mørke skygger og en dejlig solnedgang - camille

Camille tog en dyb vejrtrækning, hun håbede det ikke var en fælde hun nærmest frivilligt spadserede ind i.
Ingen vidste hvor hun var og nu var hun på vej hjem med to fremmede i deres ...borg?
Han havde da sagt borg?
Lige inden hun satte sig på bagsædet ,skulle hun lige være helt sikker..."Og du lover jeg kan gå...når jeg vil?" spurgte hun tøvende, hun var forvirret over det venlige udseende og søde smil...og den skræmmende maske han havde båret kort tid forinden.
hun kastede et blik på Nika, der var tavs og ikke havde forsøgt flere triks.

"selvfølgelig hvis du ikke acceptere tilbudet så har du alt ret til at gå igen" sagde han venligt.

"tak......og hvis jeg acceptere, hvad så ?", der var noget over måden han sagde det på.
Men hans smil var venligt ,og det betød alt lige nu.
Hun sætte sig ind i bilen, og havde sommerfugle i maven.

" så bliver du nød til at bo henne hos min borg og mine tjenere vil bringe dine ting med det samme hen til dit rum" sagde han venligt og startede billen og kørte afsted.

Camille sank en klump i halsen, og pludselig så hun at dette var prisen...betalingen hun havde frygtet hvad ville være.
Hun skulle opgive hendes lejlighed, hendes job måske...måske hendes selvstændighed ..?Hun fik tåre i øjnene for hun vidste ,at hun ikke ville kunne gøre det.Selv om hun lovede det, ville hun ikke kunne i praksis.
Hun så ud af ruden, så omgivelserne drive forbi.
Hun ville så gerne lære af ham, hun måtte prøve at forhandle med ham når de kom frem, det var hendes eneste håb.
Hun sad tavs på bagsædet.

de kørte afsted og pludslig begyndte han at køre ud af byen og ind i den triste skov. han fulgte en slags gammel grussti.

Camille lagde hænderne i skødet og næsten...holdte sig selv i hånden.En lidt barnlig gestus, der virkede beroligende.her havde hun ikke været før.Mon de skulle langt endnu?
Hun ville have spurgt,men forholdte sig alligevel tavs, som dem på de forreste sæder også gjore.

pludslig længere væk kunne man se skikkelsen af et giga stort slot længere inde i skoven

Wow...Camille strakte hals, det var et flot syn,næsten eventyr agtigt.
Hun lænede sig lidt frem og spurgte Sakref med beundring i hendes stemme "er det her du bor? ".

"ja det er mit hjem. darkwind citadel" sagde han stille og kørte igennem en port ind til slottet. det var et giga stort sted med en høj mur hele vejen rundt. selve slottet var også meget stort. den havde to døre ind. den ene lignede mere en port man brugte til store fester og den anden var en lille dør man nok brugte til dagligt. han parkede bilen og steg ud af bilen og nika steg ud af bilen stille. dog så slottet lidt uhyggeligt ud om natten.

"Darkwind" mumlede hun og steg derpå ud af den smukke gamle bil.
Det var nu helt mørkt og Camille mærkede en lille gysen løbe gennem hende.
Det nytter ikke være bange,sagde hun til sig selv i tankerne, du er nød til at vide mere og blive bedre.
Hun samlede sit mod, og gik op ved siden af Sakref, hans lærling havde trods alt angrebet hende, så en afstand det var...naturlig.

"lad os komme indenfor og få en kop te" sagde med et venligt smil og gik hen imod den lille dør. han åbnede døren og de alle blev mødt med en dejlig varme inde fra slottet af. indenfor kunne man se der var virkelig lyst op fra nogen store lysekroner der var oppe på loftet men det var lidt mærkeligt hvordan de lysekroner kunne være tændt da det var sterinlyse kroner og de var flere meter oppe i luften. man kunne ellers se at på gulvet var der et langt rødt tæppe der gik fra den store port af og hele vejen hen til den anden side af rummet. ellers på væggene var der hængt op masser billeder af folk op og giga store vinduer som dem man så i virkelig store kirker og rødsorte gadiner med til vinduerne. ellers ude i siderne af rummet var der nogen store rustninger også stillet op som statuere. ved den anden ende af rummet ved slutningen af det røde tæppe var der en virkelig stor trone. den var dog lidt uhyggelig fordi den var kul sort var pyntet med kraniehoveder og skeletter og skorpioner og slanger. selve ryglændet til tronen var virkelig stort og så ud til at sætte sig op på væggen og gik virkelig højt op på væggen og armlændet var også stort og lignede 2 skeletter der red på en skorpion hver som holdte armlændene op. ved siden af den store trone var der fire døre. to på hver side af tronen.

"Lyder dejligt " smilede hun og holdte sig ved hans side.
Hun blev....bjergtaget af den skønhed der ramte hende da de trådte ind.
Hun havde aldrig set sådan et...sted....med egne øjne og hendes blik sugede det hele til sig.
Hun nåede til tronen og da standsede hin op og stod stille.
Noget skræmte hende...var det ikke "the bad guys " der dekorede deres hjem med dødningshoveder og skorpioner ? Det så uhyggeligt ud.Hele tiden en blandning af smukt og sødt ...til skræmmende og ildevarslende....som sakref selv...advarede en stemme i hendes hoved .

sakref smilte bare stille en imod camille og gik hen imod den første højre dør for tronen. "jeg vil gætte på at vi vil drikke vores te oppe i stuen så kom med mig og nika smut hen til neko og bron og fortæl dem at jeg er hjemme" sagde sakref stille og gik hen til døren og åbnede den. "skal jeg nok mester" sagde nika stille og kiggede lidt ondt imod camille og hun lavede så en bevægelse med sine hænder og forsvandt i et lille lys blink. Da sakref åbnede døren var der en lang trappe op af til næste etage. han begyndte at gå op af den lange trappe der drejede rundt hele tiden.

Camille havde det som var hun trådt ind i en anden verden, og det var hun jo også i sandheden.
Hun nikkede som svar og indprintede sig vejen, hvis hun selv...skulle hurtig herfra.Hun bemærkede godt det ildesete blik hun fik, men kiggede bare trodsigt tilbage på pigen,med et løftet bryn.
Hun gik efter Sakref, op ad den snoede trappe og hun måtte støtte sig til murvæggen, for ikke at blive svimmel.
"Hvem er du? " sagde hun med svag stemme og talte til hans ryg.
Og det var ikke hans navn hun mente med sit spørgsmål, det var hun sikker på han vidste, nu hvor de var blevet præsenteret.

"hvem jeg er?" spurgte han tilbage lidt undrende som om han ikke helt forstod spørgsmålet. men det gjorde han nok sikkert inderst inde. han stoppede op lidt efter og åbnede endnu en dør der var lige ved siden af trappen. så man kunne sagtens gå højere oppe. ved den anden side af døren var der endnu et stort rum men det her rum havde rigtig mange møbler og døre. i midten af rummet var der tre store sofaer der var stillet rundt om det lille stuebord der var. dog lille var det ikke helt alligevel. det var lige så bredt som sofaerne. på væggene var der dog ikke så meget pynt alligevel. der var stadig vinduer. også selv om de var ikke lige så store som dem nede i det første rum. på væggen lige foran den midterste sofa var der et virkelig stort fladskærms tv. det måtte være 70 tommer tv det der. og så var sofaerne faktisk sat så man sagtens kunne se tv uden problemer. ellers var der masser af komoder og hylder med nogen få bøger på og alt det. rundt omkring var der også masser af døre som nok førte til flere rum. men hvilken slags rum var et større spørgsmål. han gik hen imod sofaerne og satte sig ned. på bordet var der allerede sat 2 kopper og en kedle med te som så ud til at lige have blevet færdig.

Hun fulgte efter ham, som en hvalp og så sig omkring da de var kommet til stuen hvor de skulle drikke te.
Hun følte sig som en lille pige ,der var kaldt ind og havde fået tilladelse til at sidde med de voksende.
Hun kløede sig lidt på ovetlæben og bemærkede han ikke ville svare hende. Hun pegede på en plads i en af sofaerne " må jeg sidde der?.....og ja,hvem er du gentog hun og ventede hans svar på begge spørgsmål.hun stod ret op stadig.

"ja ja sid bare der" sagde han stille og satte sig over på den anden sofa der var lige over for der hvor hun sad. "før jeg svare på dit spørgsmål vil jeg først høre om du har hørt om legenden om skyggernes mester?" spurgte han hende stille og kiggede på hende.

Hun tænkte sig om et øjeblik og gennemsøgte hukommelsen.
Der var intet om den legende.
"Nej...beklager, det har jeg ikke" sagde hun og tog plads i sofaen.
"Hvorfor er den relevant?" Spurgte hun nysgerrigt og så ind i hans grønne øjne.

"det kan jeg fortælle dig efter jeg har fortalt dig legenden og skyggernes mester" sagde han og hældte lidt te op i sin kop og hendes og puttede nogen stykker sukker i sin te og tog en tår. "okay legenden starter som altid for mange mange år siden her er det 25951 år siden. der blev der født en dreng. han var blevet født ind i en ædel familie der ejede et helt land for dem selv og levede på et slot. hans mor var en djævel bukstavligt talt. hun var dog den kønneste af alle djævle. og hans far var almindelig menneske der havde studeret sort magi og var blevet til en åndemager. i familien havde han også to ekstra. en storesøster og sin tvillingebror. drengen og hans tvillingebror voksede op med stor potentiale i sig. han havde en mørk aura over sig og ingen turde at sige noget forkert til ham og hans bror var venlig og rar og hjalp alle så brødrene var ligesom jing og jang. senere i deres alder da de blev voksne havde de trænet hårdt og lært at bruge deres krafter til deres bedste. dog uanset hvor meget drengen kæmpede kunne han værken besejre sin storesøster i kamp eller sin tvillingebror. han blev senere fast besluttet på at rejse ud for at finde ting der kunne gøre ham stærkere da de ting der var tilbage i sin families land kunne ikke gøre det. han rejste og rejste i 25000 år og fandt mange ting og sin egen skæbne han havde nemlig lært at hans evne var at han kunne kontrollere skyggerne og bruge dem til det han lystede. om det var væsner han ville have som skulle kæmpe for ham eller våben som han selv kunne bruge var helt lige meget han kunne det uanset hvad. men han vendte så tilbage efter de mange år og fandt sin families land blevet ødelagt af politik og sådan nogen ting. han fik derfor hele det rige hans far og mor havde tilbage for sig selv da hans mor og far var blevet for gamle til at ville styre det mere. han har så i de næste 950 år været i hård kamp fra den ene ting til den anden og fik så derefter tre nye lærlinge og han leder stadig efter flere ting der kan gøre ham stærkere til den dag han kan skabe sin egen verden hvor han styre" sagde sakref stille og stoppede sin snak og tog en tår af sin te igen. "det var så legenden og det kan godt være den ikke er så spændende som den kunne have været men hvis man skulle fortælle hver detajle ville den være for lang" sagde han stille og lændte sig tilbage.

Camille stirrede på ham.
"den lille dreng var dig....er dig ?" Men det var mere en konstatering end et egenlig spørgsmål.
" hvem bekæmper du nu? Og hvorfor vil du have verdens dømme, eller ihvert fald over dit land ?"
Camille var lidt forvirret, hun kunne godt lide ham...fyren med de grønne øjne,men det var dom der var noget mørkt,skummelt og farligt over ham også.
Hvilken del af ham ville man finde som regent? Camille kæmpede for at alle skulle have det godt,ikke bare enkelte racer.

"fordi jeg altid har haft lyst til eje verden det er det ultimative ting i verden at overtage verden. men jeg vil nu svare på dit tidligere spørgsmål. jeg er en skygge dæmon og jeg er skyggernes mester" sagde han og det var som om da han sagde skyggernes mester at hele rummet blev noget mørkere end før. "nu har jeg mere et spørgsmål til dig. ville du acceptere mit tilbud eller ville du afvise det?" spurgte han hende stille.

Camilles hjerte hamrede, som en fugl der var fanget baskede med vingerne.
Det var nu forhandlingen skulle i gang, men hvad havde hun at tilbyde ham?Han var kun interesseret i et ja fra hende.
Hun tog en dyb vejrtrækning,og håbede hun læs mere sikker end hun følte sig....hun prøvede i det mindste.
" Jeg har brug for to ting, inden jeg giver dig mit svar" sagde hun " kan du bevillige mig dem?" Hun undgik hans øjne , og håbede han ville svare ja, men tænkte at helt så nemt ville det nok ikke blive...han ville vide hvad det var.

han havde nok forventet at hun ville have nogen ekstra ting så kan kiggede på hende og lændte sig stille lidt hen over bordet. "og hvad er så nogen ting du skal bruge?" spurgte han med et nysgerrigt blik i sine øjne. det var som om at han kunne se lige igennem camille helt ind til hendes sjæl.

"Intet af værdi for dig....men prisløst for mig".Med et bekymret blik mødte hun hans øjne og følte sig som en åben bog.
"Jeg ønsker...lidt betænkningstid og.....og retten til at ende samarbejdet, ikke midt i en opgave,men før eller efter,hvis jeg ønsker det." Hun holdte en pause og håbede ikke hun udfodrede skæbenen da hun forsatte var hendes røst nærmest en hvisken" Så vil jeg beholde mit frie liv og sove og møde hvem jeg vil,når vi ikke træner eller løser opgaver".
Camille blev anspændt i sofaen, ville han give hvad hun ønskede.....nærmere hvad hun behøvede,hvis et samarbejde ikke skulle ende galt.