Pop pop vi tilbage nu- Zean

Han så længe på hende, da han ikke helt troede på det. Men hvis hun ikke ville snakke om det, var det måske bare sådan.
I stedet begyndte han at tænke sine egne tanker. Om alt muligt...At han havde mødt en barndomsveninde, at mange ting havde gået tilbage i hans fortid for tiden. alt for meget.
Og så det at han følte sig fuld af energi. Han sukkede svagt.
"Dawn...Jeg har tænkt på noget..." han så lidt på hende, velvidende hun ikke ville syntes om det.
"Jeg har alt for lidt at lave til hverdagen, den våbenforretning jeg arbejder i giver mig ikke nok at lave....Og jeg vil gerne i militæret...Jeg ved godt du ikke kan lide det, men bare træningen! Kun træningen, jeg lover ikke at tage ud noget steder...bare træningen..." han så på hende, han havde aldrig været en person der bedte om noget, det gjorde han heller ikke nu...andet end at hun forstod det.

Hun så op på ham da ahn snakkede. men hun var da ret nervøs. da ahn sagde han ikke havde nok at lave på sit arbejde. hun bed sig i læben og slap hans. da han nævnte militæret. .. Hun gik lidt væk fra ham og rystede bare på hovedet hendes blik var på vejen. hvor hun gik. hun bed sig lidt hårder i læben og sukkede. *Kun træning.. ja ja.. det har jeg hørt før* tænkte hun. Dawn sætte sig ned på en bænk. ved et bus stop sted.
"Jamen du bestemmer vel selv over dit liv. har vel intet at sige.. god tur" det var tydligt at høre hendes frygt i hendes stemme. og det var nemt at se
hvor bange hun var i hendes øjne. hun trak benene op til hendes krop og lagde panden mod sine knæ. lagde armende omkring hendes ben.
hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige. hun havde intet imod han ville tag træningen. men hvad nu vis han fik så meget svag på det at han sagde fuck elyas fuck dawn og blev der. Dawn frygtede mange ting. hvordan skulle hun dog forklare ham det.
Hun ville bare være i hans arme. hun frøs.

Hvorfor?! Hvorfor kunne hun dog ikek tage det ldit mere afslappet? Utroligt som folk sagde de stolede på en...men når det kom til stykket gjorde de det alligevel ikke.
Han satte sig hen ved siden af hende. Han viste godt hun ikke brød sig om det, men på den anden side ville han heller ikke vandre hvile løst rundt i byerne....Hvilket i sidste ende nok ville gå ud over folk.
"Stol nu på mig...Jeg lover det kun er træningen..." sagde han, i teorien havde hun ret. hun skulel ikke bestemme det. Men alligevel ønskede han at hun ville acceptere det...måske ikke direkte støtte det, selv om det kunne være rart, men i det mindste accepterede det.

Selvfølgelig vikke hun respektere det, men hun havde dog ikke lige regnet med det. "Stoler på dig..men arg" hun så op på ham. "Hvorfor lige nu.. Hvad med Elyas2 u så spøgerende på ham.. Det her var virkeligt underligt. Hun nikkede
"Undskyld" hviskede hun og så op på ham.

Han så lidt på hende for at forstå hendes tankegang. Det lykkedes vist...nogenlunde mente han.
"Elyas? Jamen jeg har jo ikke tænkt mig at forlade jer..." sagde han roligt og så på hende, han lagde en arm om hende da han så hun frøs, måske en anelse sent, men bedre end aldrig. Han kyssede hende kort og smilte lidt til hende.
"Jeg har ikke tænkt mig at forlade nogen af jer"

Hun kyssede ham roligt tilbage og smilte tilbage til ham. hun puttede sig ind til ham. "Lov mig du aldrig går fra mig, og aldrig forlader Elyas!" hun så bedende på ham. det var vigtigt for hende at vide. træning eller ej. han kunne måske falde for en anden og smut fra hende og Elyas. hun vidste ikke hvad hun skulle sige.
Dawn så bare på ham og havde den tænke at så hun ham med en anden pige, ville hun med 100 % sikkerhed begå selvmord. han var på en måde hendes liv sammen med Elyas når hun havde hendes drenge ved sig. så hun grunden til at leve.

Aldrig var et stort ord, især for væsner der levede en del længere end mennesker. Aldrig ville sige at han fra nu af, og til den dag han døde, var tvunget til at blive hos dem begge...Men han var ikke i stand til at se fremtiden, der kunne ske forskellige ting.
Umiddelbart ville han ikke bare vandre hjem med en anden kvinde, han havde familie, så det kunne han ikke....Men man vidste aldrig hvad der ellers skete. Men det ville han ikke kunne sige eller forklare uden at hun ville misforstå det...eller slet ikke forstå det.
"Det gør jeg" han holdt et lille suk tilbage...Selv om han følte sig trist indeni. Fanget. Det eneste der sådan gik ham på med alt det familie halløj....han følte sig fanget, han kunne kun lave en smule af hvad han plejede, for resten var ødelægt af pligter, over for familie.
Og....nu dette. Han var fanget, låst fast....og det skræmte ham og irriterede ham....
Han troede han havde fundet en løsning, at komme til træning i militæret, eller snakke mere med Dawn....Men det var bare som om han ikke kunne sige noget, om det, når han var sammen med hende....

Hun rystede på hovedet . hun var jo ikke dum, hun kunne godt mærke den var gal. hun sukkede. hu rejste sig og kiggede på ham. "Hvad fuck sker der!" råbte hun og tårnede begyndte at komme frem. "Forlader du mig. gider du mig ikke mere.. Zean du siger aldrig noget. du gør ditten og datten.. vis du vil slå op så gør det dog ordenligt!" hun var helt ude af den.
selvfølgelig skulle man ligge ting på hylden når man havde en familie.
men at han diskerte var fanget kunne man i hvert i fald ikke sige. da det var ham der kneppede udenom. når det var ham der altid var ude. når det var ham der gjord hvad det passede ham... "Du gør jo hvad der passer mig. er jeg overhovedet en del a dit liv mere!" hendes stemme var trist og grædende. hun var helt våd i hovedet af tåre. hun stod lige foran ham der hvor han sad og så ned på ham.

Han rejste sig op. Overrasket over hende udbrud og hvad det mon skyldes.
Hvad havde han nu sagt? eller gjort? Han havde....haft nogle nætter, udenfor deres forhold, men det var slut, han havde ikke gjort det siden han havde lovet at lade være...Han så lidt på hende mens hun bare græd....hvad skulle han sige? Sige til sit forsvar?
Han var ikke skabt til...familie. det følte han i hvert fald ikke selv. Men det var for sent at finde ud af det nu, så han accepterede det...
"Jeg har aldrig sagt jeg ville slå op!" knurrede han tilbage og fik et underligt koldt blik i sine øjne.
"Gøre ditten og datten? Jeg passer mit job, skaffer flere penge....det er alt jeg gør! Og tro mig, det er kedeligt i længden, men jeg gør det for jer! Men det forstår du nok ikke...Du forstår mig ikke! Måske er det derfor jeg aldrig siger noget, fordi du aldrig ville kunne forstå det! Jeg er ikke den snakkesaglig type, jeg vælter ikke bare ud med mine følelser og tanker...Det er svært at være i et forhold, det har jeg fundet ud af nu! Gør hvad der passer mig? Hvad har jeg nu gjort som ikke behager dig? For det er vel det eneste jeg dur til...At gøre dårlige ting!" han viste ikke hvor halvdelen af det han havde sagt kom fra. Men han fortrød ikke han havde sagt det.

Da Zean rejste sig op stod de helt op af hinanden. " Hvad laver du så om natten! Du lave ikke kun arbejde du render også rundt med hede der Camilla tingen!" Hun sukkede. "Du så fuld af pis du har altid kunne snakkemed mig..Hvad fuck ker er Zean. Jeg prøver hele tiden at være sammen med di, få ting ud af dig. men du nægter at lytte til mig eller forstå mig. jeg forstår dig udmærket godt!" Hun tog et skidt tilbage da hun ikke gad at stå helt op af ham.
"Du er heller aldrig sammen med Elyas. Nej du har ikke sagt noget med at slå op. men ville ikke under mig om det er det du vil. jeg betyder vel intet for dig mere. Men du er fandme stadig den jeg elsker. og jeg er virkelig træt af du ikke fortæller mig noget som du plejer jeg fatter squ da godt hvorfor du vil i militæret. og du gør det bare. men du fatter ikke hvorfor jeg bliver ked af det eller hvad?". Når han blev kold gjord hun det samme udover hun stadig græd

"Nåe, så det er der vi skal hen!" snerrede han tilbage
"Jalousi! Du kan ikke tåle jeg faktisk har venner, faktisk har andre at se eller være sammen med! Camille og jeg er kun venner, ved ud hvad det betyder? Vi er venner! HAr du prøvet at have sådan en? Jeg har ikke...I virkelig mange år, haft hverken kvinde eller venner! Så for en gangs skyld at have en....Åhh jo, jeg forstår dig, du er bange for at jeg enten skal falde død om inde i militæret eller aldrig komme tilbage til dig og Elyas på nogen måde! Du stoler ikke på mig...Men det har du vel aldrig gjort?...Om natten...Åh ja, selvfølgelig...Der forstår jeg dig også....I dit hoved laver jeg ikke andet end at æde andres sjæle, som det uhyre jeg er, og kneppe med Camille, vel?..." han så længe på hende mens han trak vejret tungt.
"Du har ret....Jeg gider dig ikke mere...Du vil ikke engang prøve at forstå mig...Du ignorere hvad jeg siger til dig nu, fordi du kun har din egen sandhed...eller falskhed...hvis du spørger mig. Aldrig siger noget? Du spørger aldrig....Vil i militæret? Ja, men ikke for at komme væk fra jer...før nu.
Jeg holder stadig af Elyas....Og jeg kan godt forstå hvis jeg aldrig må se ham mere efter dette...." han viste ikke hvordan han skulle slutte sætningen. Og hvad så? Han kunne tvinge sig adgang ind og se Elyas en gang imellem...eller overvåge dem en gang i mellem....Et stik af smerte gled gennem hans krop ved slet ikke at skulle være sammen med dem mere...ikke at blive vækket af Elyas gråd, ikke at se Dawns ansigt ved siden af sig om aftenen eller morgenen....
"Om aftenen? Hvad med dig...Du er her heller aldrig!"
Han vente om og ville gå...Han gad ikke trække det længere ud end det allered evar...Desuden lyttede hun ikke...så hvad skulle det gøre godt for? Hvad skulle han med en jalous kvinde der ikke gad lytte til sandheden? Intet! Og det var han ked af....

Hun vidste j godt han ikke gjord det mere. men hun var så sur. "Jeg er ikke misundelig. og nej det du vel ikke van til. jeg ja har venner. men jeg har også et barn med dig. og han skal komme før sine venner!" snerrede hun tilbage. hun så op på ham da han sluttede sætningen. "What the fuck" Hviskede hun.. "Zean nej stop" hun tog fat i ham vendte ham om. og lagde sine læber imod hans læber bare for at kunne mærke ham. Og fordi hun elskede ham mere end noget andet... "Zean undskyld. jeg er virkelig ked af det. jeg er så fucking stresset. Vi trænger til at snakke sammen. og et ikke for sjov vi er forlovet!" hun så trist og undskyldende op på ham. og lagde en hånd på hans kind og nussede den. hu havde
ret så mange smerter inde i sig. Hun ville ikke kunne undvære ham. Han var hendes liv's kærlighed!

han sukkede svagt. Hvad var det med kvinder og hele tiden stoppe en i at gå? Han så længe på hende og overvejede at skubbe hende væk. Men han lod være, dog gengældte han ikke hendes kys eller kærtegn, han var for sur. Vred. Følte sig misforstået.
"Lige så snart du ikke får din vilje og folk vil gå fra dig, føjer du dig nærmest som et lille lam..." sagde han, roligt. Og så på hende. Han virkede stadig lidt kold...
Men hun havde måske ret...Måske ville det faktisk virke at snakke. Men ville de kunne det uden at misforstå hinanden? Ville de kunne det, uden at afbryde hele tiden og ikke lytte?? Uden at skændes...?
Han så længe på hende.
"Kan vi virkelig snakke...SOm voksne mennesker? Kan vi virkelig sidde rolig sammen og snakke...OG faktisk lytte?" spurgte han hende, han viste ikke helt om han selv kunne...men han var parat til at prøve.

Hun slap ham og rystede på hovedet."Nej det er fordi jeg elsker dig!" Hvilket var 100% rigtig snak! .. Hun sukkede dybt og så op på ham imens hun lyttede hun nikkede. hun vidste ikke om hun kunne men det tror hun da at hun kunne. "Ja... det bliver vi nød til zean!" hun bed sig blidt i læben. hun vidste faktisk ikke om ville kunne det. men hun ville
gøre en stor indsats for han var det værd. han var jo hendes liv. og hvem ville ikke tag sig sammen for at kunne leve et godt liv..

Han nikkede lidt og lod kort blikket glide omkring sig.
"Godt så...hvor skal vi sætte os og begynde?" spurgte han, da han syntes det ville være lidt mærkelig at sidde på en bænk midt ude i natten og snakke om sådanne ting...Og endnu mere hvis andre skulle høre dem. DEt var deres problemer...Ikke noget alle behøvede at høre om. Men han havde abre ikke rigtig nogen ideer til hvor selv...

Hun tænkte kort. hendes krop ar træt efter alt det der var sket i aftes .. Hun sukkede kiggede op på ham og trak kort på skuldrene. "Lad os tag hjem måske sove og tag snakke imorgen når Elyas skal sove til middag." hun bed sig i læben. "Er virkelig stresset mit hovede er fyldt med tænker i mit hovede og kan nu ikke mere. sove og tag den imorgen..Hvad siger du til det?" spurgte hun roligt .

Tage den imorgen...SKal vi redde verden? Ja...men lad os vente til i morgen....Hvad havde hun tænkt sig? han ville ikke kunne sove på dette her....Han hverken kunne eller ville. Han havde lige troet de skulle snakke, ordne problemerne her...men så vigtigt var det vist heller ikke for hende.
"Du kan tage hjem....Jeg ved ikke hvornår jeg kommer hjem..." sagde han kort. Han ville bliver drevet til vanvid af sine egne tanker, til hun var vågen og klar til at snakke....og sikkert have skabt sine egne historie som ville være svære at komme udenom.
Hvilket hun sikkert også ville....Vente til i morgen? Hvad med vi bare droppede det hele igen?
"Og nej, jeg ha ikke tænkt mig at se mine venner...Eller ven" sagde han bestemt og vente om for at gå igen....

"Zean hold nu op.. så tager vi den når vi kommer hjem. står ikke her og snakker om vores problemer. da det ikke raver folk hvad der sker!" hun sukkede.
Hun ville skam gerne ordne det. men hun ville heller ikke kunne sove o et vidste hun godt. det var bare for at få ham med hjem. "Vi tager den der hjemme. så kom!" sagde hun stædigt!.

st ike her og snak om deres problemer? Det havde han slet ikek gjort! Hvad bildte hun sig ind? Han blev bare mere og mere sur på hende...Men valgte ikke at kommentere det...
"Men hvis du er træt...Jeg gider heller ikke have skylden for at du ikek må sove, eller noget andet uretfærdigt" svarede han.
MEn gik dog med hende, da de jo trods alt var blevet enige om at snakke om det...

Igen misforstod han hvad hun mente.. "Du må ikke misforstå mig det er ikke fordi jeg siger det er noget du har gjort. det er bare en hentydning til vi ikke skal være her!" han var sur og det kunne hun sagtens mærke. hun gik bare med ham og der gik ikke længe så var de der. hun låste op de gik ind hun låste døren og gik ind i stuen og sætte sig ned. det var vigtigt de skulle snakke jo.....
hun tænkte hele tiden på hvor meget hun elskede ham .

Han lukkedes og låste døren efter dem og smed sine sko. Han gik ud i køkkenet og satte noget vand over, han ville i hvert fald gerne have en kop te. Han lavede lidt ekstra i det tilfælde at hun faktisk også gerne ville have noget...
At have noget at drikke til...Tja, det gjorde i hvert fald ham roligere...som om det faktisk holdte dem fast til samtalen.
Da vandet var kogt hældte han noget op i en krus med en tepose. ventede til det havde trukket, puttede sukker i og rørte rundt. Gik ind i stuen og satte sig i sofaen, satte glasset på bordet og så på hende.
"Der er mere varmt vand, hvis du skulle have lyst..." sagde han til hende og trak vejret dybt en enkelt gang. HVad lavede Elyas nu, sov han? Eller blev han passet et andet sted?
"Hvilket emne skal vi tage først?" spurgte han

Hu tog skoende af. jakken af. buskene af. og tog sin dyne inde fra sove værelset. hun tog den om sig og sætte sig ind i sofaen med den om sig. hun så på Zean der kom ind og sætte sig i sofaen. hun nikkede kort. "Tak" hviskede hun .. Lige nu have hun ikke rigtig lyst til noget.. Dawn så o på ham. "Det emne der trygger dig mest! startet vi med" sagde hun roligt.

De tyggende ham alle sammen. Men noget af det der lå ham mest på sinde lige nu var det med Camille.
Han nikkede lidt
"Godt så...Så starter vi med Camille" sagde han og pustede til sin te, før han tog en lille tår. Varm. Stadig lidt for varm.
"Camille er kun min ven" han så bestemt på Dawn, for ham var det virkelig vigtigt hun forstod og accepterede det her.
"Og vi har aldrig planlagt at mødes om natten mens i sover...som regl mødes vi bare..." han trak lidt på skuldrene, men viste ikke hvad han mere skulle sige til det. Han ventede på at Dawn kom med sit udslag til dette emne....

Dawn tog en rolig indånding det her burde de kunne klare som voksne mennesker. hun fugtede sine læber... "Hun provokere mig Zean.. Jeg har mødtes med hende. og når hun snakker om dig. lyder du som hendes største kærlighed.. " hun trak på skuldrene..
Rykkede sig lidt tætter på ham. lagde en hånd på hans lær så de havde nær kontakt. det havde hun behøv for .. hun bed sig roligt i læben. "Skat, du har indrømmet at du har været mig utro men ikke med hvem. men det jo klart jeg tror det er hende.. det fint nok du har venner.. det kun en god ting. ja jeg har mistet mine da jeg flyttet her til. men håber jeg møder nogle af dem igen.. da jeg savner dem!" hun så roligt på ham og hendes tone lege var roligt..

Han sukkede.
"Men jeg vil netop ikke have du tænker sådan om hende...det er fint nok i nok ikke kan enes..." Det var det igen. Havde de mødtes? Camille havde været tæt på at sige et eller andet om det, men holdt det hemmeligt. han forstod ikke hvorfor.
"Men jeg er ikke utro med hende...Har aldrig været det med hende. Kunne aldrig finde på at være det med hende, fordi hun er min ven" han så alvorligt på hende
"Det er klart jeg ikke kan nævne navne, de fleste gange har jeg sikkert været fuld og hvis ike jeg har været fuld har jeg ikke gider tage mig af hvem de var..." han trak svagt på skuldrene
"...Men ingen af dem har været Camille...OG hvis du ikke vil tro mig, er det måske fortsat bedst hvis jeg bare går...."