Bjergsiden

"Alt med fire vægge og tag", sagde han og så kort rundt. "Jeg er her alene. Jeg har ingen at dele noget med", sagde han og satte sig ned, stadig lænet op ad træets stamme.

"Der er stadig masse af valgmuligheder. Det er bare at åbne øjnene," sagde hun køligt, før hun puttede en smøger i morgen. Hun inhalerede og pustede ud igennem næsen. Elisabeth betragtede ham roligt, før hun selv hoppede ned. Så begyndte hun at gå. "Skal vi ikke gå en tur?" spurgte hun. Det var bedre end at sidde stille hele tiden.

"En skovhytte væk fra alting er, hvad jeg leder efter", sagde han og rejste sig. Han så på hende. "Jo, hvor har du lyst til at gå hen?" Spurgte han. Han strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine røde øjne.

"De kan lide skoven?" spurgte hun roligt, før hun kastede et blik over skulderen. "Hvorfor leder De efter et afsidigt hus?" spurgte hun, for at uddybe spørgsmålet en smule. Elisabeth så derefter frem, trak på skuldrene og pegede op i himlen med hendes frie hånd. "Jeg vil bare se åben himmel. Jeg kan ikke sidde stille mere end et par minutter, jeg beklager," sagde hun i et køligt men alligevel drillende tonefald.

Vicente begyndte at gå. "Jeg har det bedst alene og jeg bryder mig ikke om steder, hvor der er mange folk. Skoven er et roligt sted, hvor der sjældent kommer andre forbi", svarede han og rettede sine røde øjne op mod himlen.

Elisabeth grinede lavt, før hun nikkede. "Sådan tror jeg mange har det. På hver sin underlige måde," sagde hun mumlende. "Og så er der andres væsner, som ikke kan klarer at være alene," tilføjede hun. "Sjov blanding," tilføjede hun stille. Elisabeth inhalerede. "Du kan vel bygge det selv? Det ville tage dig særlig lang tid, hvis du kan lave sådan en smuk fløjte"

"Der er stor forskel på at skære en fløjte og bygge et helt hus", sagde han og rettede sine røde øjne mod hende. "Det ville sikkert tage flere måneder", sagde han. "Jeg holder bare udkig efter en skovhytte", sagde han.

"Du kunne få hjælp. Der bor sikkert mange dygtige håndværkere inde i byen," blev hun ved, men opgav dog lidt efter. "Javel ja. Det må du selv ligge og rode med," sagde hun og smilede kort til ham, over skulderen. Elisabeth inhalerede igen, og smed så smøgen. Hun stak begge hænder i lommen. "Hvad er din evne så?" spurgte hun direkte.

Vicente trak kort på skuldrene af det hun sagde med det hus. Han så ud i mørket. "Min evne er skygger. Jeg kan gøre alverdens ting med mine skygger.. Kun min fantasi sætter grænser", sagde han og rettede sine røde øjne mod hende. "Hvad er Deres?"

Elisabeth smilede smørret. "Det lyder specielt. Jeg er tankelæser," sagde hun med et kort smil, og vende så rundt for at betragte ham, i en kort tid, før hun rettede blikket væk, og så sig omkring.

"Tankelæser? Det lyder spændende. Jeg har ikke før hørt om folk, der var tankelæsere", sagde han og betragtede hende med sine røde øjne. "Det må vel være en meget speciel evne?" Spurgte han.

Elisabeth stoppede brat op, drejede rundt og hævede begge bryn. "Speciel? Det tror jeg ikke," sagde hun hurtigt, og vende sig om. "Desuden," startede hun og kæmpede sig forbi en stor busk. "Så skal jeg røre ved folk først, men så har jeg også indgang til deres sind resten af deres liv," sagde hun. Hun vende sig om. "Men jeg gør det ikke, uden at jeg har fået folks accept," med disse ord, begyndte hun igen at gå.

"Din evne kunne ellers være god i kamp", sagde han og betragtede hende med sine røde øjne. "Kan man læse ens fjendes tanker vil man altid være to skridt foran og det er, hvad enhver ønsker i en kamp tror jeg," sagde han.

Elisabeth nikkede roligt. "Præcis," sagde hun i et halvkøligt tonefald. "Det kan også sætte mit pis i kog, når jeg tænker på, at jeg skal røre folk først. Jeg har ikke en chance ellers," sagde hun og smilede kort til ham.

"I en kamp kommer du jo nemt til at røre ved folk", sagde han og rettede sine røde øjne mod hende igen. En kold vind blæste forbi dem og hev stille i hans lange sorte hår. "Skal der ikke mere til at gøre dig vred?" Spurgte han.

Et lille svagt køligt smil, bredte sig på hendes læber. "Nej," svarede hun ærligt. Hun vidste godt at det var en ulempe, men efter så mange år, havde hun snart opgivet at kæmpe imod den. "De vil måske udnytte det?" spurgte hun, og et svagt smil spillede om hendes mundvige, før hun drejede hovedet, og betragtede ham.

"Udnytte det? Hvad ville jeg få ud af det?", spurgte han og så rundt på deres omgivelser. "Jeg udnytter mine ofre indtil jeg kan sætte tænderne i dem og De er jo ikke ligefrem mit offer", sagde han.

Elisabeth nikkede kort som svar. Da han sagde; 'Offer', løb det hende køligt ned af ryggen. Hun tænkte på englen, som havde fortalt om ham, til hende. "De vil måske se mig som en fjende på et tidspunkt," sagde Elisabeth i et køligt tonefald, før hun trak på skuldrene. "Man ved jo aldrig hvad der kan ske,"

"Det vil tiden engang vise", sagde han blot og strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine røde øjne. "Hvordan plejer De at håndtere Deres ofre?" Spurgte han og så rundt på deres omgivelser.

Elisabeth lo lavt, men hånligt. "De siger ikke så meget. Jeg dræber kun dyr, og styre mine lyster på den måde. Jeg ved, at De er mere til mennesker og andre væsner. Hvorfor spørg De?" spurgte hun og stak hænderne i lommen. Elisabeth var glad for, endelig at møde en, som holdte de formelle sprog. Hun var jo en gammel vampyr, og da hun levede som menneske, snakkede man jo kun sådan.

Vicente rettede lidt på sin sorte frakke og kløede sig bagefter let på sin blege kind. "Jeg er såmænd bare nysgerrig", svarede han og rettede sine røde øjne mod hende. "De er den første vampyr jeg har mødt, som holder sig til dyr", sagde han.

"Og er det godt eller skidt?" spurgte Elisabeth i et roligt tonefald. "Jeg har ikke mødt nogle dusørjægere endnu, men jeg tænkte, at hvis jeg holdte mig fra menneske, ville jeg undgå dem. Har de en tedens til at dukke op? Hvor dygtige er de her?" spurgte hun og betragtede ham kort.

Vicente stak sine blege hænder i lommerne på sin sorte frakke. "Har endnu ikke mødt nogle dusørjægere her", sagde han og betragtede hende. "Jeg tror ikke, at de lader dig være fordi du holder dig fra mennesker", sagde han.

".. Men den er værd at afprøve," sagde hun roligt, før hun trak på skuldrene. "Det har jeg været ude for før. I Sverige," sagde hun roligt. Elisabeth vidste faktisk slet ikke hvor de befandt sig. "Kender De stedet her?" spurgte hun og rynkede svagt brynene.

"Nej. Jeg faldt tilfældigvis over stedet imens jeg rejste rundt", sagde han og nikkede kort. "Jeg besluttede mig for, at blive her fordi jeg fandt ud af, at her var rigeligt med ofre.. Ofre, som ikke kun er mennesker", sagde han.