Disney eller Pink Floyd? //Asteri// -privat-

Dato: 30 - 08 - 11
Årstid: Efterår
Dag: Onsdag
Vejr: Det regner med jævne mellemrum, det ene øjeblik drypper det, det næste styrt regner det.
Tid: 22:00
Sted: Byen I Sheria; En stor park.
Omgivelser: Der er meget ensomt i parken, der passere kun en enkelt forbi i ny og næ.

Det var lige sådan en dag. En dag hvor man enten skal sidde inde og læse, kigge ud gennem et vindue, hvor udsigten bliver sløret af regnen, ja det regnede. Det regnede meget. Det var to ud af fem muligheder. Den tredje var, at gå en tur rundt i parken, sidde på en gynge eller under et stort træ.
Azariah havde valgt den sidste. Hun sad helt stille under et stort bøgetræ. Her var der ingen der lagde mærke til hende, hvilket var hvad hun foretrak. Mens regnen dalede ned, sad hun med ryggen helt oppe imod træstammen, benene trukket op under sig og hagen hvilende på knæene. Hun sad med sin Ipod i hånden og prøvede, at finde en sang hun gad, at høre. Hvilket var noget svære end man kunne forestille sig.
Vejret var gråt og det sillede. Det var lige vejr til en stille sang. Dem var der godt nok ikke mange af på hendes Ipod, men der var nogen. Det var mest Pink Floyd, hvilket kunne være meget stille, og Agnes Obel, men hun var ikke lige i humør til Agnes Obel, selv om, at vejret var det... Hun var derfor lige ved, at trykke på display'et da hun kom i tanke om, at måske var det ikke Pink Floyd denne dag havde brug for, måske var det nogle glade og lallede Disney sange.... Ja hvorfor ikke?
Hun trykkede på display'et hvor teksten 'Disney' var skrevet, og valgte sangen 'Vel mødt' fra Disney's 'Bjørne Brødre'.

Asteri der holdt meget af naturen, dyr og vand, var ude at gå i parken. Det var ikke til at tage fejl af hendes humør, da hun ikke bare gik, slentrende og trak sig selv afsted, men istedet gik hurtigt og lidt dansende afsted. Hun gik og nynnede en af hendes ynglings sange fra disney. 'I'll make a man out of you'
"Let's get down to business to the diefed the huns, did they send me daughters when i asked for mens. Your the sadest bounch i\ve ever met..."
Mens Asteri gik, Kom hun forbi et stort bøgetræ. Hun fandt det utroligt smukt og gik derfor hen og udforskede det. Hun fandt træet smidigt og stærkt og klatrede derfor op i toppen af det, Deroppe fra kunne hun se ud over hele den store park, se alle menneskerne, med deres paraplyer og meget andet.
Asteri stod oppe i træet og nød den våde regn plaske mod hendes ansigt.

Azariah sad og nikkede med hovedet i takt til musikken. Hende læber hviskede ordene fra de forskellige sange hun hørte. Med et suk kiggede hun op, og hun kunne havde svoret at hun havde set et ben. Hun sprang op og kiggede mod træets top. Jep der var noget. Noget sad oppe i toppen af ræet og det kunne til forveksling ligne et menneske, men hendes lugtesans sagde hende noget andet. Hendes lugtesans fortalte hende, at det var en elver der sad deroppe.
Azariah valgte det der sagde hende mest. Hun trådte hen træets stamme og kravlede lydløst op. Der satte hun sig til rette og ventede stille. Vejret skiftede. Nu var det ikke en eneste plet med blå himmel, hvs der da var det før. Regnen hamrede hårdt mod jorden og gjorde grene våde sammen med resten alt det andet. Pytter formede sig hurtiggt på jorden under hende. Hun kiggede igen op imod himlen, det buldrede i det fjerne.
Snart blev himlen oplyst af et gult skær. Lynene skar himlen i to. Hendes øjne trak sig sammen hun fokusrede på himlen over hende. Lyttede til de buldrende tordenskrald lang over hende, smilede til himlen og lukkede øjnene. Regnen havde gjort hendes tøj gennemblød, men hun var ligeglad, hun sad tilfredst i toppen af træet.

Asteri lagde nu mærke til at der kom en anden skikkelse kravlende op i træet, så hun gemte sig lidt væk da hun helst ville være i fred. Vejret skiftede meget hurtigt nu, det begyndte at styrte ned og lynende flængede himlen et efter et med jævne mellemrum. Hun tog ikke rigtigt notis af det, men da hun syntes at hendes tøj var blevet lidt for vådt, betvang hun vandet væk fra det og lod det falde ned til jorden med et plask. Som vejret var skiftet skiftede hendes humør også og en helt nu sang dukkede op i hendes hoved.
'Wish you were here' Det var den hun nu sad og mumlede ud i luften, mens regnen silede ned fra himlen og gennemblødte hende igen, men denne gang lod hun bare regnen gennembløde hende, uden at gøre noget ved det, hvad ville det hjælpe når regnen bare ville gennembløde hende lidt efter hun havde fået det fjernet.
Hun begyndte nu at synge lidt højere og da det ellers kun var regnens slag mod jorden der lød, blav den afbrudt af Asteris blide stemme der sang. "...Can you tell heaven from hell..." lød hendes blide stemme ud gennem parken.

Azariah spidsede øre da en stemme afbrød den stille, men monotone plasken regnen lavede. Den sang en sang hun godt kendte. Og lige præcis den sang kendte hun kun alt for godt. Der var ikke tal på, hvor mange gange hun havde sunget den sang. Pink Floyd var bare gode og deres sange var menigns fyldte, ikke ligesom dette kedelige liv. Det var bare det sammen igen og igne, men det er nu havd man kan komme ud for hvis man lever for evigt. For evigt, så lang tid, så lidt at lave.
Vampyren hvade lagt mærke til at elveren havde forsøgt at gemme sig, vidste den ikke at man ikke kunne gemme sig for en vampyr - udover hvis man blev usynlig og ikke kunne lugtes. Mens hun kravlede lidt længere op i toppen, nynnede hun en melodi, hun havde fået på hjernen.
"I could write it better than you ever felt it." Denne del af teksten passede egentlig godt på hende. Hun elskede nemlig at skrive. Der var sikkert meget mere der passede godt på hende, foreksembel det med at man tror man elsker eller kender nogen men så er det slet ikke som man troede det var. Det kendte hun alt for godt. Det var godt nok ikke helt som sangen beskrev det, men tæt på. Meget.
Mens Azariah sad med teksten i hendes hoved, de summede rundt. Det samme gjorde det hun havde tænkt. Nogle brudstykker af ordene hørtes inde i hendes hoved. Write...
Felt..
Nogen,
man elsker.
Og så alligevel ikke. Den blege pige tog en sort lok og satte om bag hendes venstre øre.

Asteri lagde mærke til, at personen der var kravlet op i træet, nu ko tættere på hende, hun ville faktisk helst bare have at denne person forsvandt. Mens hun sad der og nynnede og tænkte, blev det pludseligt afbrudt, af en en stemme der måtte komme fra en pige, det lød som en sang, men Asteri gad ikke at koncentrere sig om hvad det var denne person sang, sagde eller hvad det nu var.
Mens hun sad der lagde hun efterhånden mærke til, at vejret skiftede meget, især lige der hvor hun befandt sig, det virkede ikke helt naturligt, mere sm om en manipulerede med det, som om en styrede det. Asteri blev nu også lidt nysgerrig og ville egentlig gerne finde ud af hvem denne person i træer var, så begyndte lydløst og forsigtigt, at kravle hen mod det sted, hvor hun havde hørt stemmen fra. Da hun kom derhen, så hun en bleg pige med mørkt hår, sidde oppe i trætoppen, med en Ipod i hånden og en høretelefon siddene i det ene øre. Hun kravlede lidt tættere på og begyndte at sidde og høre efter hvad det var pigen sang.

Et tordenen kom nærmere, det sammen gjorde regnen og lynene. Alt blev lukket ude, hver anden lyd. Det eneste Azariah kunne høre var torden, regnens melodiske plasken og Dave Bicklers stemme i sangen 'Eye of the Tiger'. Hendes hoved nikkede blidt i takt med sangen. Hendes læber bevægede sig i takt med teksten. Hun sang ikke længere for hun vidste,at hun havde fået elverens opmærksomhed.
Azariah sad med bøget hoved. Hendes lange sorte hår dækkede for hendes ansigt. Med et ryk rettede hun sig op og lyttede meget opmærksomt. Hun var meget opmærksom på hver en bevægelse der måtte komme fra elveren. Hun rettede sig op og satte sig mere til rette og tog slukkede hendes Ipod. Tof høretelefonerne ud af ørene, lagde dem væk og nød stilheden. Hun kunne godt lide stilheden. Den var velkendt. Det var det hun havde oplevet de sidste, hvem ved, halvtreds år. Derfor nød hun, at være alene. Den eneste der havde hold hende med selvskab de sidste år var hendes hund Ambrose. Men han var også noget specielt, han var det eneste der kunne gøre hende glad.
Hendes humør lettede altid lidt når hun kom til, at tænke på sin hund, men så forsvandte det gode humør, som sedvagentlig, hurtigt igen. Det var ikke særlig lang tid af gangen hun var glad.
Et lyn blev kastet hen over himlen, det farvede himlen gul i et par minutter eller sekundter, hun gad ikke holde trit med det. Hun stirrede med ringe skjuldt kedsomhed.
*Gab* Tænkte hun. Hun besluttede, som en meget stor sjældenhed, at bryde stilheden.
"Hvad vil du?"

Lynene flængede himlen igen og igen, det regnede kraftigt. Der i træet sad Asteri stadig, det var måske lidt sært, men det var der jo mange ting, der var. Asteri der sad opppe i træet betragtede en anden pige, en pige der sad og lyttede, pigen havde spurgt hvad hun ville, men Asteri vidste ikke helt hvad hun skulle svre, da hun egentlig bare var blevet lidt nysgerrig, da hun havde hørt en stemme synge og der var jo ikke rigtigt andre i træet så hun fik altså lyst til, at finde ud hvem det var der sang. "Jeg ville bare se, hvem der ellers kunne finde på, at sidde i et træ og synge."Svarede Hun pigen med en mild og fraværende stemme. Hun så nu pigens ansigt og syntes hun var utrolig pæn, med den blege hud og det mørke hår, da hun kiggede lidt nærmere efter, så hun noget mørkt ved pigen og tænkte, at hun måtte være en vampyr eller dæmon. Aster der så folk på en anden måde fandt ofte ud af om de var gode, eller onde. Helt ond virkede pigen nu ikke.
"Du er vampyr eller Dæmon, er du ikke?" Spurgte Asteri mumlende pigen, da hendes nysgerrighed igen havde taget overhånd.

Det nærmede sig midnat og lynene holdt næsten helt op med, at farve den ellers sort himmel gul, med sine lysglimt. Så sivede tordenen ud, efterlod en tom stilhed, kun brudt af enkelte plask fra regnen. Lyden var ikke melodisk mere, nu var den ureglmæssig.
Meget ureglmæssig. Det skiftede stadig melle hvor meget det regnede. Det ene øjeblik, dryp, dryp, dryp, dryp. Det næste, dryp........ dryp............. dryp. Og sådan ville de blive ved med, at være indtil at regnen helt forvandt. Så ville stilheden være dominerende. Det eneste man ville kunne høre var vindens stille puffen til træerne.
Himlen var helt mørkeblå, næsten sort. Natten var jo også sort. Det eneste der brød dette var månens spøglelses lignende lys.
Månen hang helt oppe under himlen, den hang bare der og oplyste det hele. Det mindede hende om et lysende øje der holdt øje med hende.
Azariah valgte endelig, at svare den elver der sad ved siden af hende. Med et "Hmm." Svarede hun det første og fortsatte derefter.
"Jeg er vampyr"

Hun sad der og lagde mærke til hvordan denne vampyr... Pige udforskede himlen, det var som om hun ikke kunne tage øjnene fra den, eller vejret. Asteri begyndte også at lægge mærke til at vejret var meget anderledes, ikke mere end få 100 meter væk herfra, der var ikke vådt, med tunge skyer og vejret virkede også til at skifte, lidt efter pigens humør.
Endelig efter lang tids stilhed fra den anden kom der endelig et svar og som Asteri havde gættet var hun enten en vampyr eller dæmon, i dette tilfælde var det så en dæmon.
Asteri var kommet i sit snakkesaglige og lidt nysgerrige hjørne, så hun kunne ikke helt lade være med, at spørge en masse ind til pigen, der havde vist sig, at være vampyr.
"Hvad laver du heroppe i træet" Spurgte hun som, et af sine første mange spørgsmål. Det havde Undret Asteri lidt, da en anden var kommet op i træet. Det var få udover hende selv, der egentlig brød sig om, at klatre i træer. Men hun sad og ventede på svar begyndte hun at se nærmere på vejret, på hvordan vejret hele tiden skiftede, fra slem regn, til at det næsten styrtede ned.

Azariah sad der og så stille på elveren. Hun gad egentlig ikke svare. Men hun havde på fornemmelsen, at hun ikke ville slippe for hende hvis hun ikke svarede. Derfor saged hun kort for hovedet:
"Det samme som dig sikkert." Hendes stemme lagde ikke op til mere snak og hun vendte sig igen om og kiggede på månen igen. Den var betagende. Smuk, næsten. Hun kunne godt lide månen. Den dominerede natten, sammen med vampyrerne. Hun sukkede og flyttede lidt på sig. Hun havde endelig fået flyttet sig nok til at kunne hoppe ned. Hun landede elegant på fødderne, uden at få ondt.
Med et set af få elegante bevægelser havde hun sat kurs mod den anden ende af parken. Hun gad ikke elveren mere og dennes spørgsmål. Hun sukkede højlydt da hun var kommet et godt stykke væk. Hun holdt øje med jorden, ikke fordi at den var meget spændende, hun kunne bare godt lide, at se de effekter vejret havde på deres lille planet. Der var så meget vejret kunne gøre ved en by, et land, ja en helt verdensdel. Det kunne oversvømme, tørlægge og blæse et helt land omkuld.

Da Asteri endelig fik et svar, var det meget kort, denne vampyr var egentlig ikke særlig høflig eller rar og da hun bare vendte ryggen til Asteri og lidt efter gik, kunne det også være lige meget. Asteri sad og kiggede op på månen og betragtede nogle af alle de små stjerner. Det var som om natten og dagen, solen, månen og stjernerne altid var og ville være det samme. Meget havde ændret sig gennem alle de år hun havde levet, meget var blevet bedre, men mange ting var også blevet værre. De ting der var blevet værre var, hvordan mennesket og de andre, behandlede den smukke natur, engang havde der været store træer og skove fyldt med de smukkeste dyr rundt omkring, men nu var der kun få ting tilbage. En af de eneste træer Asteri havde set lige siden hun var helt lille, var 'Den Gamle Eg" i den Fredfyldte skov. Men det var dog også det eneste hun kunne huske der altid havde været der.
Mens hun sad der og tænkte over alle de små ting, mærkede hun hvordan hun savnede den tid og en lille tårer trillede stille ned ad hendes kind, den glitrede som sølv i månens genskind, den ramte et af de mange blade på træet med et lille plask og fra bladet trillede det videre, blad for blad, til den til sidst ramte jorden.
Asteri tænkte og tænkte og pludselig hørte hun en lyd nedenunder hende, hun havde hverken set eller hørt nogen komme siden den anden pige var gået væk og der var noget under hende, lige ved træets fod, stod en med rødglødene øjne og betragtede selv den mindste bevægelse hun lavede, hvem end der stod der, ventede bare på det helt rette tidspunkt, tidspunktet hvor den kunne slå til.