Det havde jeg ikke lige forventet - Tristan

Tristan strammede knoerne yderligere og anstrengte sig for at lave et smil til Annabell, men det var langt fra ægte. Han holdt øjnene på pigen foran ham som han blot få år tilbage ville have gjort alt for.
"Jeg forstår hvis det forvirre dig. Det er jo ikke hver dag at man kommer godt ud af det med personen som, nårh... ja, gik i seng med din kæreste" Svarede han skarpt og lagde hovedet let på skrå som om han snakkede til et barn.
"Men du kan være helt rolig, det kunne aldrig falde mig ind at blive venner med...Den person igen." Fortsatte han og kiggede over på drengen som ham nu for første gang genkendte fra hvor han kom fra. "Hyggeligt at se dig igen, eller egentlig ikke, men det er en anden sag" skød han over imod Jacob som han nu var sikker på også havde genkendt ham.

Jacob havde sådan en lyst til at gå, at det var denne sidste ting som han havde håbet ikke ville ske "Tristan, du forstår ikke" sagde han og viste ikke engang hvordan han skulle forklare det, det havde jo været en fejl og han havde jo ikke engang ment nået med det. Men det var så mange år siden, og alligevel har han ikke kunnet finde på nogen idé hvorfor han havde gjort som han havde gjort.

Tristan lavede en hurtigt håndbevægelse i det han afbrød Jacob." Jeg forstår ikke? Er du sød og forklare hvilken part jeg ikke forstår i at du gik i seng med min kæreste som du udelukkende vidste havde været vild med dig fra begyndelsen!?" Udbrød han og kunne mærke en masse vrede som havde bygget sig op inden i. Han kiggede hurtigt over på Annebell som lignede en der ville sige noget, men ikke vidste hvad. Han pressede tænderne sammen under læberne og mærkede hvordan han mest af alt havde lyst til at stikker Jacob en, men lod vær' så langt ville han ikke gå.

Jacob tog fat i sit hår som han altid gjorde når han var tæt på at flippe ud, han gav dog slip på det kort tid efter "jeg var stiv.. det betød intet.. jeg ville jo ikke engang have nået med hende at gøre" sagde han og snakkede som om hun slet ikke var der, han var jo så ligeglad med hende at hun ikke engang fandt sted i hans verden,
Hun stod bare der og man kunne se tårene i hendes øjne, minderne om den gang hvor hun troet at Jacob gerne ville være sammen med hende og fandt ud af at hun mistede alt.
Jacob så bare på sin gamle bedsteven, så ikke et eneste sekund på pigen "jeg ved godt at jeg var en dårlig ven.. og ville sgu også gøre det om hvis jeg kunne" sagde han og mente det, det var slet at miste sin bedsteven som kende sig bedre end alle andre. Og han havde jo virkelig ikke lyst, til at have gået i seng med hende og havde kun gjort det fordi han havde været så fuld som han havde været.

Tristan slog hurtigt ud med armene med et uforstået blik. "Du var fuld? Hvilken undskyldning er det lige? Du vidste hvor meget hun betød for mig!" Svarede han og snakkede ligeledes som om at pigen ikke var der. Så vendte han blikket imod Annabell, hun havde tåre i øjnene, noget han for et par år siden ville have gjort alt for at undgå. "Du har ingen grund til at græde Annabell, det var ikke dig det her gik ud over, det var ikke dig der var knust. Det er sjovt, for for et par år siden ville jeg have trøstet dig og gjort alt for at få at du havde det godt!" Tristan kunne mærke at han var tæt på at flippe. Det havde bare der så længe og nu var det ude.
Han vendte sig imod Jacob igen. "Hvordan ville du have haft det hvis jeg dolkede din ryg? Hvis jeg sagde det til nogen?" Han vidste udemærket godt at Jacob vidste hvad han snakkede om.

Han var kort nød til at vende sit blik væk fra ham og hev sig igen i håret, inden han vende sit blik mod ham igen "tror du selv at jeg ville knalde med hende? tror du virkelig at jeg havde lyst til at miste mit venskab med dig.. overfor en omgang sex med hende?" spurgte han om og blev bare ved med at snakke som om hun ikke var der, han ville jo ikke engang se hende eller have hende tæt på sig.
Hun vende bare sit blik ned mod jorden og snøftede lidt "jeg græder ikke" sagde hun næsten hviskende i det, selv om man jo godt kunne se på hende at hun græd.
Jacob fik ret så store øjne over det han sagde "det gør du ikke" sagde han og troet ikke længere på om Tristan kunne finde på at gøre det eller ikke.

Tristan lavede en irriteret bevægelse. "Jeg tror ikke, jeg ved. Det beviste du ligesom" Svarede han nu mere roligt og ignorerede Annebell der snøftede lidt i baggruden. Han trippede lidt på stedet og tog et skridt fremad.
"I've got nothing to loose my friend" Svarede han med kold tone og folede armene over kors. Det var sandt, før havde han haft et venskab til at miste, nu var der intet.
"Jeg går ud fra at hun også ved det?" Fortsatte han og nikkede med en grimasse over imod pigen. Han havde ikke haft nogen respekt for hende i snart 2 år.

Jacob gav et suk fra sig, da han jo ikke viste hvad han skulle gøre med dette. Han troet at det ville være en god idé at flytte tilbage, men sådan så det ikke ud indtil videre "jeg havde jo ikke engang lyst til at knalde hende, og slet ikke have hende!" råbte han så nogle af eleverne som var der ude, vende sit blik mod dem. Jacob sukkede bare igen og så kort over på pigen som stod og græd, inden han igen så over på Tristan "ja hun gør" sagde han og havde jo været i seng sammen med hende, så det gav jo sig selv at hun så også viste det.

Tristan rystede kraftigt på hovedet ved Jacobs udbrud. "Jamen gæt hvem der ville gøre alt for at få hende, nårh ja det var mig og gæt så hvem der udemærket vidste det, nårh ja, det var jo dig!" Gav han igen og knyttede næverne langs siden. Han følte sig som 15 igen af en eller anden grund. Lille og naiv, uden evne til at holde vrede for godt tilbage.
"Hvad ville du gøre hvis folk vidste det, flytte igen måske?" Fortsatte han og sparkede hårdt til en sten på jorden. Den fløj afsted og trillede lidt væk fra dem.

Han viste ikke hvad han skulle gøre, for at få Tristan til at forstå at han slet ikke have haft lyst til at gå i seng med hende. Han havde jo virkelig lyst til at gå tilbage i tiden, for at gøre det godt igen at stoppe sig selv i at gå i seng med hende. Men! det kunne han ikke, ligemeget hvor meget han virkelig ønskede det. Han så kort over på pigen, som stod der mest som en sten og med våde kinder. Hans blik gled over på Tristan igen og han hævede sit ene øjebryn "det er ikke min skyld, at hun tog det valg som hun gjorde..." sagde han og viste ikke hvad han ellers skulle sige eller gøre.

Tristan rystede bare på hovedet med ordene "Det er din skyld at du gik med på hendes valg" Han kiggede rundt omkring og opdagede at folk var ved at få fri og flere elever var på vej ud af skolen. Han vendte sig imod Jacob igen "Hvordan ville du have det hvis..." Han stoppede midtvejs og slog ud med armene imens han drejede en gang rundt om sig selv for at få øjenkontakt med flest mulige omkring ham.
"Hey alle sammen, Jacob har en hemmelighed!" Udbrød han og stoppede med at dreje rundt. Han kunne pludselig ikke helt kende sig selv, havde dte været en hvilken som helst andet situation eller person kunne han aldrig finde på at gøre som han gjorde nu.

Jacob stod bare der som en sten, og så på sin gammel bedsteven foran sig som begynde at råbe op. Han knyttede sine hænder, og havde sådan en stor lyst til at slå ham. han gik bare helt hen til ham, så de stod krop mod krop "hold så op" sagde han og gav virkelig ikke slå ham, men han var virkelig sur over at han sådan kunne råbe op om det selv om han ikke ligefrem havde råbt hans hemmelighed op "jeg ville gøre det om, hvis jeg kunne.. men det kan jeg ikke" hviskede han og ville ikke have at andre skulle blandes ind i det, da det jo ikke kom dem ved.

Tristan tog et kort skridt tilbage og puffede sin gamle bedste ven lidt bagud, men ikke for hårdt, han havde ikke lyst til at skade nogen, selvom han var vred.
"Hvorfor skulle jeg? Det skulle du måske havde tænkt på for 2 år siden." Svarede han og lagde næsten ikke mærke til at folk begyndte at lægge mærke til dem og at han havde skubbet ham havde ikke gjort det bedre. High school elever var altid vilde efter en god scene. Af en eller anden grund var Tristan tit midtpunktet af sådanne scener, men ikke på samme måde som nu, for det meste var det sjov og ballade med ham, eller at blive jagtet af en lærer.

Jacob så bare på ham og viste ikke hvad han skulle gøre, han gav et suk fra sig og viste virkelig ikke hvad han skulle gøre "hvad tror du at jeg har gjort de sidste par år?" spurgte han om og viste ikke hvad han ellers skulle gøre, når folk begynde at kigge på ham igen. Han vende sig væk fra ham, og vende sig bare op og begynde at gå sin vej "jeg gider virkelig ikke tage denne snak her" sagde han og gik bare videre, da det ville være for dumt at tage snakken der.

Tristan sukkede irriteret og kunne godt se at han overeagerede lidt. Men stadig, han var ikke den der burde bebrejdes her. Han himlede med øjnene og stod bare et par sekunder og kiggede efter Jacob. Han skar tænder og satte så efter ham og forbi den lamslåede teenage pige der ikke havde kunne få sig selv til at sige noget.
"Jacob vent!" Udbrød han og stoppede op lidt bag ham. "Vi er enige om at dette alt sammen er din skyld." Fastslog han hårdt og slog hovedet lidt bagud. "Men du har ret, det kan ikke trækkes tilbage nu water under the bridge, hvis du ikke havde gjort som du gjorde ville jeg nok stadig være vild med hende der og ikke have hvad jeg har nu" Fortsatte han og nikkede bagud imod sin gamle skolekæreste. Hans tanker strejfede kort en hvis stædig, bossy, til tider god nok pige inden han fortsatte. "Pointen er at jeg godt kan tilgive dig...måske...Hvis du til gengæld gør noget for mig" Han smilede lidt overlegent og begravede hænderne i lommerne. Endelig var hans overblik tilbage. "Og hvorfor skulle du gøre det tænker du? Tjo, jeg kender stadig din hemmelighed.." Han lænede sig let fremover og kiggede på Jacob.

Tristan sukkede irriteret og kunne godt se at han overeagerede lidt. Men stadig, han var ikke den der burde bebrejdes her. Han himlede med øjnene og stod bare et par sekunder og kiggede efter Jacob. Han skar tænder og satte så efter ham og forbi den lamslåede teenage pige der ikke havde kunne få sig selv til at sige noget.
"Jacob vent!" Udbrød han og stoppede op lidt bag ham. "Vi er enige om at dette alt sammen er din skyld." Fastslog han hårdt og slog hovedet lidt bagud. "Men du har ret, det kan ikke trækkes tilbage nu water under the bridge, hvis du ikke havde gjort som du gjorde ville jeg nok stadig være vild med hende der og ikke have hvad jeg har nu" Fortsatte han og nikkede bagud imod sin gamle skolekæreste. Hans tanker strejfede kort en hvis stædig, bossy, til tider god nok pige inden han fortsatte. "Pointen er at jeg godt kan tilgive dig...måske...Hvis du til gengæld gør noget for mig" Han smilede lidt overlegent og begravede hænderne i lommerne. Endelig var hans overblik tilbage. "Og hvorfor skulle du gøre det tænker du? Tjo, jeg kender stadig din hemmelighed.." Han lænede sig let fremover og kiggede på Jacob.

Jacob stoppede bare langsomt op, da han hørte Tristan's stemme som bare fulgte efter ham. Han vende sig langsomt op og lyttede på hvad han sagde, han svarede ham ikke og lag bare sine hænder ned i lommerne på sine bukser. Han brød sig bestemt ikke om hvordan han snakkede, og slet ikke når han ville have Jacob til at gøre nået for ham "hvad vil du måske gerne have at jeg skal gøre?" spurgte han om og havde ikke lyst til at folk skulle få at vide at han var en pige, det var jo bestemt ikke nået han nød at være. Men sådan var han, også selv om han helst ville holde det hemmeligt.

Tristan sendte et teasing blik og lagde hovedet let på skrå. Folk var begyndt at miste interressen i dem, nogle piger der nok var mere Jacob-fans end Tristan-fans var blevet stående og lyttet ved ordet 'hemmelighed' selvfølgelig ville de vide hvad han skjulte, og hvis bare én af dem fik det at vide ville hele skolen snart vide det.
"Tja, lad os nu se når jeg finder på noget godt.." svarede han og ærgede sig over at Jacob ikke kendte til væsner..han kunne have fået ham til at gøre rent i hele hovedkvarteret i en uge om ikke andet, men reglen var klar.. ingen intetanende mennesker i hovedkvarteret.