Langs bjergsiden

Tid: Kl. 02.34
Dag: IRL
Dato: IRL
Omgivelser: Ingen andre væsner end Elisabeth.
Vejr: Mørkt og en smule blæsende - Dog ikke særlig meget. Ellers er alt tørt.

Elisabeth lod hendes mørke øjne, skyde igennem skoven. Hendes blik var vagtsomt, men hendes holdning var afslappet. Vinden lavede få lyde, og træerne bevægede sig i den drillende vind, men hun tog sig ikke af det. Hendes skridt blev igen elegante, nærmest dansende, da hun fortsatte sin tur, langs bjergsiden. Elisabeths mørke brune hår, var sat op i en ædel frisure, og var sluttet med et kæmpe sølvspænde, som skulle holde hendes vilde hår tilbage fra hendes smalle ansigt. Som altid var hendes øjne, mørke og kærlige, men resten af hendes ansigt var lagt i tunge folder. Elisabeths tanker kredsede hele tiden, om en bestemt person. Selvom hun ikke fulgte hende i tankerne, vidste hun, at hun var okay. Siden Elisabeths møde med englen, havde det vendt op og ned på hendes tilværelse. Alt i hendes opfattelsen, var anderledes og hun anede ikke, om det var godt eller skidt.

Vicente kom gående langs en sti, som fulgte bjergsiden. Hans sorte hoftelange hår hang løst ned langs hans ryg og hans blege hænder var stoppet i lommerne på den sorte frakke, som han gik med. Hans tanker fokuserede på hans kunst. Om han skulle prøve noget nyt med sin kunst eller lignende. "Hm.." mumlede han lavt og rettede sine grønne øjne mod den mørke himmel. Blæsten tog en smule til og hev stille i hans lange sorte hår.

Elisabeths lugtesans havde altid været mindre udviklet, end de andre sanser, hun var blevet udstyret med. Grunden til dette underlige fænomen, stod stadig uvidende for hende. I hendes mange år som var vampyr, havde hun trænet den, sammen med hendes skaber. En gammel vampyr, som hun stadig holdte sin kontakt med. Richard. Elisabeth lukkede øjnene, for bedre at koncentrere sig om, den nye lugt som var ramt hendes næsebor. En hanvampyr som hun havde mødt før. Kunne det være Taron? Et spinkelt håb, boblede frem men forsvandt, som dug fra solen, da det gik op for hende, hvem det egentlig var.

Vicente fik hurtigt færten af den anden vampyr. En vampyr, som han havde mødt før. Hans tanker slap hans kunst og koncentrerede sig nu om vampyren, som han havde fået færten af. Han så kort rundt og satte derefter farten op på vampyrniveau. Kursen gik mod vampyren. Det ville ikke vare længe får han stødte ind i hende. Han kneb øjnene let sammen og nød ellers den kolde luft mod hans ligblege ansigt og vinden i håret. Det var en ting, som han kunne lide ved den vampyriske fart.

Elisabeth stoppede brat op, da hanvampyrens lugt blev stækere. Jo tættere på han kom, jo stivere blev hun i hendes bevægelser. Der var et eller andet, ved denne vampyr, som hun enden ikke brød sig om, eller godt kunne lide. Selv vidste hun det ikke, men hun hældte mest til det første, af mere personlige grunde. Elisabeth hævede hovedet, og lod øjnene glide rundt i omgivelserne. Umiddelbart kunne hun ikke se ham, men han var vel ikke tæt nok på - Gættede hun.

Vicente bevægede sig, som en skygge hen ad stien. Han fik øje på vampyren. Elisabeth. Han stoppede brat et kort stykke fra hende. "Godaften," sagde han. Hans stemme var, som altid mørk og rolig. Hans rolighed var blot en facade, hvilket hun nok allerede vidste. Han tog et skridt tættere på hende og betragtede hende med sine grønne øjne. Det var ikke mange timer siden han sidst havde drukket blod. Det kunne ses på hans grønne øjne, som ellers var blodrøde når han var tørstig.

Elisabeth stoppede op, ligesom ham, og så vuderende på ham. Han havde lige drukket. Elisabeth mørke øjne afslørede, at det havde hun også. Nok bare en anden type blod, hvilke på ingen måde, gik hende på. "Det er dog det særeste," brummede hun, og sendte ham et kortvarigt smil, "som man møder Dem, på de underligste tidspunkt." Elisabeth lagde hænderne på ryggen, og så på ham med et køligt blik.

Vicente betragtede hende i et kort stykke tid uden at sige noget. "Det siger de fleste," sagde han så og kørte sit lange sorte hår om på ryggen. Hans blik vandrede op og ned ad hende. Han studerede hendes udseende. Hans blik faldt på hendes ansigt igen. "Jeg fik færten af Dem," sagde han og rettede lidt på sin sorte frakke. "De fik vel også færten af mig?" spurgte han.

Vinden trillede hen over dem, og fik alverdens lugte med i købet. Elisabeth sendte ham et nik, og ville ikke nærmere ind på, hvornår hun havde opdaget ham. "Det var Vincente, ikke sandt?" spurgte hun. Hendes stemme var underlig - Blød som smør, men med en kølig undertone. Elisabeth ville, selvom hun kendte til hans navn, holde hendes formelle sprog. Det var først, når hun kunne lide folk, at der blev talt mere personligt.

Vicente ignorerede de dufte, som vinden havde bragt med sig. Normal gav han sig altid lidt tid til at analysere, hvilke dufte det var han kunne dufte. "korrekt," sagde han og kløede sig let på sin ligblege kind. Et lavt suk undslap hans læber og han fjernede kort sit blik fra hende. "Hvad laver De så her?" spurgte han og så på hende igen.

Elisabeth opfangede hans suk. Hendes øre var tilgengæld eksemplariske, i forhold til hendes næse. Hun begyndte at gå imod ham, og gik derefter forbi ham. "Jeg prøver at samle tankerne," svarede hun ærligt, og vendte sig mod ham. Hendes mørke blik fangede hans, og holdte det fast. "Jeg prøver at finde ud af, hvad og hvem De er". Pludselig spillede et svagt drillende smil, om hendes letbuttede læber. "Skal vi passere?" spurgte hun derefter, i et let tonefald, før hun vendte rundt og begyndte sin gang. Hendes gang var næsten svævende, dansende, som altid.

Vicente vendte sig om og gik op på siden af hende. "Jo.. Lad os spadsere," sagde han og betragtede hende med sine grønne øjne. "Hvorfor vil De vide hvem jeg er?" spurgte han. Paranoid, som han var så stolede han ikke på andre. Han havde en underlig idé om, at folk som vidste noget om ham ville bruge det til at skade ham på en eller anden underlig måde. Det var for det meste noget, som hans syge fantasi bare bildte ham ind.

Elisabeth sendte ham et drillende blik, men rettede det dog hurtigt mod den glimtende sne. "De har et interessant sind, men jeg forstår Dem ikke, på noget tænkeligt plan. De er indviklet. Som en gåde jeg ikke kan løse," forklarede Elisabeth, og hendes øjne gløede at interesse, da hun lidt efter kiggede på ham. "Jeg hader gåder, som jeg ikke kan løse. Det ligner mig nemlig ikke," fortalte hun, og sendte ham et kækt blik, før hun rettede sit blik mod sneen, og hendes smil forsvandt.

Vicente betragtede hende tænkende i et lille stykke tid. Han troede ikke et ord af, hvad hun sagde. Han troede, at hendes væremåde lige nu blot var en facade, som hun brugte for at komme nærmere ind på ham. "Der er en grund til, at De ikke kan løse den," svarede han blot og rettede derefter blikket mod himlen.

Elisabeths mørke blik blev fjernt, for en kort stund, og hun vidste besked omkring hans holdning, til hendes væremåde. "Jeg tror ganske enkelt, det handler om viljestyrke," sagde hun derefter. "Jeg er sikker på, at jeg ville løse den, hvis jeg havde den rette motivation, men desværre," sagde hun, og så køligt på ham. "Vi kan jo se forskelligt på den. Hvad er Deres teori?" spurgte hun og rankede ryggen igen.

"Du spilder din tid, hvis du vil bryde min såkaldte gåde," sagde han og rystede kort på hovedet af hende. Han gav sjældent flere oplysninger end hans oprindelse og navn til andre. Elisabeth havde ikke gode chancer for at komme så tæt på ham, at han ville give hende de oplysninger, som hun gerne ville vide, selvom han ikke var helt sikker på, hvilke oplysninger hun egentlig ville have.
"Min teori omkring hvad?" spurgte han.

Et drillende smil flød over Elisabeths læber, og hun trak på skuldrene. "Det gør jeg nok, men jeg tager det ikke så tungt. Jeg lever jo forevigt. Hvad betyder tiden lige nu for mig? Såmænd ingen ting," sagde hun, og betragtede ham derefter. Elisabeth vendte sit blik frem for sig, og ignorerede hans spørgsmål. "Det virker så uhøfligt på mig, at skulle grave i dine tanker, så jeg plejer som regel, at spørge direkte," sagde hun, og så på ham. "Og så kan du jo også bestemme, hvad du vil svare på, og ikke,"

Det havde hun egentlig ret i. Tiden var ikke det eneste, som var ligegyldigt for Vicente. Det var alt næsten. "Hm.." mumlede han lavt og sukkede lavmælt. "Du skal ihvertfald ikke regne med at få noget ud ad mig," sagde han og strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine grønne øjne. "Jeg stoler ikke på dig," sagde han så.

Elisabeth sendte ham et smil. Der var intet drillende eller kækt ved det. "Nej, det ved jeg godt du ikke gør, og jeg forstår ikke hvorfor. Det må være mit første spørgsmål. Hvorfor stoler De ikke på mig?" spurgte hun så, og hendes øjne gløede af oprigtig interesse.

"Jeg har ingen grund til at stole på Dem," sagde han og rettede lidt på sin sorte frakke. Han havde grunde til, hvorfor han ikke skulle stole på hende, men hun ville nok finde dem underlige eller ikke gyldige. Hans paranoia gav ham egentlig de grunde til ikke at stole på andre, så i hans hoved var det nok til ikke at åbne op for noget eller nogen.

"De har heller ingen grund til, ikke at gøre det," svarede hun ham, og så derefter frem for sig. "Men nuvel. Det går mig faktisk ikke på, som man måske egentlig havde renget med," sagde hun tænksomt. "Holder de af planter?" spurgte hun derefter, og så på ham. "Rettelse, kan de lide skove," rettede hun sig og så derefter på ham. Elisabeth vidste udemærket godt, at dette var et underligt spørgsmål.

"Jeg har masser af grunde til ikke at stole på Dem," sagde han og strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine grønne øjne. "Jeg holder ikke af levende ting så.. Den triste skov er den eneste skov, som jeg kan lide at være i," svarede han og så op mod den mørke himmel. "Jeg gætter på, at De holder af planter og lignende," sagde han.

Elisabeth lod det ligge. Om han stolede på hende eller ej, så ikke ud til, at gå hende synderligt på, og det generede hende heller ikke. Endnu. "Hvorfor tror De det?" spurgte hun og rynkede brynene, til det med, at hun skulle holde af planter. Måske var det på grund af hendes høje humør? Hun anede det ikke. "Bryder De dem kun om skoven, fordi den er trist? Kedelig. Død?", spurgte hun og så på ham. Hendes mørke øjne blev rettet mod sneen, et minisekundt efter. Det var tydeligt, at hun fandt det svar besynderligt.

"Fordi den er død. Døde ting er bedre end levende ting," sagde han og nikkede kort. Han brød sig ikke om levende ting. Han foretrak døde ting, da han syntes de var pænere og fordi de ikke var levende. "Jeg tror sådan fordi De virker, som den type der værdsætter levende ting," sagde han.

Elisabeths rynkede bryn glattede sig ud, og hun slå en let latter op. "Javel ja. Pænere..." brummede hun, og nikkede svagt for sig selv. "Jeg bryder mig om levende ting. Det døde er skræmmende. Derfor finder jeg ikke deres kunst, specielt.. Smukt," sagde hun ærligt, og så på ham. Det vidste han vel godt - Siden hun havde set hans 'kunst', havde hun væmmeds ved tanken.