Pist forsvundet eller...?

//haha xD og glem nu ikke at du ikke kan snakke fordi du er kniplet xp
mhh... ved man da aldrig Oo alanna skifter meget hurtigt humørstemning xD//

//Neeej... For jeg fik nemlig gnublet det af så+ jeg kunne brokke mig... ^^ Det står på sidste side eller noget//

//bahh xD hehe xp
hvad synes du om det her to billeder? http://farm1.static.flickr.com/79/260438716_5b07d92611.jpg og https://media.photobucket.com/image/elf%20princess/zinna88/20d8fc8afae71106.jpg?o=40 ?xp

//2'eren helt sikkert... 1'erener rimelig skræmmende... Men videre//

//skræmende? Oo nåhh men hvorfor sagde du det emd elver kys? Oo //

//Aner det ikke... Skrev bare noget fra Artemis Fowl... Selvom det er FeKys.... XD//

//haha xD okay^^ nå men logger. ses du ;) //

//Okay... Skrives i aften eller deromkirng...//

Mi´lana lod jorden, der lå over hans ben forsvinde, og smilte ondt til ham. Nu hvor sækken var væk, var det jo godt, at han havde bind for øjnene, for hvad nu hvis han brugte det han kunne med øjnene! Det ville være en katastrofe!
"Bare læn dig tilbage, og 'nyd' smerten" sagde Milana med en ond klang i stemmen, dog var hun helt rolig, og betragtede ham.

Han hørte det og vendte sig Ja... Det en dejlig fornemmelse" og grinte af hende.
Hans totale død af benene var en Koma der kunne sprede til kroppen hvis han ikke passede på, så han skulle virkelig passe på.

"Bare rolig... Jeg har flere endnu værre ting, hvis du ikke passer på" Sagde Milana med en ond klang i stemmen, dog kunne roligheden mærkes på hende. Hun stampede i jorden, og en ubehagelig bule dukkede op under Gabriel.

//Hvot??? Hovedet eler kroppen eller noget andet?//

//Hovedet, og lidt af kroppen xD//

Han kunne mærke hvordan jorden under hans hovede bevægede sig let.
Han flyttede hurtigt hovedet og lod bulerne rive lidt af stoffet af så det kunne rives nemt af.

Milana så med store øjne på dette, og bulen forsvandt hurtigt igen. Hun bed sig let i læben, og så ondt på ham. Skulle hun være virkelig ond, og lade en stor sten dumpe ned på ham?

"Fik dig elver pige" sagde han drillende.
Han kunne mærk hvordan blodet let løb ned af hans side.

Milana betragtede blodet, der løb ham ned ad siden, og hun nød faktisk synet.
"Hvad kaldte du mig lige? Denne elver her har faktisk et navn, men på den anden side, så er du ikke værdig nok til at kende mit navn - eller for den sags skyld bruge det" Sagde hun køligt og roligt, og fnøs ondt. Hun lod stenene stikke endnu mere under ham end før. Han skulle lide!

Han lod som om han vred sig i smerte, gled hovedet rundt på jorden, kørte kroppen rundt og prøvede at bevæge arme og ben.
Rigtig bevægede han hovedet imod jorden for at knække båndet for øjne.

Milana grinte ondt, da hun så hvordan han vred, men tænkte ikke nærmere over, at det kunne være fordi han ville have bindet væk fra hans øjne. Hun fnøs ondt af ham.
"Undervurder aldrig elvere! Vi er klogere end man vel lige tror!" Sagde Milana med et ondt smil, og lod en masse små sten hæve sig op fra jorden, og flyve direkte mod Gabriel med en meget høj fart. Det ville helt garanteret give en form for mærker - tydelige mærker!

Han kunne mærke stenen og bed sig i læben for ikke at sige av, men blev ved med at køre hele kroppen rundt indtil stoffet nærmest kun lå over hans øjne.
"Heey Jord Elver" sagde han venligt.

Milana så underholdt, ondt og koldt på den vridende Gabriel. Han havde vist rimelig mange smerter! Hun lod flere sten hæve sig fra jorden, og flyve hårdt mod ham, helt som før. Hun smilte ondt, og lagde sine arme over kors.
"Hvad er der?" Spurgte Milana kølig og irriteret. Vidste den dusørjæger ikke, at han skulle tie stille? Hun overvejede at skære hans tunge af, men den ide kom hun dog hurtigt fra igen.

"Kan du ikke stille dig herhen? Jeg vil gerne lugte min morders sidste duft" sagde han og lød nærmest helt bedende som han lå der med blodige og blå mærker på nærmest hele kroppen.

Milana tænkte det igennem, men trak så på skuldrene, og trådte helt hen til Gabriel. Når han nu sagde det på denne ynkelige og bedende måde, kunne hun jo godt opfylde det, for hvad kunne der ske ved det? Hans bind om øjnene sad jo stramt omkring hans hoved, og hans arme og ben var bundet! Intet var der at frygte, så hun satte sig på hug ved siden af hans hoved, og klappede ham en enkelt gang på hans ene kind, der var mod Milana.

Han lavede et hurtigt vrid med hovedet og bindet faldt let af.
"Goddag" sagde han venligt og åbede de svømmende øjne og kiggede hende i øjne.

"Hva..." Fik Milana sagt overrasket, men så overtog hendes øjne kontrollen, og hun kunne ikke gøre andet end at se Gabriel i øjnene. Hun følte sig som en fisk i stærkt vandstrøm, da hun nærmest gled med strømmen ind i hans øjne. Hun rykkede sig ikke engang en eneste millimeter.