Bjergsiden

Dato: 18. December.
Årstid: Vinter
Dag: Fredag
Vejr: Kølig bjergluft
Sted: På en nogenlunde vejsom bjergside
Tid: 20.00
Omgivelser: Natur.

Vinden havde lagt sig igen, efter en mindre vild morgen. Klokken var lidt over 8 den aften, og månen havde allerede indtaget sin plads på det mørke skydække. Stjernerne glimtede mat, og det var tydeligt, at månen havde overtaget. Havde magten. Elisabeth skød igennem skovens mørke, som en kat, og træerne svajede svagt i det gigantiske vindpust, Elisabeth afleverede hver gang hun tog et skridt. Luften var beroligende for hendes ansigt, og hendes blege hud skinnede endnu mere den nat. Det var på grund af tørsten, der hærgede hende. Hun havde ikke spist et par dage nu, men det var ikke gået hende på. Elisabeth kunne gå lang tid, uden noget blod, men det havde sine.. Bivirkninger. Elisabeth stoppede brat, lyttede og lugtede, før hun med menneskefart gik videre. Noget generede hende, men hun vidste ikke hvad. Straks efter, blev en hare forskrækket over Elisabeth lyd, og hun sprang. Haren nåede ikke at overveje noget, før Elisabeth huggede til. Hun kunne mærke bloden, og lod det tømte lig ramme jorden med en underlig tom lyd. Hun tog ærmerne ud på fingrene, og tørrede sig om munden.

Vicente havde gået sig en tur i skoven, men var kommet ud på den anden side, hvor Dreins Mountain lå. Han fulgte en sti og var kommet et kort stykke op ad bjerget. Der var store og små sten omkring ham og hans blik studerede dem kort før, at de blev rettet op mod nattehimlen. Han hoppede op på en af de store sten og tog sin stråhat af. På havde en sort frakke. Frakkens hovedstykke var knappet sammen så hans mund var dækket. Han satte sig i skrædderstilling og så ud i mørket. Hans røde øjne skinnede svagt i mørket og hans blege hud stod i kontrast med hans lange sorte hår.

Elisabeth stak hånden ned i lommen, for at fiske en smøg op. Hun tændte, inhalerede og begyndte en mere eller mindre rolig gang, i mod en lille sø, lidt længere nede. Hun stoppede brat op, og holdte smøgen lidt væk fra hendes blege ansigt, før hun lukkede øjnene. Lugten der ramte hende, mindede hende lidt om Hayleys. Den her var mere mandig. En hanvampyr, konkluderede hun tænksomt. Mon han ville angribe? Elisabeth hævede blikket, og fortsatte mod lugten. Hvis hun ikke tog meget fejl, ville han opdage hende hurtigt. Måske, en anelse for hurtigt. Hun stak smøgen i munden, og spænde læberne om den, så den ikke faldte ud. Elisabeth satte af. Hun greb fat i nogle forskellige grene, og var i løbet af ingen tid, oppe i et træ. Hun spejdede. Der gik ikke mere en et par sekunder, før hendes lugt ville ramme den anden vampyr. Måske tog hun fejl, måske ikke.

Vicente kunne lugte en, at en anden vampyr var i nærheden, men tog sig ikke videre af det. Han knappede sin frakke op og fandt en taske frem, som ellers var skjult af frakken, og lynede derefter tasken op. Han tog sin træfløjte op ad tasken og lynede den derefter i igen. Han stoppede tasken ind under frakken igen og knappede den til igen. Han satte fløjten mod sine læber og begyndte så at spille en rolig melodi.

Elisabeth spidsede øre, og hørte så hans fløjtespil. Hun lænede sig af træet stamme og inhalerede fra smøgen. Hun pustede røgen ud igennem næsen, og snøftede svagt. Elisabeth sad længe, og hørte på ham, og da hendes smøg var færdigrøget, skodede hun den mod træets bark. Hun snøftede igen, og kørte en hånd igennem håret, før hun sprang over til det næste træ, og videre. Hun stoppede, da hun var omtrent 50 meter fra ham, og betragtede ham kort. Nej, han virkede ikke som en type, der var ude på noget.

Vicente havde bemærket, hvordan hendes lugt var blevet stærkere. Hun var kommet tættere på ham. Han stoppede sit fløjte spil og så søgende rundt. Han fik hurtigt øje på den anden vampyr. Han betragtede hende stille og fortsatte så sit fløjtespil.

Elisabeth satte i løb, og løb/kravlede op af det træ han sad i. Normalt var Elisabeth rimelig direkte, og en pæn hilsen ville ikke skade. Mente hun. Elisabeth lod blikket glide langsomt over ham, og smilede køligt. "Godaften," sagde hun i det varmeste tonefald hun kunne præstere, selvom det ikke gik videre godt. Elisabeth løftede svagt brynene, og spidsede kort læberne. "De spiller godt," sagde hun, og rankede ryggen, før hun rømmede sig. "Må jeg forstyrre Dem?" tilføjede hun derefter. Det var svært at se, hvor gammel han var, og hun havde ikke rørt ham endnu, hvilek kunne provokere hende tid det yderste. Så kunne hun ikke hører hans tanker.

Vicente stoppede sit fløjtespil og rettede sine røde øjne mod hende. "Godaften", sagde han. Hans stemme var dyb og rolig. "Tak", sagde han og nikkede bagefter kort, som svar til hendes spørgsmål.

"Jeg er Elisabeth Jocelyn," præsenterede hun sig i et roligt tonefald, mens hendes blik forblev køligt og mistænksomt. Hun havde sat sig på hug, så hun i tilfælde af, at han ville angribe, kunne nå at springe. "Og De er?" spurgte hun lidt efter, og et svagt smil bredte sig på hendes fyldige læber. Lidt efter fugtede hun dem, og sukkede tungt. Han havde en rar en duft, men derfor kunne han jo sagtens være hidsig anlagt - Hun blev i hvert fald ved med at se ham lidt an.

"Mit navn er Vicente Valentieri", præsenterede han sig selv og gjorde et kort, men høfligt buk med hovedet. Han var rolig, selvom han ellers hadede når han blev afbrudt når han spillede på fløjte, men selvom han var rolig havde han dog ikke lagt sin garde. Han var, som altid på vagt når han var sammen med andre. De kunne være ude på, hvad som helst.

Elisabeth skævede til ham, og nikkede. Han var en mand af få ord. Elisabeth skævede ud over landskabet, og månen oplyste det hele. Hun sad helt stille, og afventede hans reaktion. "De må meget gerne spille videre," begyndte hun i et lettere tonefald, før hun kiggede over på ham. "Jeg vil gerne hører, hvis det ellers kan lade sig gøre," sluttede hun i et roligt tonefald.

Vicente rettede sine røde øjne ud mod mørket. "Jeg kan spille meget forskelligt.. Både rolige og triste melodier", sagde han og så nu ned på sin træfløjte. "Jeg har selv skåret fløjten", sagde han. "Et kunstværk, som skaber kunstværker", tilføjede han.

Elisabeth holdte sine mørkegrå øjne på ham, med et svagt smil. "Jeg ville mere sige, at kunstneren skaber kunstværkerne. Han er hjernen og hjertet bag det hele," brummede hun til rettelse, og flyttede sit blik ud i natten, og på månen som lyste så klart.

"Ja, men uden fløjten ville jeg ikke kunne skabe dem", sagde han og så kort rundt. Han strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine røde øjne og satte derefter fløjten til sine læber og begyndte at spille en rolig melodi.

Elisabeth hørte på musiken, og undrede sig kort over, hvad han ville gøre, hvis et menneske tilfældigvis skulle hører ham. Hun kastede tanken fra sig, og lagde armene over kors. Hun flyttede ikke sit blik fra ham, og så roligt på ham.

Vicente afsluttede melodien og fandt derefter tasken frem igen. "Hvor kommer du fra?" Spurgte han og skævede til hende imens han lynede tasken op og lagde fløjten dernede. Han lynede den i og puttede den derefter tilbage under frakken.

Elisabeth havde siddet i hendes egne tanker, og betragtede ham stift, men venligt. "Jeg er fra London, men opholder mig for øjeblikket her. Jeg har været i Sverige i nogle måneder, men ville søge nye vieder. Så nu er jeg her," sagde hun roligt, før hun igen rettede de mørkegrå øjne mod ham. De var indhyldet af nogle store vipper. "Og hvad med dig?" spurgte hun. Hun var efterhånden så van til, at folk ikke brød sig om det formelle sprog.

Vicente nikkede kort til hendes svar. "Jeg er født og opvokset i Rusland, men rejste derfra, da jeg var 18", svarede han og rettede sine røde øjne mod hende. Han kløede sig let på sin blege kind og betragtede hende stille.

Elisabeth betragtede ham tænksomt, men så nikkede hun. "Det glæder mig at møde Dem. Jeg har mødt tre vampyre siden min ankomst," sagde hun og smilede en smule bredere. "Har det boet her længe?" spurgte hun så

Vicente rettede sine røde øjne op mod den mørke nattehimmel. "I lige måde", sagde han og strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine røde øjne. "Jeg har mødt tre vampyrer, inklusivt dig", sagde han. "I en måneds tid ca.", tilføjede han.

"Har du et permanent sted eller rejser du meget?" spurgte hun og smilede kort til grene, før hun satte sig på en mere behagelig måde. Hun lod en kold hånd stryge hendes hår væk fra ansigtet. "Sys' du om stedet?" spurgte hun.

"Jeg rejser meget", svarede han og rettede sine røde øjne mod hende igen. "Hvad med Dem?" Spurgte han og strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine røde øjne og tænkte kort over om han skulle hoppe ned herfra.

"Jeg opretter mig for en stund her. Så må vi se hvad der sker," besvarede hun hans spørgsmål. "Jeg tror, at jeg bliver et stykke tid. Her virker til, at være okay," sagde hun i et venligt tonefald, før hun nikkede. "Har De så planer om nogle steder her foreløbig?" spurgte hun og betragtede ham.

Vicente så ned. "Her for tiden prøver jeg mest at finde et sted at bo", sagde han og hoppede derefter ned og lænede sig op ad træet i stedet for. Hans blik var rettet op mod den mørke nattehimmel.

Elisabeth nikkede som tegn på hun lyttede. "Hvad går De så efter?" spurgte hun og betragtede ham interesseret. "Der er jo en masse oppe i byen," sagde hun derefter. "Skal de dele den med nogen? Er De her alene?" spurgte hun derefter.