I’m not evil, I’m god with a twist (ÅBENT)

Tid: Eftermiddag.
Vejr: Herligt, svagt solskin.
Omgivelser: En masse mennesker rundt omkring.
Sted: Udenfor et af de mindre supermarkeder.
__________________________________________

Jess svippede låget af sin Cocio, og satte den mod læberne med en kraftig utålmodighed. Det var utrolig så hurtigt man kunne blive afhængig af alkohol, som en forbandet dæmon, så nu prøvede hun at sænke trangen en smule, ved hjælp af stærk kakao. Hun undlod at ryste flasken, og bundede bundfaldet i én mundfuld, for at få den bedste effekt. Hun kunne slet ikke lade være med at skære ansigt og snerpe læberne sammen. Det var noget meget anderledes end den søde smag af skygge. Men på den anden side, var det vel bedre end at gå rundt med en øldåse - konstant.
Lige nu gik hun bare - uden rigtigt at vide hvorhen. Hendes mørke hår var sat op i en høj hestehale, og hendes gyldne øjne glitrede af indestængte flammer.

Crasie gik i sine egne tanker og lod sig ikke til at være rigtig opmærksom på sine omgivelser. Hun ville bare gå, hun havde virkelig ikke lyst til at være hjemme jo. Hun blev alt for hurtigt rastløs, og nogle gange kunne hun bare ikke være det samen sted længe nok af gangen. Hun havde dog aftalt med sin anden personlighed Isabella at de skulle beholde den lejlighed de har nu. Hun ved ikke lige frem hvornår hun sidst har sovet, 3 dage siden? Det kunne hun ikke huske, men hun blev ikke påvirket så meget af det længere af mangel på søvn. Hun havde sku levet for længe på denne jord til at kunne det længere. Hun var kommet i en af hendes dårlige perioder. Hendes bedste veninde Camille havde hun ikke snakket med i et stykke tid, og hun mærkede virkelig hvordan hun savnede at være sammen med hende. Men som sagt var hun også den eneste ven ude over en gammel veninde hun ikke har talt med i lang tid. Hendes ansigt var henlagt i mørke på grund af hendes sorte hættetrøje, det eneste man kunne se var hendes neonlilla øjne som var det eneste man kunne se af hendes ansigt. Hendes hættetrøje var lukket og så havde hun ellers nogle tætsiddende bukser og normale sorte sko. Men når man se hende var 3 ting usædvanlig det første var hendes øjne, det andet var hvor lav hun var. Hun var kun 145 cm høj, som var ret lav. Tilgengæld var det en fordel for folk undervurderede hende meget tit. Den sidste ting var den stok hun havde i hånden. Hendes stok var en tynd gammeldags sort stok, sådan en som magtfulde mænd gik med i gamle dage, og en metalfigur gemte sig under hendes hånd. Pga hun ikke var opmærksom på sine omgivelser kom hun til at hå ind i en kvindelig dæmon. Crasie fandt med øjnene noget der faldt til jorden ved stødet og tog det straks til sig, selvom det bare lignede at hun tog efter sin stok. I hånden havde hun et styk hår fra dæmonen foran sig, og med den kunne hun lave kraftfulde illusioner. Crasie så op på hende.

Jezabel havde været ikke så lidt optaget sig selv og sine rastløse tanker, så derfor nåede hun ikke at undgå den kvinde der bumpede imod hende - i hvert fald ikke helt. Hun hvæsede, og gjorde et hurtigt og rovdyragtigt ryk med kroppen, for at undgå at falde ned på asfalten. Hun vaklede igen ned imod jorden, da noget trak kraftigt i hendes hoved. Da hun løftede hånden og strøg sig over håret, skar hun ansigt og havde næsten allerede glemt sit dårlig og rædselsslagne humør. Den her dæmon havde... revet noget af hendes hår af! Hendes hår!
Jezabel's ryg var stift som et bræt et øjeblik, men bestemte sig alligevel for at bukke sig ned og række den lille skikkelse en hånd. Hun skubbede de knuste skår fra Cocio-flasken til siden med sine flade sko, og prøvede at komme med et smil til den dæmon hun var ved at hjælpe op. Hun havde nogle flotte, påfaldende øjne.

Crasie lå nede på jorden, og hendes hætte var røget ned. Hun havde langt kulsort hår, som var meget stort og bølgende. Hun havde et blidt rundt ansigt, hun så vurderende på dæmon kvindens hånd. Selvom hun var en dæmon kunne hun ikke lide andre dæmoner, hun følte sig ikke som en af dem. Men for engangs skyld tog hun imod hjælp og kom op. Hun rettede på sit tøj og havde gemt et enkelt hår væk, og gik et par små skridt til siden. Men dog så jezabel intet til det, for crasie lavede en illusion at hun stod der hvor hun var faldet. Nu hvor hun havde det hår kunne hun både lave smerte, føle, lugte, hører faktisk alle illusioner kraftige, så de ville være svær at gennemskue. Selv hvis Jezabel rørte ved illusion, ville hun mærke alt det som man ellers ville kunne. Hun kunne både føle, se, lugte, hører og fornemme at hun stod der og ikke et par skridt til siden. Crasie stod altid lige lidt væk end der hvor folk så hende, for en sikkerheds skyld. For hvis personen angreb hende, så ville det bare være hendes illusion de ville angribe og ikke hende. Illusion gjorde de sammen bevægelser som hende.
"Undskyld jeg kom til at rive i dit hår"
Jezabel så hende slippe med hånden, og hårene røg på jorden igen. Crasie tog sin stok foran sig og lod begge hænder hvile på den. Jezabel ville nok kunne lugte sølv, for inde i denne stok var der i hver ende en mekanisme, som lukkede to sølvknive ud med dusørjæger symboler. Crasie havde det for så kunne hun forsvare sig let imod vampyrer, varulve og dæmoner.

Jezabels øjne var mørke, men hendes blide ansigt udtrykkede ingen form for vrede eller hævntørst. Hun havde sat et undskyldende ansigt op, hun egentligt holdte ret godt. Hun fulgte pigens bevægelser med de mørke, vågne øjne, og vurderede hvor farligt våben den stok hun holdte, ville være, hvis det udfoldede sig til en åben kamp midt på gaden. Hun var en dæmon, og så viste man vel aldrig rigtigt hvad man kunne forvente. De fleste dæmoner var ikke helt okay i hovedet, især ikke de ældre af dem. Eller dem som gik ind i andre, også selvom de havde en stok til rådighed. Det var også en mystisk stok.
Den ellers så flotte facade knækkede i kanten da hendes mørke hår faldt ned på jorden, fra dæmonens hår. "Det er okay. Det gror ud igen." Hun rystede en enkelt, elegant gang med hovedet, og løftede sin hånd for at lade sine lange fingre stryge over den bare plet i hovedbunden. Da hendes fingre igen var fjernet fra pletten, hang en lidt lysere lok ned fra hendes nu ødelagte hestehale. Hun skyndte sig at pille elastikken ud og rette på sin frisure. I princippet havde hun ikke andet end sit flotte udseende længere. Alt andet havde alverdens onde væsner taget fra hende.
Hun blev ved med at betragte dæmonens illusion uden nogen form for bange anelser om at hun ikke var hvad hun troede hun var.

Crasie så lidt undrende på hende, dæmoner plejer meget let at blive total hidsige, men det gjorde hun åbenbart ikke. Det var lidt usædvanlig, men som sagt dæmoner var også udsædvanlige. Crasie tog hætten over hovedet igen og hendes ansigt var helt mørkt igen, og nu var hendes øjne det eneste synlig af hendes ansigt.
"Ja heldigvis gør det det, se nu er det allerede vokset ud"
Crasie lavede illusionen af at nu havde hun ikke den bare plet, hun kunne mærke at der ikke var nogen plet, og hun kunne mærke det manglende hår. Men alle andre som gik forbi ville stadigvæk kunne se det, for illusionen var kun rettet imod hende. Crasie gjorde det fordi, så ville dæmonen være lidt venlig stemt, for Crasie havde ikke lyst til kamp nu. Hun var for træt til at tage sig af sådan nogle åndssvage ting som det. Ud af øjenkrogen opdagede hun en dusørjæger. Selvom han ikke var på nogen som helst måde påfaldende, kunne hun stadigvæk spotte at han var dusørjæger. På den måde han kiggede over på dem med foragt og kiggede i det skjulte afslørede hans indentitet. Plus han havde den ene hånd begravet godt i lommen, som viste at han var klar til at trække noget frem, som var gemt. Så hørte Jezebal Crasies stemme i hendes hoved. For Crasie lavede en illusion af at hun kunne høre hendes stemme.
"Der er en dusørjæger på vej herimod, jeg kan ikke lige spotte andre, men han er sikker ikke alene"

Jezabel lagde mærket til det diskrete blik dæmonen gjorde til siden, og de reflekser hun havde fået af at være på hovedkuls flugt, fik hende til at se diskret i hans retning. Det lod ikke til at han opdagede at hun kiggede, men da hun pludselig hørte dæmonens stemme i sit hoved, kunne hun ikke lade være med at stivne. Det fik ham selvfølgelig til at kigge på hende. Damn, de var opdaget.
Hun sank en gang, og rettede sine gyldne øjne imod dæmonen igen. "Har du lyst til at shoppe? Jeg kender det perfekte sted." sagde hun normalt, men en lille smule for højt. Hun sendte hende et smil der var meget overbevisende, og gav et lille hop med sine øjenbryn.
Hun havde ikke lyst til at blive hængende for at se om dusørjægeren var alene. Hun havde nok lort hun skulle holde styr på for tiden. Og lige så snart dusøren på hendes hoved også blev kendt her, så var hun for alvor på skideren.

Crasie nikke til hende. Så hørte hun hendes temme igen i hendes hoved.
"Skal vi ikke gå ned i en mere forladt gyde, så vi kan få det overstået ellers vil de blive ved med at følge os"
Crasie havde lagt mærke til på deres venstre side stod endnu en, de var meget svære at spotte. Men hvis man vidste hvad man skal ligge mærke til er det let nok. De tog nærmede sig hurtigt fra begge side af Jezabel, og så forsvandt Crasie med sine illusioner. For Jezabel kunne hun stadigvæk se Crasie som før, men for de andre kunne de kun skimte hendes usynlige overflade. For hun var ikke komplet usynlig da hun ikke havde en ejendel fra dem. Men hun så begyndte hun løbe ind i mængden. Så mærkede Jezabel to pistoler i siden, og et greb på begge arme fra dusørjægerne.
"Du kommer med os"
Sagde den ene kvindelig dusørjæger koldt. Det lignede som om Crasie havde forladt Jezabel, men så hørte hun sin stemme igen i hendes hoved.
"Jeg har ikke forladt dig, bare følg dem så kommer jeg"
Crasie var skjult i mængden af folk, og de kunne ikke spotte hende, selvom hun var en lille tand synlig. Så gik hun imellem folk og kom bag ved dusørjægerne og greb fat i en enkelt hår fra deres hoveder som de ikke kunne mærke var blevet taget.
"Løb!"
Hørte Jezebal i hendes hovede, mens Jezabal mærkede grebet blev sluppet og dusørjægerne krøb sammen af smerte, selvom der ingen synlig grund var til det. De havde en kraftig illusion af smerte i hele deres krop.

Jezabel kom med et umærkeligt nik, og satte sig hurtigt i bevægelse. Hun begyndte at gå hen imod den såkaldte 'butik', hvor de kunne lede dusørjægerne hen. Hun nåede bare ikke langt, før dæmonen forlod hendes side og gled ind i menneskemængden. Jezabel stoppede op som forstenet, og et åndedrag senere havde hun to sølvpistoler i ryggen. Hendes arme blev trukket tilbage og lagt i et hårdt greb, af den mandlige dusørjæger. Hun hvislede af vrede, men undertrykkede den da hun igen hørte dæmonens stemme. "Okay okay, jeg skal nok. Intet ballade fra min side. Hey, pas på! Ikke pres for hårdt med de der våben, hvis jeg får blå mærker sagsøger jeg jer!"
Hun lagde mærket til at dæmonen nærmede sig bagfra, og vred sig i en grotesk bevægelse for at få dusørjægernes fulde opmærksomhed. Da de pludselig rullede sig sammen, og dæmonen skreg, sprang Jezabel over dusørjægerne og igennem menneskemængden. Hun kastede et blik tilbage, og holdte øje med dæmonen og jægerne, imens hun forsvandt ud af syne ind i en baggård.

Crasie løb hurtigt efter Jezabel, og hun lavede en illusion til de to dusørjægere at de så både Crasie og Jezabel løbe den modsatte vej. Crasie slap dem med sin smerteillusion og de løb den nøjagtige modsatte vej. Crasie havde svært ved at se hvor Jezabel var, for hun var jo ret lille. Men hun vidste stadigvæk præcis hvor hun er for, hun kunne fornemme bevistheder. Og alle havde en unik bevished. Crasie fulgte hun pænt inde i baggården, og så sig tilbage og kunne ikke se dem. Hun smilte et veltilfreds smil og gik rolig med stokken i den ene hånd imod Jezabel, men det veltilfredse smil forsvandt og blev til et trættende smil. Hvornår lærte de dusørjægere at lade en være, for Crasie har været jagtet i over 1000 år, så det var lidt trættende. Især når de ikke vidste en skid om hende og troede de kunne klare hende.

Jezabel stod med vægten på det ene ben, og med en knyttet næve på sin hofte. Hun lignede næsten en lille tordensky, for hun var ikke så særlig godt humør. Hendes hår var gledet ud af hestehalen og stikkede ud til siderne et par steder, og de gyldne øjne nærmede sig en glødende, rød farve.
"Hvad skulle det til for? Vi kunne godt have banket dem, du havde ikke behøvet at snyde dem på den måde. Det var altså tarveligt." Hun lagde hovedet på skrå, og betragtede den lave dæmon indgående. "Hvad i alverdenen var det du gjorde?" Hun blinkede nysgerrigt, og gned sine håndled, der stadig gjorde en smule ondt efter at dusørjægerne havde holdt så hårdt fat.

"Du kan endelig gå tilbage til dem og banke dem, men så bliver du tilgengæld eftersøgt. Men jeg gider ikke at blive mere eftersøgt, som jeg allerede er. Hvad jeg gjorde? Jeg fik dem bare til at føle smerte ikke andet."
Crasie så på hende med et morende glimt i hendes neonlilla øjne. Hun ville ikke fortælle hvad hendes evne gik ud på, for Crasie mente at der ingen grund var til at hun skulle vide det. Så mærkede Crasie hvordan Isabella vågnede i hende. Isabella kunne godt lide hvordan Jezabel så ud, men Crasie prøvede at skubbe hende langt væk. Isabella ville ikke være til noget hjælp især når dette var en dæmon, og Crasie stolede slet ikke på dæmoner.

"Der er absolut ingen grund til at få penge på mit hoved." sagde Jezabel, meget hurtigt og en smule for højt. Hun havde allerede millioner af dollars på sig, og havde absolut ikke brug for nogen her også. Der ville maks gå nogle måneder inden dusøren fra Frankrig ville komme folk på øre her, og så ville hun være i problemer. Men det ændrede stadigt ikke sagen. Hun ville sagtens have kunne banke dem. Og hun ville have lavet sit helt eget brændemærke på dem, bare for at forøge ydmygelsen yderligere. Det havde hun elsket før i tiden.
Jezabel snerpede læberne sammen af det humørfyldte glimt i dæmonens øjne. Hun lagde svagt mærket til at glimtet ændrede sig en smule, men hun sagde ikke noget. Ikke i starten. "Jeg tror ikke at jeg har præsenteret mig. Dårlige manérer." Et smil brød frem på hendes kønne læber, og hun fik pludselig mere farve i kinderne. Der var ingen grund til at tænke på hendes forhenværende liv i Frankrig. Det gjorde hende så forpulet trist.
Hun tog et fejende skridt tilbage, og nejede elegant for dæmonen. Hun havde trods alt været en pige af blåt blod - engang. "Mit navn er Jezabel Crane." Hun holdte sit dæmonnavn for sig selv, så ville folk i det mindste have sværere ved at spore hende tilbage til dusøren i Frankrig.

Cramensie kiggede vurderende på hende. Var hun eftersøgt gad vide hvor mange penge vedkommende haar over hovedet? Det som crasie kunne sidst huske var hendes dusør op på de 10.000 dollars, og selcom det ikke lyder af meget så er det, for det var for over 200 år siden, og der var dollaren meget langt mere værd end idag. Crasie blev lidt mere rolig af. At vekommende nejede og præsenterede sig på den måde gammeldags. Mange ville nok ha syntes at det var dårligt, men crasie kunne godt lide det for hun var selv meget gammeldags. Det gjorde hende mere roligt fordi tit dem der er mere gammeldags kan tit mere stoles på og de vil som regel ikke bare ange en sådan uden videre. Eller det håbede crasie i hvert fald. Men crasie kunne ikke bedømme hendes alder, var hun en gammel dæmon eller var hun en yngre en af slagsen.
"ja jeg går så under navnet crasie
"sagde crasie venligt og med et smil på læberne selvom man ikke kunne se det fordi hendes ansigt var henlagt i mørke. Crasie gik under et andet navn men det navn fortalte ikke til nogen. Ikke fordi hun var flov over det eller sådan noget, men fordi hendes navn var magisk og hvis man vidste hvilket navn det er så har man fuld kontrol over hende. Så kan man bruge hende som man lystre.

Jezabel var enig med sig selvom at det var på tide at de så hinanden an. Og hun havde en forfærdelig fornemmelse af, at hvis de to kom op i slåskamp, så ville hun tabe. Men så måtte hun vel bare sørge for at det ikke skete. Hun havde absolut ikke brug for flere blå mærker. Kunderne klagede hvis deres varer var beskadiget.
Jezabel lagde hovedet en lille smule på skrå, da hun hørte dæmonens navn. Hendes hestehale blev ved med at hænge lodret ned af hendes nakke, så man kunne se den bag hende. "Er du døbt det, eller har du selv fundet på det?" spurgte hun nysgerrigt. Ærligt, så var det et underligt navn. Men det passede vel meget godt til den mystiske dæmon der stod foran hende, med ansigtet henlagt i skygge.
Og selvom hun ikke sagde det, ville hun meget gerne kende Crasies dæmonnavn. Det hjalp altid en smule på magtbalancen, at kende en dæmons navn.

Crasie så vurderende på hende, var der noget hun prøvede at lokke ud af hende? Crasie rystede let på hovedet.
"det er navn et navn for lang tids siden nogle har kaldt mig, og så har jeg bare taget det til mig. Spørg du af nogen specifik grund?"
spurgte hun venligt, så vendte hun sig om. Hun kunne tydelig mærke dusørjægerne derude, men de løb selvfølgelig lige forbi denne vej til baggården. Hun havde ikke rigtigt noget imod dusørjægere bare de lod hende være og lod alle dem som var uskyldige også værre. Et smil kom på hendes læber. Af det hun har fået at vide så selvom de har jagtet hende mere end 1000 år, så har de næsten ingen oplysninger omkring hende. De vidste ingengang præcis hvilken evner hun har, for hver gang hun møder en dusørjæger, laver hun illusioner af at hun har forskellige evner. Hun har selv flere gange lavet en illusion af at hun var en varulv, og det gjorde dem pissede forvirrende. Hun vendte blikket tilbage på jezabel.
"hvor kommer du fra, for du virker ikke til at komme herfra ikk?"
crasie så venligt på hende, men der var et underlig mystisk glimt i hendes øjne.

"Næh, jeg ville da bare gerne vide det." sagde hun og trak på skuldrende. Hun fulgte dæmonen... Crasie's... blik, og lyttede til dusørjægernes løbende skridt. Hun blev en smule lettet over at de var væk, og at de ikke havde fanget hende. Gud vide hvad der var sket hvis hun blev fanget. Så ville ingen nok nogensinde betale hendes søsters løsesum. Sørgeligt.
Hun vendte sin opmærksomhed tilbage imod Crasie. "Såå... Er du vant til dusørjægerne? Du virkede totalt pro."
Et skævt smil bredte sig over Jezabels læber, og hun lod fingerspidserne løbe igennem det mørke hår. "Frankrig. Jeg kommer fra en lille havneby ved navn Dunkirk." Hun bed sig i læben. "Sammen med min lillesøster." Hun betragtede dæmonens glødende øjne, med sine ravfarvede.

Crasie syntes at fornemme, at denne dæmon var lidt nervøs for dusørjægerne.
"Ja jeg har levet længe nok, og har haft dem med at gøre i rigtig lang tid. Man vil ikke have for meget opmærksomhed fra dusørjægerne, for ellers kan nogle af 1 rangs super dusørjæger komme efter dig."
Men så havde Crasie gættet rigtigt, hun var ikke herfra. Crasie huskede selv tilbage da hun var i Frankrig, det var godt nok lang tids siden hun sidst var der. Det var i ca 1400 tallet, hvor hun i nogle år var på jagt efter en speciel ting. Det var en speciel stor sort rubin, som havde evnen til at styre sort mørke. Desværre fandt Crasie den aldrig, den var gået tabt i mange år. Den gang var Frankrig utroligt meget anderledes, for godt nok havde hun ikke været der i lang tid. Men hun vidste at blandt andet storbyen Paris ligner som alle andre nutids storbyer. En blå bil kørte ind i baggården, de var faktisk i en privat baggård. Bilen kørte ind og en lidt kraftigere muskuløs mand trådte ud af bilen. Han havde kort brunt hår og med overskæg, og havde nogle cowboy bukser og en hvid t-shirt.
"Hvad laver i dog her? Dette er et privat ejendom"
Han så på dem begge med sammenknebet øjne, men gav Jezabel et elevator blik. Han syntes at Crasie så underlig ud, men havde ikke rigtig opmærksomheden på hende.

Hun smilede svagt. "Ja, de ubehagelige." Hun havde set et par stykker af dem, og engang hjulpet en ven der havde været jagtet af dem. Men hun var aldrig selv blevet jagtet af nogen 1. klasses dusørjægere. Det ville sikkert ende i et blodbad. Hendes blod.
Jezabel drejede hovedet imod indgangen til gyden, allerede inden bilen kørte ind. Hun fulgte den med øjnene, som begyndte at ulme faretruende af indre ild. Især da han trådte ud og råbte af dem - og bagefter havde frækheden af at tjekke hende åbenlyst ud. Ja ja, hun viste godt at hun var et syn for guder og alt det der, men troede han virkeligt at han kunne slippe fra at se sådan på hende? Hendes øjne blev rødere. "Synes du at han skal have bank?" mumlede hun rasende.

Manden gik nærmere imod dem, og det var tydeligt at han følte sig stor og stærk, og havde ingen anelse, at de to kunne banke ham kun ved at løfte en lillefinger. Crasie smilte grumt og så viste hun med en håndbevægelse at Jezabel endelig måtte gerne, springe på ham for hendes skyld. Det kunne hun lige så godt få æren for, for han skulle ikke lige blive noget problem. Crasie så interesant til og så sagde hun i hovedet til Jezabel.
"Men lad endelig vær med at dræbe ham, for ellers får vi i hvert fald dusørjæger på nakken"
Sagde hun lige for at huske Jezabel på det. For crasie vidste at nogle gange kunne Vampyrer gå i blodrus, og dræne ofret lidt for meget, så vedkommende ikke vil overleve.

//sorry at jeg har skrevet så lidt, men kunne ikke lide rigtig skrive så meget nu :)//

Hvis hun skulle være helt ærlig, gjorde det ikke noget for Jezabel om det her menneske døde eller ej. Men hun havde ikke brug for dusørjægerne på nakken, så hun måtte hellere lade ham leve. Men også kun en lille smule. Hun smilede grumt, og gik manden i møde. Hun elskede at spille skuespil i starten. Lige indtil de begyndte at skrige.
"Monsieur!" hvinede hun dramatisk, på sit bedste, kælne fransk. "Hvor er det godt at se dig! Jeg troede at det var ude med os! Der er nogle onde, onde mænd efter os!" Hun klyngede sig til ham, og satte sit bedste uskyldige ansigt op. Imens legede hun med tanken om at gøre det her stykke af hans liv til det mest smertefulde. Først ville hun stjæle hans skygge... nogen syntes at det gjorde en smule ondt at blive skilt fra den, men det gjorde egentlig ikke særlig ondt... og så...

Manden så på hende med vrede, men da hun så brød ud i hendes skuespil stod han og undrede sig, og han mærkede tydelig hvordan hun klyngede sig ind til ham. Det begyndte jo selvfølgelig at prikke til hans maskulinhed, og han kunne ikke lade vær med at tænke frække tanker om denne flotte franske kvinde, som havde brug for hans hjælp. Han kunne ikke lade vær med at smile sageligt af tanken, og han tog sin ene hånd og kløede ved hans skæg. Desværre for ham havde han ingen anelse af hvad hun eller crasie var. Han havde godt nok en dårlig fornemmelse omkring den anden, men lige nu var hans tanker mest omkring denne smukke kvinde, der var tæt ind på livet af hende.
Crasie så bare til og kunne ikke lade vær med at smile af hendes skuespil og af ham. Han var så dum og blind, at han ikke kunne se at denne kvinde var ikke en helt almindelig kvinde. Men som sagt, så kunne mennesker ikke se det der var lige foran snuden på. Crasie så bare til, og håbede på at hun ikke ville dræbe ham, men hun ville intet have imod, at hun måske straffe ham. Hvis det var crasie selv der skulle ha gjort det, så ville hun har brugt sine illusioner, til at fucke hans fornemmelse for hvad er virkeligt eller ikke virkeligt op.

Jezabel bemærkede hans smil. Hun boblede indvendigt af grusom glæde. Nemme mennesker. Hun kastede et blik tilbage på Crasie, og prøvede at læse hende. Det var tydeligt at hun ikke var en skyggedæmon, så hun blev nød til at dræbe mennesker for at tage føde til sig. Men Jezabel viste ikke om hun var sulten. Der var ikke nogen grund til at få et mord på samvittigheden hvis Crasie ikke var sulten. Hun sendte hende et spørgende blik, som klart fortalte at hun hentød til hendes... overnaturlige sult.
Hun rankede sig en smule, og fik hendes næsten kongelige udseende tilbage. Hun havde dog stadig godt fat i kraven på hans t-shirt, og grebet blev langsomt mere fast og fængslende, end den klamrende rædsel hun havde haft før. Han burde snart blive bange.

Crasie rystede let på hovedet, for spørgsmålet var som skrevet i panden på Jezabel. Men Crasie spiste desværre ikke som andre sjæledæmoner. Hun lod hendes forførende personlighed Isabella tage sig af det. For man kan sagtens lade vær med at dræbe, men stadigvæk få føde. Det gjorde Isabella når hun havde forført en person, og de så havde sex. Der var deres sjæl allermest blottet, og der kunne Isabella tage en lille bid af deres sjæl. Men de ville ikke ligge mærke til det, for hun ville kun tage en lille bid af sjælen, der hvor følelserne er. Så vil de kun bagefter kun føle sådan meget overfladisk, blandt andet har de svære ved at føle frygt og sådan noget. Men efter et par dage forsvinder det, for så er sjælen healet igen. Men uheldigvis på denne måde gjorde det så også, at Crasie eller Isabella var nød til at gå på jagt hver eneste dag. Men det var heldigvis ikke særligt svært, og hun kunne sagtens klare sig i et par dage, men så ville sulten være stærk. Crasie kunne også af en eller anden grund blive mæt af almindelig mad, men det hjælper ikke på trangen til sjæle. Hun mistede også altid appetitten til almindelig mad, når hun var sulten efter sjæle.

Han så blikket imellem dem, som om de havde aftalt noget eller sagde noget til hinanden uden ord. Han kiggede forvirret på Jezabel og Crasie, men så mærkede han, hvordan hendes greb blev fængslende, og hele hans opmærksomhed blev rettet imod hende. Der var et eller andet instinkt inde i ham, der fortalte, at han skulle tage benene på nakken og løbe langt væk. Dette var for mystisk, denne lille kvinde der ovre med lysende lilla øjne, og så en ellers svag fransk kvinde viste sig til at være stik modsat. Han prøvede så at vride sig ud af hendes greb, men nok uden held.

Jezabel mumlede skuffet et eller andet og strøg en sort lok om bag øret. Nu måtte hun hellere lade manden her være. I hvert fald næsten... Hun flyttede elegant sin fod, og mandens skygge gled op af hendes bare ben, som en kælen kvælerslange. Hun skilte svagt læberne, og indåndede den med et svagt sug og et smil. Enkelt og nemt. Det var ikke som at være bloddæmon og skulle til at dræbe et menneske, eller få dem til at glemme det bagefter. Hun havde også hørt at bloddæmoner kunne gå i blodrus og ende i midten af en massakre. Hvor... uelegant. Nej, på den her måde fandt mennesket aldrig ud af de manglede deres skygge - altså indtil de opdagede den var væk. Så gik de til gengæld også en smule amok, indtil den pludselig kom frem igen, og gjorde dem så forvirrede at de tit endte på en kolbøtteanstalt.
De røde negle for enden af Jezabels lange fingre, borede sig ublidt ind i hans nakke, imens hun trådte et skridt frem og drejede sin overkrop så han blev væltet. Selv uden den kraftige styrke hun indebar, havde det ikke været særlig svært.
Hun satte sig overskrævs på ham, og lukkede hans mund med sin pegefinger. "Du er sørme uheldig i dag, monsieur." sagde hun dramatisk.