Keep on runnin' ~ Demetri

Omgivelser :: Træer?
Vejr :: Nattekoldt.
Dato :: 7. Juli.
Tid :: 02:30
Sted :: Den triste skov.

Dania løb. Hun løb alt hvad rammer og tøj kunne holde. Ind og ud mellem træer, ligeglad med småkviste og krat der rev både hud og tøj op. Hun var klædt i en alt for stor t-shirt og et par bomulds shorts. Hun var kommet direkte fra sengen, efter den behagelige duft af varm dyne der endnu klæberede til hendes hud, at dømme. Hendes tæer var bare, som altid, og de lange krøller hang løst og i komplet uorden. Hvilket kun skete yderst sjældent.
Da hun endelig stoppede op gispede hun efter vejret som en fisk på land. Hun nærmest dampede af sved, på grund af den kolde lufttemperatur, og rystede over hele kroppen af anstrengelse. Men der var stille. Hun kunne ikke høre andet end blodet der brusede i hendes ører og hendes heftige åndedrag. Og så selvfølgelig alle de naturlige lyde fra skoven selv.
Hun rettede sig op, og tørrede sig let over ansigtet. Tværede blod ud over den ene kind, fra en rift der var kommet efter en gren der havde svirpet hende i ansigtet.
Hun trak vejret dybt og begyndte så at gå viderede i et mere roligt tempo. Det ville være alt for koldt at blive stående, men hun var endnu ikke parat til at vende hjem. Hun ville først nyde sin nyligt genvunde stilhed et øjeblik.

Oppe i det høje træer sad Demetri og studerede hende,
han havde fyldt hende lige fra hendes lejlighed, han havde
selv siddet på en bar ude i mørket, men havde set denne
pige komme gående forbi ham og i det hendes duft ramte ham som et
lyn, havde han rejst sig og gået efter hende, hun havde vel
opdaget at hun var blevet forfuldt siden at hun pluselig var begyndt
at løbe, noget havde han været mere påpasselig med at være efter
hende, hun havde iværtigfald stopped løbet og var begyndt at gå.
Han sad som en rovdyr der iagtog et bytte oppe fra det ukendte.

Dania var ikke begyndt at løbe fordi hun havde fornemmet at hun blev forfulgt. Hun løb af samme grund der havde fået hende til at stå ud af den varme seng, og fortsætte ned på gaden uden at tage den mindste smule mere tøj på. Det var drømmene. Eller rettere, mareridtene. Når først de havde indtaget hendes sind blev de siddende. De larmede, råbte og skreg, holdt hende vågen. Forsøgte at drive hende til vanvid. Men hun kendte kuren. Hun kunne løbe fra dem. Løbe fra skrigene drømmene førte med sig. You can run, but you can't hide...
Disse ord kunne ikke være mere sande. Hun kunne løbe alt det hun ville, flygte for en stund men i sidste ende ville drømmene finde hende igen uanset hvad.
Lugten af vampyr sneg sig langsomt ind på Dania, nu da hun havde tømt hovedet, og havde tid til at lægge mærke til sine omgivelser. Et skævt smile tonede frem på de elegante læber.
"Så... Har du tænkt dig at følge efter mig i det skjulte, eller kommer du rent faktisk frem på et tidspunkt?" Dania snakkede højlydt i håb om at der rent faktisk var en vampyr der ville reagere, og komme frem af sit skjul. Men selfølgelig kunne det også sagtens være at det blot var et spor af lugt der var blevet hængende efter en vampyr der havde været der tidligere på natten.

Demetri var allerede bag hende ca 7 meter fra hende.
Han sagde intet men havde en grumt smil på sine læber,
han havde ikke lavet nogen lyd skønt han havde sprunget
fra træet og direkte ned på jorden, men dette var en af de
ting vampyrer kunne, forvrænge lyde så de blev så små
at de ikke engang kunne høres, ikke engang andre vampyrer
kunne næsten hører det. Han stod i mørket som en skygge der
ventede på sin menneskes bevægelse.

Da lugten kom tættere på, så Dania sig omkring. Okay, det var altså en vampyr der var til stede nu... Dér. Hun kunne lige ane en skikkelse mellem de høje træer. Godt så. Hun begyndte at gå igen. Hun havde ikke tænkt sig at være bange for en vampyr. Dem havde hun mødt nok af til at vide at de egentlig ikke kunne forsage så forfærdeligt meget skade. Det værste de kunne gøre hende var at slå hende ihjel, og det var - efter Danias mening - ikke særlig slemt.
Desuden så måtte vampyren vel komme helt hen til hende før eller senere.
Ellers var der ikke megen mening i at forfølge hende på den måde.

Han begyndte at grine lidt imens han gik frem mod hende,
ihimlen var lys selvom det var nat, hvilket var fordi det var
sommer, vinter natte himlen var meget meget sort iforhold
til sommerens himmel. "Hvorfor går du engel?" sagde han
imens hans grin stadig var i hans stemme, hun var køn meget
endda, rødt krøllet har og de klare øjne. Hans smil blev til et
mere lumsk end grumt smil, han forsatte stadig mod hende
selvom hun gik væk fra ham.

"Fordi det er koldt, vampyr." svarede hun roligt. Gjorde egentlig ikke noget forsøg på at flygte, bare på at holde varmen. Hun gik heller ikke særligt hurtigt, så hun ville ikke være svær at indhente, hvis det var det han ville.
Hun kastede et blik over skulderen. Hun kunne bedre se ham nu. Han var høj. Dania selv var forholdsvis høj med sine 175 cm. I de første år af sin levetid havde hun været en ren kæmpe af en kvinde at være. Havde raget højt op over hovederne på langt de fleste mænd.
"Hvorfor følger du efter mig?" spurgte hun, efter at have vendt blikket frem for sig igen. Hun var mere bange for at gå ind i et træ end hun var for at vampyren skulle angribe.

Pluselig gik Dania ind i noget, det var Demetri der stod
foran hende, hans hud var så kold som is eller koldere,
han havde bevæget sig så hurtigt at hun dårligt kunne se
det, han smilede, "Hvem siger jeg følger dig" han han kigg-
ede hende i øjnene, hans var metalliske grå, der var så kolde
og døde og alligevel mystiske, dybe, smukke og lokkende.
Han rakte sin hånd imellem den som hun skulle tage den, da der kom et lille mellemrum
imellem dem da Dania rykkedm lidt tilbage efter stødede.

Dania fik et let chok da vampyren pludselig var foran hende, i stedet for bag hende. Hun ramlede ind i ham, da hun ikke kunne nå at stoppe op, og gik så et skridt baglæns.
"Det er der vel ikke andre end mig der siger. Jeg tager måske fejl?" svarede hun, og gengældte hans blik. Danias øjne nærmest lyste af liv. I øjeblikket var udtrykket i dem meget neutralt, men ofte var de meget udtryksfulde, og viste langt de fleste af hendes føleser.
Dania så lidt på den hånd som han havde rakt frem mod hende. Overvejede kort om hun skulle tage den. Besluttede sig så for at det kunne der ikke ske så meget ved. Hun lagde sin slanke hånd i hans, og trykkede roligt hans kolde hånd. Hvor var det dog altså upraktisk at vampyrer altid skulle være så kolde...

Da han mærkede hendes klæm bøgede han sin mod hendes
hånd og kyssede den som en slags gestus, han kiggede op
på hende imens, han smilte derefter grumt, hun smagte så
fantastisk godt, det at han alllerede havde næremst hende
så meget var betydning til at denne engel ville være et nemt
og ufarligt væsen. Demetri derimod skulle man ikke tage for
gode vare.

Dania smilede let da han kyssede hendes hånd. "Det er meget længe siden nogen sidst har kysset min hånd." fortalte hun i et muntert tonefald. Det var længe siden at den tradition døde. Folk var blevet langt mindre formelle med tiden. Dania var ikke sikker på hvad hun skulle synes om det. På den ene side så fandt hun det ganske hyggeligt at leve uden alle de formelle tiltale former. Man fik lov til at udvikle sin egen identitet på et helt andet plan. Men på den anden side så havde hun også nydt at være midt punkt for de fine baller, og at være genstand for de unge mænds beundring.
Roligt trak hun sit hånd til sig, og betragtede let vampyren foran sig. Han var høj. Og egentlig var han også flot. Men på den anden side, hvilken vampyr var ikke flot?

Han smilte og rattede sig langsomt op igen, "Det også meget længe siden
at den tradition levede" sagde han og smilte svagt til hende som havde han
helt styr og ro på sig selv, han smilte blev nu større og blottede han hjørne
tænder, det der var med hans tænder var at ved siden af de lange hugtænder
var der nogen lidt mindre hugtænder der var til for at holde fast i byttet, disse ekstra
tænder havde han udviklet i dette århundred. Han kiggede ikke op og ned af hende
med øjnene, men han studerede hende med sin aura i stedet, han mærkede
hver form og lille hårstrå hun havde med sin sirituelle aura.

Dania nikkede let for at give ham ret. Man kunne selvfølgelig diskutere begrebet 'lang tid', men det havde hun ikke lyst til, hun syntes også at det var længe siden. "Hvad bringer dig ellers til skoven så sent?" spurgte hun med en lille snert af nysgerrighed i stemmen. Han afviste jo at have fulgt efter hende, så faktisk var hun ret nysgerrig med hensyn til hvad han lavede der. Måske han var på jagt?

"Tja" sagde han og begyndte at gå lidt rundt omkring,
"Natten, væsnerne, og så det at jeg ikke kan tåle solen,
natten er min dag" han trak på skulderne og vendte sig
så helt mod hende igen så han kunne så alt hvad hun gjorder,
han sendtehende et smil i nogen få sekundter der var både
charmerende men også ungt og fyldt med liv.

Hun nikkede let, og så kort ned mod sine fødder. Så fik hun øje på sine arme, og gåsehuden der dækkede dem. Det var koldt. Hun ville sikkert blive syg, hvis hun blev stående på den måde. Lod hænderne glide op og ned af overarmene. Så så hun op på ham igen, i tide til at se hans smil. Hun brød sig godt om det, det var et rart smil. Hun gengældte det venligt, og forsøgte at finde på noget at sige.

Han gik med næsten svævende skridt mod hende, "Men
en engel i natten er nu sjælden at se" han rakte ud efter
hendes hånd, men tog den allerede selvom hun ikke havde
taget ud efter den, og også den anden, "Men det er jo sket
før" de stod næste som om de skulle danse sammen.
De stod noget tæt op af hinanden nu.

Dania var ikke sikker på om hun skulle føle sig utryg da vampyren tog fat i hendes hænder. Hun trak let på skuldrene ved hans kommentar. "Helt ærligt, så må den her engel vist også hellere se at komme ud af natten, og tilbage til sin lejlighed." svarede hun og smilede skævt til ham. Så trak hun sine hænder til sig og vendte sig for at gå. Det var egentlig ikke fordi hun forsøgte at flygte, hun var ikke bange. Men hun frøs og hun var træt. Og desuden havde hun opnået hvad hun ville da hun forlod sin seng; Hun havde fået ro i hovedet igen.

Han vendte sig imod hende, "er det nu en god ide"
et smil kom frem på de kolde, kolde læber, det var
ikke blidt og rart som det havde været før, det kunne
ændre sig hurtigt som et hjerte kunne holde op med at
slå på få sekunder. Demetri var ikke bange for hende,
og bestemt ikke for at dø.