Livet er i sig selv en kamp (Tristan)

Tristan rullede irreteret med øjnene af sin egen klodsethed. "Det kan vi godt sige.." mumlede han og brugte ikke tid på at tøve inden han lavede et højt spark imod hans side.
Det var let at mærke styrkeforskellen, men som dusørjæger kunne man ikke bare give op, eller han kunne ikke, selvom det nok havde været klogest at stikke af.

Han fjernede sig lidt, men det lykkedes ham alligevel at ramme ham lidt og det næste skridt baglæns foregik halv i fald.
Han var dog hurtig, trådt et skridt frem og langede ud efter ham med daggerten...Kunne lige så godt lege på hans måde, så var det vel mere fair...

Tristan havde ikke ligefrem regned med at ramme og mistede lidt balancen så han blev nød til at træde et par skridt tilbage for at parere daggerten med sin egen. Det gav næsten genlyd i bjergene da stålet slog imod stål. "So hvad er du? Ikke vampyr, dæmon, varulv?" spurgte han pressede sig fremover og lagde vægt i kniven for at tvinge ham baglæns.

Han flyttede den ene fod om bag den anden for at finde balance og pressede igen for ikke at miste den. Han så smilene på ham.
"Dejligt at være uvidende ikke..." sagde han og sukkede svagt, han trak daggerten til sig og sprang samtidig ud til siden så han ikke blev ramt. Med lidt held ville Tristan nu falde forover...Eller hvad?
"Men hvis jeg siger at almindelige våben ikke dræber mig..Hvad tror du så?" smilte han

Tristan tumlede lidt klodset forover og måtte rulle en gang rundt på jorden for ikke at blive sårbar for anbreg fra væsnet. Han var dog hurtigt kommet på benene igen og sad med sin frie hånd vilende på jorden og på hug. "Ikke Teori.." mumlede han surt og huskede alle teori timerne han var gået igennem, alt det havde han fint styr på. "Så ville jeg gætte på dæmon, men man ved jo aldrig med jer." Fortsatte han og rettede sig helt op. Det virkede lidt nytteløst at kæmpe imod fyren, han så ikke endgang forpustet ud.

Han trak smilene på skuldrene. skulle han klappe for at irritere ham yderligere? Nej...Desuden ville det også blive svært med en daggert i den ene hånd...
Han flyttede sig så de igen stod over for hinanden.
"Rigtigt gæt" smilte han og gjorde sit for ikke at ligne en der var i slåskamp. Men det var det heller ikke helt, var det? Små udfald mod hinanden uden rigtig virkning.
"Nå, men skal vi ikke bare snakke om hvordan dette her skal ende?" forslog han og så tankefuld ud.
"Hvad med..." han huskede pludselig en anden ung dusørjæger, en kvinde. De havde indgået en aftale. At hun kom for at jagte ham igen, når hun var blevet stærkere...

Tristan knyttede næverne lidt hårdere og svarede flabet inden dæmonen kunne færdigegøre sin sætning. "-At du overgiver dig og jeg for kredit for at have fanget dig". Der lå et flabet smil på hans læber i det han kiggede direkte på dæmonen.
Det var nok hans bedste chance for at vinde, at dæmonen overgav sig. Hvad ville hans far ikke tænke nu? Eller hvad tænkte han ikke i forvejen? Tristans tanker strejfede kort Camille, i det mindste troede hun da på ham, som den eneste.
Så kunne han ikke bare give op.

Han så lidt på ham og grinte.
"Nej da, det gider jeg ikke spilde min tid på..." sagde han
"..Faktisk overvejede jeg at lade dig være...Måske opsøge dig igen når du kan give mig lidt ordentlig modstand" han så lidt på ham, det lignede ikke at han var klar over at han lige havde sagt en fornærmelse.
Han trak svagt på skuldrene. Han burde måske passe lidt på med at udfordre dusørjægerne...hvem kunne han ikke have med næste gang?
Men sådan var det jo...Alle skulle jages af et eller andet.

Tristan sukkede irreteret og tog et par skridt tilbage og dumpede ned i græsset, stadig med lidt parade op. "Jeg er ynkelig.." mumlede han til sig selv inden han kiggede på dæmonen igen. "Har du ikke et eller andet magisk tip der kan hjælpe mig, alt andet virker håbløst.." svarede han og kom på benene igen. Han vidste jo godt at han ikke havde en ærlig chance.
Hvordan blev væsner så stærke så hurtigt? Eller andre dusørjægere for den sagds skyld, nej. Hvorfor blev han ikke stærkere overhovedet?

Han så lidt på ham som om han faktisk overvejede det.
"Hmm...Jeg tænker lidt på...Vil du faktisk være dusørjæger?" spurgte han, han vidste ikke om han skulle forvente et angreb eller om ham skulle lade være og slappe lidt af. Måske skulle han bare forblive afventende, så kunne han i hvert fald ikke overraske ham hvis dette var et trick. Men det han havde sagt, havde åbenbart fået modstanden til at...smuldre...

Tristan lyste et kort sekund op og lignede et barn der var bestemt på hvad han ville have. "Ja mere end noget andet!" udbrød han med det samme. Han havde altid ville være dusørjæger, mest for at få en plads i familien, men også simpelt fordi han gerne ville bekytte andre mennesker. Nogengange kunne han godt bruge lidt friere tøjler omkring det, det var jo ikke alle væsner han havde mødt som var ligefrem onde, men igen, reglen sgade alle væsner...

Han nikkede svagt og trak på skuldrene.
"Så ved jeg det ikke. Som regl, vis man virkelig vil noget, kommer man som regl også til at mestre det...Måske skal du enden bare træne noget mere, eller også ligger det dig ikke i blodet, selv om det kan lyde åndssvagt når du er i familie med dusørjægere. Men nogen gange springer det en generation over eller noget" han trak på skuldrene
"Eller også har du et eller andet problem jeg ikke kan få øje på"

Tristan kiggede lidt dumt på ham. "Skøøønt..." mumlede han og rullede med øjnene. Det var bare herligt, han var lige det modsatte af talentfuld, yes.. Måske var denne dæmon ikke så slem som han først havde givet udtryk for, men stadig, han var dæmon.
"Okey, lad os lave en aftale" sagde han så og gav fyren et beslutsomt udtryk. "Jeg har tænkt mig at træne min røv af, virkelig" begyndte han rodede lidt i det orange hår. "Og næste gang jeg ser dig, så går det løs" Han havde fået et udfordrende smil på og trippede lidt frem og tilbage.

Han trak på skuldrene og sendte ham et lille smil.
"Jeg vil se frem til det..." svarede han, det var altid spændende, at se deres fremskridt. Han kunne ikke vide om denne dusørjæger faktisk ville blive værd at frygte, men han gik ikke selv ud fra at dø. Især ikke nu hvor han havde en søn...
Men det måtte han tage op til den tid. Dawn ville sikkert slå ham ihjel først, alligevel. Når hun hørte om det.

Han rystede lidt på hovedet og folede armene over kors "You better.." svarede han og skulede lidt ned af bjerget til hvor han havde trænet før. "Tsk, så må jeg hellere få trænet, man ved aldrig hvornår jeg ser dig igen jo.." fortsatte han og førte blikket til den ene daggert i dæmonens hånd. Han rystede på hovedet igen og førte sin egen daggert ind under sin jakke. Han holdt opmærksomt et halvt øje på fyren for en sikkerhed skyld.

Han så lidt med ham og smilte så.
"Tja...." svarede han bare. De havde ikke snakket noget om snyd. Han kunne bare holde lidt øje med ham og se hvad han havde i vente og bedømme om der ville gå lidt eller lang tid før de ville mødes igen.
"...som regl før end man aner" han trak svagt på skuldrene.
"Denne er vist din" han slap dolken som landede i græsset med skaftet op ad.
"Men så ses vi" han vinkede kort og begyndte at gå videre ned af bjerget. Dog opmærksom, hvis han nu skulle komme efter ham.

"Later..." mumlede han og satte sig på hug for at samle kniven op. Han kiggede lidt efter dæmonen da han sad der. *før man aner det ... * tænkte han for sig selv og håbede at han i det mindste havde lært nogen inden de mødtes igen, andet ville være ydmygende.
Så rejste han sig op og gemte daggerten væk, han måtte hellere se at komme tilbage, hvis han var heldig kunne han måske logge Sakref til at træne duel med ham, hvis han ikke havde for travlt.
Han vendte sig hurtigt rundt i en anden retning og satte af imod den triste skov og Sakrefs 'borg', der var ikke så langt og hvis han skyndte sig kunne han være der på få minuter.

Zean gik videre ned af bjerget og havde allerede andre ting i sine tanker

//Out//

Tristan satte farten op da det begyndte at gå nedad. Måske han lige skulle få sig en mellemmad inden træning, ja hvorfor ikke?..

//Out ~//