Pop pop vi tilbage nu- Zean

hun lyttede og kiggede roligt på ham.
hun fugtede sine læber og nikkede kort. "Men hvor skulle jeg vide det fra. når det er den eneste pige jeg ved du render rundt med.!" hun trak på skuldrene og fik store øjne af det sidste han sagde. "Nej.. Slap nu af jeg tror på dig!...

Han rejste som op. Men kom i tanke om de var blevet enige om ikke at skændes. Han trak vejret dybt et øjeblik og satte sig ned. Han så længe på Dawn, med et bestemt, alvorligt blik.
"Hvor du skal vide det fra? Du skal vide det fra mig, for det er mig der siger det..." han havde mest lyst til at gå. hun gad jko ikke høre på han...hun sagde kun hun troede ham for at han ikke skulle gå. Hvis ikke det var fordi de ville prøve at snakke om det her, var han gået og så måtte hun tænke hvad hun nu havde lyst til.
"Jeg har aldrig sagt i skal kunne lide hinanden, selv om det selvfølgelig er lidt trist man ikke kan nyde jeres begges selskab på en gang...Men hvis du bliver ved må det jo være et tegn på du ikke tror på hvad jeg siger..."

Hun rystede på hovedet.. "Igen misforstår vi hinanden. når ting falder for en. når men er nede tro du så man kan se alt her i verden.. jeg vil gerne kunne enes med hende. der ingen grund til at flippe ud Zean. er ret så ligeglad med om du er venner med hende." hun
sukkede og rejste sig selv "Ved du enlig hvad du gør ved mig.. du gør mig lykkelig... du kan hade mig til helved, du kan sige ting jeg har ikke gjort. du kan misforstår mig. men det er dig jeg elsker.. det er dig jeg vil se glad... men det her er ikke i orden. vis du virkelig hele tiden tror jeg ikke stoler på dig hvorfor er du så sammen med mig!" hun så op på ham g lagde armene over kors.. " Jeg stoler på dig, jeg forstår hvad fuck det er du siger til mig. men tiden står fucking stille... jeg prøver hele tiden at nå dig. prøver hele tiden at snakke med dig. men du misforstår mig hele tiden... "

Hun var ved at gøre ham godt sur igen. men han beherskede sig. trods alt.
"Ja, hvorfor er jeg her? Måske fordi jeg fortsat er interesseret i at se om dette kan ende på en god måde..." svarede han så roligt han lige kunne.han forstod ikke hvad hun mente med `når ting falder for en` Camille var ikke faldet for ham, hun havde i hvert fald aldrig vist det til ham. Og så er der jo ingen skade sket.
"Misforstår jeg dig hele tiden?" han sukkede, selvfølgelig...det var aldrig han der blev misforstået, eller som man troede knaldede med hver en kvindemenneske han kom i nærheden af!
"Så sig tingene til mig så jeg forstår dem" sagde han bare, havd andet kunne han? Hvis han misforstod dem, måtte de være blevet sagt på en måde så man misforstod dem.
"Og flipper jeg ud? Det er dig der står op og lyder som om du helst vil halshugge mig..." han var rolig nu.

Hun rystede endnu engang på hovedet...
"Det er da samme grund til jeg er her. jeg vil ikke miste dig Zean.. ".. hun så roligt på ham. hendes stemme var rolig. og hun var rolig. " nej Zean vi misforstår hinanden..begge to!" Hun så stille hen på sofaen sætte sig ned tog sig kort til hovedet. "Det jeg prøver at sige er at jeg elsker dig. er ligeglad med at du er veninder med hende. men den dag hun tog kontakt til mig virkede hun forelsket i dig.. og i er så tit sammen. var bange for at det var hende du elskede med den gang du var mig utro... men jeg er over det, jeg stoler på dig, jeg elsker dig. og er ligeglad med alle andre.. bare vi er sammen.." Hun så roligt op og ned af ham men endte med at se ham roligt i øjne..

Han så lidt på hende og nikkede lidt.
"Hun...nu må du ikke blive sur, jeg siger det kun for du skal forstå mig bedre...Men hun er en af de første som har..." hvilke ord skulle han bruge?
"Forstået mig? Støttet mig? Hjulpet mig? På måder ingen andre har gidet eller interesseret sig for..Jeg dømmer ikke dig, du har også hjulpet mig og støttet mig på punkter jeg aldrig havde troet jeg skulle opleve igen...Men det har hun bare også, på de mere venskabelige punkter...Derfor er jeg meget sammen med hende. Vi er venner." han så lidt på hende.
"Jeg ved ikke med dig, men er dette emne slut nu eller...?" spurgte han

Hun kiggede ned. hvad nu... hun var der vist mere for ham end hende...
jamen sådan var det jo... så måtte han jo gå fra hende vis det var det. hun bed sig selv i underlæben og kiggede på ham. "Det i orden... j bare slut det her emne.!" hun sukkede uden lyd

Han så lidt på hende og nikkede. Lænede sig træt tilbage. dette tog godt nok på nerverne! Havde han nogensinde forestillet sig et let, kærligt forhold? Fejl igen...
En melodi gled rundt i hans hoved, dog uden at komme ud...
Han lukkede øjnene et kort øjeblik før han åbnede dem igen. Og sukkede endnu en gang...Dette var svært...
Han fornemmede en hvis...uvilje...som om Dawn ikke var færdig med det emne endnu.
"Hvis det emne stadig irritere dig, så sig det i stedet....Eller skal vi finde et nyt emne? Jeg kan ikek lige huske dem jeg tænkte på for et stykke tid siden...måske kan du?"

Hun sætte sig hen til ham tog et tæppe over sig selv. og skulle lige til at spøger ham
om han ville med ned under tæppet men så sagde han noget. hun lyttede efter hvad han sagde. Hu rystede på hovedet "Nej jeg er færdig med det emne... hmmm de andre emner kan jeg heller ikke huske" hun smilede til ham og kyssede ham blidt men tøvende på munden, hendes øjne lukkede i hun havde benene op til sin krop sin ene hånd på hans kind den anden på hans lår. hende læber mod hans. og følte sig helt tilpas

Det føltes...underligt. næsten forkert.
Hvorfor sad han i den kattepine? Han ønskede Dawn skulle have det godt, ikke være ulykkelig...men samtidig følte han ikke de hørte sammen mere, på samme måde.
Han gengældte kort kysset, men vendte sig så om mod hende...Han måtte passe på ikke at dumme sig nu...Og dog følte han at han var på vej til det alligevel. Han ønskede sådan at sige det...Men kunne ikke.
Han rejste sig op og gik over til terrassedørene som han så tænkende ud af...ud i mørket...

Hun følte noget var helt forkert og det røg ud af hende "Zean du vil ik ha mig mere?.. vil du" tårnede begyndte nu at trille ned af hendes kinder.
hun var jo lykkelig. sammen med ham. "Det kun mig der er lykkelig i det her forhold" hun begyndte nu næsten at stor tude.

Han følte sig så...ulykkelig ved de ord...
Han vente sig om og gik over til hende, satte sig ved siden af hende og lagde armene om hende...han havde lyst til at holde hende tæt...selv om han ikke viste om hun også havde lysten...
Først kunne han ikke sige noget...tankerne gled rundt som en eller anden grød...Blandede sig sammen med følelserne...
Han kyssede hende på panden...
"Jeg...." hvad skal man sige? Det gjorde også ondt på ham. Mest at se hende så ulykkelig...og hvad med Elyas?

Hun skubbede ham væk rejste sig gik ind parkede sine ting græd færdigt. "Du har misbrugt mig og mine følelser... hvad med Elyas!" hun tørte sig under øjne gik ud på toilettet låste sig inde faldt ned på gulvet da hun faldt over et håndklæde. Hun tog alle sine pille glas, sin tandbørste, elyas's badekar. sine håndklæde. hun lagde tingene ned i hans badekar løftede det gik over til døren gik ud. gik ind i sove værelset og parkede tingene...
"Det slut ikke. jo selvfølgelig er det det... fordi du skal ud og bolle med nogle flere for dawn har ikke været god nok. hun skulle bare skide en unge ud. og skride. du har ødelagt mit liv!" hun gik ud af hovede døren gik ned til sin bil lagde tingene om bag i. gik op igen tog elyas op af sengen puttede ham ind til hende rundt om dynen. tog hans tøj stilte sig i gagen og kiggede på ham. "Skrider og vi ses aldrig igen.. det dit ønske..!"

Han lod hende pakke, mens han selv var så rolig, som han kunne holde sig.
Men da hun ville gå med Elyas, gik han ind foran døren så hun ikke kunne komme ud. Endnu.
"Jeg forstår din sorg, selv er jeg ulykkelig...men lyt nu kort: du beskylder mig for ting som er absurde...jeg har droppet mit sexliv, undtagen dig, for at gøre dig glad. DEt betyder måske intet for dig. Du har været mere end god nok, du har været fantastisk! Jeg elskede dig...Og misbrugte dig ikke. Selv troede jeg på et lykkeligt liv, men tiden har bare vist det ikke skulle være her og nu...Mit ønske er ikke at vi aldrig ses igen, det har det aldrig været og det er endnu en påstand du får fra din vrede...Du vil sikker ikke lytte, men nu prøvede jeg alligevel..." han trak vejret dybt.
"...En sidste ting...Hvad med Elyas? Du må godt være hans værge, han må godt være hos dig...men jeg vil stadig se ham!" han virkede...underligt rolig. Han var dybt ulykkelig indeni, især fordi han forventede hun slet ikke gad lytte...Hvilket var så vigtigt for ham lige nu...Men overlevelsen trådte i kraft. han skjulte sine følelser, som han så tit havde gjorde, og prøvede bare at holde sig fornuftig nu, inden han mistede alt...

Hun stoppede hurtigt op det eneste hun ikke ville lige nu var at stå her og se på ham eller røre hm. hun sukkede dybt... "Selvfølgelig må du se ham. når du har styr på dit liv!"
hun gik hen til tearsen slog vingerne ud. "Av" kom en lille lyd fra hende "Lad vær at sig du elsker mig. når du ikke gør" Hun græd men fly hen til sin bil lænede træk vingerne til sig og gik ind i bilen men blev siddende et stykke tid hun var klar til selvmord

"Jeg sagde ikke jeg elsker dig. Jeg sagde jeg elskede dig...Jeg har mere styr på mit liv nu end før...Har du?" svarede han bare. kort. Og så hende forsvinde.
Han stod en del tid og stirrede på det sted hun var forsvundet hen. Hele hans liv...Det havde han lige nu i hvert fald...Havde han smidt ud. Var lige fløjet fra ham.
Og der ventede stadig skuffelser...især en stor en. Det vidste han bare.
Hvor han dog bare ønskede at forlade det hele lige nu! Alt!
"Tak mor og far, for at skaffe mig til verden!" han satte sig ned med ryggen op af væggen og sad bare og stirrede...

//out//