et Menneske som hende. Men en strøgtanke kom da i hendes hoved. Ved denne kvinde allerede om de væsner der lever omkring mennesker eller ej? Crasie måtte gå ud fra nej, for ellers havde kvinden nok flygtet væk for længst fra hende, for Crasie var jo en dæmon. Crasie var også utrolig god til kropssprog, nok pga at hun havde lært det igennem alle disse år hun har levet i. Og hun kunne tydelig se at kvinden var ydmyg, men et blik mere på kvinden fortalte, at hun nok var mere pige end kvinde. Gad vide hvor gammel hun var? 16? 19 år? hun havde ingen anelse. Hun gik normalt heller ikke så meget i alder, nok fordi hun ikke selv kunne huske det. Crasie smilte til hende igen så hendes sylespidse tænder var synlige under hætten igen. Hun skulle lige finde noget mere information omkring denne pige, det var en lettere måde til at komme mere ind på folk. Crasie måtte tage sig i at hun lød som en af hendes personligheder Isabella.
"Hvad er dit navn, unge pige?"
Crasie sagde det venligt til hende, og stod bare og kiggede venligt på hende. For Crasie havde ingen lyst til at hverken gøre ondt eller noget i den retning. Crasie var normalt heller ikke ond og dræbte normalt heller ikke nogen. Hun syntes det var sjovere at lege med folk og få deres hjerner og syn til at spille dem et plus, men ikke så meget andet. Hun nød ikke at dræbe undtagen hvis de selv opfordrede til kamp eller sådan noget, så havde hun intet imod det.

Maya spærrede øjene en smule op så gammel var den fremmede da heller ikke, jo hun var del ælder end Maya, men var det lige frem nok til lyde som bedstemor? Sådan syntes hun ihvertfald at pigen lød som. Maya kendte kun til race og det var vampyre, men det tydeligt at se Hende som stod foran ikke var en vampyr, men noget andet og hvad vidste hun ikke. På den anden side var Maya også meget naiv. Hun troede simpelhen ikke der var nogen som ville gøre hende fortræd. Udover hendes far og vampyre. Maya følte sig også tiltrukket af den fremmede som stod foran hende, det var så meget kærligheds mæssigt, men mere fordi hun følte at hun måtte finde ud af hvilket væsen pigen.
Mayas hjerne arbejde som en sindssyg for bevare sit rolige ydere. Hendes krop fortalte hende at var på tide at komme væk fra faren, men man kan det ikke løbe væk for noget så mystisk og spændende. Hun vidste godt at det kunne betyde at satte sit liv på spil, men hvis det var sådan, måtte det jo blive sådan. Hun ville i hvertfald ikke løbe forløbigt. Selv om alle mikrofibre i hendes krop skreg efter det. Hun var koncenteret i finde en løsning på dette her at hun næsten glemte at svare på sprøgsmålet om gammel hun var " jeg er 17" sagde hun og snød til smugkig på kvinden foran hende før hendes blik atter forsvadt ned i den sumpede jord.

Crasie kunne godt lide pigen, selvom hun normalt ikke brud sig om mennesker fordi de var så uviden, men der var et eller andet over hende, som gjorde hende mere positiv. Pludselig forsvandt månens underlige grønne lys og blev til det normale blive månelys. Crasie begyndte at gå imod hende, samtidig at hun trak hætten ned, så hendes ansigt blev tydelig i månelyset. Hun tog også sine briller af og lagde dem i lommen. Hun havde sådan et rundt fint ansigt, næsten blidt og venligt. Hendes neonlilla øjne lyste venligt til hende. Da hun kom tæt på hende, rakte hun sin hånd frem. Hvis hun tog Crasie's ville hun få et fast håndtryk. Hun havde en slangering som snurrede sig omkring hele fingeren på hånden, som hun havde imod hende. I den anden havde hun sin stok, men hun holdte længere ned af den. Så stokkens metalfigur for enden var tydelig i måneskinnet, det var et kranium som havde en smuk grøn jade i dens gab. Den havde hun haft ja i mange århundrede og selvom den har både været i ild, frost og fået 1000 af slag, så ligner den stadigvæk en hel ny. Men selvom den bare lignede en normal stok, så var den langt fra. Hvis man gav den et stød i den ene ende, vil en knivspids på ca 10 cm kommer ud og hvis hun gjorde i den anden enden ville der også komme en. Det var et kræftfuldt våben i de rette hænder.

Hun gispede svagt idet hun så øjene og det styrkede hende i at den fremmede var et væsen, men hvilket et. Hun tog pigens hånd mærkede det faste håndtryk, men det var ikke det eneste hun blev også ramt af en varm og bøglende fornemmelse. Først kunne hun ikke rigtigt finde ud af om det var fordi hun følte sig godt tilpas eller om det var fordi hun begyndte føle sig tryg. Hun smilede da månen blev til sit gammle jeg og kunne se den fremmedes ansigt. Det med de neonlilla øjene skræmte hende ikke mere, end lige de første sekunder da hun tog brillerne af. Hun mærkede at hvor hun før havde været bange for hende blev mere tryg for den fremmede og hele situationen. Hun havde ikke fået at vide gammel den fremmede kvinde var. Eller hun måtte da vær en kvinde, det troede maya ihvertfald hun var. Hun ville gerne spørge om hvor gammel hun var, men noget fik hende til at holde sig tilbage og stedet for spørge om noget andet " du er væsen ik?" spurgte hun og hendes nysrrighed var ikke til tage fejl af, Den nysrrighed voksede inde i hende og blev større og større endtil den kommet ud af mayas mund. Hun håbede virkelig ikke kvinden ville blive fornærmet over hendes meget mærkelige spørgsmål, men det hele pegede imod en retning og det var kvinden var et væsen. Alt sagde faktisk kvindens øjene og ja selv månens farveskifte var Maya skikker på at kvinden havde haft noget med at gøre.

Crasie smilte bare til hende med hendes sylespidse tænder blottet. Hun havde intet imod nysgerrighed, faktisk var Crasie selv tit drevet af det. Selvom hun var så gammel, så var der altid nye ting ting. Hun kunne tydelig se den iver af nysgerrighed som var i pigen.
"Man kalder mig for dæmon"
Crasie var virkeligt begyndt at kunne lide hende, og hun vidste ikke helt hvorfor. Så mærkede hun hvordan Isabella begyndte at dukke frem i hende. Det gjorde hun altid når Crasie var interesseret i nogen, eller når Isabella bare havde lyst. Crasie prøvede at fortrænge hende, for lige nu virkede det til at hun havde pigens tillid, og det ville ikke blive bedre af, at Crasie så ville blive til den meget forførende side af Crasie, nemlig Isabella. Det ville nok chokere hende, for der var kun få der i sig selv led af personligheds spaltning. Isabella sagde godt nok at der var tre andre ude over Isabella. Men det troede crasie ikke på.
Crasie kunne også se at pigen åbenbart ikke vidste så meget om dæmoner især når hun spurgte Crasie om hvem hun var. Men selvfølgelig havde menneskerne ikke den evne til at på den måde kunne genkende racer, som overnaturlige væsner generelt kunne. Men det tror Crasie er fordi mennesker er lukket i deres egen verden, så meget at de har mistet mange at de naturlige evner igennem generationer til generationer.

" virkelig" sagde hun og mumlede svagt nogle ord som var utydelige, men det gjorde vel ikke noget at noget mere at vide om disse overnaturlige væsner som fandtes for så vidste hun hvad man skulle passe på. Hun trak kort på skulderen, imens hun smilede til Kvinden " mit navn er forresten Maya" sagde hun og lod svagt en køre igemmen det lange lyse hår. Hele sit liv end til havde mødt Alucard, havde hun kun troet at der fandtes mennsker på jord, men nu vidste ikke rigtigt hvad hun skulle tro. Det som den lille beskyttende bobel hun havde levet enten var blevet større, men mest sansynligt sprunget med et stort plop. Hun fnisede svagt da kom tanke om boblen som de fleste mennesker lever i. De var naive og dumme sådan virkede det ihvertfald til på Maya, der måtte være flere væsner der ude end bare lige dæmoner og vampyre. Hun betragtede kort Crasie og var stadig meget nysrrig " hvad lever du så af?" så af spurgte hun og kneb sprøgende øjene sammen. Hun håbede ihvertfald at hun havde spist for hun ville nødig være det næste måltid.
Men havde dæmoner ikke vinger, det havde hun altid forstillet sig at de ville have små horn og vinger. Hun måtte holde op med at se meget fjernsyn, for det var jo ikke rigtigt det de fortalte, men tænk at hun det helt normale mennske havde mødt dæmon. Hun smilede bredt så hendes hvide tænder kom til syne. Hendes tænder var ikke spidse som Crasies det helt almindelige tænder, som helt almindelige mennsker havde.

Crasie så med et morende glimt i øjnene og et skævt smil på læberne.
"Bare kald for Crasie, og det udtales lige som Crazy"
Det var det navn Crasie altid havde brugt, men hun vidste at det ikke var hendes rigtige navn, og der er kun en som kender den. Det var hendes bedste veninde, som er en sort englen. Derfor ingen andre ved det, er fordi hvis man kendte Crasie's rigtige navn, så ville man få fuld kontrol over hende.
"Jeg er en sjæledæmon, så jeg lever af folks sjæle, dog er jeg mæt så du behøver ikke at bekymre dig"
Sagde hun i en lidt drillende tone, hun kunne tydelig se på pigebarnet at hun var blevet nervøs, da hun spurgte Crasie hvad hun levede af. Hun troede sikkert nok at hun kunne blive det næste ofre. Dog var det ikke direkte Crasie som spiste, det var Isabella. Hver gang hun fik forført en person, og få dem i sengen. Så får hun taget en lille bid af deres sjæl. Ikke så det gjorde en forskel på dem. Men som sagt Isabella var nok den smukkeste og mest forførende person man kan møde, så må man også give lidt for at være sammen med hende. Crasie kunne ikke lade vær med at smile af tanken.
Crasie kunne også se at det virkede som om Maya undrede sig. Det var som om hun ikke forstilte at en dæmon var sådan eller sådan noget. Så måtte hun jo bare spørge, for det var Crasie mere end villig til.

" okay Crasie" sagde hun smilede forsigtigt op til hende, det var så mærkeligt at der fandtes væsner, hendes ansigts udtryk ændrede sig til et tænksomt udtryk, der kunne være så mange væsner, endda gode også, men det gjorde ikke noget at alle sammen ikke var gode for der skulle jo være en blance imellem det gode og det onde. Hun blev revet tilbage til nutiden da Crasie fortalte om den føde hun spiste og kom til grine. Maya kunne sagtens høre den drillende tone og det var den hun grinte af " man kan ikke være for forsigtig og ville engtlig bare tjekke" sagde hun var glad for at hun ikke var den næste på Crasies menu. Det var en gåde for Maya hvordan Crasie kunne være så rar, faktisk lige da de havde mødt, havde fået hun det indtryk at Crasie hadede hende, måske ikke bare hende, men mere på grund af hendes race. Drog var maya glad for at deres møde havde endt som det gjorde, faktisk turdte hun næsten ikke tænke på hvordan dette her kunne var endt, hvis de var blevet uvenner.
Måske var Crasie hendes mulighed for at få noget mere viden ikke bare på dæmoner, men også de andre væsner. Hun var drog stadig meget nysrrig og ville gerne havde mere at vide om Crasie og hvordan dæmoner levede i det hele taget, men det var ikke det eneste hun ville havde at vide, mon hun kunne være bekendt at spørge om mere, men Maya måtte vide mere, hun ville lære alt der var værd vide om dæmonerne og de andre racer. Hun håbede sådan at Crasie kunne hjælpe hende.

Crasie kunne tydelig se at Maya havde masser af tanker som kørte rundt i hovedet på hende, og man kunne se på hendes kropssprog, at hun var fuld af forventning og spændning. Næsten som om hun ikke vidste hvilke ting hun skulle gøre lige nu.
"Jeg kan se at du har mange tanker inde i dig, del dem dog i stedet for at lade dem være inde. Det skader aldrig at spørge, som sagt så findes der ingen dumme spørgsmål, men kun dumme svar"
Crasie så på hende med et morende glimt i øjnene. Det var nok rigtig med Mayas tanker at i starten kunne hun ikke lide hende, fordi hun var et menneske. De var tit kedelige at snakke med, men de kunne være særdeles sjove at lege med. Crasie blik kiggede rundt og hun så en bænk, som stod tæt ved et stort træ. Crasie viste med at blikket, om de ikke hellere skulle gå hen til bænken. Hun lavede dog en illusion af sig selv sidde allerede derovre på et split sekund, mens Crasie bare gik stille og roligt der hen, uden at maya kunne se det, men kun kunne se hendes illusion, som var så ægte som det overhoved kunne være. Selv ved Maya rørte hende, ville hun føle at det var virkeligt. Det var blandt andet en af de få ting som Crasie kunne med sine illusioner især når hun havde en ejendel eller rørte personen. Hun kunne selv lave smerte illusioner, som ville føle lige så ægte som de rigtige smerter. Hun kunne faktisk sådan set alt med illusioner, for det var jo bare illusioner. Men hvis hun ikke rørte en person eller havde en ejendel, ville hun kun lave svage illusioner. De ville ligne rigtige, men man ville ikke kunne høre, lugte eller rører dem. Og hvis illusionerne var en kopi af en som personen ville kende, så ville de ikke være så gennemført, så vedkommende ville opdage at det ikke var den rigtige.

Maya gned svagt sine blågrå øjene, hun var da godt nok hurtig hun fulgte efter hende. Hendes skridt var meget lange, hun havde del travlt. Mayas lange skridt kunne godt se noget morsom ud, hun var ved falde flere gange " sige mig har i evner sådan super overnaturligt lige som supermand?" spurgte hun og kom til at grine over sit sprøgsmål, men supermand var den eneste superhelt hun kunne komme tanke om. Hun betragtede svagt Crasie, det var en ting mere som hun ikke helt forstod, men vidste heller ikke rigtigt om det klogt spørge om det. Hun lod forsigtigt en hånd glide igemmen håret. Hun undrede sig over hvordan nogle racerne kunne slå ijhel uden nærmest at tænke på offeret, men igen hun var et ubetydlig mennske og der var masse hun forstod. Hun havde jo også masse mennske følelser indblandet.

Crasie så på hende med et morende glimt i øjnene.
"Det er meget forskelligt hvem du møder. Nogle har evner til at styre ild, andre kan være lynhurtige, nogle kan flyve osv. Det er meget forskelligt, og det kan næsten være alt mellem himmel og jord"
Crasie håbede ikke at hun ville spørge om hendes evne, for hun havde ikke lyst til at fortælle det. Men som sagt hvad ville dette menneskebarn kunne gøre imod hende? Så Crasie skubbede sin trang til at ville skjule sin evne væk. For Crasie regnede med at hun faktisk ingen anelse havde omkring crasies evne. Men alligevel kunne hun være en af de kvikke en, som ikke helt var tabt bag en vogn. Crasie smilte ved tanken, hun havde mødt før nogle der var en være udfordring både fysik og phykisk selvom de bare var mennesker. Man skulle aldrig undervurdere andre, man kunne aldrig vide hvad de havde at byde på. Hendes tanker kom på Camille, en som lignede et menneske. Men som langt fra var, hun var en speciel person det var sikkert.