mørke skygger og en dejlig solnedgang - camille

han begyndte at smile lidt. "jeg vil give dig lov til nogen af tingene. selvfølgelig har du lov til at sige at du ikke vil mere træningen og så vil dine ting blive taget tilbage til dit eget hjem men forstå det her. hvis du siger nej efter du har sagt ja så er der ingen vej tilbage så vil du ikke kunne komme tilbage her. og du vil ikke få en ekstra chance til at træne igen" sagde han fast og tog en tår af sin te. "du har også lov til at gå hvor hen du har lyst til når du ikke træner eller er på missioner men du skal sove her for hvis du ikke sover her så vil du have mindre tid til at træne og træningen vil ikke være lige så effektivt" sagde han derefter. "men en hvis regl er der i det her hus. du skal være klar til at hvis der bliver kaldt på dig så skal du vende tilbage her til" sagde han og tog en sidste slurk af sin te. "og angående tænketiden du har. så har du kun idag til at tænke og lige så snart du går ud for min dør vil dit tilbud være sluttet" sagde han fast som en virkelig hård forhandler.

Camille blev først positivt overrasket over hans svar, det var mere imødekommende end hun havde frygtet og hun fattede håb.
Men eftersom han forsatte, blev der flere og flere betingelser og camille begyndte at blive urolig.Kunne han rokkes lidt, indgå et komprimis med dem?
hun ville ihvertfald forsøge.
" jeg er læge " sagde hun stille.
"Jeg er menneske, har du trænet nogen af os før? Vi har...jeg har brug for at have en stor råderet over mig selv".Hun så ned på sin tekop og drejede den mellem hendes hænder.
"Du er nød til at lade mig få nogle dage, hjemme, og tænke dit tilbud ordenligt igennem, for vores begge tos skyld".Hun forsøgte at forklare og håbede han forstod.Hun var jo ikke uinteresseret, men en så stor beslutning krævede en ordenlig ....2beslutning" og ikke en sløset en

han lændte sig hen imod hende igen lidt hen over bordet. "okay hvis du vil have tid til at tænke må du jo overnatte her. for som jeg sagde hvis du går ud af min dør vil aftalen blive taget tilbage" sagde han med et smil.

Hun drak en tår af hendes te og et vågent øje ville kunne se at hun ikke var foruden rysten på hendes hænder.
" jeg er nød til at ordne nogen ting, vil du ikke nok give mig 48 timer ...hjemme ?" spurgte hun og hendes stemme var nu mere en plæderen end et forhandlingskrav.
Hun vidste godt at hun trak store veksler på hvordan han sikkert normalt taklede sådan noget, det havde hun ihvert fald en fornemmelse af, om den var korrekt kunne hun jo ikke vide.
Men Camille ville ikke føle sig som en fugl, omend buret var af det pure guld.
Hun så på ham og bad ham "med øjnene" om at forstå.

han sukkede dybt og kiggede på hende igen. "du kan få 24 timer starter fra nu af" sagde han og kiggede på sit ur.

Camille smilede til ham og sagde høfligt "tak".
24 timer var bedre end intet, hun vidste at hun havde aftaler og det ville blive vanskeligt at nå.Så hvad hvad nu hvis hun blev...forsinket?
Måtte hun blive det?...hvad ville konsekvensen i givet fald være? Og hvorfor ville han træne lige hende? Når der måtte være så mange med bedre og større evner end Camille.
Hendes hoved begyndte at reagerer på alle de spørgsmål der trængte sig på. Og et af de store, havde hun endnu ikke fået talt med ham om.
Hun trak vejret ind igen og tog mod til sig..." Du ved... jeg slår altsår ikke nogen ihjel...hvis det kan undgåes, det er en af grundende til jeg gerne vil lære at kontrollere min evne bedre, fordi jeg har...uheld...nogen gange og så dør de."
"Slår du ofte ihjel...og hvad med dem der er uskyldige?" Camille stirrede lidt facineret ind i hans grønne øjne.

han fik et stort smil på munden der afslørede hans tænder. de var faktisk lidt spidse de tænder. hvorefter han lændte sig hen imod hende igen. "tro mig ingen er uskyldige" sagde han med sit noget onde smil.

Camille så på ham og havde lyst til at modargumenterer , men hun vidste ikke hvordan han ville reagerer.
Hun havde en følelse af at sålænge hun rettede ind under hans regeler, nogenlunde, ville han være god ved hende....men men...hvis hun trådte for meget ved siden af, hvordan ville han så være?
Camille sagde derfor blot sagte " jeg tror på det uskyldige i mennesker ...og i andre væsner".
"Har du dræbt mange...eller lad mig spørge , hvornår dræber du og hvornår skåner du et liv?". Hun håbede han ikke var ....nådesløs og brutal
Hun stillede ofte spørgsmål som hun i virkeligheden var bange for svaret på...dårlig vane, tænkte hun, men omvendt så havde hun jo behov for at kende sandheden, ikke sandt?

"jeg dræber folk hvis de virkelig har gjort noget de ikke måtte. og jeg skåner folk hvis de har noget de kan tilbyde mig til gengæld for deres chance til at leve en ekstra dag. men selv der dræber jeg dem bare fordi de har gjort noget virkeligt slemt" sagde han fast men mystisk som hvis han snakkede i gåder.

"Hvis jeg siger ja og accepterer dit tilbud, vil jeg bringe ting hjem til dig,de ting du ønsker...men jeg vil....jeg kan ikke slå ihjel for dig" sagde hun ærligt.
Hun ville ikke dræbe på kommando, hendes ønske om at styrer hendes egne kræfter udsprang jo at hun ville kunne passe på sig selv og uskadeliggøre "the bad ones" uden nødvendigvis at dræbe nogen.En lidt anden dagsorden end hans.Hun var ikke i tvivl om han skjulte noget...men hvad?

"tro mig hvis du ikke har lyst til at dræbe for mig så vil du hellere dræbe for dig selv for det kan godt være du ikke leder efter en kamp men kampen leder efter dig og det er en ting der sker meget ofte i de missioner jeg giver dig. at du bliver nød til at dræbe et eller andet" sagde han fast.

Camille skær ansigt.
Hun hadede ideen om hende som en slags bøddel, hun ville ikke skade nogen.Men måske kunne hun netop redde...skåne nogen af dem som han ellers ville have dræbt?"Men hvis jeg skaffer det du ønsker og selv har livet i behold, så behøver jeg ikke at dræbe....er vi enige om det?"Hun følte hun lige havde vanskeliggjort hendes eventuelle opgaver en hel del mere.

"ja ja selvfølgelig men hvis det viser sig at de personen du kunne have dræbt giver problemer for mig i fremtiden vil personen både dø og du vil blive straffet" sagde han fast og rummet blev på en måde mørkere.

Straf og hende selv i den samme sætning...det var ikke en god samtale, hvis man spurgte Camille.
Hun sukkede, det betød at hun ikke bare kunne skåne livet på dem, hun skulle nærmest vinde deres tillid og få dem til at sværge ikke at skabe ballade, for ellers ville hun blive straffet.Hun skulle betale prisen for deres frihed.
"Hvad ville sådan en straf typisk være ?" sagde hun ulykkeligt, for hun vidste at hun aldrig kunne skænke døden til andré bare for at skåne sig selv.Så Camille vidste hvordan hun ville komme til at stå for den " regning " selv.

"det er en overraskelse om hvad straffen er" sagde han med et ondt smil på sin mund. han lavede ikke sjov med at hun ville blive straffet.

Camille sukkede igen og ville ønske hun havde adgang til hans tanker, for hun troede ikke han ville oplyse meget mere.
" skal jeg kæmpe mod nika... Var det ikke hendes navn ? , når jeg skal træne?"Camille huskede hendes ansigt der ikke just udtrykte henrykkelde for Camille.

"måske og måske ikke det er ikke ofte jeg får mine lærlinge til at kæmpe imod hinanden men det kan være det sker" sagde han med et smil.

" Hvor mange har du?...og hvorfor mig, kender du mine evner ?"
Camille var tæt på at sige ja ja, til tilbuddet, men hun vidste det var fordi hendes hoved var fyldt op og sikkert fordi han, måske...manipulerede lidt med hende og hendes følelser....hun ville ønske hun havde éen ved hendes side, der kunne vejlede ...lidt nøgtern, da Camille desværre ofte traf hendes beslutninger baseret på intuition og ikke viden.
Hun så ham i øjnene...de var meget grønne.
"Hvad bør jeg vide som du ikke har ortalt mig?hvilke spørgsmål burde jeg stille nu til dig ?"
Hendes øjne var blanke ,hun var udkørt følelsmæssigt...der var meget at tage stilling til.
Hun drak igen af sin te.

"jeg har tre andre elever. nika som du har mødt. hendes bror neko og en anden en der hedder bron. og jeg kender kun dine evner fra den kamp jeg så mellem dig og nika" sagde han stille og lændte sig tilbage. "det er ikke mit valg om at hvad du skal spørge om men jeg kan sige dig kun at det hele kommer til at være meget hårdt. det er hård disiplin og hård undervisning du kommer til at have her. men forstå at hvis du kan klare træningen og alt det så vil du meget hurtigt få lært at bruge dine evner og måske lært mere om hvad du i virkeligheden er" sagde sakref med et smil der sagde at han viste endenligt mere end man skulle have troet.

Endnu éen der tror jeg er mere...nej, andet end menneske, tænkte hun forundret.
Hun satte den tomme kop fra sig og rejste sig op.Hendes knæ rystede svagt,men hun tog ikke notis a det.
"Tak for te...og tilbuddet.Jeg vil tænke over det.Skal jeg komme her om et døgns tid?" Spurgte hun ham og sørgede for at dele balancen på begge ben, for ikke at benene skulle give efter.

han rejste sig også op da hun rejste sig op. "nej jeg finder dig når der lige præcist er gået 24 timer" sagde han med et smil.

"okay...så siger vi det "sagde hun lidt tøvende.
Hun så på alle dørene, hun troede hun kunne vejen, men nu havde hun mistet orienteringsevnen.
'eh, du kunne vel ikke vise mig ud?" Spurgte hun lidt forlegent.

"selvfølgelig" sagde han med et venligt smil og gik hen til den ene dør og åbnede den. på den anden side af døren var trappen igen og han begyndte at gå ned af trappen. de kom ned af trappen efter lidt tid og han åbnede endnu en dør og nu var de i tronsalen igen. han gik derefter ned af det lange røde tæppe over til den lille dør og åbnede den. "sådan der" sagde han venligt. det var mørkt udenfor og kun nogen få lamper hist og her inde i slotshaven lyste op.

Camille fulgte efter ham , taknemmeligt.
Hun var ikke glad for at bede folk om tjenester, i hvert fald ikke den slags hvor hun umuligt kunne klare sig selv.Igen et dilemma...jo mere på bar bund hun var,jo sværere havde hun ved at bede om hjælp.
Hun kunne ikke lide at stå i gæld til nogen.
Han åbnede døren, flink og galant, for hende.
Hun takkede og trådte ud.Mørket ramte hende og hun var jo midt i en skov, huskede hun pludselig.
Hvordan skulle hun kunne gå hjem?Det alene ville næsten tage 24 timer...eller bare et par stykker,grublede hun.
Hun vendte sig om og så på ham med et fortabt udtryk i hendes ansigt.

han smilte hen imod hende. "jeg tænkte nok du ville have lidt hjem så her" sagde han med et ondt smil og skubbede hende på panden med sin ene finger så hun pludslig faldte igennem verden og ned af en sort skrænt hvor man ikke kunne se noget som helst. pludslig da hun blinker ser hun nu at hun ligger i sin seng i sit hjem og solen skindede udenfor som hvis det hele der lige var sket var bare en drøm. hun var sågar nøgen og lå under dynen.