En storm er på vej //Crasie//

Tid: Formiddag
Dato: midt i april
Vejr: lunt og med en kølig brise...kunne trække op til storm.
Omgivelser: glimtende vand og lange baner af sand
Beklædning:En lang hvid slank kjole der går ned over knæene, bare fødder og blomster i håret.

Vandet brusede i den kølige brise, sandkornene strøg og dansede hen over hinanden. Asteri gik der i sin Hvide slanke kjole, der flagrede i brisen, som om den dansedeog hoppede. Hendes hår bølgede i vinden som bølgerne på havet, det blæste forsigtigt ind foran hendes ansgt, nogle få blomster faldt ud.
Hun gik slentrende hen ad stranden mens hun gik og legede med noget vand i sin hånd, hun formede det til forskellige ting, som sommerfugle, hjorte, fisk, blade, træer og mange andre ting. Mens Asteri gik der i sine egne tanker og mærkede det bløde sand fra stranden under hendes fødder. Asteri havde tideligt på morgenen haft på fornemmelsen, at der ville ske noget slemt, hun vidste ikke hvad eller hvornår og hvor slemt det ville være, hun gik der og overvejede hvad det mon kunne være.
Mens hun gik der fordybet i sine tanker om hvad det mon kunne være, begyndte det at trække op til storm, der var bare det, at det ikke så ud til, at blive en helt normal storm. Hvad kunne der mon være unaturligt over denne storm, kunne det måske være det Asteri havde på fornemmelsen der kunne være galt.
Mens hun gik videre der og tænkte faldt hun pludseligt over noget, hun faldt så lang som hun var, lige ned på snuden i sandet.

Stormen begyndte at trække mere op og vinden blev kraftigere. Men noget andet ondt var i luften, og det var ikke stormen langt fra. Man ville nok ha ønsket at det havde været stormen og ikke den. Det kunne man i hvert fald spørge de overlevende camille, Tristan og Sakref, som ind til videre har formået at overleve dette væsen, og så kunne man selvfølgelig spørge alle dem som har faldet for hende som ofre. Som om hun var blevet genfødt på ny sprang hun op af vandet. Lillith den ondeste personlighed af Crasie var i god lune. Faktisk ville man nok aldrig kunne opleve nogensinde Lillith sådan. Men Lillith havde nemlig lige haft dræbt nogle lidt længere væk og var glad og tilfreds. Et eller andet ved stormen gjorde noget ved Lillith, det gjorde hende mere afdæmpet og afslappet. Normalt var Lillith fyldt med foragt, had og vrede imod alle enhver men ikke særlig meget lige nu. Lillith stod med vand til livet og mærkede en person komme i denne retning. Hendes lange bølgende sorte hår gik langt ned af ryggen. Hun var gennemblødt og derfor havde hun smidt noget af tøjet. Hun havde et sort korset med blodrøde kanter på. Så havde hun ellers tætsiddende stramme sorte leggings der viste hendes velformede ben. Lillith gik stille og roligt imod dette væsen, som hun hurtigt opdagede var en elverpige. Hun smilte grumt med sine sorte læber. Asteri kunne tydelig mærke denne onde aura fra et væsen komme nærmere imod sig. Lillith var særdeles smuk, med havde ondskabens skønhed. Men ude over hendes skønhed var det særdeles udsædvanlige ved hende, at to katteøre var stikken ud af hendes sorte hår. En sort katte hale slyngede veltilfreds fra side til side. Hendes røde katteøjne stirrede med sult på elveren. Men i stedet for at bare springe på hende, som hun ellers ville gøre var hun i god lune. Hun satte sig ned på hug foran hende med et blotte smil, som viste hendes kattetænder.
"Man er vist lidt uheldig"
Sagde hun med en klang melodisk sødme og med undertone af ondskab.

Asteri der lå nede i sandet, hørte nu en stemme, den lød blødsøden, men det var som om der var mere bag det, en ondskab så slem, at bare ord kunne slå en ud. Hun skubbede sig forsigtigt op i sidene stilling. Der lige foran hende sad en pige og kiggede på hende med et smil der gav hende gåsehud, et smil der kunne få selv det mest skræmmende dyr til at stikke halen mellem benene og løbe hylende væk, men asteri der vidste, hvis hun først viste sin frygt, ville det være ovre i et split sekund.
Hun tog sig nu samme og smilte tilbage mens hun svarede "Ja, men det er jo bare noget blødt sand, så jeg var ikke så uheldig igen" sagde hun med en latterfuld men også meget nervøs stemme. Hun begyndte nu at studere denne pige, der virkede til at være ondskaben selv, efter et stykke tid lagde hun mærke til de to små katte ører der stak op af pigens kulsorte hår, det kunne umuligt være noget godt tegn.
Asteri begyndte at få på fornemmelsen at det slemme der ville ske idag, muligvis var lige foran hende.
For at berolige sig selv, begyndte hun at sidde og lege med noget vand, for af en eller anden grund, kunne hun ikke få sig selv til bare at rejse sig og gå.
"Du ser drivvåd ud hvordan kan det dog være, det er jo ikke ligefrem et badevejr" Sagde hun og sendte pigen et smil, for at hun ikke skulle tro at Asteri frygtede hende.

Lillith blottede sine tænder i et smil. Hvis Asteri kunne læse tanker, så ville hun ha været skræmt for vid og sans. Igennem Lillith hoved tænkte hun tanker, hvordan hun kunne lege med vedkommende på 117 måder. Lillith var nemlig den stærkeste imellem de alle 5 personligheder der er i sammen krop. Normalt kunne Crasie lave normale synsillusioner, og når hun så havde en ejendel kunne hun lave smerte, syns, lugte, følelse osv illusioner. Men Lillith kunne gøre det sammen uden ejendel, og hvis Lillith fik et lille hår fra vedkommende, så ville hun kunne lave så stærke illusioner, at hvis vedkommende tror at han bliver skadet, så bliver han skadet. Det sammen princip som indbilsk syge, eller indbild gravid. Disse mennesker tror så meget på at de er syge at kroppen så bliver syg. Lillith kunne nemlig snyde så meget personens bevisthed, at det så vil ske.
"Hvem siger ikke at det er badevejr, det kan du selv spørge dem der ligger på stranden døde ca 300 meter den vej"
Hun vendte hovedet i retningen hvor de lå, det var dem som hun havde dræbt sådan uden videre. Asteri skulle virkelig vide hvor heldig hun var ved, at Lillith var i godt humør. Hendes hale kørte veltilfreds frae side til side ved tanken om dem hun havde dræbt. Det havde været en lille familie, 2 voksne og 2 børn. Stormen tog mere til og lyn begyndte at skære over himlen. Lillith kiggede ubekymret op i himlen og vendte så sine rødglødende øjne tilbage på elveren. Hun kunne tydelig se frygten gemt dybt nede i elverpigen, hun var god men ikke god nok til at skjule det for Lillith. Lillith nærmede sig hende og lagde en blid hånd på hendes kind og så i hendes hår og trak så hånden tilbage. I hånden havde hun et løst hår der havde siddet i hendes hår, nu havde Lillith en ejendel fra Asteri.

Asteri kiggede forsigtigt den vej lillith havde kigget, jo derhenne 300 meter væk, lå fire mennesker, helt stille og der var en masse rød væske omkring dem, det måtte jo være blod. Hun var efterhånden mere og mere utryg og det hjalp ikke meget da lillith så valgte at ligge sin hånd på Asteris kind og derefter hår, Aseri lagde mærke til at da pigen lillith trak hånden til sig igen, måtte hun have trukket et hår med, Hun var ikke sikekr på om det var et godt tegn.
Asteri sad nu og betragtede Lillith igen, der var noget ovr hende, dybt inde der ikke virkede så ondt og grusomt, hun kunne faktisk være ret forvirrende at se på, da der var så mange ting omkring hende, hun virkede god inderstinde, men det var jo ikke lige til at tro på, når hun sad der som et rovdyr foran og hvert sekund kunne springe frem og angribe.
Asteri kunne ikke lade være med at spørge, men hun måtte bare vide hvem denne pige var, der var noget over hende der gjorde Asteri nysgerrig, og bnår hun var nysgerrig, var der ikke meget at gøre. "Hvem er du egentlig?" Og der røg det spørgsmål ud af munden på hende. Hun var nu lidt facineret over denne pige, at hun indtil nu bare havde sidde der roligt, pigen måtte have meget selvkontrol.

"Mig?"
Lillith tog hånden på sin brystkasse og så vurderende på hende.
"Jeg er bare nogen, hvad forskel skulle det gøre hvem jeg er, hvis jeg alligevel beslutter mig for at dræbe dig?"
Sagde hun mens hun gik med rolige skridt rundt om Asteri. Hun gik som et rovdyr rundt om byttet og hendes øjne var fokuseret rettet på hende. Flere lyn skar over himlen og stille roligt begyndte regn at falde i tunge dråber. Lillith var jo allerede våd, men de tunge dråber gjorde nok Asteris tøj meget hurtigt vådt. Lillith kunne mærke at hun begyndte at miste fokus, nej det måtte hun endelig ikke. De andre må ikke komme til, slet ikke mens Lillith nu snore rundt om et bytte. Hendes vrede begyndte at vokse, og hendes foragt strålede ud af hendes øjne. Hun hadede andre liv, hun elskede at mærke hvordan hun kunne presse livet ud af dem, og så hvordan deres liv stille og roligt ebbede ud af øjnene på dem. Men nu var de vrede skyer over dem, og lynglimtede skinnede i øjnene på lillith. Hun stoppede foran asteri, og med et blik der sagde at nu var det asteris ende. Lillith var nu blevet til en ren sort skygge, der var sortere end sort. Øjnene var fuldstændige røde og stirrede med foragt og vrede på asteri, og som bare ønskede at få asteris lys til at gå ud. Men da lillith gik imod asteri, slog et massivt blåt lyn ned i lillith. Aldrig havde lillith prøvede sådan en smerte og det gjorde hende bare mere vred, men så blev alt mørkt for hendes blik og hun faldt om besvimene. Det var blevet hurtigt mørkt men nu hvor lynene lysede op, nu lå der ikke længere en voksen kvinde. Men nu en helt lille pige. Hun havde lyst hår sat op i rottehaler, og hun havde en fin hvis kjole på. Hun lå med hovedet ned i sandet og lige ude for hendes hånd lå en lille brun bamse med lilla bånd.

" Det ville gøre den forskel, at jeg i det mindste vidste, hvem det så var der havde fået at vide, hvem der havde dræbt mig, så hvem er du?" Sagde Asteri roligt, men stadig med en smule frygt i stemmen. Hun fik et lille smil på læberne. Hun mærkede hvordan pigen ville påvirke hende, ved at gå rundt om hende, bare rundt og rundt. Men Asteri gav ikke op, så længe hun stadig levede kunne hun ligeså godt prøve at vinde, dette umulige slag. Og dog, det var åbenbart ikke så umuligt igen, for Asteri havde set rigtigt, der var mere inde i denne pige, end det almindelige øje lige kunne se, mens hun gik rundt skete der noget, som om hun begyndte at miste kontrollen over Asteri nu, den magt pigen havde haft var nu ved at svinde, for der skete noget, som om hun var ved at blive en anden.
Asteri sad bare der og lod regnen gennembløde hende, stille og roligt, hun elskede vand mod sin hud, som om det gav hende ekstra styrke. Mens hun sad der og studerede pigen og håbede inderligt , at hun ville overleve dette her, begyndte hun at lege med det vand, der havde gennemblødt hende. Hun betvang det stille ud af håret og sin kjole, begyndte at forme en rose, hun lavede mange små detaljer på rosen, som bladene og tornene. Imens hun gjorde det, så det ud som om Lillith blev mere og mere rastløs.

Stormen blev værre og regnen blev langt koldere. Den lille pige på de 8 år var gennemblødt og bølgerne begyndte at blive højere, så de ramte hende. Hun lå stadigvæk besvimet, og det så ikke ud til at være længe før havet gjorde krav på hende. Bølgerne kom hurtigere og greb nu fat i den lille pige, og begyndte trække hende tilbage i vandet. Når man kiggede ud var det svært at se hvad var himmel eller hvad var hav, for det hele var i oprør. Træerne lidt længere inde på lang begyndte at vippe på grund af den stærke vind, der fik ens hår til at piske i vinden. Det var en kold vind der hiv varmen ud fra ens krop der hvor man var våd, og pigen her måtte være virkelig kold.

Mens den iskolde vind legede med Asteris hår, og regnen faldt så kraftigt og hurtigt, at vandet i havet begyndte, at stige. Pigen der få sekunder før, havde gået rundt om Asteri, som et farlig rovdyr, var tumlet om og lige der hvor hun var faldet om, lå der nu istedet en lille pige med lyst hår, der var sat op i små rottehaler. Asteri var meget forvirret og gjorde derfor ikke andet, end sidde stille i ti minutter og tænkt på at hun stadig var elvende, hvilket undrede hende, hun havde været sikker på, dette ville blive hendes død. Det der også undrede hende var hvad der var sket med pigen der virkede så ond, kunne det virkeligt være den lille pige der lå derhenne på stranden, der var jo ingen ligheder at se sådan lige, men da hun kiggede nærmere, var der de samme farver og den måde hun virkede ond og god på. Det måtte være den samme så.
Asteri gik forsigtigt forsigtigt hen mod den lille pige, hvis krop var næsten dækkede, af det vilde havvand. Hun begyndte forsigtigt, at hive den lille pige op til sandet. Da hun endelig havde fået hende op, betvang hun stille og roligt alt det kolde vand væk fra hendes krop, så vinden ikke skulle gøre hende koldere end hun allerede var. Der sad Asteri så, igang med at betvinge vandet ud af den lille piges krop, pigen der lige før havde været noget ældre og havde villet dræbe hende.

Mira åbnede sine øjne op og så på Asteri med grønne uskyldige barneøjne. Mira begyndte at fryse og så undrende på det vilde uvejr. Hun så op på kvinden der holdte hende, og hun følte sig tryg i hendes selskab.
"Hvem er du? Og hvor er vi henne?"
Hun satte sig lidt mere op og trak bamsen ind til sig. Hun havde ikke noget imod uvejret, hun så bare på det med stor nysgerrighed og forstod ikke hvorfor hun ikke blev våd, når det jo nu regnede. Hun tog sin lille hånd opad, men lige før dråberne faldt på hendes hånd ramte de hende bare ikke. Hun så op på Asteri med stor barnlig undren.
"Er dette dig som gør det?"
Hun smilte et barnligt grin og syntes det var sjovt, men da hun prøvede at rejse sig helt op gjorde det ondt i hele hende krop, hun så lidt længere henne. Hvor hun ellers før havde ligget var sandet blevet krystalagtig på grund af lynnedslaget, som havde ramt Lillith før. Mira kravlede hen imod og tog stykker af glas op.
"Wow det er rigtig flot glas, hvor kommer det fra?"

Asteri begyndte at le mildt, det lød lidt ligesom en lille å der klukkede. Hun kunne ikke lade være at le, den lille pige hun havde siddet med i armene så, så sød og uskyldig ud med de store grønne øjne og så havde hun så mange spørgsmål.
"Jeg er Asteri, men hvem er du? Og vi er på stranden i La Sunisha" Sagde hun mildt og så venligt på den lille pige, der igen begyndte at spørge.
"Ja, det var mig der gjorde det med regnen og sandet ved jeg ikke noget med." Svarede hun pigen. Asteri kunne ikke lade være at smile. Den lille pige virkede langt fra som den samme person, pigen var jo mild, sød og så helt uskyldig ud. Den pige der havde været før havde jo været, ond, uhyggelig og ikke videre rar at være i selskab med. Asteri kunne ikke holde det spørgsmål tilbage der bare ville ud, men det virkede bare så forkert at spørge denne lille pige om, hun virkede jo forvirret nok i forvejen og så det det også ud til at den lille pige havde store smerter. Hun holdt spørgsmålet tilbage, der skulle ikke meget til at se hun ville spørge om noget, men hun ville ikke, ikke det spørgsmål til den lille pige, ikke nu.
*Gad hvide om hun ved det og vil fortælle mig det hvis, hun ved det* tænkte Asteri for sig selv, det pinte hende mindre at tænke på det, end at glemme det helt.

Mira så hen på elverkvinden som hed asteri med et smil. Så gik Mira hen og satte sig i sandet foran hende.
"jeg bliver kaldt Mira, de andre hedder dog noget andet, men mit rigtige navn må jeg desværre ikke pige"
Mira så på asteri med en stor nysgerrighed.
"hvor gammel er du?"
Sagde hun med et smil, så begyndte hun at huske nogle af de ting som lillith havde lavet mens hun var her, og hun huskede tydeligt lynet.
"blev jeg nej bliv vi ramt af et lyn? "
Mira sagde det som om det var en naturlig ting at spørge om og som om det var normalt at der skete sådan noget. Hun lod hånden glide ned i det kolde sand og fandt så et par muslinger. Hendes rottehaler piskede i vinden, men hun tog sig ikke rigtig af det. Så greb vinden fat i bamsen og slyngede den ud i vandet. Mira opdagede det straks og var næsten ved at springe i det bølgendd og særdeles farlige vand.
"mester bjørn nej du må ikke blive væk"
Mira så hen på asteri om hun vil hjælpe for Mira kan nemlig ikke svømme og hun vidste at hun ikke måtte gå ud i vand. Hun kiggede desperat imellem asteri og bamsen.

Asteri så på den lille pige, der så, så fortvivlet ud. Hun blev nødt til at hjælpe Mira med at få sin bamse igen. Hun gik stille hen mod vandet, indtil hun stod i vandet til knæene. Hun begyndte, med forsigtige bevægelser, at styre de bølger der have fået fat i bjørnen, så de ville fører bamsen hen til lille Mira. Det var meget besværligt og krævede en del energi ´fra hende, men efter lang tid, kom bamsen endelig hen mod hende. Asteri tog forsigtigt, den drivvåde bamse op i hånden og begyndte så også at få fjernet vandet fra den. Da hun langt om længe var færdig gik hun hen til Mira og rakte bamsen ned mod hende og smilte. Da Asteri havde haft så travlt med at få reddet hendes bamse.
Hun var helt drænet for energi, det var ikke bare let som en leg, så hun gik vaklende hen til sandet, for at sætte sig ned. der sad hun nu, med lidt energi, så lidt at hun næste ikke orkedeat holdeøjnene åbne. At kæmpe så meget mod naurns kræfter var ikke let.
Efter at havde reddet Miras bamse, følte hun signu mere draget til t spørge hvem hun egentlig var. " Mira jeg bliver altså nødt til at spørge, hveme er du og hvad var det der skete med dig før?" Spurgte hun endelig, man kunne høre på Asteris stemme, at hun ikke brød sig videre meget om, at spørge den lille pige om det.

Mira så med stor interesse mens Asteri fik fat i bamsen, og var ved at hoppe i vandet af glæde over at få sin bamse igen. Og da asteri spurgte sine spørgsmål, sad Mira og lige tænkte over det.
"Hvem jeg er, det er svært at sige men jeg er bare en lille pige. Hende du mødte før er en bloddæmon tror jeg? Jeg er ikke helt sikkert, jo det er hun"
Mira satte på sengen og havde bamsen tæt ind til sig, og kiggede med stor interesse og undren.
"Hvorfor er du blevet så træt, skal du så ikke i læ istedet for at sidde her i dette uvejr?"
Sagde Mira bekymrende, og rejste sig så op og gik lige så stille hen til Asteri, og lagde en blid hånd på hendes skuldre og satte sig ned ved siden af hende.
"Det er bare sådan at nogle gange, så kommer hun frem lige som mig. Heldigvis er det ikke særligt tit, men hun gør det er par gange. Måske kommer du til at møde Isabella, hun er så sød og venlig. Eller så måske Crasie, men hun er lidt mere, hvad kalder man det? alene, men hun er også venlig. Så kan det jo selvfølgelig godt være at du kommer til at møde Stine, men hun er ikke særlig sjov, hun er bange for alt og alle. Jeg er tilgengæld kun bange for vampyrer"
Sagde hun med et stolt smil, at deet var det eneste hun var bange for.

Asteri begyndte at le stille, Mira fortalte og fortalte. Men det hun fortalte chokerede også Asteri. At den lille pige Mira havde så mange forskellige personligheder, måtter egentlig virkeligt være et dårligt tegn. " Jeg er bare lidt træt,fordi jeg skulle kæmpe imod,det naturlige. Men det du siger. er altså at du har mange personligheder? hvordan kan det være?" Sagde Asteri til Mira. Måske ville Mira syntes hun talte lidt voksent, men Asteri mente nu, at Mira selv talte lidt anderledes.
Hun kunne ikke lade være med, at le da Mira sad der med sit stolte ansigt, over at der kun var en ting, hun var bange for. "Hvorfor er du bange for dem?" Spurgte Asteri, stille Mira. Hun var lidt nysgerrig over,hvorfor det lige var vampyrer, Mira var bange for og ikke så meget andet.
Mens hun sad der afslappet og træt på stranden, mærkede hun kulden fra stormen, krybe sig igennem hendes hud. Der føltes som små skarpe knive, der begyndte at stikke og prikke hende. Asteri bed sig i læben for ikke at skrige, det var en ulidelig smerte hun følte lige nu.

Mira ventede med at svare og gav sig tid til at tænke sig om.
"Det er fordi Crasie har nogle, ja hvad kalder man det problemer inde i sig og hun har haft nogle dårlige oplevelse, og det har så gjort at hun har skubbede sine følelse væk og så kom vi."
Sagde hun med et smil, Mira var nemlig blevet skabt ved at Crasie ingen barndom kan huske og derfor så aldrig har haft en, som har gjort at hendes indre barn Mira blev skabt. Hun så lidt med frygt i øjnene da Asteri sagde vampyr.
"Fordi de er væmmelige, og flere af dem æder små børn. Jeg kan slet ikke lide at de har disse hugtænder og drikker blod. Det er uhyggeligt. Så kan jeg heller ikke lide at de faktisk er døde væsner"
Sagde hun forklarende med blikket vendt imod havet. Så kiggede hun op på Asteri, og så at hun frøs helt vildt. Mira så panisk på hende, var der ikke et eller andet hun kunne gøre. Mira kiggede rundt men så intet hun kunne bruge som tøj osv. Lige nu ønskede hun at Crasie var her, hun ville vide hvad der skulle gøres.

Asteri sad stivfrossen, hendes læber begyndte stille at få en mere blå lilla farve og hendes tænder klaprede. Hun ville helst have, at Mira kom væk, den lille pige skulle ikke være herude på stranden i denne kulde og hun skulle slet ikke se Asteri så slemt forfrossen. Grunden til, at Asteri frøs så meget nu, når hun rent faktisk ikke plejede at gøre det, når hun gik rundt i sne og dage hvor det var meget koldere, var hun normalt havde nok energi, der gjorde hun automatisk, fik opvarmet de væsker der indeholdt vand i hendes krop.
Mens hun sad der og mærkede regnen gennembløde hende, kulden trænge ind til ben og marv, så hun en, en skikkelse ude i vandet, det var en mand, han så gammel ud og hun forstod ikke helt hvad han lavede derude. Hun begyndte at lægge mærke til, at denne mand kaldte på en og den han kaldte på var hende.
Asteri rejste sig langsomt og forsigtigt op og begyndte med nærmest svævende at gå hen mod vandet. Da hun kom hen til vandet, tøvede hun lidt, men da hun så hørte manden kalde igen, begyndte hun stille at gå ud i vandet. Vandet veg ikke til side for hende, hun prøvede egentlig heller ikke på at få det til det. Da hun stod med vand til livet kunne hun se manden tættere på, han mindede hende om en, en hun manglede, men hun havde jo aldrig et ham og som et lyn slog det hende, at denne mand kunne være hendes far. "Far" Mumlede hun stille, manden nikkede og forsvandt længere væk, Asteri blev så trist da han var længere væk og begyndte derfor at råbe efter ham. "Far! du må ikke gå! Bliv her" skreg hun efter manden, mens hun kæmpede sig længere ud i vandet.

Mira så desperat til, mens hun intet kunne gøre for at hjælpe denne asteri. For Mira vidste ikke sådan nogle ting, som de andre gjorde. Bare Crasie var her, bare Crasie var her, hun ville rette op på tingene. Den desperate følelse gjorde, at hendes personlighed skiftede. I stedet for de grønne øjne, var de blevet til neonlilla. I stedet for hendes lyse hår, var det nu blevet til langt halv krøllet sort hår. Crasie glippede med øjnene og forstod intet. Hun huskede intet, hvad der var sket, mens hun havde været væk. Hun kiggede omkring og så, denne næsten ligbleg kvinde gå ud i vandet. Hendes læber var lilla, og det var slet ikke et godt tegn i dette forbandede vejr. Så hørte Crasie hende mumle, og som et lyn slog i hende. Hun talte i vildredelser, fordi hun var dødende. Crasie havde ikke nogen grund til at hjælpe denne kvinde. Men et eller andet sagde dybt inde i hende, at hun havde hjulpet hende. For Crasie kunne se, at kvinden var drivvåd, mens hun selv var tør. Hendes sorte hættetrøje var tør, og det sammen med hendes sorte tætsiddende bukser og praktiske sorte sko. Men nu mærkede hun, regnen ramme hende. Hun måtte hjælpe denne kvinde, det kunne vel aldrig skade. Crasie gik hurtigt hen til Asteri og greb fat i hendes arm og så ind i hendes øjne. Crasie kunne tydelig se, at hendes sjæl allerede var på vej videre.
"ikke godt, ikke godt"
Mumlede Crasie for sig selv. Hun havde hørt ordet far, måske så hun sin døde far? Nu lavede Crasie en illusion af at Asteri ikke længere så nogen ude i vandet, og at Asteri ikke kunne gå. Crasie gjorde det for at få hende til at stå her. Så kiggede Crasie omkring og så træerne lidt længere inde i land. Så mærkede Asteri, at hun kunne gå igen, og hun kunne mærke en underlig trang til at følge Crasie. Crasie kunne kun normalt lave synsillusioner, men når hun enten rørte eller havde en ejendel fra vedkommende. Kunne hun lave alle typer for illusioner, følelse, smerte, lugte osv. Hun førte Asteri hurtigt hen under læ under træernes kroner. Hun gik rundt og hurtigt fik samlet en smule brænde, der endnu ikke var blevet vådt. Hun så bekymret på Asteri. Faktisk kunne Crasie ligne lidt af en engel nu, for Crasie havde en rund blid ansigtsform.
"Du bliver nød til at tage dit våde tøj af, ellers kommer du til at dø"
Sagde Crasie gennemtrængende, hun måtte vedligeholde hendes opmærksomhed. Ellers kunne hun måske falde i søvn og aldrig vågne igen.

Efter hendes far var kommet endnu længere ud i vandet, forsvandt han pludselig, Asteri kunne ikke holde det ud og hun begyndte at græde lydløst. Der faldt en masse små glimtrende tårer ned ad hendes kinder og ramte vandet med et plask.
Asteri begyndte at gå ind ad, hen mod nogle træer, hun vidste ikke helt hvorfor, men det virkede som om hun ville og så alligevel, virkede det som om en eller noget tvang hende. Du han var kommet ind på land igen, satte hun sig under nogle træer, da hun sad der, hørte hun en svag stemme i det fjerne. *Hvor er jeg, hvor kommer alle de stemmer fra* tænkte hun nu ret forvirret, mens hun var ved at komme til sig selv. Asteri glippede lidt med øjnene og begyndte at lægge mærke til pigen der stod foran hende, hun sagde et eller andet, men Asteri var stadig for langt væk til at kunne forstå. "Hvad er det du siger" Mumlede Asteri forvirret, mens hun stadig kæmpede for at komme til sig selv. Da Asteri endelig var kommet helt til sig selv, forstod hun ikke meget, før havde hun siddet tættere på vandet og der havde været den lille pige Mira, hvor var hun nu. Asteri kiggede sig fortvivlet om efter den lille Mira, hun prøvede også at rejse sig, men uden held. Så snart hun var kommet op at stå, havde hendes ben bukket under og hun sad så igen hjælpeløs og kold nede på jorden. Asteri kiggede først op på den pige der havde talt til hende nu, hun genkendte noget ved denne pige, men hun kunne ikke sige hvad, især ikke i den tilstand hun befandt sig i nu.
"Ha-har du set en lille pige Mira" Stammede hun svagt til den anden pige, som nu igen begyndte at virke tåget og lidt fjern. Drømte Asteri bare, havde alt det her bare været et slemt mareridt. Det kunne det jo ikke, alt virkede så virkeligt.

Crasie kiggede uforstående. En lille pige havde hun ikke set, måske var det en af hendes fantasier.
"jeg har ikke set pigen, hun har sikkert taget hjem og har det godt og varmt nu. Men jeg spurgte dig før om du ville tage dit våde tøj af og så får du min hættetrøje, og et lille bål vil blive lavet om lidt, så kan du få varmen."
Sagde crasie roligt og venligt, men alligevel gennemtrængende. For at få asteri til at lytte. For hun svævede i stor fare lige nu. En ting undrede crasie mens hun begyndte at lavet det lille bål, og hev hendes flint frem. Hvorfor var kvinden herude i dette vejr. Måske var hun blevet overrasket af stormen, men crasie kunne ikke få det til at hænge sammen. For elvere kunne normalt spore og se sådan nogle ting, så et eller andet må ha optaget hende. Crasie havde ingen anelse hvad der var sket, og besluttede at lade vær med at tænke på det. For det ville ikke hjælpe. Stormen blev heldigvis ikke værre, men den var heller ikke blevet bedre. Crasie kendte selv til folk der havde døde på et øjeblik af kuldens hårde greb. Hun tændte ild i det lille bål og det gav en smule varme. Så tog hun sin hættetrøje af og lagde den foran asteri. Hun skulle først tage den på når hun havde taget det våde af. For ellers ville det våde stadigvæk suge kulden ud af hendes spinkel elverkropsbygning. Hvilken elver var hun? En skovelver? Eller en af disse lys eller højelver. Hun lignede mere en skovelver. Så kom hun i tanke om hendes ærkefjende mina, som var en svartelver. Altså en elver der er forvist fra sit folk, fordi vedkommende har gjort en stor forbrydelse.

Asteri havde først fået fat i hvad pigen havde sagt anden gang og hun var ikke videre begejstret for det hun ville have hende til. Men Asteri kunne godt se det fornuftige i, at hun skulle tage sin kjole af. Hun begyndte stille og med stort besvær at trække den våde kjole af, hun sikrede sig dog, at ingen kiggede. Da hun endelig havde fået den våde kjole af, tog hun forsigtigt hættetrøjen pigen havde lagt foran hende og trak den hen over hovedet, hun mærkede lidt efter en brændene følelse i kroppen. Den varme der nu kom, var så varm, at den voldte hende så stor smerte, så der løb små tårer ned ad hendes kinder.
Asteris bekymring for lille Mira blev slem igen, for hun havde været der, lige før, ja lige før alt det med hendes far. "Er du sikker, det er en lille pige med en bamse og rottehaler" sagde hun igen, med et ret bekymret toneleje. Mens hun sad der og ventede på pigens svar, betragtede hun ilden, der var noget fascinerende ved den. Ilden var så mægtig og så alligevel så skrøbelig på samme tid, den var også smuk, men dræbende. Mens Asteri sad der og koncentrerede sig om ilden, rasede stormen omkring hende, det var bestemt ikke en mild storm, da den fik store bølger langt op på stranden og der kom store skumsprøjt fra dem. det sand der endnu, var lidt tørt, rasede rundt som en tornado. nogle af de træer, hvor rødderne endnu ikke var dybt nede i jorden, stod og rokkede usikkert fra den ene side til den anden. Asteri havde faktisk nærmest lukket stormen ude, hun lagde ikke mærke til den, eller meget af omverdenen, hun sad i sine helt egne tanker et andet sted. Hun var taget tilbage til de lyse og fredelige tider i hendes barndom, hvor hun havde levet sammen med sin familie, da hun løb rundt i engene og grinte når de små fisk fra søer og åer kom hen og nappede hende i fødderne. Asteris mor havde dengang ofte sat hendes lange lyse hår op i nogle smukke og kunstfærdige frisurer, da deres familie, skulle tage sig godt ud, da de var en af de mere mægtige elverslægter. Sikke meget hendes mor dog havde fået ødelagt dengang.

Crasie rystede på hovedet.
"Måske havde du set en ånd, eller sågar en skytsengel"
Sagde hun beroligende. Crasie havde kun anerkendt sin personlighed Isabella, hun ville ikke kendes ved de tre andre, som også var i hendes krop. Så hun tænkte slet ikke at det kunne være denne Mira, som Isabella så mange gange havde fortalt hende om.
"Du skal ikke varme dine fødder og hænder først, for så kommer blodcirkulationen frem, og så strømmer koldt blod fra dine fødder og arme ind til dine sårbare organer"
Crasie tog en stor gren og skubbede det lille bål nærmere Asteri. Crasie kunne mærke den kolde vind på sine skuldre, som lå blottet for vinden. Men Crasie var lige nu ligeglad, hende kunne hun altid bekymre sig om senere. Lige nu var der en hun skulle tage sig af. Så begyndte Crasie at gå rundt og løftede store sten og begyndte at danne en mur. Det tog lidt lang tid, men det hjalp meget til at holde den lede vind væk. Crasie gik også rundt og hentede mere brænde, noget af det var blevet lidt vådt. Men bålet kunne godt tørre det.
"Hvor langt er vi egenligt fra by eller noget andet hjem?"
Sagde Crasie spørgende, for selvfølgelig kunne de godt være her. Men man kan ikke vide om der kommer en stormflod, der vil oversvømme det hele her.

//Undskyld jeg ikke har svaret noget før//

Vinden begyndte at tage lidt af, men det styrtede stadig ned i store stimer, det havde været et held for Asteri, at Crasie havde været der,ellers havde hun for længst været død. Hun sad der foran bålet og kunne ikke tro på at Mira bare sådan skulle være forsvundet, eller måske, måske var han rendt efter hjælp, det var jo aldrig godt at vide. "Jo, du har sikkert ret" Svarede hun endelig. Hvis Mira var i sikkerhed, hvilket hun sikkert var, så var der ikke nogen grund til at bekymre sig. Asteri rejste sig nu endelig op og begyndte at gå lidt rundt for at få blodcirkulationen til at køre rundt, så hun kunne få varmen helt. Det havde taget hende et stykke tid at komme til sig selv, og det var også derfor hun først nu, kunne tænke klart.
"Vi er et stykke fra den nærmeste by, men man burde kunne gå derhen"Svarede Asteri lidt usikkert, da hun ikke helt kunne huske længden til byen, da hun jo selv boede i skoven og var gået derfra. Hun gik stille hen til pigen der havde hjulpet og fik først nu egentlig sagt ordentlig tak til hende "Mange tak for hjælpen" Lød det sagte, mens hun skrabede foden mod sandet og kiggede, så forsigtigt ind i pigens øjne og begyndte at genkende noget, de øjne mindede på mange måder om Miras, men kunne det passe, det kunne det vel, Mira havde talt om mange forskellige personligheder, kunne denne pige være en af dem. Hun kunne spørge, men hun regnede ikke med at få noget ud af det, da pigen ikke havde vist hvem Mira var da hun havde spurgt efter det, nej hun kunne ikke spørge om det, hun måtte regne med at denne pige var Mira og hun derfor ikke var i nogen form for fare.
Asteri begyndte at mærke energien vende stille tilbage til hende og dermed også varmen, derfor begyndte hun nu næsten at få det for varmt, mens den anden pige sikker stodder og frøs. Hun gik stille hen til sin kjole og begyndte at betvinge vandet ud fra den så hun kunne få den på igen og dermed give pigen hendes Hættetrøje tilbage.

//Det gør skam ikke noget :)//

Hun var glad for at Asteri ikke længere spekulere om dette barn. For det havde sikkert været en hallucination. Crasie lyttede interessant med og kiggede omkring om hun selv kunne kende stedet. Selv hvis hun måske havde været her før kunne hun sikkert ikke huske hende, for så havde det bare været en af hendes evige omvandringer, som hun har haft så mange af. Men ikke så mange siden hun mødte det kære Camille af et menneskebarn. Hun kunne ikke lade vær med at smile af tanken, men så blev hun opmærksom på sine omgivelser igen og slap hendes glade tanker.
"Så må vi hellere komme derhen, for der ville sagtens kunne komme en stormflod, og så vil vi ikke lige frem have lyst til at være her"
Sagde crasie roligt og udtryksløst. Men hun var stadigvæk ikke glad for at hun havde sagt det usikkert. Men det var bedre at de gik, så kunne de begge få varmen igen. For nu kunne Crasie begyndte regnen hive varmen ud af hendes krop, men ikke en mine fortrak sig eller nogen andre tegn på hende, andet end hvis man mærkede på hendes hud var hun kold. Hun nikkede til asteri sagde tak. Det var en god ting, for der var mange der var utaknemlige. Men som sagt, så virkede hende elveren her gammel. Så hun var nok blandt en af dem, der gik op i mere ære og sådan noget. Men selvom Crasie så ung ud, var der noget i hendes øjne der helt klart sagde at hun langt fra var ung, og hun havde oplevet nok ting i sit liv, som havde sat sit præg. Da asteri gav hættetrøjen, så Crasie vurderende på hende. Men Crasie besluttede sig for at tage den, for Asteri virkede til at være mere varm nu. Hun tog den gladeligt på igen, og da hætten røg over hendes hovede. Var hendes ansigt henlagt i mørke, så kun hendes øjne var tydelige.
"Så lad os komme afsted, jeg håber du kender vejen"
Hun gik hen og tog sin stok op, som havde været en bamse da Mira havde været der, og nu stod hun og så afventende på at Asteri skulle føre an.